2021 Risky Grapes Wine Co, Atance Bobal Rosé, Valencia, Spanien

2021 Risky Grapes Wine Co, Atance Bobal Rosé, Valencia, SpanienIndrømmet … jeg er lidt småpjattet med Antonio Sarrións Mersegueras røde Risky Grapes Wine Co Atance Bobal, som han laver fra gamle Bobal buskvinstokke på husets monopolmark Casa Segura beliggende i Venta del Moro i 800 meters højde. Men vinen findes også i en rosé udgave … Atance Bobal Rosé, som jeg nu smager i årgang 2021.

Risky Grapes Wine Co er et sideprojekt for vinmageren Antonio Sarrión – til dagligt kaldet Toni – der driver Bodegas Mustiguillo nord for Utiel … hvor han altså også laver Risky Grapes Wine Co vinene. Men alt det har jeg skrevet om før, bl.a. da jeg smagte hans 2019 Atance Cuvée No 1 og Atance Bobal i årgang 2019 samt 2020.

Denne Atance Bobal Rosé er en ny vin i sortimentet hos Antonio. Det er imidlertid ikke ren Bobal, men lavet på 50% Bobal og 50% Grenache fra gamle vinstokke på marker i 680 meters højde i Finca el Ardal … passet fuldstændig økologisk.

Hver sort er vinificeret separat, hvor druerne først sorteres, afstilkes og knuses let inden 5-6 grader kold maceration i 2 timer. Derefter er gæring sket spontant ved 10-17 grader alene med druernes naturlige gærceller i ståltanke. Så lagrer vinen en periode sur lie inden sammenstikning og aftapning på flaske.

Dejlig duft … næsten en duft af sommer, for glasset er proppet med røde roser, hybenroser, rabarber, meget inderlig, fin og svævende med frugt af jordbær, hindbær og søde, røde bolsjer med sødme,

Smagen er sprød, juicy og pågående … virkelig frisk med både en lyserød frugt, æbler, grape, citroner samt en flot balanceret syre, der næsten er dansende, let saltet med et tørt, ukompliceret og krydret bid. Med sådan en vin, så lad os endelig få mer’ sommer. Til prisen er det en virkelig roséfarvet godbid.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Vinhos de Altitude Branco, Beira Interior, Portugal

2021 Rui Roboredo Madeira, Beyra Vinhos de Altitude Branco, Beira Interior, Portugal Det er vist ikke mange uger siden, at jeg smagte en 2021 Beyra Vinhos de Altitude Rosé fra Rui Roboredo Madeira. Nu gentager jeg næsten bare lige kunststykket med den hvide udgave i form af denne 2021 Beyra Vinhos de Altitude Branco.

Som med rosévinen er vi atter oppe i højderne i Beira Interior området. Den hvide udgave er lavet på 50% Síria og 50% Fonte Cal. De to lokale druer kommer fra marker på et skiferholdigt plateau i 700 meters højde lidt syd for Douro floden.

Druerne plukkes med håndkraft og er efter ankomst til vineriet hurtigt presset uden afstilkning. Derefter er gæring sket i rustfrie ståltanke ved 16-17 grader alene med druernes egne gærceller. Derefter er vinen blot lagret 4 måneder i ståltankene frem til aftapning.

Duftmæssigt snakker vi klart masser af saltede citroner, grape, stikkelsbær, fersken, og  en smule spidskommen, blomstervand og har klart en lidt grøn samt pebret side.

Smagen er endnu bedre … frisk med masser af citrusfrugt med både syltede og salte citroner, lemon, grape og grønne æbler, som giver et frisk bid. Det er måske ikke kompliceret, men det er er bid, charme samt omgængelig kant … og så må sommeren godt vare bare lidt længere. Til prisen er det et supergodt køb.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 59,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7