Vi skal da smage endnu en vin fra Cantine Paradiso i Cerignola i Puglia, men denne gang er det med vinen Nonno Angelo Nero di Troia i årgang 2020.
Det er en vin lavet på 100% Nero di Troia høstet i start af oktober. Efter afstilkning knuses druerne og efterlades til gæring og maceration i 15 dage i rustfri ståltanke ved en kontrolleret temperatur under 27 grader og presses så efterfølgende.
Vinen lagres i 2 måneder i rustfri ståltanke og overføres derefter på egetræsfade, hvor den lagres i 12 måneder. Efterfølgende yderligere 4 måneder i flaske for at udvikle sig før den bliver frigivet.
Duftmæssigt kan det minde om en syditaliensk Primitivo, for der er fed solbærmarmelade, sorte kirsebær, svesker og dadler, kanel, kaffe og mælkechokolade, karamel, kakao, men der er også bare en snas af bitterhed oveni den modne, mørke frugt.
I munden smager vinen lidt på samme måde … en maggiterning af fed, håndgranateksplosiv intens mørk frugt. Det er en gammeldags, blød, brun bredriflet fløjlssofa, som du sætter dig dybt i og næsten aldrig vil komme helt opad igen. Det er blødt, sødt, kraftigt, venligt og har udover chokolade også finsk lakrids, høj oktan alkohol, som lige giver varme, bid og kraftigsød eftersmag. 91 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 179 kr.