I Ahr er de pjattet med Blanc de Noir vin lavet på Spätburgunder og det kan jeg godt forstå. Her smager jeg nu Julia Bertrams Handwerk Blanc de Noir i en årgang 2019
Julia har lavet sin Blanc de Noir på rustfrie ståltanke og med en spontangæring, efterfølgende lagring i tankene 6 måneder sur lie … altså med bærmen. Så er den blot aftappet på flaske og klar til markedet.
Mere klar i glasset end 2018’eren og dufter aromatisk, parfumeret med landlig, let animalsk mødding, blomster, grøntsagsfond, gærede pærer, æbler, stikkelsbær, kirsebær, grønne jordbær, rosmarin, mynte, lidt nødder og masser af grønne blade. Dermed minder duften ret meget om den foregående årgang.
Smagen er frisk med lidt lyserøde bær, hindbær, jordbær, sure grønne æbler, citroner, svag grape, salte mineraler, hvid peber samt en lidt jernet syre, her en lille sødme samt sin helt egen ranke, mineralske, syrlige og grønne karakter.
Forhandles af Extra Brut Vinimport, men denne er udsolgt, men har kostet 750 kr. for en kasse, hvilket betyder en pris på 125 kr. pr. flaske.