2019 Weingut Bertram Baltes, Handwerk Blanc de Noir, Ahr, Tyskland

2019 Weingut Bertram Baltes, Handwerk Blanc de Noir, Ahr, TysklandI Ahr er de pjattet med Blanc de Noir vin lavet på Spätburgunder og det kan jeg godt forstå. Her smager jeg nu Julia Bertrams Handwerk Blanc de Noir i en årgang 2019

Julia har lavet sin Blanc de Noir på rustfrie ståltanke og med en spontangæring, efterfølgende lagring i tankene 6 måneder sur lie … altså med bærmen. Så er den blot aftappet på flaske og klar til markedet.

Mere klar i glasset end 2018’eren og dufter aromatisk, parfumeret med landlig, let animalsk mødding, blomster, grøntsagsfond, gærede pærer, æbler, stikkelsbær, kirsebær, grønne jordbær,  rosmarin, mynte, lidt nødder og masser af grønne blade. Dermed minder duften ret meget om den foregående årgang.

Smagen er frisk med lidt lyserøde bær, hindbær, jordbær, sure grønne æbler, citroner, svag grape, salte mineraler, hvid peber samt en lidt jernet syre, her en lille sødme samt sin helt egen ranke, mineralske, syrlige og grønne karakter.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, men denne er udsolgt, men har kostet 750 kr. for en kasse, hvilket betyder en pris på 125 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Bodegas Mustiguillo, Finca Terrerazo Vino de Pago, Valencia, Spanien

2019 Bodegas Mustiguillo, Finca Terrerazo Vino de Pago, Valencia, SpanienVine på druen Bobal kan være ret interessante, som nu fx denne Finca Terrerazo Vino de Pago fra den dygtige Antonio Sarrión på hans primære vinhus Bodegas Mustiguillo.

Det er en vin, som jeg har smagt en gang før … blot i årgang 2018 og dengang skrev jeg også lidt om vinhuset og vinmageren, så det skal jeg ikke gøre denne gang. Men det er faktisk en vin, som har været kåret som Spaniens bedste rødvin i Decanter vinmagasinet.

Vinen var den første vin under appellationen El Terrerazo DOP. Den er fremstillet på 100% Bobal, som håndhøstes fra op til 75 år gamle, økologisk dyrkede og fritstående buskvine i El Terrerazo på kuperede og kalkholdige marker i 800 meters højde.

Hver enkelt lille parcel høstes og vinificeres separat. De afstilkede druer dobbeltsorteres inden vinen spontangærer med de naturligt forekommende gærstammer. Vinen gærer på åbne trækar i 8-10 dage, mens manuelle punch downs sørger for skånsomt udtræk af farve, frugt og tanniner fra drueskindet. Derefter er der sket en malolaktisk gæring i 5-8 uger.

Så lader Toni drueskallerne udbløde i yderligere 10-12 dage for ekstra struktur og smagsdybde. 30% af vinen modner 14 måneder på 225 og 500 liter franske egetræsfade, mens de resterende 70% ligger på smagsneutrale og frugtbevarende egefade på 3.500 til 5.000 liter.

WAUW for en duft … mørk og fyldig, animalsk og landlig, men alligevel på en ren, kølig, mælket og frisk frugt. Der er både lidt mørke bær som brombær, sorte kirsebær og måske endda en smule enebær tilsat tør, engelsk lakrids, estragon, kakaopulver … og virker faktisk lidt slankere samt køligere i udtrykket end 2018’eren.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor der fra første fløjt kommer masser af vilde og mundudtørrende tanniner, godt med peber samt en frisk og stram syre. Samtidig er det også en fyldig, kraftig, spicy og endda stærk vin, som næsten kan blæse alle små lam omkuld. Det er både bulder og elegance på én gang … nogle vil blive skræmte, mens andre bare vil elske den tørre lussing og jeg tilhører sidste slags.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 339,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, Italien

2020 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, ItalienDen næste vin havde jeg glædet mig til som et lille barn, for den var nemlig fra vinhuset Podere Giodo, som drives Carlo Ferrini, der er en fantastisk vinmager og jeg smager her husets La Quinta Toscana IGT i en årgang 2020.

Carlo Ferrini er vi faktisk stødt på tidligere her på bloggen, for dels hjælper han sin gode ven Federico Carletti med at lave vin på Azienda Agricola Poliziano, men derudover er han også kæreste med Gioia Cresti, som han også hjælper på Fattoria Carpineta Fontalpino.

Men herudover hjælper den gode Carlo Ferrini også flere andre huse med vinproduktionen og her på Houlbergs Vinblog er vi bl.a. stødt på Feudo Maccari, Azienda Agricola Canneto, Tenuta Bosco, Barone Ricasoli og Podere Sapaio. Men Carlo Ferrini arbejder i dag også for mere end 30 vinhuse i Toscana, så hans indflydelse som en af verdens bedste vinmagere er således også stor.

Men Podere Giodo er Carlo Ferrinis eget lille hjertebarn … et projekt, som han startede i Montalcino i 2002, hvor han fandt nogle marker beliggende mellem  Sant’Angelo in Colle og Sant’Antimo og startede med at lave to vine en Brunello di Montalcino og så denne  IGT Toscana.

Samlet har Carlo Ferrini 6 hektar vinmarker, som er tilplantet med 15 forskellige Sangiovese-kloner. Han navngav sit vinhus Giodo, der er en sammentrækning af Giovanna og Donatello … som er Carlos’ forældre.

Den første årgang blev en 2009 … og allerede fra starten blev hans vine kæmpe successer … store og gigantiske Sangiovese-vine i form af denne La QuintaToscana Rosso IGT og Brunello di Montalcino, der har opnået henholdsvis 97 og 100 points hos Suckling. Ja faktisk har Carlo Ferrini adskillige 100 point vine på CV’et og derfor kaldes Carlo også Italiens stjerne-vinmager nr. 1.

Denne La Quinta Toscana IGT er 100% Sangiovese fra husets vinmarker … en 3,5 hektar parcel, der skråner 10% mod sydøst og har en jordbund af porøs og fossilholdig kalksten. Druerne dyrkes økologisk, og vinen fremstilles med skånsom hands off winemaking alene med druernes naturlige gærceller.

Gæringen sker i rustfrie ståltanke, varer 7 dage efterfulgt af 13 dages eftermaceration og er derefter presset og lagret 12 måneder på egefade på både 700 og 2.500 liter samt 2.700 amphora krukker, hvorefter vinen er flasket og lagret yderligere 6 måneder. Der er lavet 14.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det sgu en rank knytnæve lige i sylten, masser af kirsebær, kirsebærsauce og jordbær, virkelig afstemt og balanceret med et lille og fint integreret fadpræg. Der er lidt mentol, læder, en smule skovbund, moden dekadence, våde fade, chokolade, vanilje samt en blækagtig sødme. Det dufter vildt godt.

Men det smager endda faktisk endnu bedre … rundt, cremet, blødt og alligevel med en tør syre, lidt sødme og smukkeste balance. Det er samtidig en let og svævende vin, frisk med masser af saftig, let syrlig frugt, der virkelig koncentreres inde i munden. Som med alt godt vin på Sangiovese er der også tydelige tanniner, men de er faktisk pænt frugtrige og virker ikke tørre eller anmassende på nogen måder, selvom munden efterlades lidt tør. Mums, sådan skal det være … vitterlig en vin, man bare vil nyde selv og ikke dele.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 469,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 429,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7