2020 Bodegas Caudalía, Paal 100% Syrah, Navarra, Spanien

2020 Bodegas Caudalía, Paal 100% Syrah, Navarra, SpanienEfter den ret imponerende Xi’ipal Garnacha Las Bajadas, som jeg smagte forleden fra vinhuset Bodegas Caudalía, så kaster jeg med atter ud i endnu en vin fra huset, nemlig deres Paal 100% Syrah, som af flere er beskrevet som en spansk fortolkning af Syrah fra Nordrhône.

Jeg har før smagt vinen i årgang 2018, men nu er det altså i en nyere årgang 2020. Vinen er fremstillet på 100% Syrah, der høstes fra marker i 500 meters højde omkring San Martín de Unx.

Før gæringen udblødes druerne skånsomt ved lav temperatur, så mosten kan optage ekstra farve og frugtaromaer fra drueskindet, hvorefter gæringen er sket i betontanke. Der er vinen også lagret 18 måneder på en kombination af 80% betontanke og 20% franske 500 liter fade inden flaskning og yderligere lagring på flaske.

I næsen er der helt klart både jernbanesveller, finsk og engelsk lakrids, nogle kødfulde elementer med røget kød, laurbærblade, sorte oliven, solbær, blåbær og hindbær … lidt solmoden og fed i aromaerne med en vis sødme. Der mangler måske lidt mineralitet, men for pokker en rigtig dejlig aroma.

Smagsmæssigt er vi ikke helt på samme niveau som 2018’eren, men absolut ikke langt fra. Frugten er tør og mørk med solbær, kirsebær og blåbærsyltetøj, stor tørhed, grønne urter, kakao, masser af mørk syre, som giver en rustik og bondsk syrlighed, nogle vilde tanniner med stærk peber og lidt stærk gran, nelliker og kraftigt bid. Her i denne årgang 2020 er vi måske lidt længere fra Nordrhône, men absolut fortsat en fin spansk vin med skrald på.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., men kan fås til 59,95 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket må betegnes som værende et rigtigt godt køb for dem, der vil ha’ skrald på drengen.

Vinanmeldelse 5/7