2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Noir Les Galets Oligocène, Alsace, FrankrigJeg sluttede Millésimes Alsace DigiTasting® fra Domaine Bott-Geyl med Pinot Noir Les Galets Oligocène i årgang 2016.

Les Galets Oligocène har sit navn efter undergrunden på den markparcel, hvorfra druerne til vinen stammer.

Galets kan nemlig oversættes med sten og Oligocène til Oligocæn og hentyder til en tidsperiode for omkring 23-34 millioner år siden … bare sådan cirka. Da Oligocæn perioden begyndte, så faldt atmosfærens CO2-indhold drastisk, hvilket forårsagede at temperaturen faldt og antarktis iskappe dannedes … og det fik selvfølgelig stor betydning for aflejringer i undergrunden.

Anyway … Pinot Noir Les Galets Oligocène er med en kølig premaceration på 5-6 dage inden gæringen, som sker med druernes naturlige gærceller over 12-15 dage med let pigage. Efter presning er vinen lagret på barriques for malolaktisk gæring og har samlet lagret 14-18 måneder.

Nøj det dufter godt … lækker animalsk stald med lyse kirsebær, jordbær, tørrede rosenblade, nødder, røg, tobak, grøntsagsfond, lettere parfumeret, lidt tør jord og meget indbydende. Frugten er lys og moden, vinen i fin balance med lidt mineralske og jernagtige elementer.

Smagsmæssigt er vinen dog ikke så rund … pænt syrlig og lidt småbitter. Der masser af røg, jord, bitre elementer, krydderier, peber og en lidt syrlig eftersmag.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, men prisen på denne kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Gris Grand Cru Sonnenglanz, Alsace, Frankrig

2016 Domaine Bott-Geyl, Pinot Gris Grand Cru Sonnenglanz, Alsace, FrankrigJean-Christophe Bott har knap 1 hektar med 30 år gamle Pinot Gris vinstokke på Grand Cru marken Sonnenglanz oppe bag Beblenheim og det er den vin, der nu som 3. smagsprøve er i glasset.

Sonnenglanz skråningen er ret leret, men der er også en del små kalksten som dels holder på varmen og dels bidrager til den mineralitet man ofte finder i vinene. Marken vender mod sydøst og er kendt for et lidt mere tørt mikroklima end de omkring liggende marker, hvilket ifølge Jean-Christophe er godt for Pinot Gris.

Efter høst og en manuel sortering af druerne, så presses vinen meget langsomt, hvorefter vinen lov til at hvile og bundfælde i en 3-4 døgn i den kolde kælder.

Herefter fyldes vinen på et af de store gamle neutrale fade i kælderen hvor gæringen langsomt og på naturlig vis går i gang uden tilsætning af fremmede gærceller. Gæringen fortsætter ved lav temperatur i 4 til 7 måneder afhængig af sukkerindholdet i mosten, temperaturen i kælderen og vinens temperament.

Efter gæringen er afsluttet, så hviler vinen sur lie i yderlige 3-6 måneder inden aftapningen på flaske, der sker uden klaring eller filtrering, men med behersket tilsætning af svovl … og herefter gemmer Jean-Christophe vinen væk i 1 år inden frigivelse.

Duftmæssigt saftige søde pærer … nærmest dåsepærer, honningmelon, ananas, blomsterstøv, citrongræs, sød grape, kvæde, lindetræ, vanilje, mælkechokolade og karamel.

I munden er der godt med sødme … der må være et pænt niveau af restsukker, for det er på højt nektarniveau. Det er søde pærer og honning, lidt alkoholisk bid, men masser af lækkerhed.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske (2011) koster 288 kr., mens prisen er 244,80 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Domaine Bott-Geyl, Riesling Grand Cru Schlossberg, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Bott-Geyl, Riesling Grand Cru Schlossberg, Alsace, FrankrigNæste Domaine Bott-Geyl vin var skam også Grand Cru, deres 2017 Riesling Grand Cru Schlossberg.

Grand Cru marken mellem Kientzheim og Kaysersberg er vel nærmest legendariske og med sin størrelse på hele 80 hektar også med en geologisk meget stor forskellighed.

Marken var den første mark i Alsace til at få Grand Cru status, da men i 1975 startede med at klassificere vinmarkerne. På grund af dens størrelse også den måske mest kontroversielle, men marken er kendt for vine som fx vinen Schlossberg Cuvée Sainte Cathérine fra Domaine Weinbach, men også andre producenter laver flotte vine fra netop Schlossberg.

Druerne selvfølgelig er høstet med håndkraft. Derefter er de så presset blidt og alene gradvis i løbet af 6-18 timer, hvorefter de hviler 3-4 dage inden den alkoholiske spontangæring alene på druernes naturlige gærceller. Gæringen varer 3-6 måneder for at opnå størst mulig kompleksitet og intensitet. Der sker slet ingen tilsætning af sukker og vinen lagrer så sur lie i 14 måneder inden aftapning på flaske uden filtrering.

Som med Mandelberg har denne Riesling samme lethed, en lille snas petroleum, sød camillete, saftige røde æbler, pærer, fersken, blomster, karamel, citronskal … så indbydende.

Smagsmæssigt er vinen lidt mere syrlig end søstervinen, lidt flere citroner, bergamotte, lemon og grape, et rigtigt frisk syrebid, men igen er Bott-Geyl god til at dæmpe syren, som vinen fremgår let, fin og smukt balanceret … men klart mere syrerig end Mandelberg.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske (2014) koster 350 kr., mens prisen er 234,50 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Domaine Bott-Geyl, Riesling Grand Cru Mandelberg, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Bott-Geyl, Riesling Grand Cru Mandelberg, Alsace, FrankrigDen første vin i smagekassen fra Domaine Bott-Geyl var en 2017 Riesling Grand Cru Mandelberg og en satans flot start.

Mandelberg marken ligger mellem byerne Mittelwihr og Beblenheim i 220-270 meters højde og er samlet på 33 hektar, hvoraf Bott-Geyl har 1,5 hektar.

Marken ligger kun 100 meter fra vinhuset og har sit navn efter de mandeltræer, som vokser ved marken og – navnlig i foråret – gør det til et smukt og ekstraordinært sted. Bott-Geyls parcel ligger en stejl syd-sydøstvendt flanke af bakken, hvor eksponeringen for solen er optimal.

Druerne er høstet manuelt og af flere omgange. Nogle gange høstes de så sent, at en del af druerne er angrebet af ædelt råd. I kælderen sorteres klaserne inden de langsomt presses … en proces der hos Bott-Geyl sagtens kan strække sig over 12 timer eller mere.

Herefter får mosten lov til at stå og samle sig nogle dage, hvorefter gæringen starter på naturlig vis alene med druernes naturlige gær og gæringen fortsætter under temperaturkontrol i op til 6 måneder alt afhængig af sukkerindholdet i mosten og temperaturen i kælderen.

Herefter hviler vinen sur lie i 16 måneder eller indtil Jean-Christophe finder, at den er klar til at møde flasken uden klaring eller filtrering.

Bott-Geyl kan altså noget … meget lette, fine og sarte aromaer afslører en meget elegant Riesling, hvor dens feminine side afslører silkefin intensitet med pærer, æbler, blomster, lidt kamillete, sandeltræ, lidt appelsinskal, karamel og så lette og kalket sten.

Smagen er som den skal være med citron og lime … og selvom de fører an, så er det dæmpet, hvorved vinen fremstår elegant, komplet og med fineste balance. Der er lidt hyld, sødme til at bløde tingene op, hvorved det bliver lettere saftigt og sindssyg smagfuld. Det er sgu lige Riesling for mig.

Forhandles af Løgismose, hvor en flaske (2016) koster 375 kr., mens prisen er 251,25 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

Houlberg til Millésimes Alsace DigiTasting® … Jean-Christophe Bott fra Domaine Bott-Geyl

Mit næstsidste Millésimes Alsace DigiTasting® one-on-one onlinemøde var med et af de vinhuse, som jeg virkelig havde set frem til at møde, nemlig Domaine Bott-Geyl. Og derfra var det selvfølgelig ingen ringere end Jean-Christophe Bott himself.

For Jean-Christophe har virkelig fået vinhuset op blandt den absolutte top af Alsaces vinhuse og huset beskrives i dag som et af de mest innovative og Jean-Christophe har en entusiastisk holdning til kvalitet og vine præget af det lokale terroir … men mere om det lige om lidt.

Domaine Bott-Geyl

Domaine Bott Geyl holder til i Beblenheim – viticulteur à Beblenheim – og drives af Jean-Christophe Bott, som har arvet vingården, hvis historie går helt tilbage til 1795, hvor hans forfader Jean-Martin Geyl grundlagde vinhuset.

Jean-Christophe Bott har selv været ansvarlig for Domaine Bott Geyl siden 1993, og han konverterede alle gårdens vinmarker til økologisk drift i 2000 og derefter biodynamisk drift i 2002.

Siden Bott-Geyl i 1993 blev overtaget af den dengang 20-årige Jean-Christophe Bott og hans kone Valerie, har huset høstet stor anerkendelse som en af de unge vilde. Kvaliteten har været konstant stigende og Jean-Cristophe har fx oplevet at få hele 98 point hos Robert Parker!

Vingården har i dag 14 hektar vinmarker, heraf 6 Grands Cru parker og 4 Lieux-dits. Markerne er spredit på ikke mindre end 75 parceller, spredt ud over 7 kommuner fra Ribeauvillé til Kientzheim.

I vinmarkerne koncentrerer Jean-Christophe sig om lavt udbytte og i kældrene forsøger han med vinfremstilling på den mest naturlige og minimalistisk måde.

Jean-Cristophes erklærede mentor var Léonard Humbrecht fra Alsaces vel nok bedste domæne Zind-Humbrecht. Han blev i øvrigt kaldt Kongen af Gewurz og er selvfølgelig Olivier Humbrechts far. Men inspirationen fra Léonard betyder terroir tro vine med fedme, fylde og ikke mindst balance!

Jean-Christophe er uddannet ønolog og har arbejdet hos vinproducenter i Frankrig, i Tyskland og i den nye verden. Han søger meget efter den det autentiske og følger ikke moden.

Jean-Cristophe er en cowboy i marken og høster senere end de fleste. Alt høstes manuelt og der afstilkes ikke. Terroiret fra de enkelte vinmarker understreges også, idet der kun gæres med druernes naturlige gærstammer.

Jean-Cristophes enorme engagement og evne til at tænke nyt fx i den stedvise anvendelse af barriques og hans evne til at koble stor modenhed med fornem balance gør ham til et stjernenavn i dagens Alsace.

Smagekassen

I kassen med vine fra Domaine Bott-Geyl var der disse 4 vine;

Med andre ord var det 4 topvine fra huset … så dermed var der langt op til en pokkers lækker lille smagning. Nedenunder kan I også se, hvordan vinflaskerne  normalt ser ud.

Jeg har tidligere både smagt Riesling Grand Cru Schlossberg og Pinot Noir Les Galets Oligocène … men blot i ældre årgange, så jeg vidste godt, at der var noget at glæde sig til.

Millésimes Alsace DigiTasting® mødet

Og mit møde med Jean-Christophe bekræftede, at han er en meget entusiastisk vinproducent. Vi fik en rigtig god snak på de afsatte 15 minutter … og lidt til, for Jean-Christophe ville meget gerne snakke om vinproduktion, TDN, klimaændringer og meget mere.

Han har en klar holdning til de fleste ting og mener, at TDN bl.a, skyldes den phenoliske modning i drueskindet, som fx på grund af øget varme skabes via sult hos vinstokke i markerne. Efterhånden som druen modner, stiger antallet af phenoler i skindet samtidig med, at deres kemiske sammensætning ændrer sig.

Udfordringen er at opnå en perfekt balance mellem mængden af sukker og phenolernes modning, så alkoholen forbliver moderat, samtidig med at den giver vinen en tilstrækkelig fylde, mens vinen samtidig opnår den optimale kompleksitet.

Jean-Christophe arbejder altid med hele klaser i pressen uden afstilkning og derudover mener han også, at den biodynamiske tilgang hjælper i processen.

Vi fik også en snak med hans mentor, som hjalp ham, da han som ung overtog driften af Domaine Bott-Geyl. Jeg havde opfattet, at det var Olivier Humbrecht, men Jean-Christophe fortalte, at det var hans far Léonard, som havde rådgivet ham, når der var brug for hjælp.

Jeg fik også Jean-Christophe til at sende mig et par fotos fra vingården, så igen blev det endnu et fantastisk møde, som blot bekræftede den store imødekommenhed og venlighed hos de alsaciske vinbønder. Tak.