2020 Juan Gil, Silver Label, Jumilla, Spanien

2020 Juan Gil, Silver Label, Jumilla, SpanienDa jeg forleden smagte Juan Gils Blue Label kaldte jeg den en vinøs beskidt Dodge RAM 1500 TRX. Denne Silver Label er lillesøster og dermed vel så nærmest en vinøs Ford Ranger.

Vinen er lavet på 100% Monastrell – aka Mourvèdre – druer fra over 50 år gamle vinstokke. Disse bush stokke giver ikke et stort udbytte, men er til gengæld super rige og pakket med smag.

Vinen er lavet med gæring og maceration på rustfrie ståltanke, hvorefter den malolaktiske gæring er sket på egefade med 25 dages lagring sur lie. Derefter er vinen så lagret i ståltankene frem til aftapning på flaske.

Duftmæssigt er vinen tør og krydret … grønne urter, rosmarin, estragon, kaktuspiller og en mørk balsamisk syre. Der er en frugt med blåbær, solbær, ren og røget i stilen med en mineralsk note og selvom det en mørk vin, så har den ikke samme pondus, som Blue Label.

Men i munden mærker du, at det en en pickup muskeltruck, for der er sgu skrald på. Det er atter blåbær og solbær med god frugtsødme samt knockout tørhed og bitre tanniner. De 15% alkohol giver også sammen med lidt peber et varmt og stærkt kick. 4-hjulstrækket er slået til og giver en tør, fyldig, kraftfuld, tæt og intens vin, hvor den lille sødme runder alt pænt af. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Domaine Comte Senard, Corton Grand Cru Les Paulands, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Comte Senard, Corton Grand Cru Les Paulands, Bourgogne, FrankrigSøren Haumann Jensen fra Theis Vine mente, at man ved en ægte Bourgogne smagning også skulle smage Grand Cru. Det fik han løst med en Corton Grand Cru Les Paulands 2014 fra det lille vinhus Domaine Comte Senard.

Vinhuset drives af den unge Lorraine Senard, men det var hendes oldefar Jules Senard, der i 1957 grundlagde vingården og dengang alene med en lille 2,42 hektar vinmark …  Corton Clos Des Meix, som i dag fortsat kun ejes af familien og er en monopolmark.

Lorraine Senard overtog som 5. generation driften i 2000, men fortsat med hjælp fra hendes far Philippe Senard og sammen har de i dag knap 9 hektar vinmarker med Pinot Noir, Chardonnay samt en smule Pinot Gris. Markerne omfatter bl.a. ​​parceller på prestigefyldte marker som Corton Clos Du Roi, Corton Bressandes og Corton Les Paulands.

I markerne arbejder far og datter udelukkende ud fra bæredygtige og økologiske principper uden brug af kemiske ukrudtsmidler. Druer høstes også med håndkraft, når de er absolut modne og gennemgår en streng selekteringsproces i marken og efterfølgende i vineriet, hvor de primært vinificeres i hele klaser.

Vinene lagres på en kombination af nye og brugte bourgognefade i husets ældgamle kældre, der tidligere var en del af klosteret Abbaye de Sainte Marguerite, der blev bygget i det 14. århundrede af en flok benediktinermunke. Philippe Senard er en entusiastisk tilhænger af indledende kølig udblødning af druerne og temperaturkontrol under gæringsprocessen.

Denne 2014 Corton Grand Cru Les Paulands er lavet med hele klaser og altså helt uden afstikning. Vinificeringen er startet med en kold forgæring og udblødning over 1-3 dage, hvorefter gæringen er sket over 2-3 uger. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på barriques, heraf 50% nye fade.

Det er duftmæssigt en moden og rigtig fin vin, æterisk med læder, umami, skovbund, pottemuld, spejderhagl, svampe samt frugt med jordbær, modne og saftige kirsebær, kirsch, tæt og kropslig, let og ren med en smule vildskab.

Smagen også moden og blød, fylder munden voldsomt, selvom det fortsat er en let vin. Der er samtidig masser af syre … en moden og ganske vild syre, strenge og levende tanniner, der er ætsende gode og irettesættende. 95 point.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 849 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Maison Roche de Bellene, Chambolle Musigny Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2019 Maison Roche de Bellene, Chambolle Musigny Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigAftenens sidste vin fra Nicolas Potel og hans Maison Roche de Bellene blev denne Chambolle Musigny Vieilles Vignes 2019.

Vinen er lavet fra en 0,6182 hektar stor mark med stokke, der er 50-70 år gamle og høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Vinen er igen lavet i åbne fade med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Efter både den alkoholiske gæring og den malolaktisk gæring, så er vinen lagret 16-17 måneder på egefade, heraf 20% nye fade. Der er lavet 3.298 flasker af vinen denne årgang.

Duftmæssigt er Chambolle Musigny Vieilles Vignes ikke helt så imødekommende som foregående Volnay, for vinen har en sådan meget arketypisk grøn og let stilket aroma. Til gengæld er det hele mere intenst suppleret af gammel skov, gammelt træ, dekadence, let fennikel og en fin let frugt med hindbær og kirsebær.

Smagen har en ren og kølig stil med så meget frugt og så meget saft, virkelig lang og frugtrig smag og eftersmag. Der er ribs, kirsebær og hindbær … endda lidt tranebær, lidt bitterhed og så elegant. Det er fløjlsblødt, blidt, sart og alligevel med strigent syre. 94 point.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen er 499,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7