2018 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Chardonnay Limited Edition, Casablanca Valley, Chile

2018 Cono Sur Vineyards & Winery, 20 Barrels Chardonnay Limited Edition, Casablanca Valley, ChileVi fortsætter med en 20 Barrels Chardonnay Limited Edition fra Cono Sur Vineyards & Winery, der havde fået sneget sig med i vor lille hyggelig aftensmagning.

Cono Sur Vineyards & Winery er et relativ ung vinhus, og det har haft kolossal succes i Chile.

Det er grundlagt i 1993, og har siden nået at blive én af top 3 vingårdene i Chile. Kvaliteten er en af grunden for deres succes og at en stor del af vinmarkerne bliver økologisk behandlet. Dermed var vingården en af de første i Chile med økologisk produktion.

Husets vinmarker er beliggende primært i Colchagua Valley og Valle Central. Forskellige lag af mikroklimaer gør det muligt at plante med et bred spektrum af druesorter. Ved siden af Merlot og Cabernet Sauvignon har Pinot Noir og Carmenere stor succes. Også Chardonnay dyrkes der på husets vinmarker.

20 Barrels Limited Edition serien er en topserie fra Cono Sur, og det blev skabt i 1996, da Cono Sur ønskede at lave en serie af supervine. De startede med Pinot Noir og udvalgte 20 fade til dette, deraf fik serien navnet 20 Barrels. Siden er denne serie udvidet med flere vine på blandt andet Syrah og Chardonnay.

Denne 20 Barrels Chardonnay Limited Edition 2018 er lavet på 100% Chardonnay fra det kølige  område El Centinela i Casablanca Valley, lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret i 8 måneder … 75% i nye egetræsfade og 25% i cement-æg.

I næsen er det en total smørfed vin, måske ikke ultrakompleks, men kraftig og fyldig fadlagret Chardonnay med både dåsepærer, fersken og lige fjæset. Der er sandeltræ, creme brulée, vanilje, mens syren har lidt lime og svagt lidt mineraler.

Smagen er både blød og fyldig med en vis kerne af friskhed samt kantet frugt med æbler, grønne pærer, ananas og lemon. Den føles fyldig, endda lidt olieret i smagen. Samlet er det absolut en fin vin.

Forhandles bl.a. af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen på tilbud er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Lara Riesling, Rheingau, Tyskland

2014 Weingut Sohns, Geisenheimer Kläuserweg Lara Riesling, Rheingau, TysklandDer er kun lavet 500 flasker af denne fine 2014 Geisenheimer Kläuserweg Lara Riesling fra Weingut Sohns. Det er Lara, som kan ses på etiketten.

Vinen er selvfølgelig opkaldt efter Pascal og Denises første datter Lara, der netop er født i 2014. Vinen har fået lidt mere TLC end husets øvrige, for her anvendes kun de allerbedste druer, som spontangærer alene på druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering har vinen været lagret i små barriques, altså kleinen Eichenholzfass. Vinen har endda hele 17,6 gram restsukker pr.  liter.

I næsen er det en fyldig, landlig og næsten olieret Riesling med petroleum og terpentin, linolie, bivoks, vegetabilske og æteriske olier og den har næsten en kandiseret frugt sammen med tropisk frugt. Der er abrikos, fersken, modne gule æbler, nødder og virker endda en kende parfumeret og en dyb, dekadent sødme.

Smagen er let, blød og fyldig … og klart til den sødere side, hvorved det ikke bliver en frisk og syrlig vin, men er mere moden, kalkrig og  blød, rund og dyb. Der er atter abrikos, fersken, lemon og syltede citroner. Syren er der også, men ikke så tydelig, men det er sgu superlækker Riesling. Vi sniger lige op på mellem 5.5 og 6 fede houlbergske fingre

Weingut Sohns vinene forhandler herhjemme af Winelovers.dk, men denne vin er ikke i sortimentet. På vingården kan den fortsat fås og koster kun 19€ … svarende til 142 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2012 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, Frankrig

2012 Moët & Chandon, Cuvée Dom Pérignon, Champagne, FrankrigSelvom Martels 2012 Cuvée Victoire Gold er en majestætisk og imponerende champagne, så blev den denne aften bare totalt overgået af Moët & Chandons Cuvée Dom Pérignon i samme årgang. Den er vild.

Jeg har jo skrevet om denne ikoniske drik tidligere og hele historien bag Dom Pérignon, så det skal jeg nok undlade denne gang. Jeg kan i stedet henvise til tidligere blogindlæg. Det er dog en ganske lang og spændende historie, som bestemt værd at læse om. Det kan du fx gøre i mit blogindlæg om Dom Pérignon 2002.

I de senere år har der været store årgang som fx 2002 og 2008, men denne 2012 er nok bedre end disse og klart en årgang, der går over i historien … i dette år lavet på 55% Chardonnay og 45% Pinot Noir.

Vinen er sammensat af mere end 100 forskellige parceller, ganske som den plejer. Primært er er det druer fra Premier Cru og Grand Cru marker, men også marken ved klosteret i Hautvilliers, mens  degorgering er sket efter 96 måneder i kælderen med 5 gram dosage.

Duftmæssigt stikker det helt af … vild, monstrøs og eksplosiv med tonsvis af fadnoter, ristede hasselnøder og med samme smørfede, lækre duft som en stor hvid Bourgogne. Det er åben, fyldig, animalsk og fed med lakridskonfekt, vanilje samt frugt med Pære Belle Helene samt kvæde, svag ananas, røg, friskbagt franske croissanter, blidt bid ad kalkagtige og mineralsk syre … for fanden, hvor det dufter vildt og afsindigt godt. Med lidt tid i glasset aftager en smule af det hvalpede og det store fadpræg en smule … men det efterlader bare en endnu finere, lettere og skarpere aroma.

Smagen er lige så fabelagtig … en smuk pasodoble, hvor de fede frugtnoter og det runde fadpræg er den stolte matador, som med stor dygtighed svinger syren som en rød kappe. Det er så saftigt og læskende, at det næsten gør ondt, for det er vildt imponerende. Der er et blødt brus, slank, fin, flot og balanceret på tungen, en smuk og fascinerende dans, som man sent glemmer. Selvom den måske ved første fløjt kan virke lidt fadtung, som har den en kalket, syrlig og klar mineralitet, som gør den frisk og perfekt balanceret.

PS: Vi drak også 2 flasker af den. Mums.

Forhandles flere steder, men er også udsolgt flere steder. Den kan bl.a. fås hos Løgismose, hvor en flaske nu koster 1.949 kr.

Vinanmeldelse 7/7