2020 Nicola Di Sipio, Cerasuolo d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2020 Nicola Di Sipio, Cerasuolo d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienDen dygtige, smukke Giulia Di Sipio på Azienda Agricola Nicola Di Sipio i byen Ripa Teatina i Chieti-provinsen – lige mellem Adriaterhavet og bjergmassivet Majella – i Abruzzo laver frisk og charmerende vin. Nu smager jeg hendes rosévin Cerasuolo d’Abruzzo årgang 2020.

Jeg har før smagt en del vine fra Giulia, bl.a. årgang 2013, 2014 og 2015 af hendes fine og lækre Montepulciano d’Abruzzo. Da jeg smagte den i årgang 2013, så skrev jeg også en del om vinhuset Nicola Di Sipio, så det skal jeg undlade denne gang … i stedet blot skrive lidt om denne rosévin.

Den er nu i øvrigt – som Montepulciano d’Abruzzo – lavet på 100% Montepulciano druer, der høstes ved håndkraft. Derefter bringes alle druerne med det samme tilbage til vingården, hvor kun bedste druer indgår i  færdige vin. Vinen er både gæret og lagret på rustfrie ståltanke …  og efterfølgende lidt på flaske.

I glasset er vinen helt lyserød, transparent med en rigtig dejlig parfumeret og frugtrig duft, godt med jordbær, tranebær, hyben samt lidt mentol, myntepastiller, grønne grene og stilke … virkelig frisk og frugtrig duft.

Smagen er frisk, ren med en klar frugt med jordbær, ribs, hindbær samt hyben, nogle jernagtige elementer, en lille tørhed selvom vinen bestemt også har lidt søde noter. Jeg er ikke den store roséfan, men denne vin kan et eller andet … lidt som en let rødvin med parfumeret og frugtrig kerne, en god. let og fin syre … rigtig dejlig.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Herdade Barranco do Vale, Tinto Reserva, Algarve, Portugal

2019 Herdade Barranco do Vale, Tinto Reserva, Algarve, PortugalJeg smagte forleden den spændende hvide 2019 Branco Reserva fra vinhuset Herdade Barranco do Vale, der ligger i São Bartolomeu de Messines i Algarve, så hvad er så mere naturligt end nu at smage den røde Tinto Reserva?

Vinen er et blend lavet på druerne Aragonez og Castelão, der efter høsten først har ligget i en let forgæring og maceration inden selve den alkoholiske fermentering ved kontrolleret temperatur. Efter endt gæring er vinen så lagret 12 måneder på egefade før aftapning på flaske.

I glasset er vinen langt lysere og klart mere transparent end forventet, men duften er også overraskende med lidt nytårskrudt, ost, svag reduktiv, har solcreme, sommer og blomster, er virkelig ret let, lys, har kirsebær, jordbærsyltetøj, svagt nogle jernagtige noter og man letter allerede fra starten lidt på sommerhatten.

Den smager faktisk lidt, som den dufter … lys, let, sommer- og blomsterrig, har godt med lyserøde bær, godt med jordbær samt saftige og søde kirsebær. Tanniner er lette, har sødbitre elementer. Det er ikke kompleks, men er let, sommerligt og meget letgående uden at miste syren, som er meget gennemgående, tæt, stram, så samlet en rigtig fin vin, der virkelig vil egne sig til lune sommeraftener. 4,5 tomler med pil op.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 11,56€ … svarende til 86 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 90,36€ eller 673 kr., svarende til 112 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Weingut Bertram Baltes, Handwerk Blanc de Noir, Ahr, Tyskland

2019 Weingut Bertram Baltes, Handwerk Blanc de Noir, Ahr, TysklandI Ahr er de pjattet med Blanc de Noir vin lavet på Spätburgunder og det kan jeg godt forstå. Her smager jeg nu Julia Bertrams Handwerk Blanc de Noir i en årgang 2019

Julia har lavet sin Blanc de Noir på rustfrie ståltanke og med en spontangæring, efterfølgende lagring i tankene 6 måneder sur lie … altså med bærmen. Så er den blot aftappet på flaske og klar til markedet.

Mere klar i glasset end 2018’eren og dufter aromatisk, parfumeret med landlig, let animalsk mødding, blomster, grøntsagsfond, gærede pærer, æbler, stikkelsbær, kirsebær, grønne jordbær,  rosmarin, mynte, lidt nødder og masser af grønne blade. Dermed minder duften ret meget om den foregående årgang.

Smagen er frisk med lidt lyserøde bær, hindbær, jordbær, sure grønne æbler, citroner, svag grape, salte mineraler, hvid peber samt en lidt jernet syre, her en lille sødme samt sin helt egen ranke, mineralske, syrlige og grønne karakter.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, men denne er udsolgt, men har kostet 750 kr. for en kasse, hvilket betyder en pris på 125 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Bodegas Mustiguillo, Finca Terrerazo Vino de Pago, Valencia, Spanien

2019 Bodegas Mustiguillo, Finca Terrerazo Vino de Pago, Valencia, SpanienVine på druen Bobal kan være ret interessante, som nu fx denne Finca Terrerazo Vino de Pago fra den dygtige Antonio Sarrión på hans primære vinhus Bodegas Mustiguillo.

Det er en vin, som jeg har smagt en gang før … blot i årgang 2018 og dengang skrev jeg også lidt om vinhuset og vinmageren, så det skal jeg ikke gøre denne gang. Men det er faktisk en vin, som har været kåret som Spaniens bedste rødvin i Decanter vinmagasinet.

Vinen var den første vin under appellationen El Terrerazo DOP. Den er fremstillet på 100% Bobal, som håndhøstes fra op til 75 år gamle, økologisk dyrkede og fritstående buskvine i El Terrerazo på kuperede og kalkholdige marker i 800 meters højde.

Hver enkelt lille parcel høstes og vinificeres separat. De afstilkede druer dobbeltsorteres inden vinen spontangærer med de naturligt forekommende gærstammer. Vinen gærer på åbne trækar i 8-10 dage, mens manuelle punch downs sørger for skånsomt udtræk af farve, frugt og tanniner fra drueskindet. Derefter er der sket en malolaktisk gæring i 5-8 uger.

Så lader Toni drueskallerne udbløde i yderligere 10-12 dage for ekstra struktur og smagsdybde. 30% af vinen modner 14 måneder på 225 og 500 liter franske egetræsfade, mens de resterende 70% ligger på smagsneutrale og frugtbevarende egefade på 3.500 til 5.000 liter.

WAUW for en duft … mørk og fyldig, animalsk og landlig, men alligevel på en ren, kølig, mælket og frisk frugt. Der er både lidt mørke bær som brombær, sorte kirsebær og måske endda en smule enebær tilsat tør, engelsk lakrids, estragon, kakaopulver … og virker faktisk lidt slankere samt køligere i udtrykket end 2018’eren.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor der fra første fløjt kommer masser af vilde og mundudtørrende tanniner, godt med peber samt en frisk og stram syre. Samtidig er det også en fyldig, kraftig, spicy og endda stærk vin, som næsten kan blæse alle små lam omkuld. Det er både bulder og elegance på én gang … nogle vil blive skræmte, mens andre bare vil elske den tørre lussing og jeg tilhører sidste slags.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 339,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, Italien

2020 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, ItalienDen næste vin havde jeg glædet mig til som et lille barn, for den var nemlig fra vinhuset Podere Giodo, som drives Carlo Ferrini, der er en fantastisk vinmager og jeg smager her husets La Quinta Toscana IGT i en årgang 2020.

Carlo Ferrini er vi faktisk stødt på tidligere her på bloggen, for dels hjælper han sin gode ven Federico Carletti med at lave vin på Azienda Agricola Poliziano, men derudover er han også kæreste med Gioia Cresti, som han også hjælper på Fattoria Carpineta Fontalpino.

Men herudover hjælper den gode Carlo Ferrini også flere andre huse med vinproduktionen og her på Houlbergs Vinblog er vi bl.a. stødt på Feudo Maccari, Azienda Agricola Canneto, Tenuta Bosco, Barone Ricasoli og Podere Sapaio. Men Carlo Ferrini arbejder i dag også for mere end 30 vinhuse i Toscana, så hans indflydelse som en af verdens bedste vinmagere er således også stor.

Men Podere Giodo er Carlo Ferrinis eget lille hjertebarn … et projekt, som han startede i Montalcino i 2002, hvor han fandt nogle marker beliggende mellem  Sant’Angelo in Colle og Sant’Antimo og startede med at lave to vine en Brunello di Montalcino og så denne  IGT Toscana.

Samlet har Carlo Ferrini 6 hektar vinmarker, som er tilplantet med 15 forskellige Sangiovese-kloner. Han navngav sit vinhus Giodo, der er en sammentrækning af Giovanna og Donatello … som er Carlos’ forældre.

Den første årgang blev en 2009 … og allerede fra starten blev hans vine kæmpe successer … store og gigantiske Sangiovese-vine i form af denne La QuintaToscana Rosso IGT og Brunello di Montalcino, der har opnået henholdsvis 97 og 100 points hos Suckling. Ja faktisk har Carlo Ferrini adskillige 100 point vine på CV’et og derfor kaldes Carlo også Italiens stjerne-vinmager nr. 1.

Denne La Quinta Toscana IGT er 100% Sangiovese fra husets vinmarker … en 3,5 hektar parcel, der skråner 10% mod sydøst og har en jordbund af porøs og fossilholdig kalksten. Druerne dyrkes økologisk, og vinen fremstilles med skånsom hands off winemaking alene med druernes naturlige gærceller.

Gæringen sker i rustfrie ståltanke, varer 7 dage efterfulgt af 13 dages eftermaceration og er derefter presset og lagret 12 måneder på egefade på både 700 og 2.500 liter samt 2.700 amphora krukker, hvorefter vinen er flasket og lagret yderligere 6 måneder. Der er lavet 14.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det sgu en rank knytnæve lige i sylten, masser af kirsebær, kirsebærsauce og jordbær, virkelig afstemt og balanceret med et lille og fint integreret fadpræg. Der er lidt mentol, læder, en smule skovbund, moden dekadence, våde fade, chokolade, vanilje samt en blækagtig sødme. Det dufter vildt godt.

Men det smager endda faktisk endnu bedre … rundt, cremet, blødt og alligevel med en tør syre, lidt sødme og smukkeste balance. Det er samtidig en let og svævende vin, frisk med masser af saftig, let syrlig frugt, der virkelig koncentreres inde i munden. Som med alt godt vin på Sangiovese er der også tydelige tanniner, men de er faktisk pænt frugtrige og virker ikke tørre eller anmassende på nogen måder, selvom munden efterlades lidt tør. Mums, sådan skal det være … vitterlig en vin, man bare vil nyde selv og ikke dele.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 469,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 429,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2014 Château Moulin Rompu, Médoc, Bordeaux, Frankrig

2014 Château Moulin Rompu, Médoc, Bordeaux, Frankrig Vi skal også smage en lille Bordeaux fra Médoc halvøen og det blev denne vin fra Château Moulin Rompu, der drives af Michel Bouchier aka firmaet EARL Bouchier Michel et Fils.

Château Moulin Rompu er et af utallige vinslotte i Bordeaux og der findes også ret begrænsede oplysninger om slottet, men det er registreret i 1997 af EARL Bouchier Michel et Fils.

Det lille Médoc-slot har 7 hektar vinmarker nær flodmundingen  Gironde og nogle af de store Cru Classé-slotte i Saint-Estèphe. Det er også derfra, denne vin kommer, lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot og slotsaftappet fra husets kældre.

Det er slet ingen oplysninger om produktionen, så derfor springer jeres flittige vinblogger så bare direkte videre til smagsnoterne og allerede i glasset afslører vinen, at den ikke er helt ny med nogle lidt svagelige brune noter i kanten.

Duften er også moden, men slet ikke gammel på nogen måder, for der er noget klassisk Bordeaux over vinen med solbær, hindbær og masser af træ, både cigarkasser og jernbanesveller, lidt mentol og læder, lakrids, cafe latte og chokolade. Det er bestemt ikke fyldig samt opulent Bordeaux, men meget rank og frisk.

I munden er det også en lettere vin med en syrlig frugt, mest hindbær, lyse blommer og umodne kirsebær, meget grøn med en lidt dominerende syre, der tager kontrollen og ikke kigger på sin alder, men virker ungdommelig … ja næsten barnlig umoden. Tanninerne virker lidt på samme måde, unge, skarpe og tørre, så samlet er det bestemt en ungdommelig Bordeaux.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 114,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Neil & Maria Empson, Monte Antico Toscana IGT, Toscana, Italien

2017 Neil & Maria Empson, Monte Antico Toscana IGT, Toscana, ItalienNæste levende billede … øh flaske vin kommer fra Empson & Co. aka Neil & Maria Empson, der driver et af de allerstørste  eksportfirmaer indenfor salg af italiensk vin, men også selv laver lidt vin, bl.a. denne, fine Monte Antico Toscana IGT, som jeg smager i årgang 2017.

Eksportfirmaet Empson & Co. har i næsten 50 år været en af de førende, store eksportører af italiensk vin og er så grundlagt i 1972 af Neil og Maria Empson med det formål at bringe alle Italiens skønne vine ud i verdenen. I 2019 gav de dog faklen videre til deres datter Tara, som forinden havde arbejdet sammen med forældrene gennem næsten 15 år.

Efter at have repræsenteret nogle af de bedste italienske vingårde, så har familien – nok helt naturligt – også kastet sig over selv at lave lidt vine. Det er specielt Neil Empson i samarbejde med  den kendte ønolog Franco Bernabei, der bl.a. er kendt som konsulent hos vinhuse som Fontodi og Felsina.

Det er der bl.a. kommet denne Monte Antico Toscana IGT ud af, lavet på  85% Sangiovese, 10% Merlot samt 5% Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra kalkstensholdige og mere lerede marker i både Maremma og Chianti i cirka 400 meters højde.

Efter høsten og en nænsom selektering har vinen gæret under temperaturkontrollerede forhold på stål, mens den efterfølgende har lagret 3 år, hvoraf 1 år har været på barriques.

Sikke dejlig duft … lige med tilstrækkelig italiensk syre samt en lille poleret sødme spiller sgu godt sammen. Der er violer, blomster, lidt læder, røg, lidt blæk, tørhed, umodne kirsebær, jordbær, vanilje samt tørrede urter og lidt citronskal. Dufter sgu helt godt.

I munden er der godt med syre, masser af tør syre faktisk, mens frugten er tranebær, umodne kirsebær, moreller, masser af syrlig frugt, godt med te-breve, bitterhed, tørre tanniner og virkelig ret italiensk i smagen … kant, bid, frisk og så kommer der alligevel en svag lille sødme i slutfasen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Finca Sandoval, Salia, Castilla-La Mancha, Spanien

2020 Finca Sandoval, Salia, Castilla-La Mancha, SpanienAppellationen Manchuela i Castilla-La Mancha støder vi ikke så ofte på. Sidst var vist i 2015, hvor jeg smagte en vin fra Finca Sandoval. Det gør jeg nu igen, nemlig deres højt roste  Salia i en årgang 2020.

Lad os først kigge nærmere på Bodegas Finca Sandoval, som ligger ved den lille by Ledaña i DO Manchuela, omkring 400 kilometer syd for Barcelona. Det er et område, som er lidt køligere end resten af La Mancha området. Der falder mere nedbør og markerne ligger i 700-800 meters højde, altså gode forhold for vindyrkning i forhold til regionen generelt.

Vingården ejes af Victor de la Serna, en anerkendt og berømt spansk journalist. Han grundlagde vingården i 1998 med hjælp fra ønologen Rafael Orozco. De startede med at tilplante markerne med Syrah og Touriga Nacional.

Derudover købte de nogle marker med gamle vinstokke med nogle af de bedste røde sorter for området, bl.a. Bobal, Monastrell, Garnacha Tinta, Garnacha Tintorera og Moravia Agria.

Samlet ejer og lejer vinhuset 26 hektar vinmarker, de fleste omkring Ledaña, men også i andre områder af Manchuela, lige fra Landete i nord ved grænsen til Aragón til Pozo Lorente mod syd. De ældste vinstokke er plantet i henholdsvis 1939, 1942 og 1960. Og alle markerne drives 100% certificeret økologisk.

Indenfor de seneste år har huset ansat den eftertragtede vinmager Javier Revert … og med han ved roret har de bevæget sig fra en den mere opulent stil mod en langt mere ren og saftig stil. Javi Revert har især gjort sig bemærket med sit personlige projekt af samme navn, hvor den mere letløbende stil har fået de internationale anmeldere som The Wine Advocate og Decanter til at diske op med rosende omtale og svimlende høje anmeldelser.

Her smager vi så husets roste Salia, der er lavet på 60% Syrah, 25% Bobal, 10% Touriga Nacional og 5% Garnacha. Vinen er lavet med spontangæring på hele klaser og efter endt fermentering en  lagring 12 måneder på hovedsageligt gamle foudre og en lille andel 300 liters barrique. Svovl begrænses til et absolut minimum.

Her løber saftigheden næsten ned at væggen … en herlig duft, der virkelig er let, luftig, spændende og ganske floral. Der er både røde rosenblade og tulipaner, saftige modne kirsebær, moreller, hindbær samt nogle let mælkede noter, lidt drikkeyoghurt, noget landligt og bondsk, et let fadpræg med lakrids, kakao, vanilje og chokolade.

Det smager sgu også ret godt … det bondske og saftige fortsætter, frugten smager lidt mørkere end duftmæssigt, har mere sødme og så også lidt peber. Det er dog balanceret så fint og smagfuldt. Der er en frugt med brombær og mørke kirsebær, lidt tobak, lakrids, mens alle tanninerne er tørre, markante og giver et godt bid sammen med lidt peber og sødbitre elementer. Syren er sgu også saftig og alt skruet så forbandet godt sammen, at man ikke fandeme kan undgå at blive i skidegodt humør af denne lidt saftbandit, så 5 fumlefingre med kæmpestor pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Jacques Depagneux, Beaujolais Vieilles Vignes Cuvée Louis, Bourgogne, Frankrig

2020 Jacques Depagneux, Beaujolais Vieilles Vignes Cuvée Louis, Bourgogne, FrankrigVi skal have lidt beaujolaisvin i form af denne 2020 Beaujolais Vieilles Vignes Cuvée Louis fra vinhuset Jacques Depagneux, der i dag er ejet af J.M. Aujoux Group.

J.M. Aujoux ligger i Fleurie halvvejs mellem Roche de Solutré, der er fødestedet for den berømte Pouilly-Fuissé og det ikke mindre berømte Mont Brouilly.

Huset er da også specialist i Beaujolais og Mâconnaise-vine. Det er grundlagt i 1938 af den schweiziske forretningsmand Mr. Amann og dengang hed firmaet Beaujolais Wine Company, men senere i 1954 fik det navneændring til Aujoux efter den tidligere CEP Jean Marc Aujoux, der var speciel fremsynet.

I 1996 erhvervede J.M. Aujoux også Domaine Jacques Dépagneux og dets 2,6 hektar store monopolmark Viré-Clessé Clos du Chapitre, der i dag står bag de bedste vine fra huset.

J.M. Aujoux er både vinavler, negociant og producent … opkøber altså også druer fra vinavlere i både Mâconnaise og Beaujolais, men også fra avlere i  Languedoc og Roussillon regionen. Det er et pænt stort foretagende, som årligt over 10 millioner flasker vin, der både sælges i Frankrig og rundt om i verdenen. Foretagendet er i dag ledet af Bruno Mallet.

Vi smager her deres 2020 Beaujolais Vieilles Vignes Cuvée Louis, der  er vinificeret på klassisk vis, hvor halvdelen af alle druerne har gennemgåe semi-carbonic maceration, mens resten så har startet gæringen på almindelig vis ved en lidt højere temperatur i syv dage. Efterfølgende er druerne så blevet presset og lagret i kortere tid i ståltanke inden aftapning på flaske.

Okay lys i glasset og op strømmer klassiske Gamay noter med kirsebær, jordbær, ribs, blæk, lidt bananer samt kogte vingummier, nogle letgrønne noter, violer, god friskhed og man fornemmer sgu næsten også en pæn saftighed.

I munden kommer der også en klassisk Beaujolais saftighed … har denne rustikke og bondske stil, godt med kirsebær, jordbær, ribs og nu tilsat lidt peber. Der er stor frugtintensitet, blide tanniner, en lille mineralitet, men det er mest det læskende og saftige, som virkelig kommer frem i denne lille charmetrold sammen med en syrlig og frisk smag. Til prisen er den proppet med drikkeklar charme.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Sélection Laurence Féraud, Lirac, Rhône, Frankrig

2019 Sélection Laurence Féraud, Lirac, Rhône, FrankrigFra Laurence Férauds lille negociant  brand Sélection Laurence Féraud smager jeg nu denne 2019 Lirac.

Da Laurence jo til dagligt driver den legendariske Châteauneuf-du-Pape slot Domaine du Pégau, så har hun derigennem et stort netværk af kontakter i hele det sydlige Rhône.

Det har givet hende en adgang til at købe druer af høj kvalitet, som hun laver under sit eget navn og denne 2019 Lirac er netop en vin derfra. Jeg har før smagt både en 2016 Gigondas og en 2016 Châteauneuf-du-Pape fra negocianthuset.

Denne Lirac er lavet på 50% Grenache og 50% Syrah, som er fra marker med masser af de berømte rullesten, som man også finder hos den berømte nabo Châteauneuf-du-Pape. Druerne er afstilket inden gæring og maceration over 30 dage, hvorefter en så er lagret 12 måneder.

Duftmæssigt er det en tør og krydret Rhône vin … Rhône og Provence krydderier, sorte oliven, masser af blæk og grafit, en smule læder og skovbund, mens frugten er sorte kirsebær, brombær, men så dukker der også lidt tør engelsk lakrids op. Det virker ikke tungt. tykt eller opulent, men tværtimod i den lettere afdeling.

I munden er det lidt samme historie, blot tilsat lidt sødme, svag marmelade og tør intensitet. Frugten er sorte kirsebær, tranebær, brombær og blåbær, masser af lakrids og mest af den engelske og tørre slags, violer, jern, peber, tørre tanniner og så ellers et stort, ordentligt drys med grønne urter.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 249,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 179,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7