2010 Real Companhia Velha, Royal Oporto Colheita Port, Douro, Portugal

2010 Real Companhia Velha, Royal Oporto Colheita Port, Douro, PortugalMed næste Royal Oporto portvin fra Real Companhia Velha fandt jeg endelig det, som jeg lige søgte. Og havde søde P ikke kommer forbi og hjulpet, så havde jeg nok drukket denne Royal Oporto Colheita Port i årgang 2010 helt selv.

Sjovt som jeg altid finder Colheita portvinene bedst og kommer de – som her – i en smuk flaske, så føler man sig også som en royal portvinsdranker.

Royal Oporto Colheita Port 2010 er fremstillet på et blend af Dourodalens 3 noble druesorter Touriga Nacional, Tinta Roriz og Touriga Franca … og kun de bedste druer fra de bedste markers ældste vinstokke.

Dybest set er en Colheita er betegnelsen for en udsøgt Tawny fra gode årgange, men den skal så bare ligge på fad i minimum 7 år inden tapning op frigivelse til salg. Hos Royal Oporto produceres vinen kun i de allerbedste år og så løfter Real Companhia Velha lige kvaliteten yderligere ved direkte aftapning fra egetræsfadene efter noget længere tid.

Således er denne Colheita 2010 aftappet på flaske efter 10 år, altså i 2020, som der også står på etiketten.

Smuk i flaske og glas med sin rav- eller lyse teaktræsfarve og duften følger nærmest farve med en lys modenhed suppleret af en klar note fra hasselnødder og valnødder, karamel, tobak, en frugt med tørret abrikos, blommer, figner, dadler samt tørrede blomster, en smule appelsinskal … meget dragende.

Og det er ikke det bedste, for smagen er nærmest bedre end duften, som jeg får virkelig styret min lyst til lækker nektarvæske. Vinen har så smuk en balance mellem masser af sødme, alkoholvarme, tørret frugt og nødder. Det er netop voksenslik og selv dem, som ikke kan lide portvin, vil synes dette er rasende godt … og det er det … altså rasende godt. 94 point siger Houlberg og slikker sig om munden.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 299,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 199,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Real Companhia Velha, Royal Oporto Late Bottled Vintage, Douro, Portugal

2017 Real Companhia Velha, Royal Oporto Late Bottled Vintage, Douro, PortugalKender I det … man har en sød tand og leder huset igennem efter søde sager, men uden held? Så kom jeg i tanke om, at jeg da havde 3 flasker Royal Oporto portvin liggende fra Real Companhia Velha og det kunne vel løse lidt af mit presserende sukkerbehov. Lidt sødlig nektarvæske. Jeg startede med en 2017 Royal Oporto Late Bottled Vintage.

Real Companhia Velha – der også er kendt som Royal Oporto – har deres hovedsæde i Vila Nova de Gaia og har i over 265 år har været beskæftiget i handel med portvin. Det er dermed det det ældste vinfirma i Portugal og er grundlagt i 1756 af Alvará Régio de El-Rei D. José I – kongen i Portugal – via hans premierminister Sebastião José de Carvalho e Melo, Marquês de Pombal.

Det er i dag nok den allerstørste ejer af vinmarker i Duero dalen, hvor de selv ejer 557 hektar vinmarker fordelt på 5 quintas i Douro-dalen, nemlig Quinta das Carvalhas, Quinta de Cidrô, Quinta dos Aciprestes, Quinta do Casal da Granja og Quinta do Síbio. Men derudover også ejer de også portvinshuset Delaforce, som de købte i 2008.

Siden 1960 har Real Companhia Velha været drevet af Silva Reis-familien, som har dedikeret deres indsats til produktion af både Port- og Douro-vine, men i dag er det med 3. generation ved roret i form af Pedro Silva Reis, som samtidig er den 27. præsident aka leder i spidsen for Real Companhia Velha.

Her er det deres Royal Oporto Late Bottled Vintage 2017 … og Royal Oporto portvinene er huset topvine internationalt. Royal Oporto er et navn, som stammer fra gamle dage, hvor de engelske vinhandlere altid omtalte selskabet som Royal Oporto Wine Company grundet dets tilknytning til kongehuset.

Denne er lavet på primært Touriga Nacional fra Quinta de Cidró samt et field blend af druer fra op til 100 år gamle vinstokke på Quinta des Carvalhas. Under gæringen fodtrampes druerne i de traditionelle lagares, hvorved vinen beriges med velafstemt udtræk af farve, smag og tannin fra drueskindet. Gæringen afbrydes ved tilsætning af brandy inden 4-6 års afrunding på egetræsfade.

I næsen er det fed og tørret frugt, solbær, blommer, dadler og sorte Amarena Fabbri dessertkirsebær, mandelkiks, violer, blyanter samt lidt cedertræ. Derudover er der lidt fra slikbutikken i form af dejlig chokolade, lakrids og sukkersødme.

Smagsmæssigt er der både et frugtrigt bid, nektarsød kraft og en smule alkoholvarme, et lidt støvet og tørt udtryk, lidt blæk, grafit og en snas peber, der sammen med alkoholen giver et stærk bid, selvom nektarsødmen trækker vinen den anden vej og giver god balance, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 139,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Jakob Jung, Erbacher Steinmorgen Spätburgunder, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Jakob Jung, Erbacher Steinmorgen Spätburgunder, Rheingau, TysklandNu trænger vi da vist til lidt Spätburgunder, hvilket vi så kan løse med denne 2018 Erbacher Steinmorgen Spätburgunder fra den unge Alexander Johannes Jung på Weingut Jakob Jung i byen Erbach ved Eltville am Rhein i den østlige del af Rheingau.

Huset har vi før stødt på her på Houlbergs Vinblog, så nu kigger vi så bare nærmere på denne vin lavet fra Spätburgunder druer fra marken Erbacher Steinmorgen, der ligger tæt ved selve gården omkring Erbach ved Eltville. Det er en vinmark, der allerede i 1211 er omtalt som en god mark, sten med grus, löss og muldjord.

Marken leverer ofte vine med en mellemtunge sure, pikante krydrede noter og godt med mineraler. Og på denne mark, som kan betegnes som en Erste Lage mark, har Jung nogle gamle vinstokke, der leverer druer til denne vin.

Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er den lagret 12 måneder på egefade  inden den er tappet på flaske og frigivet.

Det er en vin, som lige skal ha’ lidt luft for at vise sit potentiale, for at aromaerne folder sig ordentlig ud, men så bliver du også i duften fint belønnet med en lidt sødlig hestestald, noget røg, gran, nelliker samt saltpastiller og en rank frugt med tranebær og jordbær … og dertil et lille afstemt fadpræg med vaniljecreme.

I munden er det er meget rank vin .. har tranebær, ribs, jordbær, noget peber og masser af småsalte mineraler. Det er måske ikke en elegantier med sart finesse, men har en lidt hård frugt med en stor frugtintensitet. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7