2021 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2021 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, ØstrigVi ræser videre med mer’ hvidvin og næste var østrigsk i form af en Riesling Terrassen 2021 fra Weingut Huber, der ligger i den lille by Reichersdorf i Traisental … en dal med kalkrig terroir i Niederösterreich.

Vinen har jeg smagt tidligere, men sidste gang var vist årgang 2017. Jeg har vist også skrevet om den østrigske vingut et par gange før, så nu kigger vi bare nærmere på denne vin.

Riesling Terrassen er lavet på druer fra forskellige marker med forskellig jordbund i Traisental regionen. Vinen er lavet med 4 timers kold udblødning efterfulgt af presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder sur lie inden vinen flaskes.

Rigtig dejlig duft med lidt nødder, papkasser samt en frugt af både fersken, æbler, grape, citroner og et fint touch af eksotisk frugt med ananas og lidt abrikos. Derudover er der også både lidt parfumerede blomster samt lidt salte mineraler … i det hele taget byder vinen på rigtig meget i duften.

I munden har vinen er rigtig frisk syre, men det leveres en anelse olieret og fyldigt. Den let fyldig krop kombineret med citroner, lidt lemon og grape, den friske og mineralske syre binder tingene rigtigt godt sammen og giver vinen en frisk og tæt struktur med en virkelig pæn dybde med kæk friskhed. Rigtig god Riesling, så dermed 91 og således lige oppe på 5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Groh, Grohstoff Chardonnay, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Groh, Grohstoff Chardonnay, Rheinhessen, TysklandDen sidste Weingut Groh vin blev denne så denne Grohstoff Chardonnay 2020, der står så skarpt med sin sorte etiket og ligner en matsort sportsvogn med kæmpe coolness.

Det er en vin på Chardonnay, som høstes manuelt. Efter høst bliver druer nænsomt presset, hvorefter vinen gæres på rustfri ståltanke med styring af temperaturen.

Efter endt fermentering lagret 75% af vinen i ståltanke, hvorimod de sidste 25% lagres på  store egetræsfade. Til sidst hældes de to batch så sammen inden aftapning på flaske.

WAUW for en fyldig, kropsnær, smørfed og fadtung Chardonnay. Den er mælkechokoladelækker, vanilje, dåsepærer, abrikos, ananas, kokosnødder og lakridskonfekt … alt hvad man behøver til en skøn aften med smukke og dejlige mennesker.

Smagen er nærmest en forlængelse af duften, olieret, cremet og så alligevel med en rank syre, som kommer fra grønne pærer, lemon og grillede citroner, linolie, røgede noter samt sødkrydrede elementer. Det er en vin, der støjer og fylder meget … fed og mægtig, men også svær ikke at blive småforelsket i. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 152 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Groh, Groh Riesling Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Groh, Groh Riesling Trocken, Rheinhessen, TysklandLad os fortsætte med endnu et par vine fra Weingut Groh, for den næste vin er allerede i vinglasset og det er denne 2020 Groh Riesling Trocken.

Druerne er efter høstet først sorteret ved håndkraft, hvorefter de er presset blidt.

Så er fermentering sket i rustfrie ståltanke og det er ved  kontrollerede temperaturer. Efter endt gæring ligger vinen nogle måneder på ståltankene sur lie aka sammen med gærresterne.

Det er duftmæssigt ikke lige en Riesling med pivfrisk og ætsende citronsyre, men en lidt varmere og venligere version. Der er pærer, fersken, en smule TDN petroleumsdufte, sandeltræ samt en vis lille og beskeden fedme.

Smagsmæssigt er det lidt samme historie, selvom vinen har en vis tørhed, lemon, citron samt denne fede bitterhed og nogle lette samt jernagtige og mineralske elementer. Det er habil Riesling, så dermed 88 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Weingut Groh, Groh Grauburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Groh, Grauburgunder Trocken, Rheinhessen, TysklandWeingut Groh og hans vine med de kulsorte etiketter har vi før  mødt her på Houlbergs Vinblog. Nu smager jeg atter en vin fra huset i Rheinhessen, nemlig en 2021 Groh Grauburgunder Trocken.

Vinhuset ligger mere præcis i Bechtheim cirka 18 kilometer syd for Nierstein i den sydligste del af Rheinhessen.

Helt tilbage fra 1899 handlede familien Groh ikke med vin, men med kul … og det gjorde de lige frem til 1980. Men allerede fra start i 1899 fik Henrich Groh ofte små markparceller som betaling fra kunder, der ikke kun betale deres gæld.

De de små markparceller ofte lå langt fra familiens ejendom og heller ikke kunne anvendes til byggegrunde, så derfor fortsatte Groh familien med at dyrke markerne og blev også vinproducenter.

Siden 1948 har vingården været drevet som Weingut Groh og den udgjorde en stigende andel i det samlede familieforetagende. I 1981 – hvor kulhandlen helt var ophørt – overtog Alex Groh som 4. generation driften af vingården.

Alex har efter investeret massivt i at modernisere vindriften … nye ståltanke, nye rørsystemer, køleanlæg og har skabt den moderne vingård Wein-Groh, som vinhuset også kaldes.

Alex har samlet 12 hektar vinmarker, bl.a. parceller på fine marker som Bechtheimer Geyersberg, Heiligkreuz, Rosengarten, Stein samt Alsheimer Frühmesse og Römerberg. På markerne dyrkes Riesling, Müller-Thurgau, Silvaner, Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Blanc, Kerner, Huxelrebe og Sauvignon Blanc.

Der bliver dog også plads til lidt røde sorter som Pinot Noir, Regent, Portugieser, Dornfelder, Dunkelfelder, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Vinene laves i 2 serier … Groh Klassik samt Groh Konzept, hvor sidstnævnte er en række af vine med sort etiket med reference til familiens fortid som kulhandlere. Og det er netop en vin fra Konzept serien, som vi her har fat i … deres 2021 Groh Grauburgunder Trocken

Den er alene vinificeret på ståltanke, hvor vinen efter gæringen også er lagret en periode inden aftapning på flaske. Vinen har 6,3 gram restsukker pr. liter.

Duften er … blød, sød og smilende med blød frugt af dåsepærer og saftig fersken, lidt nødder, sandeltræ, peanuts samt en lækker, sød citrontærte. Man kan allerede i næsen fornemme, at de 6,3 gram restsukker virkelig kommer frem og gør vinen meget rund.

Smagsmæssigt er det også SÅ venlig en vin. Det er næsten vinøs Giro 413 med abrikos, fersken, pærer og grillet citron. Den har en ungdommelig hvalpet fedme og har denne saftige, drikkevenlige samt tilgængelige smag, som rigtig mange vil knuselske. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Chiesa del Carmine, Rosa della Chiesa, Umbrien, Italien

2020 Chiesa del Carmine, Rosa della Chiesa, Umbrien, ItalienEfter at ha’ smagt Chiesa del Carmines Indigeno Trebbiano, så har jeg smagt endnu en vin fra huset og det er denne Rosa della Chiesa i en årgang 2020.

Vinmageren Giovanni Dubini har lavet vinen på 100% ren Sangiovese, der er høstet med håndkraft i slutningen af august måned.

Derefter er druerne presset forsigtigt med kun en smule skindkontakt, mens gæringen er sket i rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret en periode inden aftapning på flaske. Der er kun lavet små 3.000 flasker af denne vin.

Det dufter af violer, rosenblade, blyanter samt jern og minerlaler, mens frugten klart er jordbær og nogle indtørrede kirsebær samt en lille tør sødme.

I munden er der også godt med jordbærsødme, kirsebær og det suppleres af lidt grape og hvid peber, en vis syrlig saftighed, men er egentlig en ganske anstændig rosé, som man beskedent vil sige i Jylland. 87 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109  kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2004 Niepoort, Colheita Port, Douro, Portugal

2004 Niepoort, Colheita Port, Douro, PortugalFerien i sommerhuset stod også på et godt glas portvin. Det blev til et glas 2004 Colheita Port fra det store og kendte portvinshus Niepoort.

Vinhuset Niepoort er grundlagt i 1842 af Franciscus Marius van der Niepoort. Han var selv født i Hilversum i Holland, men kom til Portugal som sælger indenfor portvin og startede derefter en negociantforretning.

I dag er det 5. generation af familiens Niepoort, som viderefører det gamle vin- og portvinhus, som siden etableringen er for over 150 år siden er vokset godt, hvor den 5. generation nu er Eduard Dirk Niepoort og søsteren Verena Niepoort.

Det er specielt Dirk Niepoort, som står for driften, mens Verena er samlet direktør for foretagendet. Dirk er en karismatisk vinmager, der har sine egne idéer og standpunkter og hans vigtigste filosofi er, at vine skal have friskhed for at være interessante.

Han er absolut ikke begejstret for kun at skulle producere på de sædvanlige kendte druer, altså Touriga Nacional, Touriga Francesca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinta Cão. Tværtimod mener han, at de flere hundrede sorter i regionen er med til at gøre vinene unikke og fyldt med terroir.

Det er Dirk som er skyld i, at Niepoort ikke længere alene producerer portvin, men er meget innovative med produktion af almindelige vine fra flere steder i Portugal. Han er også med i flere projekter rundt om i Europa … og derfor er vi også her på Houlbergs Vinblog stødt på Dirk i fx vinhusene Muhr-Niepoort i Østrig samt Niepoort & Kettern i Mosel.

Men her er det altså en ægte Colheita portvin, som er lavet på et mix af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta Francisca, Tinta Amarela, Sousão, Tinta Roriz og lidt flere, som alle kommer fra nogle lavtydende vinmarker i Cima Corgo regionen i Douro dalen.

Druerne er efter høsten trampet i lagares i huset kælder på Vale de Mendiz ejendommen med efterfølgende gæring. Så er vinen lagret på 550 liter pipa-tønder på Vila Nova de Gaia.

Hos Niepoort skal vinen helst lagre minimum 7 år, men denne har lagret i næsten 14 år, da denne 2004 på grund af dens fremragende kvalitet først er tappet i marts 2018.

Sikke en flot farve, som vinen har i glasset … en rødligt, nøddebrunt skær, men op af glasset strømmer der også en aroma af både ristede, kandiserede og syltede nødder, masser af nektarsødme samt frugt med blommer, rosiner, figenpålæg, tørrede abrikoser samt en smule vanilje, brun sukker aka brun farin, chokolade og virkelig så fed, betagende og vanedannende.

Det smager sgu også på samme måde … blot med lidt varm alkohol tilsat. Den giver sammen med de mange modne noter, nødderne og den brune sukker virkelig velvære i kroppen. Den løber som en sød væske olieret, cremet og fyldig igennem din krop og giver netop en voksenvelvære. Det er kandiserede bær, nødder og stor intensitet stoppet ned i et glas … næsten en dessert i sig selv. 95 point.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske koster 430 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling RGG, Rheingau, Tyskland

2019 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling RGG, Rheingau, TysklandVi sluttede på det tårnhøje niveau med endnu en RGG vin fra Weingut Egert og det blev  Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Rheingau Großes Gewächs 2019.

Vinmarken har vi tidligere berørt og vinifikationen er også fuldstændig den samme, som de foregående vine, så lad os blot springe videre til mine smagsnoter.

Dette dufter også fabelagtig godt … voldsom koncentreret, men måske en tak mere mineralsk end Nikolaus. Her er petroleumduften også langt tydligere, selvom modenhed og elegancen i frugten bare ligger flere lag på oplevelsen. Det dufter formidabelt med linolie, en smule bivoks, lidt grønne blade og æbler, pærer, fersken, nødder og virker samtidig lidt olieret.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen føles olieret, cremet, blød og koncentreret med en let lemon bitterhed, modne æbler, en smule abrikos, pærer samt en voldsom, dyb koncentration, hvorved vinen bare hænger i kæften i lang, lang, lang tid efter seneste slurk. Den er klart anderledes end Nikolaus, men har samme høje niveau, så elegant, blødt og cremet med en moden friskhed. Jeg elsker sgu bare denne vin. 96 point.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 259 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Egert, Mittelheimer St. Nikolaus Riesling RGG, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Egert, Mittelheimer St. Nikolaus Riesling RGG, Rheingau, TysklandMed de sidste 2 Riesling vine fra Weingut Egert kravlede vi op på øverste hylde. Den fine hylde hedder Großes Gewächs og vi smagte først Mittelheimer St. Nikolaus Riesling Rheingau Großes Gewächs 2018.

Mittelheimer St. Nikolaus er  Rheingauer Großes Gewächs vinmark, der ligger på en lille sydskråning kun 150 meter fra ​​Rhinen. Den har sit navn efter en gammel sandstensstatue af hlegenen St. Nicholas, som står på toppen af ​​vinmarken, som også tidligere var ejet af kirken.

RRG står – som anført – for Rheingau Großes Gewächs og er en nyere klassifikation, som man har indført fra 2018 årgangen, men alene i Rheingau regionen og alene gældende for tør Riesling eller Spätburgunder fra klassificerede vinmarker. RGG erstatter Erste Gewächs betegnelsen, men vinen skal bestå en smagsprøve fra bedømmelsesnævnet for at få RGG titlen.

Mittelheimer St. Nikolaus Riesling RGG er imidlertid lavet på helt samme facon som sine mindre søskende, altså lavet alene med den fritløbne most efter sortering af druerne og presning. Vinen er kun lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret en ukendt periode frem til aftapning på flaske og frigivelse.

Så løftede vi da lige låget og slap trolden fri … gik en kvantespring op i niveau, for dette dufter – mine damer og herrer – vildt godt. Det er så kompleks. Der er nødder, stearinlys, vanilje, linolie, harpiks, lidt olievædet tvist, honning, fersken, abrikos, nektariner og overmodne æbler. Syren virker nu også voksen og følsom, mens balancen nu er så smukt kontrolleret.

Hvor smager det også godt … så blødt, cremet, dyb og elegant. Man har fortsat god syre, men som i duften er den moden og voksen, men holder sig på dydens smalle sti. Man fornemmer fortsat citroner, lidt æbler og lemon, men igen bare afdæmpet, kontrolleret og super, super elegant. Til prisen er det lidt et røverkøb. 95 point.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 259 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Trocken Homage à Jean, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Egert, Homage à Jean Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Spätlese Trocken, Rheingau, TysklandNæste Weingut Egert Riesling vin var også en Lagenwein, for det er nemlig en Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Trocken Homage à Jean i årgang 2020.

Navnet på marken refererer til en kilde eller brønd, som stadig eksisterer, mens Wissel har sit navn efter det latinske ord fistel, der betyder rør, så dermed kan det oversættes til rørbrønd.

Som den mindre søskende er vinen lavet præcis på samme måde, dvs. alene på rustfrie ståltanke og der er den også lagret inden aftapning på flaske og frigivelse.

Wisselbrunnen byder på mere af samme skuffe … igen imponeres man af balancen mellem syre og sødme, men her er der nærmest lagt et lag ovenpå af noget storslået dekadence … meget luftig og olieret. Der er petroleumsdufte med citroner, æbler og tropisk frugt, abrikos og fersken samt lidt umoden ananas. Duften er magisk og hviler nærmest i sig selv på en rolig, behersket og smuk facon.

I munden er vinen også mere afdæmpet, stoisk og rolig, men samtidig også mere koncentreret, mørkere og langt mere åben. Der er syrlige æbler, citroner og bitter lemon. Det er dog fortsat frisk, sprød med en næsten lammende tør mineralitet. 92 point.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 132 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Egert, Hattenheimer Hassel Riesling Kabinett Trocken, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Egert, Hattenheimer Hassel Riesling Kabinett Trocken, Rheingau, TysklandSå gik vi hurtigt fra Ortswein til Lagenwein, for næste Weingut Egert vin var en Hattenheimer Hassel Riesling Kabinett Trocken 2020.

Her kommer Riesling druerne fra husets Hattenheimer Hassel mark, men ellers er vinen lavet som foregående, dvs.  alene på rustfrie ståltanke og der er den også lagret inden aftapning på flaske og frigivelse.

Duftmæssigt er det næsten en forlængelse af forrige vin … har lidt de samme noter med citroner, grønne æbler og en smule eksotisk frugt, men her er det dybere, mere kraftfuld og så er de tertiære noter med en snas petroleum også en tak kraftigere.

I munden er det et rigtigt fint rendezvous mellem syre og sødme, så atter viser Rheingau virkelig sin force. Der er også her citroner samt grønne æbler, men også en slat sødbitter lemonsaft, som faktisk så hænger pænt lang tid i munden i eftersmagen. Flot. 90 point.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 118 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7