2018 Domaine Vallée Moray, Cailloutis, Loire, Frankrig

2018 Domaine Vallée Moray, Cailloutis, Loire, FrankrigBjarne fra Vinimperiet havde skam også taget et par hvidvine fra Domaine Vallée Moray med og vi smagte dem blindt, hvor første var denne Cailloutis lavet på ren Chenin Blanc.

Domaine Vallée Moray ligger i Montlouis sur Loire og drives af Herve Grenier, som  grundlagde huset i 2014 ved overtagelse af de to marker Husseau og Nouy fra Domaine Les Loges de la Folie. Han overtog også hele vinkælderen, karrum, vinpresse, egefade m.m. og blev således Artisan Producteur de Vins Bio à Montlouis-sur-Loire.

I dag driver Hervé Grenier sin lille vingård ved siden af sit daglige arbejde som forsikringsmand med speciale i landbrug hos Liberty Syndicates.

Hervé Grenier har samlet 10 hektar vinmarker, hvoraf 6 hektar er med Chenin Blanc … resten er primært med Pinot Noir og Gamay. Det  er et ganske lille vinbrug, som i dag drives Ecocert certificeret økologisk.

Vinene laves enten under appellationen AOC Montlouis-sur-Loire eller blot som Vin de France vine, som fx denne Cailloutis, der er lavet på ren Chenin Blanc.

Druerne kommer fra 50 år gamle vinstokke og høstet med et beskedent udbytte på kun 25 hektoliter pr. hektar og alene lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret 24 måneder sur lie på gamle egefade. Vinen er derefter tappet på flaske uden tilsætning af svovl.

Det er duftmæssigt en utrolig ren og usvovlet vin, nærmest som saftevand suppleret med strandsand, let lidt nødder og ristede løg, hvide blomster, gær, tændstikker, pærer, modne æbler, melon samt en smule tropisk frugt, har en smule smørfedme og lidt brunet smør, saltede mandler, men samlet meget indbydende.

I munden er vinen langt mere sur og syrlig … det giver tonsvis af friskhed, meget ren frugtsyre med æbler og pærer. Alt leveret så cremet, modent, småopulent med en saltet mineralitet. Det er jo voksenslik … vinøs voksenslik.

Forhandles af Vinimperiet, hvor en flaske koster 160 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Les Dolomies, Bordel C’est Bon Trousseau, Jura, Frankrig

2017 Les Dolomies, Bordel C'est Bon Trousseau, Jura, FrankrigVinhuset Domaine Les Dolomies drives af Céline og Steve Gormally og er beliggende i Passenans i Jura. Derfra skulle vi smage denne 2017 Bordel C’est Bon Trousseau.

Céline og Steve Gormally grundlagde Domaine Les Dolomies i 2008, hvor de først købte en 1,44 hektar stor parcel på vinmarken Les Combes i Passenans.

Samtidig arbejdede Céline for en række andre producenter i Jura, herunder Labet, Badoz samt St-Pierre, men med en smule hjælp fra La Foncière Terre de Liens – en organisation der støtter økologiske landmænd med køb af  jord – så købte hun samme år endnu en hektar og dermed var vinhuset en realitet.

I dag dyrker parret 5,5 hektar vinmarker fordelt på 10 plots ved 5 landsbyer inklusiv det prestigefyldte Château-Chalon, hvor der er et samlet potentiale på 6,5 hektar, når omstrukturering og tilplantning af jorden er færdig.

Markerne drives både økologisk certificeret, men Céline anvender også biodynamiske principper i produktionen. Hun anvender alene vildgæring og der anvendes i kælderen pied de cuve teknik med brug af 600 liter demi-muids og diamantformede betonkar for en hurtig og effektiv gæringsproces.

Fra og med årgang 2020 anvender Céline ikke svovl under vinificeringen eller ved flaskning af vinene og det har betydet en større klarhed og dybde i vinene.

Denne Bordel C’est Bon er lavet på ren Trousseau, som kommer fra marken Les Combes. Efter høst er druerne afstilket, men gæringen er sket uden svovl over 3 uger og derefter lagret en periode. Selve etiketten er en hyldest til deres nu afdøde ven Gabi, der tidligere var en succesrig tegneserieskaber for aviserne Le Monde og Le Canard Enchainé. Navnet Bordel C’est Bon kan oversættes til; Gud, den er god.

Og det er vitterlig god duft … der er en vis landlighed over vinen, klart mørkere end tidligere Troussard, er dog fortsat let med en vis bolsjesødme, stor saftighed, krudt og blomster.

Det smager også virkelig dejligt, har lakrids, sorte kirsebær, hvid peber, virkelig saftig og klar … og samlet set en rigtig rar vin med en biodynamisk karakter.

Forhandles af Pompette, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7