2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva Quartz Branco, Beira Interior, Portugal

2019 Rui Roboredo Madeira, Beyra Reserva Quartz Branco, Beira Interior, PortugalOmkring 10 gange har jeg smagt vin fra fabelagtige Rui Roboredo Madeira … og de har alle været rødvine. Den uskik ændrer vi nu med denne Beyra Reserva Quartz Branco 2019.

Jeg har før skrevet om Rui Roboredo Madeira og den kan du selvfølgelig læse i tidligere anmeldelse af en 2018 Beyra Reserva … herunder også om alle de mange vinhuse, som den ihærdige vinmager har gang i.

Vinha da Beyra er et projekt, som Rui opstartede i 2011 ud fra et ønske om at lave vine på nogle af de gamle, lokale druer fra gamle vinstokke på nogle af landets højeste beliggende vinmarker. Derfor kaldte Rui også projektet for Vinhos de Altitude. Og markerne ligger ved den lille landsby Vermiosa … lige præcis der, hvor Rui startede med at arbejde igen efter hans restitution ovenpå en ulykke.

Vermiosa ligger i den østligste del af Portugal – 2/3-dele oppe i landet – op mod grænsen til Spanien, men i appellationen Beira Interior … et sted, hvor man kan finde mange vinøse skjulte skatte. Der findes der er barsk klima, som kombineret med højtbeliggende marker og jord med kvarts, skifer og granit giver vine med stor kompleksitet.

Der laves pt 15 forskellige vine i Beyra serien, hvor denne 2019 Beyra Reserva Quartz Branco er speciel og lavet på et blend af 60% Fonte Cal og 40% Síria … ret ukendte druer herhjemme, men plantet i granitholdig jord på marker i 725 meters højde og 40 år gamle vinstokke.

Síria druen er vi stødt på før, for den hedder også Códega eller Codega do Larinho og det er en hvid, portugisisk druesort, som primært findes i Alentejo og Douro regionerne. Vi har imidlertid ikke før stødt på  Fonte Cal, der er en hvid druesort, som primært findes i den nordøstlige del af Beiras under appellationen Beira Interior … og faktisk har man ikke fundet druen udenfor den region.

Fonte Cal modner sent,. giver et moderat udbytte, er meget kraftig og bladrig med mellemstore drueklaser.

Man ser næsten aldrig vine alene på Fonte Cal, så derfor findes druen mest i blends. Den er med til at give store, velstrukturerede vine, der har blomsteragtige noter, lidt honning og er ellers meget frugtagtige, men de har desværre ofte meget lav i syre og en for høj alkohol i stedet.

Druerne er høstet med håndkraft og så afstilket inden presning og efterfølgende gæring på ståltanke ved 16 grader over 20 dage med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 6 måneder i ståltankene.

Duftmæssigt er det en rigtig blød og venlig vin, som har en rund frugt med pærer, grønne æbler, lemon, en smule citrus, en meget behagelig frugt, lidt stearinlys, rå champignon, honning og bestemt en smule til den neutrale side … men det er ren overflade.

For i munden viser vinen virkelig sin sjæl, som er kold, syrerig, klar, mineralsk med masser af spræl i. Der er både citroner, melon, grape og andre citrusfrugter, en salte mineralitet … i så store mængder, at folk med mavesår skal holde snitterne fra den. Den er så frisk samt syrlig, at den skriger på mad … gi’ den fisk, rejer … et eller andet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Herdade Barranco do Vale, Branco Reserva, Algarve, Portugal

2019 Herdade Barranco do Vale, Branco Reserva, Algarve, PortugalVinhuset Herdade Barranco do Vale ligger i São Bartolomeu de Messines på stedet Campilhos lige mellem havet og bjergene i Monchique og Caldeirão. Vi er med andre ord i Algarve, hvor vi nu smager denne 2019 Branco Reserva.

Vinhuset er familiedrevet og blev reelt grundlagt i 2016 af Ana Chaves, som startede med at lave vine på familiens marker, som hendes bedstefar plantede tilbage i 1960’erne. De fleste af de gamle marker til med Negra Mole samt sorter som Aragonês og Castelão, men siden har Ana også selv plantet druer som Antão Vaz, Arinto og Alvarinho.

Samlet har Ana Chaves og familien 100 hektar jord, hvilket udover vinmarkene består af kork-, oliven- og fyrretræer. Derfra laver Ana 8 forskellige vine og altså også denne 2019 Branco Reserva, der er lavet på et mix af Antão Vaz, Arinto og Alvarinho.

Vinen er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke … først med selve gæringen af den pressede most over 15 dage og derefter er vinen så blot lagret sur lie i ståltankene i 7 måneder. Vinen er helt tør med et niveau restsukker på 1,1 gram pr. liter.

WAUW for en duft … parfumeret, urtet, landlig med terpentinsk linolie, grillede citroner, friske citroner, tonsvis af blomster, sure og grønne stikkelsbær. Det er frisk, urtet og dufter vildt godt.

Smagen er dog mere rustik … lidt varm og stærk i munden, hvor citronerne fortsat taget taget dirigentstokken. Der er citroner, som har inviteret fætter lemon med til ballet, salte mineraler og lidt et vilddyr … stærk, vild og dyrisk.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 11,56€ … svarende til 86 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 90,36€ eller 673 kr., svarende til 112 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Weingut Huber, Inzersdorfer Ried Rothenbart Riesling Erste Lage, Niederösterreich, Østrig

2020 Weingut Huber, Inzersdorfer Ried Rothenbart Riesling, Niederösterreich, ØstrigVi fortsatte hos Weingut Markus Huber GmbH & Co KG, da den næste vin nemlig var en Inzersdorfer Ried Rothenbart Riesling Erste Lage.

Rothenbart ligger i 380 meters højde i Traisental på terrasser opå et af vindblæst sted. Jorden er der ret mager med sandsten, kalk og jernholdig mergel. Det høje indhold af jern gør jorden rød, hvilket også er baggrunden for markens navn.

Vinen er lavet ved, at drueklaserne presses hele, mens gæring sker med frugtbevarende temperaturstyring på ståltank, hvor hvidvinen modner i hele 8 måneder i kontakt med de fine gærrester. Vinen har 6,1 gram restsukker pr. liter

Duftmæssigt er det en virkelig blød Riesling uden skarpe kanter, hvor frugten er lidt tropisk med fersken, melon, ananas, pærer og så et lyst blomsterflor, lidt mandler og sandeltræ. Der er ikke engang et lille antræk til petroleum, men i stedet virker vinen i næsen fyldig og olieret og det hele suppleret af grillede citroner samt saltede mineraler.

I munden har vinen heller ikke skarpe Riesling kanter, men mere en modenhed, svag fedme og småvarme smage, hvor der igen kommer tropiske frugter samt en smule citron og lemon, Den har fylde, krop, en dyb og sødbitter kerne samt denne saltede mineralitet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 319,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 269,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7