2021 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2021 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, ØstrigVi ræser videre med mer’ hvidvin og næste var østrigsk i form af en Riesling Terrassen 2021 fra Weingut Huber, der ligger i den lille by Reichersdorf i Traisental … en dal med kalkrig terroir i Niederösterreich.

Vinen har jeg smagt tidligere, men sidste gang var vist årgang 2017. Jeg har vist også skrevet om den østrigske vingut et par gange før, så nu kigger vi bare nærmere på denne vin.

Riesling Terrassen er lavet på druer fra forskellige marker med forskellig jordbund i Traisental regionen. Vinen er lavet med 4 timers kold udblødning efterfulgt af presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder sur lie inden vinen flaskes.

Rigtig dejlig duft med lidt nødder, papkasser samt en frugt af både fersken, æbler, grape, citroner og et fint touch af eksotisk frugt med ananas og lidt abrikos. Derudover er der også både lidt parfumerede blomster samt lidt salte mineraler … i det hele taget byder vinen på rigtig meget i duften.

I munden har vinen er rigtig frisk syre, men det leveres en anelse olieret og fyldigt. Den let fyldig krop kombineret med citroner, lidt lemon og grape, den friske og mineralske syre binder tingene rigtigt godt sammen og giver vinen en frisk og tæt struktur med en virkelig pæn dybde med kæk friskhed. Rigtig god Riesling, så dermed 91 og således lige oppe på 5 tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7