2017 Lima&Smith, Flor das Tecedeiras Tinto, Douro, Portugal

2017 Lima&Smith, Flor das Tecedeiras Tinto, Douro, PortugalNæste vin er denne Flor das Tecedeiras Tinto 2017, som er fra et vinhus, der kalder sig Lima&Smith, der drives af den brasilianske forretningmand Marcelo Lima og den tidligere journalist og korrespondent Tony Smith.

De købte i 2011 vingården Quinta de Covela fra ejeren og  filmskaber Manoel de Oliveira, som dog ikke havde anvendt den gamle vingård de foregående par år. Derfra er de startet med at lave vine og har siden suppleret med køb af flere ejendomme som Quinta da Boavista og så netop Quinta das Tecedeiras, hvor denne vin kommer fra.

Quinta das Tecedeiras ligger 8 kilometer oppe ad Douro floden fra Pinhão, på den sydlige bred, hævet over floden på et lille forbjerg, med blik til begge breder og floden på smukkeste vis. Ejendommen har tidligere været et nonnekloster under klosteret São Pedro das Águias. Nonnerne levede af at væve klæde af hør, der blev dyrket på ejendommens jord … og arbejdet ofte udført politisk forfulgte og kriminelle, som søgte tilflugt i klostret og kirken gav beskyttelse i bytte for arbejdskraft.

Og fra de 3 vingårde laver Lima&Smith så både portvine og almindelige vine, som nu fx denne Flor das Tecedeiras Tinto, som er lavet på Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinta Amarela og Tinto Cão.

Druerne er høstet med håndkraft, afstilket og derefter knust let inden en kølig premaceration. Gæringen er sket i rustfrie ståltank med daglig, blid overpumpning og vinen har også lagret i de store ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er vinen langt mere nærig med aromaerne end de forrige vine … men der kommer lidt roser,  let krydrede noter og er sådan lidt gammeldags i stilen med brombær, blåbær, blommer samt lavendel … meget rustik.

I munden er vinen saftig og igen meget krydret, rustik med god intensitet i frugten, godt med røde bær som kirsebær, brombær og blommer, egentlig dejlig blød.

Forhandles af Vinho.dk, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2017 Roboredo Madeira, CARM Reserva, Douro, Portugal

2017 Roboredo Madeira, CARM Reserva, Douro, PortugalCasa Agrícola Roboredo Madeira aka CARM drives af familien Roboredo Madeira og laver vin, olivenolie og mandler. Her smager vi vinen CARM Reserva 2017.

Familien har drevet deres kombinerede landbrug siden det 17. århundrede og altid omkring Douro floden.

Familia Roboredo Madeira har i dag 60 hektar med mandler, 220 hektar olivenlunde og 200 hektar vinmarker, der ligger omkring den lille by Almendra i den bedste del af det øvre Douro, hvor vinhuset også holder til.

Siden 1966 har Celso Maderia stået i spidsen for vinhuset og det var også ham, der i 1995 gik over til økologisk drift. I dag er det dog den næste generation i form af Filipe Roboredo Madeira og António Magalhães Ribeiro, der står for driften og vinproduktionen,

Familiens vine og olivenolier roses … bl.a. blev huset i 2010 belønnet med en flot 9. plads i Wine Spectators Top 100 for deres Reserva 2007 og deres olivenolier er meget berømte i Portugal og ligeså vigtige for familien som vinproduktionen.

Vinene laves under flere brands, bl.a. CARM, Vinha da Urze, Bispado, Almendra og Marquês d’Almeida. Denne Reserva 2017 er lavet på 50% Touriga Nacional, 25% Touriga Franca, 20% Tinta Roriz og 5% Tinta Francisca. Vinen er vinificeret i husets kælder på Quinta das Marvalhas i Almendra.

Druerne er 100% afstilket, hvorefter du lige knuses og køles hurtigt ned. Først derefter starter en kold premaceration i 12-24 timer før gæringen ved 22 grader i rustfrie ståltanke over 8 dage. Efter gæring er vinen så lagret 18 måneder på 500 liter egefade … 70% franske og 30% amerikanske.

Næsen har små prikkede blomster på … dejlig indbydende, lidt vild, frisk og funky med både brombær, sorte kirsebær samt et klar præg fra fadene med vanilje og chokoladekiks. Det virker ikke kompleks, men har en dejlig umiddelbarhed, som er forfriskende og ganske charmerende.

Smagsmæssigt er der igen en vis sødme, men her er det meget passende, for vinen har en dejlig smag, rund, venlig, vild, lækker og med god balance med faste og venlige tanniner suppleret med de mellem- og mørkerøde bær.

CARM forhandles af Portugisisk Vinkælder, men denne er ikke fundet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Ramos Pinto, Duas Quintas, Douro, Portugal

2018 Ramos Pinto, Duas Quintas, Douro, PortugalRamos Pinto er egentlig et portvinshus, som blev grundlagt i 1880, men de laver altså også almindelige vine … som fx nu denne 2018 Duas Quintas.

Ramos Pinto blev grundlagt af Adriano Ramos Pinto og det var egentlig i starten udelukkende  med en produktion af portvin til Sydamerika, især Brasilien.

Men portvinshuset blev snart kendt rundt om i Europa for sine højkvalitetsvine. Det skyldes, at Adriano Ramos var særlig dygtig til markedsføring og startede en kampagne ved hjælp af sine berømte Ramos-Pinto plakater, der den dag i dag pryder vinbutikker over hele verden.

Adriano Ramos var nemlig selv kunstner, endda uddannet på kunstskole og ganske kendt i datidens kunstneriske kredse i Porto, mens han i driften fik hjælp fra sin bror António, som kom med i det lille foretagende i 1896.

I 1918 blev Ramos Pinto et aktieselskab, hvor ledelsen bestod af Raúl Ramos Pinto, António Cálem og Joaquim Allen … og det viste sig at være et meget dynamisk hold, som fik udbredt vinene fra vin- og portvinshuset yderligere.

I 1938 tog næste generation roret … José Ramos Pinto Rosas roret og blev snart kaldt Douros pave på grund af sin kæmpe dedikation til vindyrkning i Douro regionen … især i hans ambitiøse stræben efter løsninger til at mekanisere området og forbedre kvaliteten af produktionen.

José Ramós Pinto Rosas grundlagde havnebrorskabet Confraria do Vinho do Porto og var Portugals repræsentant i Office International de la Vigne et du Vin. Han blev i 1976 afløst af sin nevø João Nicolau de Almeida, oldebarn af grundlæggeren.

João stod en modernisering af markerne og byggede to af de mest moderne vinerier i hele Douro-regionen. Senere drev han også huset sammen med sin fætter Jorge Rosas … og i dag er det fortsat de to, som leder vin- og portvinshuset.

Men ejerskabet ligger ikke længere hos familien, for Ramos Pinto blev i 1990 solgt til champagnehuset Maison Louis Roederer, selvom ledelsen altså fortsat ligger hos João Nicolau de Almeida og Jorge Rosas.

Ramos Pinto har 4 vingårde … Quinta do Bom Retiro, Vinha da Urtiga, Quinta dos Bons Ares og Quinta de Ervamoira, men samlet er det også imponerende 353,5 hektar vinmarker.

Hovedfokus er selvfølgelig portvin og specielt de hvide portvine – der ellers tit overses -og dem er Ramos Pinto rigtigt dygtige til. Men så laver man altså også en række almindelige vine, som nu fx denne Duas Quintas, som laves i en rød og hvid udgave.

Denne røde Duas Quintas er lavet på en mix af 48% Touriga Nacional, 27% Touriga Francesa og resten er Tinta Roriz, Tinta da Barca, Tinta Barroca, Sousão, Tinto Cão og Tinta Amarela.

Som navnet siger, så kommer druerne fra to marker … Quinta de Ervamoira i 100 meters højde med skifferjordbund. Herfra kommer strukturen i vinen. Den anden mark er Quinta dos Bons Ares i 600 meters højde med en jordbund af granit.

Selve vinificeringen er klassisk med en lang gæring, dels på granit lagares og dels på ståltank. Efter den alkoholiske og malolaktiske gæring modnes vinen i 12 måneder med 20% på franske barriques, 30% på store egetræsfade og resten på rustfrie ståltanke.

Duas Quintas virker duftmæssigt ret let og frugtrig, egentlig fin elegant med en overordnet sødkrydret note, men en frisk duft, der suppleres af lidt solcreme. Frugtmæssigt er vi ovre i lidt kirsebær, meget let, tranebær og granatæbler samt et tørt træpræg.

Men smagsmæssigt presser der sig en sødme på, som jeg synes bliver for anmassende, selvom duften egentlig var ret fin. I munden er vinen skam blød, rund og fornøjelig, hvilket klart trækker til den positive søde, som sammen med sødmen gør den venlig og lidt af en pleaser.

Forhandles af Vinoble / Østjysk Vinforsyning, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Reynolds Wine Growers, Julian Reynolds Reserva, Alentejo, Portugal

2015 Reynolds Wine Growers, Julian Reynolds Reserva, Alentejo, PortugalVinhuset Reynolds Wine Growers ligger i den østlige del af Portugal tæt ved den lille by Figueira de Cima i Alentejo regionen. Derfra smager jeg en 2015 Julian Reynolds Reserva.

Vinhuset har en lang og spændende historie, som er startet i 1820, hvor den engelske sømand Thomas Reynolds ankom til Portugal tiltrukket af potentialet indenfor vinhandel. Så han bosatte sig selvfølgelig i Porto med sine to sønner Thomas og Robert, hvorefter familien solgte en række portugisiske produkter til deres landsmænd i London.

I 1838 blev de involveret i korkindustrien og oprettede en fabrik til fremstilling af korkpropper i Alburquerque i Spanien, hvor de boede i 11 år … og det blev en rentabel forretning, så snart åbnede de nye korkfabrikker i Portugal og Spanien.

Familien vendte tilbage til Portugal i 1850 og flyttede til Estremoz, hvor de boede i kort tid … men både Thomas og sønnen med samme navn havde udlængsel og rejste i stedet den 130 dage lange rejse til New Zealand med en stor flok merino-får og vendte aldrig tilbage.

Men Robert Reynolds blev tilbage i Estremoz for at tage sig af forretningen, men den udvidede han dog snart med køb af nyt jord til produktion af vin … en passion, som han havde fået en særlig lidenskab for.

Der gik heller ikke længe førend familien flyttede til Alentejo og siden har familien drevet Reynolds Wine Growers. I dag er det så Roberts oldebarn Julian Reynolds, der driver vingården. Han har omkring 40 hektar vinmarker på en lille bakketop og med stokke med Trincadeira, Aragonez, Alfrocheiro, Arinto og Alicante Bouschet.

Her smager vi husets 2015 Julian Reynolds Reserva, der er lavet på 40% Alicante Bouschet, 40% Trincadeira og 20% Syrah, som alle er fra marken Herdade da Figueira de Cima. Druerne håndhøstes og gærer efterfølgende på store træfade. Lagringen foregår på franske 225 liters egetræsfade og strækker sig over 24 måneder. Herefter lagrer vinen minimum 12 måneder på flaske.

Vinen har en dejlig duft, god syrlighed, en del lakrids, vingummi, solcreme, kokos, nogen lethed, blomster, jordbær, kirsebær, læder, sødbrændte fade, kakao og chokolade.

Smagen er også ganske fin, har også en del sødme, men slet ikke så meget som foregående, men er i stedet bare meget saftig med denne dejlige lethed, som jeg vitterlig synes ret godt om.

Set hos Bækkelund Vine, hvor en flaske (2011) koster 144,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Parras Vinhos, Ruelas Reserva Red, Lisboa, Portugal

2019 Parras Vinhos, Ruelas Reserva Red, Lissabon, PortugalResten af eftermiddagen ved den portugisiske vinsmagning blev med rødevine … hvor den første blev en Ruelas Reserva Red 2019 fra Parras Vinhos.

Parras Vinhos er grundlagt i 2010 af Luís Vieira og vinhuset holder til i Alcobaça, hvor man også har deres store tapperi  Goanvi Bottling.

Luís Vieiras far og bedstefar var også vinavlere, så Luís er vokset op med vin og var også nær druknet i en stor vintank, da han var 5 år, men blev reddet af en af bedstefarens samarbejdspartnere. Men det har ikke afholdt Luís Vieira fra at blive stor vinproducent.

Allerede i 1998 startede Luís Vieira med begyndte at opbygge det, der nu er Parras Vinhos koncernen ved opkøb af druer og salg af vine bulk, men allerede året efter opkøbte han også sin første helt egen vingård Quinta do Gradils i Lisboa, mere præcist i Vilar ved Cadaval med 120 hektar vinmarker.

I dag har Luís Vieira fået opbygget en større vinkoncern, der bl.a. omfatter en stor fabrik for flaskning af vine … Goanvi Bottling, der ligger i en gammel fajancefabrik. Der kan man tappe tusindevis af liter vin dagligt med to kæmpe tappelinjer. Der tappes vine, som laves fra opkøbte druer og druer fra egne marker, men derudover tappes også for et lille antal private labels og store vinfirmaer.

Parras Vinhos har primært deres egne vinmarker i Lissabon vinregionen, men de har i 2014 også købt 2 vinhuse mere, nemlig Herdade da Candeeira med 70 hektar vinmarker og Herdade da Vigia med 140 hektar vinmarker i Alentejo.

Ud over egne vinmarker i Lissabon og Alentejo regionen, så er koncernen også begyndt at producere en række vine fra andre regioner i landet gennem partnerskaber med lokale vinavlere, så i dag kan vinhuset levere vine fra regionerne Douro, Vinhos Verde, Dão, Lissabon, Tejo og Alentejo.

På Parras Vinhos’ hjemmeside har jeg optalt ikke mindre end 104 forskellige vine … og én af disse er altså denne Ruelas Reserva Red, der er lavet på 30% Tinta Roriz, 30% Touriga Nacional samt 20% Syrah. Vinen er lavet med fermentering i rustfri stålbeholdere, efterfulgt af en kort lagring på egefade.

Hold da op … sikke en sjov og blomstret duft, nærmest parfumeret med varm, småspicy blomsterpollen, krydderier, mørk frugt og en halv pibe våd tobak.

I munden er der pænt med sødme … også en kende for meget for jeres følsomme vinblogger. Men det gør selvfølgelig vinen meget let drikkelig, hvilket forstærkes af en fin lethed samt friskhed med saftig frugt, der minder lidt om optøede brombær og hindbær fra fryseren suppleret med kanel og vanilje fra fadene … men sgu for sød.

Ikke fundet herhjemme, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Quinta de Soalheiro, Alvarinho Soalheiro, Minho, Portugal

2020 Quinta de Soalheiro, Alvarinho Soalheiro, Minho, PortugalDen næste portugisiske vin var også en hvidvin på Alvarinho, nemlig en 2020 Alvarinho Soalheiro fra vinhuset Quinta de Soalheiro og det er en vin, som jeg har smagt før … sidste gang i årgang 2017.

Vinhuset ligger i den nordligste Portugal … op til grænsen af det nordvestligste Spanien med Rías Baixas lige ovenfor. Det er i Minho provinsen, der også kaldes Vinho Verde regionen.

Det skyldes selvfølgelig, at vi der finder appellationen Vinho Verde, der er Spaniens største appellation, som jo er kendt for den kendte portugisisk hvidvin Vinho Verde, som produceres i gigantisk antal i Portugal.

Quinta de Soalheiro er startet i 1974, hvorJoão António Cerdeira plantede sine første vinstokke og fik vingården op at stå med hjælp fra sin fader António Esteves Ferreira. Den første vin blev dog først sendt på markedet i 1982.

Der er fortsat en familiedrevet vingård, som i dag driftes af Maria Palmira Cerdeira og hendes to børn Maria João Cerdeira og António Luís Cerdeira … sidstnævnte står i dag for produktionen. De er Maria og António på billedet ovenover.

Quinta de Soalheiro har selv alene 10 hektar vinmarker, men har derudover 30 hektar lejet fra lokale vinavlere. Soalheiro betyder meget passende et solrigt sted og er en reference til det portugisiske klima, som vinhusets vinstokke har så godt af.

Vinen er som nævnt på 100% Alvarinho fra marker i både Melgaço og Monção … præcis som foregående vin. Alvarinho druerne er høstet med håndkraft, og hviler efter presning koldt i 48 timer, hvorefter vinen gærer på rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er er vinen mere fyldig og olieret end de to foregående Vinho Verde vine, mere svulstig og røget med fersken, gule æbler og hyld, en astronaut-is og smæk på aromaerne med nogen sødme.

I munden er vinen også mere cremet, fyldig og blød end de foregående. Æblerne er nu meget modne suppleret med lidt citron, lemon … men lidt vag i syren.  Der er nogle søde krydderier og ellers også nogle bitre og mineralske elementer i eftersmagen.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Anselmo Mendes Vinhos, Alvarinho Contacto, Minho, Portugal

2020 Anselmo Mendes Vinhos, Alvarinho Contacto, Minho, PortugalAnselmo Mendes startede sit vinhus Anselmo Mendes Vinhos i 1998 og er anerkendt i både sit hjemland og i udlandet for sine vine på specielt Alvarinho. Her smager vi netop én af slagsen, nemlig vinen Alvarinho Contacto 2020.

Anselmo Mendes startede allerede i 1987 med at studere fermentering og lagring af vine på egefade. Det fik ham så 10 år senere at købe en vingård ved Melgaço og året efter i 1998 frigav hans så sin første vin, som var et resultatet af de mange års studier omkring specielt omkring lagring af vine på druen Alvarinho på egefade.

Allerede året efter startede han også forsøg med fermentering af Alvarinho druen med skindet og har lige siden fået masser af gode anerkendelser for sine innovative og samtidig traditionelle vine på den hvide drue. I dag er Anselmo Mendes den producent, som har flest marker med Alvarinho i både Monção og Melgaço området i Minho.

Det er over 130 hektar vinmarker beliggende i 3 områder … Monção og Melgaço nær vingården samt i Lima og endelig i  Douro ved Baião i Minho aka Vino Verde vinregionen.

Denne  Alvarinho Contacto er fra marker i Monção og Melgaço, der efter høsten er afstilket 100% inden en kort udblødning/maceration på skindet. Så er druerne presset og har hvilet køligt inden langsom og kølig gæring ved 14-18 grader efterfulgt af 3 månedernes lagring sur lie med regelmæssig bâtonnage.

Det er også en vin med langt mere karakter end foregående … mere grøn, mineralsk, parfumeret og aromatisk. Der er stikkelsbær, hyld, grape, æbler … meget mineralsk og slank.

Sådan smager vinen også … høj på syre, lemon, grape og citroner med et vildt langt syrebid. Den er stenet, klar, stringent med en lille saftighed i æblerne.

Forhandles af Portugisisk Vinkælder, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Adega Ponte de Lima, Vinho Verde Loureiro, Minho, Portugal

2020 Adega Ponte de Lima, Vinho Verde Loureiro, Minho, PortugalAdega Ponte de Lima er jeg tidligere stødt på. Det er et stort vinkooperativ og det er derfra, at første hvidvin til smagningen af portugisiske vine på S’vinbar kom fra … nemlig vinen Vinho Verde Loureiro 2020.

Adega Cooperativa de Ponte de Lima, der meget passende ligger i byen Ponte de Lima, der vist er Portugals ældste by.

Kooperativet er grundlagt i 1959 og har 2.000 vinavlere som medlemmer, så det er lidt en større historie. Det betyder, at man samlet får druer fra ikke mindre end 1.800 hektar vinmarker i dalene ved floderne Lima og Vez, mens man på vineriet i Ponte de Lima har en produktion med en årlig kapacitet på 11,5 millioner liter vin.

Her smager vi kooperativets Vinho Verde Loureiro, som selvfølgelig er lavet på 100% Loureiro … ikke så mange dikkedarer, da vinen blot er lavet og lagret på rustfrie ståltanke.

Fin og inderlig næse … hyld, æbler, grape, blomster og stearinlys. I munden en lidt flad smag af lemon, grape og melon. Syreniveauet er forholdsvis lavt, hvorved vinen kommer til at fremstå lille fluffy.

Forhandles af Vinparken, hvor en flaske kan fås på tilbud til 59 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Luis Pato, Vinha Pan SO2 Bruto, Bairrada, Portugal

2017 Luis Pato, Vinha Pan SO2 Bruto, Bairrada, PortugalDen fine portugisiske vinsmagning arrangeret af Wines of Portugal startede helt behørigt med lidt bobler. Det var et glas af denne 2017 Vinha Pan SO2 Bruto fra Luis Pato … en spændende sag lavet på druesorten Baga.

Pato familien har produceret vin i Quinta do Ribeirinho siden det 18. århundrede, men det var først i 1970, at João Pato selv begyndte at flaske husets vine og blev den første vindyrker i Bairrada regionen.

Den arv videreførte hans søn Luis Pato, som i 1980 overtog driften fra faderen og samme år lavede sin første vin udelukkende på Baga druen og siden har han specialiseret sig i vine på netop Baga, bl.a. med Baga vine lagret på nye franske egefade.

I dag har Luis 60 hektar vinmarker, hvor den vigtigste drue selvfølgelig er Baga, men derudover er det Touriga Nacional samt de hvide sorter Maria Gomes, Bical, Cercial da Bairrada og Sercialinho, som dyrkes på markerne.

Her smager vi altså Luis’ Vinha Pan SO2 Bruto, som er lavet 100% på den røde Baga drue under appellationen Bairrada D.O.C. Druerne er fra samme mark som hans Vinha Pan rødvin … nemlig marken Vinha da Panasqueira, beliggende på lille skråning mod syd. Her finder du et mildt kystklima med både rigelig nedbør og soleksponering på en jord med arkæologiske fossiler i kalkstenene og en fyrreskov i nærheden.

Vinen er lavet med gæring på ståltanke og en andengæring på flaske efter den klassiske champagnemetode. Vinen er flaske i januar 2018 og har så været lagret i vinkælderen 34 måneder og degorgeret 8. november 2020.

I glasset overraskes du af, at der faktisk er mere farve i vinen end forventet, men der må ha’ været en smule udblødning inden druerne er presset og saften løbet fra. Det dufter lidt af gærede pærer, saftet, en omgang blommemarmelade, blomster, gødning, dej, kiks samt lidt grønne oliven.

Der er i smagen en fin syrlighed, meget æblet og har næsten nogle cidergener. Det er nemlig godt med æbler, god æblesyre suppleret med lidt lemon og grape. Det er en rigtig interessant mousserende vin, som har karakter … og bare smager godt.

Forhandles herhjemme af Haslund Wine Import, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Portugisisk Vindag på S’Vinbar i Aarhus

Wines of Portugal afholdte forleden en lille hyggelig og informativ vinsmagning på Sabinas S’Vinbar i Aarhus. Endelig var en af mange branchesmagninger ikke henlagt til  hovedstaden, så derfor havde jeg selvfølgelig tilmeldt mig omgående.

For dels var smagningen henlagt til den fantastiske S’Vinbar, dels kunne jeg endelig møde Dorte Pontoppidan fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation, som jeg har skrevet sammen med et utal af gange – men aldrig mødt – og så skulle vinsmagningen forestås af Thomas Ilkjær, der er er DipWSET og daglig leder af Vinakademiet.

Men derudover skulle jeg også smage masser af portugisisk vin … måske med små flashbacks til dengang jeg selv besøgte Porto by for nogle år tilbage og netop på en tapasbar blev ganske imponeret over de vine, som blev serveret om aftenen under et gammelt platantræ.

Men det er jo altid nemt lidt småberuset at blive imponeret i godt selskab, under fjerne himmelstrøg til tonerne af lidt cosy jazz fra en ganske ung musiker i døråbningen og omringet af smukke kvinder … noget andet er at smage samme vine herhjemme.

Imidlertid har jeg smagt en del portugisisk vin siden og må sgu generelt indrømme, at kvaliteten bare stiger og stiger, hvilket jeg forleden også erfarede, da jeg forleden smagte en Quinta da Pedra Escrita fra Rui Roboredo Madeira. Derudover er jeg også bare blevet forelsket i vinene fra Minho aka Vinho Verde området, hvor der også  er sket vildt meget siden jeg som helt ung smagte en Vinho Verde vin på en charterferie til Algarve.

Denne eftermiddags vinsmagning var – som nævnt – arrangeret af Ehrenberg Sørensen Kommunikation og Wines of Portugal, som er en brancheorganisation for portugisisk vin og har ansvaret for at markedsføre portugisisk vin både nationalt og internationalt.

De havde udvalgt 10 forskellige portugisiske vine, som vi skulle smage med Thomas Ilkjær som tourguide og efter smagningen ville Sabina diske op med charcuteri, oste og portugisiske specialiteter, så der var lagt op til et par hyggelige timer.

Lidt om Portugal som vinland

Lad os inden vinene lige kigge nærmere på Portugal som vinland, for Portugal er på mange måder meget interessant og er det 11. største vinland, hvis man måler på årsproduktionen, der udgør 6,4 millioner hektoliter vin.

Den produktion kommer fra omkring 192.000 hektar vinmarker med et gennemsnitligt udbytte på 33 hektoliter pr. hektar og det er faktisk langt mindre end i lande som Chile og Australien, hvor der er meget større udbytter på henholdsvis 53 og 87 hektoliter pr. hektar. Derfor producerer fx Australien også langt mere vin end Portugal, selvom landet kun har 145.000 hektar vinmarker.

Samtidig er Portugal nok et af de vinlande, som har den største bredde eller variation i druesorter med over 250 indfødte sorter og de 5 mest plantede sorter dækker da også kun 36% af samtlige marker … mod 50% i Frankrig og 62% i Spanien.

De mest udbredte druer er … Alvarinho, Arinto, Encruzado og Fernão Pires, hvis vi tager de hvide sorter, mens de mest udbredte røde druesorter er Tempranillo – som de oftest kalder Aragonez – Touriga Franca, Touriga Nacional, Castelão, Trincadeira og Baga.

Portugal er inddelt i 14 vinregioner og det er

  • Minho / Vinho Verde
  • Trás-os-Montes
  • Douro inkl. Porto
  • Távora-Varosa
  • Bairrada
  • Dão
  • Beira Interior
  • Lisboa
  • Tejo
  • Península de Setúbal
  • Alentejo
  • Algarve
  • Azores
  • Madeira

De 14 vinregioner dækker samtidig over 31 DOP appellationer og 57% af den samlede vinproduktion i Portugal laves simpelthen inden for disse 31 appellationer.

Klimaet i Portugal er præget af 2 påvirkninger, hvor den ene er den atlantiske fra Atlanterhavet, hvilket giver moderate temperaturer og megen nedbør. Derimod er både den nordlige og østlige del af landet påvirket af det kontinentale klima fra Spanien, hvilket selvfølgelig giver højere temperaturer, større udsving og mindre nedbør.

På den måde har stor en stor variation … og det suppleres af, at jordbundforholdene også varierer helt vildt i Portugal. Der er fx ler, kalksten og sand i jorden i områder som Bairrada, Tejo, Península de Setúbal og Lisboa, mens der er granit i fx Minho, Dão, Douro og Alentejo og skifer i Douro og Alentejo.

Denne eftermiddag skulle vi alene smage vine fra 5 af vinområderne, så lad os endelig kigge nærmere på dem.

Bairrada

Vinområdet Bairrada ligger mellem den bjergrige Dão region og de hvide sandstrande ud til Atlanterhavet. Det har et mildt og maritimt klima med rigelig nedbør. Selvom området egentlig er kuperet, så ligger de fleste af ​​vinmarkerne på fladere land.

Vinmarker er ofte opdelt i et væld af små grunde og der er to hovedtyper af jord i Bairrada … enten ler og kalksten eller sand, der hver påvirker vinstilen. Der er 13.314 hektar vinmarker i området og mod øst er det naturligvis det mest tørre område.

Bairrada er et meget vigtigt område for de mousserende vine, som ofte laves på druer som Fernão Pires, Arinto, Bical, Cercial og nogle gange endda Chardonnay  Der laves også blancs de noirs baseret på hurtigt presset Baga druer.

Baga er den traditionelle lokale røde drue. Den giver normalt tanninrige vine, der samtidig kan have en høj syre, men hvis de håndteres perfekt kan give rige, tætte frugtagtige vine med stor elegance og kompleksitet.

Minho – Vinho Verde

Vinregionen Mino – populært kendt som Vinho Verde efter de grønne vine af samme navn – har jeg skrevet om før. Det gjorde jeg tilbage i december 2018 i mit blogindlæg Vinho Verde … mini-test af de grønne vine fra Portugal.

Det er jo den. 3. største af landets vinregioner med omkring 24.000 hektar vinmarker og ikke mindre end 18.000 vinavlere, hvormed et vinbrug i gennemsnit blot er 1,33 hektar stort. I tidligere tider var det mest rødvin, som man produceret i Minho, men i dag udgør hvidvinene omkring 70-75% af den samlede produktion.

I Minho har man generelt et mildt og regnfuld klima med stærk indflydelse fra Atlanderhavet og de mange floder. Og så er regionen opdelt i 9 underområder, nemlig Amarante, Ave, Baião, Basto, Cávado, Lima, Monção, Melgaço, Paiva og Sousa.

Nå … men det kan du jo i øvrigt også læse mere om i mit tidligere blogindlæg om dette populære område.

Lisboa

Vest og nord for byen Lissabon ligger vinregionen Lisboa, der indtil for nyligt kendt som Estremadura … ikke at forveksle med Extremadura i Spanien. Det er et område præget af stor produktion og det meste laves af de lokale kooperativer i en bred vifte af stilarter og kvaliteter.

Regionen har da også 19.639 hektar vinmarker, hvilket cirka svarer til 10% af de samlede vinmarker i Portugal, men de producerer dog omkring 20% af den samlede volumen i landet, så Lisboa er et område, hvor høstudbytterne generelt er store.

Det er en lang, tynd region, der løber op ved Atlanterhavet under Bairadda, så dermed er det også en køligere vinregion, hvor det altid blæser tæt på kysten. Det gør også, at de kystnære vinmarker har vinstokke, som er vindbelastede og hårdt pressede for at modne deres druer. Længere inde i landet mod øst giver de mange bakker og bjergkæder dog en vis beskyttelse.

I Lisboa er der i alt 9 DOC’er, men det bedste område ligger nok omkring DOC regionen Alenquer, som ligger gemt øst for Serra de Montejunto og er derfor lidt varmere og lidt mindre blæsende. Her modner druerne godt og især rødvinene er ofte i topklasse.

For Lisboa regionen som helhed er de vigtigste traditionelle hvide sorter Arinto, Fernão Pires, Malvasia, Seara-Nova og Vital samt de røde sorterAlicante Bouschet, Aragonez, Castelão, Tinta Miúda, Touriga Franca, Touriga Nacional og Trincadeira, men mange andre nationale og udenlandske druer bruges i dag også ofte i vinene.

Alentejo

Den næststørste vinregion i Portugal er Alentejo, som med sine 24.700 hektar vinmarker dækker omkring en tredjedel af Portugals vinmarker og vinproducenter i de resterende to tredjedele klager ofte over populariteten af ​​Alentejo vinene.

Det er oftest røde, lette, rige og frugtagtige vine, som er elsket på både caféer og restauranter i Lissabon, men altid findes på vinkort i hele landet. Hvidvinene fra Alentejo er sværere på grund af det varme klima, men dygtige producenter laver gode hvidvine.

Alentejo regionen er generelt et tørt, varmt og solrigt område, som består af bølgende sletter og blide bakker … kun i den nordøstlige del findes der egentlige bjerge omkring São Mamede bjergkæden nær Portalegre ved grænsen til Spanien,

Alentejo har otte underregioner, men disse ses sjældent nævnt på etiketterne. Det er områderne Portalegre, Borba, Évora, Redondo, Reguengos, Granja-Amareleja, Vidiigueira og Moura.

De mest udbredte druer er Aragonez, Trincadeira, Alicante,
Bouschet, Antão Vaz og Arinto … og så er Alentejo kendt for mange innovative producenter, stor lyst til at eksperimentere med brug af amforakrukker … og så produceres der også kork i Alentejo

Douro

Den største vinregion er – ikke overraskende – Douro med sine 44.000 hektar vinmarker og har jo længe været berømt for sine fine portvine, men er i dag også kendt for deres flotte almindelige hvid- og rødvine, der fik en sand opblomstring fra 1990’erne.

Douro er en af ​​de vildeste, mest bjergrige og robuste vinregioner i hele Portugal og skæres igennem af floden Douro, hvor vinmarkerne ligger på de stejle skråninger langs ​​floden og dens bifloder i fattigt og skiferholdig jord.

De historiske og mange steder smalle stenterrasser er endda i dag omfattet af UNESCOs verdensarv. Regionen følger Douro floden fra den spanske grænse til et punkt nær byen Mesão Frio omkring 90 kilometer op ad floden fra byen Porto.

Regn falder hovedsageligt på den vestlige side af Marão området og til en vis grad i den vestlige ende af regionen, men aftager så længere op ad floden og ved de spanske grænser er forholdene næsten ørkenlignende.

Douro regionen er opdelt i 3 underregioner eller subzoner, hvilet fra fra vest til øst er Baixo Corgo, Cima Corgo og Douro Superior. Den kølige, regnfulde og frugtbare Baixo Corgo – tættest på Serra do Marão – er den underregion med de fleste vinmarker.

De mest dominerende druesorter i Douro er Touriga Franca, Tinta Roriz, Touriga Nacional, Tinta Barroca, Sousão, Rabigato og Malvasia Fina.

Smagningen

Vinsmagningen var – som allerede nævnt – henlagt til S’Vinbar i Aarhus og deltagerkredsen bred … branchefolk og andet godtfolk, hvor jeg bl.a. mødte Rene Langdahl Jørgensen, men også et par venner fra Randers, som jeg satte mig sammen med.

Dorte Pontoppidan fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation bød os  velkommen på denne herlig sommerdag, hvor dørene også stod åbne og et mindre vejarbejde udenfor sørgede for en dyb brummende baggrundsmusik og tilhørende asfaltaromaer … men et glas mousserende vin afhjalp hurtigt dette.

Så tog Thomas Ilkjær over og guidede os igennem smagningen, hvor han første fortalte lidt om Portugal som vinland.

Derefter gik vi i gang med selve smagningen, hvor vi samlet skulle smage 10 forskellige vine … et fint lille udsnit med et felt bestående af disse vine:

Thomas er en fantastisk foredragsholder, som på en god, afslappet og hyggelig facon forstår at formidle sin viden. Vi fik for hver vin en lille intro til området og derefter den enkelte vin. Jeg fik selvfølgelig lavet smagsnoter på vinene, så mine beskrivelser og anmeldelser af vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Det blev således en god og informativ eftermiddag, som igen blot bekræftede mit indtryk af, at Portugal fortsat er et vinland, som i dag fortsat bare bliver mere og mere spændende.