2021 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, Østrig

2021 Weingut Markowitsch, Pinot Noir, Carnuntum, ØstrigJeg elsker bare denne vin … basisvinen på Pinot Noir fra Weingut Markowitsch og det er da også en vin, som jeg har smagt mange gange tidligere.

Det er Markowitschs entry-level Pinot Noir og som vanligt, så har etiketten på flasken også navnet med blindeskrift og det er faktisk tilfældet med alle vinene fra Markowitsch.

Huset har jeg jo skrevet om flere gange tidligere, så derfor kaster vi da bare et blik på, hvordan vinen er lavet.

Det er sket med druer fra de yngste vinstokke på de to kølige og kalkholdige marker Ried Kirchtal og Ried Scheibner. Druerne høstes manuelt og derefter vinificeres vinen i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på brugte burgundiske 228 liters egetræsfade.

Duftmæssigt har vinen – som 2020’eren – en ret maskulin, rank, grøn samt blæk’et duft, hvor frugten er tranebær, hindbær og kirsebær og en ganske landlig, animalsk og småvild side. Igen er der gran, nelliker, læder, sten, mineraler og lidt småsød fagpræg med mørk chokolade, kaffegrums og lidt karamel.

I munden er det en saftig, vild vin … meget ekspressiv, sød, blød og storblomstret. Vinen har denne vilde, småbitre og småsøde frugt af tranebær og kirsebær, en vild og saftig syre. Det er på mange måder en rustik, bondsk og landlig Pinot Noir og selvom vinen har denne runde og rustikke kant, så er det en venlig, godmodig pleaser med kæmpecharmerende niveau.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2021 Ashton Hills Vineyards, Picadilly Valley Pinot Noir, Adelaide Hills, Australien

2021 Ashton Hills Vineyards, Picadilly Valley Pinot Noir, Adelaide Hills, AustralienSå smager Houlberg atter vinen Picadilly Valley Pinot Noir fra Ashton Hills Vineyards, der oprindelig blev grundlagt af den bourgogneglade vinmager Stephen George i 1982.

Stephen startede projektet Ashton Hills Vineyards med at købe 3 hektar marker i 570 meters højde i det kølige område Piccadilly Valley, der er beliggende i Adelaide Hills.

Fra hans små 3 hektar marker eksperimenterede Stephen med over 25 forskellige Pinot Noir kloner og fandt frem til de 5 druesorter, der var mest optimale til området og dannede baggrund for hans vine.

Nu er Stephen gået på pension … eller næsten. Han har godt nok solgt Ashton Hills Vineyards til Wirra Wirra Vineyards, men han bor fortsat på vingården og hjælper vinmageren Liam Van Pelt med at producere vinene under Ashton Hills navnet … når han altså ikke rejser i sit elskede Bourgogne.

I dag laver Ashton Hills vinene ikke kun fra de små 3 hektar tilhørende vingården, men også fra druer, der opkøbes fra andre vinavlere i området. Denne Piccadilly Valley Pinot Noir er netop lavet på Pinot Noir druer fra en håndfuld avlere vinmarker beliggende tæt på Ashton Hills.

Hver eneste klon er vinificeret separat i små fermenteringskar og der er – efter burgundisk forbillede – anvendt 40% hele klaser inden gæringen er sket spontant alene med druerne vildgær. Derefter er mosten presset og lagret på franske barriques i 12 måneder inden endelig sammenstikning og aftapning på flaske.

Dejlig lys og transparent i glasset med en svaglig brunrødlig nuance, mens frugten er lidt kølig, urtet, grøn og blomstret. Frugten er både tranebær, jordbær, kirsebær og granatæbler suppleret med hyben, grønne blade,  eukalyptus, mynte, røg og saltchokolade.

I munden er det en rigtig lækker Pinot Noir … kølig, elegant og rigtig saftig med jordbær, søde kirsebær og hyldebærsaft. Vinen har både en grøn kant samt et diskret touch af røg, fad, kanel, vanilje samt en omgang mørk og bitter chokolade. Sidst jeg smagte vinen, så var det i en årgang 2020 … men denne er bedre, mere sammenhængende, mere kølig og rank.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske formentlig kommer til at koste 229,95 kr. og måske 139,95 kr. på tilbud ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7