2016 Weingut Dr. Heger, Ihringen Winklerberg Winklen Spätburgunder Rappenecker GG, Baden, Tyskland

2016 Weingut Dr. Heger, Ihringen Winklerberg Winklen Spätburgunder Rappenecker GG , Baden, TysklandOgså næste vinhus har jeg før besøgt, for som aftenens første rødvin serverede Flemming en Ihringen Winklerberg Winklen Spätburgunder Rappenecker Große Gewächs 2016 fra Weingut Dr. Heger.

Druerne til denne Heger topvin kommer fra Große Lage marken Ihringen Winklerberg … fra den lille del af marken, som hedder Winklen, men som Heger selv kalder for Rappenecker.

På denne del af Winklerberg marken er der en undergrund med en højere andel af kalk i den vulkanske undergrund. Rappenecker ligger også 30-50 højere på en mere stejl del af marken ved siden af et skovklædt område med en eksponering mod sydvest og med vinstokke plantet tilbage i 1960’erne.

Vinen er egentlig lavet som de øvrige Spätburgunder vine hos Heger med maceration på mellem 18 og 25 dage, hvorefter vinen er lagret 18 måneder på barriques, heraf en stor andel nye fade. Der er kun lavet 2 barriques af denne vin.

Næsen afslører en rigtig moden vin, hvor der først dukker lidt gammelt tobak op sammen med søde lakridspiber og oksefond, men også en herlig animalsk, sød kostald med landlighed samt en frugt af modne kirsebær, kirch, brombær og blommer. Der er sødbrændt fad, vanilje, kanel, lakrids, mælkechokolade, kakao og kaffe, men alligevel bare virkelig typisk tysk Spätburgunder med smukke gener.

I munden er der masser af liv i frugten, masser af sure kirsebær, ren hindbær, ribs, tranebær og det giver en vis friskhed. Syren har mørk bitterhed, tørhed og fin elegance. Sidst jeg smagte denne vin, kaldte jeg det et kærlighedsmøde mellem frisk frugt, mælkechokolade og bitterhed, lidt peber og den fineste syre. Det kan jeg gøre igen, for vinen smager virkelig godt, så klart 6 tomler med pil op.

Forhandles herhjemme af VinMedMere. hvor en flaske koster 699 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Weingut Robert Weil, Kiedrich Gräfenberg Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Robert Weil, Kiedrich Gräfenberg Riesling GG, Rheingau, TysklandByggemødet sidste hvidvin kom også fra et vinhus, som jeg selv før har besøgt, nemlig Weingut Robert Weil og derfra smagte vi en 2020 Kiedrich Gräfenberg Riesling Große Gewächs.

Weingut Robert Weil laver udelukkende vine på Riesling og har også fået et legendariske ry som værende et af Rheingaus bedste vinhuse til Riesling.

Det skattede vinhus oser da også af storhed,  pragt og glans, hvilket man kan opleve ved et besøg. Det gjorde jeg tilbage i 2017 og det har jeg skrevet om i indlægget Besøg hos Weingut Robert Weil … veldrevet Kiedricher magtfaktor. Der skriver jeg også en masse om husets historie.

Kiedrich Gräfenberg Riesling Große Gewächs har jeg smagt før, sidst i en årgang 2017, men har også smagt årgang 2016. Den er lavet af druer fra vinmarken Kiedrich Gräfenberg, der er en stejl sydvestvendt skråning med en stigning på op mod 60%.

Jordbunden består af skifer og grus, og er derfor meget veldrænet, der sammen med den velventilerede placering giver ekstremt sunde druer, som håndplukkes i begyndelsen af november. I vineriet starter gæringen spontant med druernes naturlige gærstammer. Gæringen sker i store egefade og der lagres vinen også en periode.

Duftmæssigt starter vinen slet ikke, som jeg ville have forventet, for egentlig meget afdæmpet og stille, nærmest lidt fladt. Der er endnu ingen petroleum eller diesel og aromaerne er mere forsigtige, måske endda skrøbelige. Der kommer lidt fersken, melon pærer, lemon og sandeltræ, men så sættes en koldfront ind med grønne grene, godt med knivskarpe citroner samt våde sten og kølig kalk.

Smagsmæssigt er vinen dog langt mere rank, skarp og frisk end duftmæssigt, for den har en præcis, skarp og sprød smag, masser af syre, sur citron, nogle lette krydderier og en svag sødme. Der er også grønne æbler og lidt grape bitterhed. Vinens mineralitet er næsten smertelig skarp, vild og alligevel kontrolleret, så dermed ligger Houlberg sådan et sted mellem 5,5 og 6 tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 479 kr., mens prisen er 405 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Pieropan, La Rocca, Veneto, Italien

2018 Pieropan, La Rocca, Veneto, ItalienVinhuset Pieropan ligger midt i Soave by og regnes som et af de bedste i Soave. Derfra kommer næste vin, som blev deres La Rocca 2018.

Jeg har smagt vinen før, bl.a. netop hos Pieropan under et besøg i Soave. Det kan du så meget passende læse om i mit blogindlæg Besøg hos Pieropan … med afkølet elegance. Der fortæller jeg også lidt om vinhuset og historien.

Denne vin er lavet på Garganega fra 10-50 år gamle vinstokke på marken La Rocca beliggende på Monte Rocchetta bakken lige neden for middelalderborgen bygget af Scaligeri-familien i Soave. Marken ligger i Soave Classico zonen i 200-300 meter højde. Druerne er høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet ved, at druerne først afstilkes og så knuses, hvorefter de ligger i en kort maceration med skindet i 2.500 liter tønder. Så er der sket presning og vinen har gæret, hvilket er efterfulgt af lagring på 500-2.000 liter egefade i 15 måneder sur lie. Så flaskes vinen og lagrer en periode yderligere inden frigivelsen.

Vinen La Rocca blev første gang lavet i 1978. hvor denne 2018 således fejrer vinens 50 års fødselsdag.

Faglagringen kan virkelig duftet … godt med fad, fedme, vanilje, kanelkiks og lakridskonfekt, men også en frugt med citroner, melon, fersken og måske endda lidt tropiske frugter suppleret med nødder. Det bliver ikke en fed eller over-oaked vine, men man fornemmer samtidig en vis friskhed.

Smagen er også meget aromatisk og dyb, virkelig fyldig, krydret og eksplosiv, men på en lidt frisk måde. Der er lidt stærk peber, salte mineraler og samlet en meget intens vin, så 5 tomler med pil op.

Forhandles i dag flere steder, bl.a. Oxholm Vin, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7