2021 Quinta de Soalheiro, Alvarinho Soalheiro, Minho, Portugal

2021 Quinta de Soalheiro, Alvarinho Soalheiro, Minho, PortugalVi skal også smage lidt mere portugisisk vin og denne er en lille kending her på Houlbergs Vinblog, nemlig vinen Alvarinho Soalheiro fra vinhuset Quinta de Soalheiro og her i en ny årgang 2021.

Vinhuset ligger i den nordligste Portugal … op til grænsen af det nordvestligste Spanien med Rías Baixas lige ovenfor. Det er i lige i Minho provinsen, der jo også kaldes Vinho Verde regionen.

Det skyldes selvfølgelig, at vi der finder appellationen Vinho Verde, der er Spaniens største appellation, som jo er kendt for den kendte portugisisk hvidvin Vinho Verde, som produceres i gigantisk antal i Portugal.

Quinta de Soalheiro er startet i 1974, hvorJoão António Cerdeira plantede sine første vinstokke og fik vingården op at stå med hjælp fra sin fader António Esteves Ferreira. Den første vin blev dog først sendt på markedet i 1982.

Der er fortsat en familiedrevet vingård, som i dag driftes af Maria Palmira Cerdeira og hendes to børn Maria João Cerdeira og António Luís Cerdeira … sidstnævnte står i dag for produktionen. De er Maria og António på billedet ovenover.

Quinta de Soalheiro har selv alene 10 hektar vinmarker, men har derudover 30 hektar lejet fra lokale vinavlere. Soalheiro betyder meget passende et solrigt sted og er en reference til det portugisiske klima, som vinhusets vinstokke har så godt af.

Vinen er som nævnt på 100% Alvarinho fra marker i både Melgaço og Monção … præcis som foregående vin. Alvarinho druerne er høstet med håndkraft, og hviler efter presning koldt i 48 timer, hvorefter vinen gærer på rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er det en fyldig, røget, krydret og olieret vin, har godt med fersken, abrikos, overmodne gule æbler, hyld samt astronaut-is. Der er noget comfort over vinen, der har smæk på alle aromaerne, sødme og alligevel meget tiltrækkende.

I munden er vinen som sidst cremet, fyldig og blød, men syren kommer langt mere frem her med bitter lemon og syrlige citroner, men det er sammen med de modne æbler, røg og mineralske noter. Men derudover har den også et fyldig, krydret, kraftigt, maskulint og stort bid, men samlet virkelig en dejlig hvidvin.

Forhandles af Portugal Vineyards, hvor en flaske koster 12,78€ … svarende til 95 kr. Med fragt og køb af 6 flasker betyder det en pris på 97,66€ eller 727 kr., svarende til 121 kr. pr. flaske.

Se eventuelt denne side om, hvordan du bestiller og hvad man derudover skal betale ved køb af vin online i udlandet.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Weingut Rudi Rüttger, Pastell Rosé Trocken, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Rudi Rüttger, Pastell Rosé Trocken, Pfalz, TysklandWeintradition in der Familie seit 1643 står der på etiketten af denne lille, laksefarvede 2021 Pastell Rosé Trocken fra huset Weingut Rudi Rüttger og det kan de have helt ret i.

For Rüttger familien i vinhuset i Neuleiningen i den nordlige del af Pfalz har jo været vinbønder siden 1643, men det har jeg jo skrevet om flere gange … sidst da jeg smagte deres 2019 Riesling Réserve.

Derfor kigger vi denne gang blot på denne 2021 Pastell Rosé Trocken, der er lavet på et mix af druerne Schwarzriesling aka Pinot Meunier, Merlot samt Blauer Portugieser, som alle er håndhøstet fra kølige, kalkholdige vinmarker omkring Neuleiningen.

Vinen er lavet i en ren og mineralsk stil med frugtbevarende gæring på ståltank ved kølige 18 grader og kort lagring. Vinen har 6,4 gram restsukker pr. liter.

Meget sød rosé … jordbær, hindbær, grønne blade … dufter virkelig som vinranker eller vinstokke ude i vinmarken. Den har nogle meget tørre urter sammen med den lidt stilkede note.

I munden er vinen også sød … men slet ikke så meget, som man skulle tro ud fra duften, for vinen har god syre med salte citroner, rabarber med en smule bitterhed, sure appelsiner og samlet et frisk bid. Syren er vibrerende og god, bidrager virkelig til friskheden, så dermed havner Houlberg et sted mellem 4 og 4,5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 119,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Vignobles Meyre, Les Hauts de Veyrin Listrac-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2018 Vignobles Meyre, Les Hauts de Veyrin Listrac-Médoc, Bordeaux, FrankrigEndnu en vin fra Château Cap Leon Veyrin er denne Les Hauts de Veyrin Listrac-Médoc, der vistnok officielt regnes som vinslottets andenvin og jeg smager den i årgang 2018.

Vinen er – næsten uhørt for vine fra højre bred –  primært på Merlot … nemlig 70%, mens de  resterende 30% er Cabernet Sauvignon. Vinen er lavet med gæring i ståltanke og lagring 12 måneder på barriques.

Duftmæssigt har vinen nærmest et ekstra gear, for den byder på nogle modne og smådekadente noter med teaktræ, mahogniolie og samme store fadpræg som de foregående. Der er kanel, vanilje, toast og ristede noter, sød tobak, kaffe, mælkechokolade, lakridskonfekt samt frugt med solbær, blommer og overmodne kirsebær. Der er noget modent og stort over duften.

Hvor smager vinen også godt … moden frugt med en beskeden bitterhed, intensitet, dybde og er samtidig vild tør. Tanninerne bider dig virkelig i ganen med tørhed og irettesættende strenghed, så det hviner i munden. Frugten er som i næsen, men virker moden og bare så elegant og balanceret.

Forhandles af Supervin, men vinen er på vej, så prisen kendes ikke endnu.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Vignobles Meyre, Le Petit Leon, Bordeaux, Frankrig

2019 Vignobles Meyre, Le Petit Leon, Bordeaux, FrankrigChâteau Cap Leon Veyrin er klart flagskibet hos Meyre famillen, men der laves flere vine på det gamle slot og en af disse er netop denne Le Petit Leon, som vi fortsætter med i årgang 2019.

Denne lille løvevin er lavet på halv Cabernet Sauvignon samt halv Merlot, der kommer fra 20 år gamle vinstokke på husets marker i Cussac Médoc og lavet som alle øvrige vine fra Meyre familien, nemlig med gæring i ståltanke og derefter lagring 12 måneder på barriques.

Fed, opulent og fadpræget duft, virkelig sødlig, landlig, animalsk med nogle mælkede og kødfulde noter. Der er bacon, tørret kød, finsk og engelsk lakrids, vanilje, kanelgifler, chokolade, sød tobak, blommer, solbær, sorte kirsebær og alt med god bund og dybde.

I munden har vinen samme kødfulde fyldighed … tør med lakridsrod, engelsk lakrids, masser af frisk mørk frugt som i duften, runde og lidt polerede tanniner, en svag bitterhed, men samlet absolut en rigtig lækker Bordeaux.

Forhandles af Supervin, men vinen er på vej, så prisen kendes ikke endnu.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Château Julien, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Julien, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigVi bliver en stund hos Meyre familien og 6. generation af familien i form af Nathalie og Julien Meyre. Vi smager nemlig denne 2018 Haut-Médoc fra familiens slot Château Julien.

Familien købte Château Julien i 1985 og det har sammenlagt 15 hektar marker og er beliggende i Cussac-Fort-Médoc. Alle vinene laves – som hos Meyre generelt – med hjælp fra vinkonsulenten Michel Rolland.

Vinen er lavet på 60% Merlot, 35% Cabernet Sauvignon og 5% Petit Verdot, der er høstet maskinelt og manuelt, hvorefter der druerne sorteres, afstilkes 100%, knuses og så gærer i rustfrie ståltanke.

Efter fermenteringen er vinen lagret 12 måneder på barriques, heraf 30% nye fade inden klaring med æggehvide, filtrering og aftapning på flaske. Der er – som med foregående Château Sorbey – lavet 70.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt har denne også samme ødsle hånd som foregående Sorbey og det er ganske sikkert Michel Rolland, der giver alle vinene denne imødekommende, fyldige, søde og fadprægede duft …  ristede kaffenoter, chokolade, sød tobak, vaniljekiks, cedertræ, våde fade og alt suppleret med solbær, brombær samt overmodne blommer.

I munden er koncentrationen større end hos Sorbey … og frugten virker således både mørkere,  fyldigere, dybere og mere intens. Der er solbær, sorte kirsebær, lidt stærk peber og tør tobak. Det er vildt tørt og tanninerne meget strenge, hvorved de sætter sig i ganen inde i munden. Frugten har samtidig lidt te-blade, bitterhed, tør engelsk lakrids og alt er stramt, rent og virkelig levende.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 169,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Château Sorbey, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Sorbey, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigChâteau Sorbey er en del af vinslottet Château Cap Léon Veyrin, som har været ejet af Meyre-familien siden 1810. Det er derfra vi smager næste vin …. en 2016 Château Sorbey Haut-Médoc.

 Château Cap Léon Veyrin ligger i den øvre del af Listrac-Médoc mellem Margaux og Saint-Julien og er Cru Bourgeois Supérieur-klassificeret.

Det drives i dag af 6. generation af Meyre familien, nemlig af Nathalie og Julien Meyre. Familien ejer også det 15 hektar store Château Julien købt i 1985, det 20 hektar store Château Bibian købt i 1999 og alle drives med de 40 hektar til  Château Cap Léon Veyrin og en hjælp fra den velkendte og nærmest legendariske vinkonsulent Michel Rolland.

Udover vinene fra  Château Cap Léon Veyrin, Château Julien og Château Bibian laver de også denne Château Sorbey, der i denne årgang 2016 er lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Merlot, som familien Meyre selekterer fra hele 30 år gamle vinstokkke i Haut Médoc kommunen Cussac-Fort-Médoc.

Vinen gærer først på ståltank med 25-30 dages udblødning på drueskallerne og efter endt gæring er vinen lagret 12 måneder på 225 liters franske barriques, heraf 15% helt nye fade inden klaring med æggehvide og flaskning.

Vild god duft … overraskende lækker duft, fed, rund og blød med solbær, sorte kirsebær og blommer, har stor, stor dybde samt stort fadpræg med en vis sødme, sød tobak, mælkechokolade, cafe latte, vanilje, våde fade og tør cedertræ … hvor hænger det godt sammen.

I munden viser vinen ingen tegn på alder … har denne rene, friske og lidt strenge frugt med tranebær, hindbær, sure kirsebær, mirabeller, lyse blommer med et syrligt og let bittert bid, ret tydelige tanniner samt godt med jern, mineraler og syre. Smagen har ikke helt samme dybde som duftmæssigt, men til en pris på kun 69,95 kr. er det bare rigtigt imponerende og lidt et fund.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 69,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Benjamin Passot, Juliénas Vaux, Bourgogne, Frankrig

2020 Benjamin Passot, Juliénas Vaux, Bourgogne, FrankrigDer var mere godt i vente, for jeg smagte nemlig endnu en vin fra Benjamin Passot og det blev denne 2020 Juliénas Vaux.

Juliénas Vaux var én af Passots første vinmarker og vinen er da også lavet på samme måde som foregående, altså med en 100% afstilkning af Gamay druerne, semi-carbonisk vinificering og efter endt fermentering er vinen lagret en periode på egefade.

Med Juliénas Vaux er vi helt klart i samme balletkompagni, for igen finder man en lidt mørkere frugt med landlig, animalsk samt bondsk charme, kølighed og imponerende dybde. Der er blæk, tørv, lakrids, masser af kirsebær, kirsebærsaft og brombær samt samme diskrete fadpræg som hos Escuissin med sprød bacon, kanel, vanilje og karamel.

Juliénas Vaux har også masser af saftighed … måske lige knap så feminin og burgundisk som Escuissin, men har en bundløs dybde, en levende, spændstig og igen dansende syre, integrerede tanniner, let peber, vild god frugt … smager sindssygt godt. Det er anderledes end Escuissin, men har samme touch og charme.

Forhandles af Blancs.dk, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Benjamin Passot, Juliénas Escuissin, Bourgogne, Frankrig

2020 Benjamin Passot, Juliénas Escuissin, Bourgogne, Frankrig Benjamin er et ungt, lovende talent, som startede sin vingård i 2017, hvor han købte parceller på marken Juliénas les Escuissin og Juliénas Vaux. Nu smager jeg netop 2 vine fra disse marker og starter med denne 2020 Juliénas Escuissin.

Benjamin driver sit lille vinhus Domaine Benjamin Passot, der  ligger ved byen Vauxrenard lidt nordvest for både Fleurie og Chiroubles i Beaujolais.

Den unge vinmager er selv fra Bourgogne og arbejdede også 7 år i Vosne-Romanée inden han i 2017 startede for sig selv med købet af beskedne 1 hektar marker på Juliénas les Escuissin og Juliénas Vaux, som han fra starten dyrkede 100% økologisk. Allerede fra start fik hans nye vinhus hurtigt 2 stjerner Coup de Coeur i medieguiden Guide Hachette 2021.

I dag har Benjamin Passot over 3 hektar fordelt på vinmarker i både Juliénas, Chiroubles, Chénas, Moulin-à-Vent samt Morgon. Bejamin er meget passioneret og ivrig efter at udføre sit arbejde på bedst mulige måde.

De købte vinmarker er nøje udvalgt med respekt af terroir, historie og muligheder … og alle er med det samme omlagt til økologisk drift.

Hver plot vinificeres da også hver for sig og alle druerne høstes ved håndkraft for ikke at beskadige druerne. Der arbejdes også med hel 100% afstilkning, en semi-carbonisk vinificering og gæring alene på de naturlige gærceller og hver cuvée lagres på egefade … helt klart inspireret af vinifikationen i Bourgogne.

Denne Juliénas Escuissin er lavet over samme læst … altså 100% afstilkning af Gamay druerne, semi-carbonisk vinificering og efter endt fermentering er vinen lagret en periode på egefade.

Duftmæssigt er vi godt ude på landet med en herlig landlig, bondsk, animalsk, kølig, luftig og tøjlet vildskab, der både byder på dybde, en urkraft af sorte kirsebær, kirsebærsaft, brombær, blæk og alligevel en svævende, elegante og meget indbydende aroma. Derudover er der let ristet bacon, et svagt drys vanilje samt karamel, der lige så lige giver vinen dette affable, imødekommende ansigt.

Smagen er læskende, kirsebærsaftet med en let dansende syre, som vitterlig har fået nogle rustikke fine, sarte satin balletspringsko på og er kommet godt op på tæerne. Det er smagsmæssigt ikke så bondsk, men har denne sarte, smukke, feminine og burgundiske side, som får en til at falde tilbage i stolen og bare nyde øjeblikket. Hvor smager Passots Juliénas Escuissin imponerende godt.

Forhandles af Blancs.dk, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Château Malijay, Opus de Malijay Côtes du Rhône Villages Plan de Dieu, Rhône, Frankrig

2020 Château Malijay, Opus de Malijay Côtes du Rhône Villages Plan de Dieu, Rhône, FrankrigVi skulle da smage mer’ Rhône vin fra den dygtige og smukke Aude Deltin fra Château Malijay og det blev så denne 2020 Opus de Malijay Côtes du Rhône Villages Plan de Dieu.

Vinen er lavet på 50% Syrah og 50% Grenache fra 80 år gamle stokke i Plan de Dieu i Côtes du Rhône Villages området og er fra en  speciel stenet parcel, der får den til at ligne en mark i Châteauneuf-du-Pape.

Vinen har gennemgået en kølig gæring samt efterfølgende macerering, hvor den færdige vin har fået lov at trække farve og aroma på skindet. Efter endt gæring har vinen tilbragt 12 måneder på franske egetræsfade.

Duften minder på mange måder om M de Malijay … igen med læder, garrique, grønne urter og en tør, mørk frugt med brombær, kirsebær og enebær … blot mere tør og måske endda også mindre sød, selvom der fortsat er en fin lille sødme. Igen er der lakrids og vist både finsk og engelsk lakrids samt lidt lakridsrod … virkelig dejlig.

Det er i munden, at du mest mærker forskellen til M de Malijay, for den er meget mere cremet, blødere og mælket, men man mærker da virkelig fortsat godt med en klart stærk peber, vildere og mere tørre tanniner, tør engelsk lakrids og en mere voksen, seriøs og strengere frugt af lyse blommer, brombær og lidt umodne kirsebær.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2021 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2021 Château Malijay, M de Malijay Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigChâteau Malijay er et rigtigt smukt vinslot beliggende lidt nordøst for Jonquières tæt på Orange ikke særligt langt fra Vacqueyras og Gigondas. Det er derfra, at jeg nu smager denne 2021 M de Malijay Côtes du Rhône … en vin jeg også har smagt i tidligere årgange.

Slottet har eksisteret siden 1200-tallet og er genopbygget i sin nuværende form omkring det attende århundrede. Der har siden 1600-tallet været lavet vin på slottet … og de første optegnelser om salg af vin fra slottet stammer fra 1562.

Omkring 1780 var ejendommen ejet af adelsmanden Légier Monfort, som nedrev de daværende bygninger og genanvendte stenene til opførelse af det nuværende smukke slot.

Det har gennem tiden haft mange forskellige ejere, men i 2007 blev det købt af familien Deltin. Pierre Deltin var farmaceut og han ejede laboratorier samt apoteker i Marseilles, men havde en drøm om at bo på et slot og producere vin.

Hans datter Aude Deltin var uddannet journalist og arbejdede for fransk TV i Paris, da faderen overtog Château Malijay og gav sig i kast med vin. Aude kastede sig – med lige så stor iver som sin far – over projektet og blev så grebet af livet som vinbonde, at hun droppede journalist karrieren og begyndte at læse til agronom.

I dag er det Aude, der er frontfigur på slottet, både hvad angår produktion, salg og markedsføring. Hun har 125 hektar vinmarker med en betagende udsigt til både Mont Mirail og Mont Ventoux.

Vinmarkerne er primært beplantet med Grenache samt Syrah og over halvdelen af stokkene har en alder på over 40 år, mens 15% er over 80 år gamle.

Denne M de Malijay Côtes du Rhône er lavet på 50% Grenache, 45% Syrah og 5% Mourvèdre, høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar og er vinificeret i store betonkar med gæring og maceration i 15 dage og efter en malolaktisk gæring lagret i rustfrie ståltanke på bærmen i 6 måneder.

Mums … igen arketypisk Rhône, hvor der er brombær, kirsebær og enebær, garvet læder, røget kød, blæk, grafit, garrique, grønne urter, tør engelsk lakrids, peber og så samtidig en sødme, som virkelige lige binder alle duftene godt sammen og gør vinen indtagende.

I munden smages sødmen også, men det er sammen med peber, et tørt tannisk bid, lidt bitterhed og en kødfuld frugt af blommer, sorte kirsebær og brombær, sød finsk og tør engelsk lakrids … hvor er det bare skruet godt sammen og balanceret.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 118,15 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7