2018 Jean-Louis Chave, Clos Florentin Saint-Joseph, Rhône, Frankrig

2018 Jean-Louis Chave, Clos Florentin Saint-Joseph, Rhône, FrankrigNår man smager Jean-Louis Chave vin, så forstår man godt, at manden kaldes kongen af Hermitage. Selvom denne Clos Florentin er en Saint-Joseph vin, så gælder det også for den for Jesus Christ, hvor det smager.

Jeg har 2 gange smagt Chaves Hermitage og begge gange givet 7 Thumbs Up. Det var i årgang 2011 og 2010 … første gang skrev jeg også en masse om vinhuset.

Det gør vi så ikke her, men kigger blot nærmere på denne Clos Florentin Saint-Joseph er en nyere vin hos Chave, lavet første gang i årgang 2015, men er hurtigt blevet en af de mest eftertragtede Saint-Joseph vine.

Druerne kommer fra 80 år gamle vinstokke på Saint-Josephs granitholdige jorder og alle dyrkes efter økologiske principper. Al høst foregår selvfølgelig ved håndkraft, hvorefter druerne nænsomt selekteres. Gæringen sker spontant på ståltanke, hvorefter vinen også blot lagres på stål … ser slet ikke egefade. Der laves små 3.000 flasker årligt, hvilket selvfølgelig er alt for lidt.

Og sikke en urkraft i næsen. Den får næsten hjernen til at spinde rundt inde i hovedskallen. Duften er flæsket med baconfedt, røget kød, meget tør engelsk lakrids, lakridsrod, lakridskonfekt, lidt grafit, laurbærblade samt en mørk frugt med brombær, solbær, hindbær, sorte oliven, stål, rustne jernplader, krudt, rosmarin og peber.

Smagsmæssigt får du også en rusten jernplade stukket i kæften suppleret med tætte, mørke bær, blåbær, brombær, knuste hindbær, masser tørhed, let sødme, lakrids, tørre og faste tanniner, skarp syre og peber … men sikke en balance. Man bliver sgu lidt småandægtig og hver tår kræver næsten et minuts stilhed, så klart 6,5 intense houlbergske fingre med pil op. Sindssygt godt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 995 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2018 Gabriëlskloof, Syrah on Sandstone, Walker Bay, Sydafrika

2018 Gabriëlskloof, Syrah on Sandstone, Walker Bay, SydafrikaMed næste vin røg vi totalt oversøisk, for selvom det er en vin med europæisk snit, så er denne Syrah on Sandstone fra det sydafrikanske vinhus Gabriëlskloof.

Vinhuset, der ligger ved Bot River i Walker Bay – er grundlagt i 2001 af den sydafrikanske Bernhard Heyns, der i flere år havde søgt efter det unikke stykke sted for produktion af vin. Gabriëlskloof blev således etableret i 2001, hvor Bernhard købte den gamle gård Avontuur, som siden har været på vej mod toppen af den elegante, sydafrikanske vinscene.

En af årsagerne succes de seneste år år er vinmageren ​​Peter-Allan Finlayson, som siden 2014 har været kældermester og ansvarlig for vinene på Gabriëlskloof. Peter-Allan er opvokset med vin og har før stået bag vinene fra Bouchard Finlayson og tidligere også været vinmager hos selveste Hamilton Russel.

Finlayson har sin inspiration fra Europa, for jordbundsanalyser har vist, at man på Gabriëlskloof sagtens kan lave elegante og terroirtro vine på samme druer som i det nordlige Rhône, Loire samt Bordeaux. Det understøttes selvfølgelig også af de kølige havvinde skabt af de iskolde havstrømme fra Arktis, for temperaturen er nemlig ikke så høj, som mange måske forestiller sig.

Udover vinproduktionen, så laves der også lidt olivenolie, driver et lille Airbnb og derudover har Gabriëlskloof også en restaurant, der er ejet og drives af ægteparret Frans og Mariaan Groenewald,

Gabriëlskloof  har samlet omkring 300 hektar jord, hvoraf 68 hektar er vinmarker. Og druerne går til vine i 3 serier, nemlig Gabriëlskloof Range, Projects Range og  Landscape Series … og det er fra den sidstnævnte serie, at denne Syrah on Sandstone kommer fra.

Faktisk laver Peter-Allan Finlayson 2 forskellige Syrah vine i denne serie, nemlig denne Sandstone og en Syrah on Shale. Man kan man sige, at denne Sandstone hælder til den elegante Côte-Rôtieagtige stil og søstervinen Syrah on Shale med større koncentration bevæger sig mod den mere Hermitageagtige stil.

Syrah druer høstet ved håndkraft og hviler så i kølerum til dagen efter, hvor 50% af druerne afstilkes. Alle druerne inklusiv de 50% hele klaser spontangærer i små åbne fermentorer med en ret lang maceration efter fermentering. Lagret i 500 liter franske egefade i 18 måneder, heraf udgør nye egefade 30%.

Næsen er er bio bio øko landlig, har blæk, blomstervand, blomster, tør lakrids, engelsk lakrids, meget frisk frugt, blåbær, hindbær samt sødbrændte fade, ristede noter, kanel, sæbe, tørre krydderier og grønne urter, sten og saltede mineraler.

Smagen er meget fyldig, kraftfuld, cremet og spændstig … har grafit, blåbær, brombær, enebær, tør, røget bitterhed, tørre og ret levende tanniner, der spiller godt sammen med syren og sten, jern og andre mineraler. Flot balance og ingen om bordet gættede, at der var tale om sydafrikansk vin.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Bodegas Forjas del Salnés, Finca Genoveva Caiño, Rías Baixas, Spanien

2018 Bodegas Forjas del Salnés, Finca Genoveva Caiño, Rías Baixas, SpanienTilbage i december smagte jeg vinen Goliardo fra Bodegas Forjas del Salnés i Rías Baixas, bl.a, lavet med druen Caiño.

Nu havde Flemming også valgt en vin fra Forjas del Salnés, for det var nemlig den 100% Caiño baserede vin Finca Genoveva.

Vingården drives af Rodrigo Rodri Méndez, som grundlagde Bodegas Forjas del Salnés i midten af 2000’erne og navngav vingården efter den forretning indenfor stålindustrien, som hans gamle bedstefar Francisco Méndez drev. Rodrigo kom dog selv fra en familie, som har vinproduktion i blodet og er nevø af Do Ferreiros Gerardo Méndez … en anerkendt producent af Albariño i Rías Baixas.

Men Rodrigo Rodri Méndez besluttede sig for at producere rødvine i  Rías Baixas, som jo ellers næsten udelukkende er viet til hvidvine, og søgte hjælp fra vennen Raúl Pérez, der selv producerer vin i Bierzo og andre af de galiciske regioner.

Raúl rådede dog Rodrigo til ikke at droppe de gamle Albariño vinstokke, så derfor producerer Bodegas Forjas del Salnés i dag 15 forskellige vine fra husets 7,5 hektar vinmarker, som ligger ved landsbyerne Meaño, Sanxenxo og Barro. Den årlige produktion ligger på omkring 45.000 flasker årligt.

Derudover er Rodrigo Rodri Méndez også involveret i projektet Castro Candaz sammen med Raúl Pérez i Ribeira Sacra … et nok lidt mere ukendt område omkring Chantada i Galicien.

Denne Finca Genoveva Caiño er på 100% Caiño fra den legendariske Genoveva mark, hvor Forjas del Salnés også laver dyrker Albariño til deres ikoniske Leirana Genoveva. På den granitholdige mark er vinstokkene helt op til 200 år gamle.

De tudsegamle Caiño vinstokke er faktisk plantet helt tilbage i år 1862 og dyrkes i dag efter økologiske principper, selvom vingården dog ikke er økologisk certificeret. Høsten foretages i hånden med en efterfølgende nænsom sortering. Druerne afstilkes og bagefter sker gæringen naturligt med en 15 dage lang maceration. Slutteligt lagrer vinen på neutrale 1.500 liters egetræsfade og så laves der alene små 2.000 flasker af denne sjældne, spanske rødvin.

Vild lys og mineralsk næse … pebermyntepastiller, granatæbler, tranebær, stikkelsbær og syrlige kirsebær, en lys balsamisk syre, masser af sten og mineraler, peber, rosmarin, ymer, jern, bitterhed, laurbærblade, grønne blade og godt med grønne urter.

Finca Genoveva Caiño smager også, som den dufter … lyserød, fin, stringent med sure ribs, tranebær og er faktisk megasur, grøn, urtet og har samtidig stor tørhed. Der er også godt med tanniner, en let og lys saftighed, hvorved der afsløres en frisk, lys og elegant sur vin, som er let som en forårsbrise og burgundisk charmerende.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 359 kr., mens prisen er 329 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7