2020 Cantine Lenotti, Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto, Veneto, Italien

2020 Cantine Lenotti, Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto, Veneto, ItalienDe fleste turister ved Lago di Garda har formentlig nydt et koldt glas Bardolino Chiaretto i varmen. Nu er det efterhånden småt med varme herhjemme, men konen har alligevel just lige åbnet denne Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto fra det store vinhus Cantine Lenotti.

Det er vi jo stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog. Cantine Lenottis vingård lige i udkanten af Bardolino ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af smukke bakker og omringet af vinmarker samt oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikroklima, som nærmest er perfekt til vindyrkning.

Vingården har siden 1906 været drevet af Lenotti familien. Det er i dag fortsat et rigtigt familieforetagende, hvor faderen Giancarlo Lenotti er ønologen med ansvar for produktionen og for markerne, mens hustruen Marina tager sig af salget i Italien, mens sønnen Claudio er ansvarlig for det internationale salg.

Oprindeligt solgte man blot vinen i tønder og demijohns, men først i 1968 begyndte familien at producere og tappe vine på flaske med et efterfølgende direkte salg. I dag eksporterer vingården til det meste af verden, herunder hele Europa, USA, Kina, Rusland, Thailand, Brasilien m.v.

Kældrene er bygget i fuld harmoni med det smukke landskab, og er udstyrede med meget moderne vinificerings- og aftapningsfaciliteter.

Men skabelsen af gode vine starter allerede på vinmarkerne, og derfor bruger Lenotti meget tid på dyrkningen og udvælgelsen af vinstokkene.

Druerne høstes separat i de forskellige produktionsområder, og hver parcel bliver vinificeret for sig. Det sidste er ikke bare et tilfældigt markedsføringsnummer, men et helt klart valg for om udvikle hvert område, hver parcel eller druekarakter så meget som muligt.

Her har vi fat en en Chiaretto, som jo egentligt laves på helt samme måde som hvidvin, dog med lidt skindkontakt, således vinen får den lidt blege røde farve. Chiaro er det italienske ord for let eller bleg, og derfra har vinen da også sit navn. Det er en lidt billigere type vin, som er voldsom populær omkring Gardasøen.

Denne Decus Collezione Bardolino Classico Chiaretto er lavet på 40% Corvina, 40% Rondinella og 20% Molinara. Efter høst presses druerne blidt, hvorefter der sker en kort 15-20 timers maceration med skindet inden gæring i rustfrie ståltanke ved 15-16 grader efterfulgt af lagring vinteren over på de samme tanke inden aftapningen på flaske.

Duftmæssigt en dejlig rød aroma … lidt hybenroser, jordbær samt fersken, lidt blomstrede noter som kirsebærblomster, parfumeret og med en lidt kanelagtig sødme.

I munden der er sure jordbær, lidt bitter lemon, citroner … egentlig ganske frisk og let i smagen suppleret med tørhed, en jernagtig note, mens en lille sødme giver en smule tyngde. Det er ikke kompliceret eller dybt, men ganske okay på en solrig dag på terrassen.

Forhandles af Vildmedvin, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2016 Gustave Lorentz, Gewurztraminer Lieu-dit Rotenberg, Alsace, Frankrig

2016 Gustave Lorentz, Gewurztraminer Lieu-dit Rotenberg, Alsace, FrankrigVi sluttede trioen af Gustave Lorentz vinene med denne 2016 Gewurztraminer Lieu-dit Rotenberg.

Igen er det en halvtør/halvsød vin med druer fra en mark, som ligger op til en Grand Cru mark. Den lille Lieu-dit Rotenberg er nemlig nabo til Kanzlerberg og dyrkes økologisk.

Den sydvendte Rotenberg har fået sit maleriske navn det røde bjerg efter sit øvre lag af rød sandsten, men under overfladen finder man primært en kalkstensholdig jordbund. På den 0,96 hektar store mark er stokkene med Gewurztraminer mellem 27 og 45 år gamle.

Vinen er fremstillet i en klassisk usminket stil for en ren og autentisk gengivelse af druesort og terroir og har et niveau af restsukker på 18,9 gram pr. liter. Gældende for alle 3 af de smagte Gustave Lorentz vine er, at der laves lidt lidt over 3.000 flasker af hver vin årligt.

I næsen er det nærmest blomsternektar, fed og meget parfumeret suppleret med ananas, mango og passionsfrugt. Den virker næsten olieret, fyldig og lidt som en vase med blomstervand.

Smagsmæssigt er vinen både småbitter, sød og blomstret. Der er grape og sødme, fylder vildt meget i munden, blød og cremet, hvor frugten er lidt i samme boldgade som duftmæssigt, altså godt med tropisk og eksotisk frugt. Der er klart nogle kvaliteter, som en god Gewurztraminer skal have, men det er sgu ikke lige mig.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens  prisen ved køb af 6 flasker er 199,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2016 Gustave Lorentz, Pinot Gris Lieu-dit Schofweg, Alsace, Frankrig

2016 Gustave Lorentz, Pinot Gris Lieu-dit Schofweg, Alsace, FrankrigMed næste Gustave Lorentz hvidvin skiftede vi fra Riesling til Pinot Gris med denne Pinot Gris Lieu-dit Schofweg 2016.

Marken Schofweg betyder fårets vej og marken ligger lige øst for Altenberg de Bergheim Grand Cru marken. Lorentz’s lille Lieu-dit er på 0,77 hektar og har 39 år gamle vinstokke, som altid giver meget modne druer.

Vinen er fremstillet i rig, kraftfuld, koncentreret stil med et klassisk blidt strejf af sødme fra de 20,3 gram restsukker pr. liter, der gør vinen sådan lidt mellem halvtør til halvsød.

I næsen fornemmer du omgående, at sødmeniveauet er steget en oktav, mens der samtidig dukker pærer, melon, fersken op. Der er så også honning, estragon, safran og marcipan. Man fornemmer også, at der er tale om en meget blød vin.

Og smagsmæssigt er det absolut også en blød vin, sød og rund med pærer, honningmelon og fersken, meget svag syre, søde krydderier og nogle ler- eller kalkagtige elementer.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., mens  prisen ved køb af 6 flasker er 179,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Gustave Lorentz, Riesling Lieu-dit Burg, Alsace, Frankrig

2018 Gustave Lorentz, Riesling Lieu-dit Burg, Alsace, Frankrig Næste 3 vine på Houlbergs Vinblog er fra vinhuset Gustave Lorentz, der er grundlagt i 1836 og har været drevet af Lorentz familien i 7 generationer. Den første vin er en Riesling Lieu-dit Burg 2018.

Vinhuset ligger i Bergheim og er grundlagt tilbage i 1836 af Jacques Lorentz. Familien var oprindelig grovsmede, men slog sig altså på vinproduktion.

I dag ledes vingården af Georges Lorentz som 7. generation og han har samlet 33 hektar vinmarker omkring Bergheim, og heraf er hele 14,6 hektar Grand Cru markerm nemlig primært markerne Grand Cru Altenberg og Grand Cru Kanzlerberg.

Men derudover så køber vinhuset også druer fra 120 hektar vinmarker tilhørende lokale vinavlere, og dermed er Domaine Gustave Lorentz faktisk en pæn stor producent.

Efter George Lorentz overtagelse af driften i 1995 har han investeret over 50 mio. kr. i nye moderne produktionsfaciliteter. Han har også omlagt husets egne marker til økologisk drift, hvilket siden 2012 også har været certificerede.

Og næste generation i form af Georges 3 døtre er også klar til at drive familiens vingård videre.

Her smager vi en af Lorentz’ mange vine, nemlig deres Riesling Lieu-dit Burg, altså fra den lille markparcel på marken Burg, der ligger lige op til Grand Cru marken Kanzlerberg. Vinen er vinificeret alene i temperaturstyrede ståltanke og har 4,48 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt arketypisk Riesling … godt med petroleum, diesel suppleret med grønne æbler, pærer, citroner og saltet grape, godt med mineraler og sten, lidt ingefær og grønne urter.

I munden er der sgu godt med citroner og mineraler, virkelig en syrerig, stram og mineralsk vin. Det er skarpt, skinger og ætsende præcis, ren og sur. Der er grape, citronsyre og knuste sten, så det er dermed en Riesling, der virkelig kan vise tænder, bide og ætse, men hvem elsker ikke det?

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens  prisen ved køb af 6 flasker er 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Angelo Gaja, Brunello di Montalcino Pieve Santa Restituta, Toscana, Italien

2014 Angelo Gaja, Brunello di Montalcino Pieve Santa Restituta, Toscana, ItalienVi sluttede aftenen hos Keeper med en Brunello di Montalcino Pieve Santa Restituta 2014 fra legendariske Angelo Gaja.

Angelo Gaja er en levende legende. Han har en stor del af æren for kvaliteten i Barbaresco og Italien som helhed.

Ingen anden vinproducent har i de seneste 50 år haft så meget indflydelse på den internationale vinscene som Angelo Gaja i Piemonte. Han kaldes også ofte for Kongen af Piemonte, og han har været krumtappen for kvalitetsproducenter i hele Italien.

I 1994 tog han også hul på vinproduktion i et andet af Italiens store vindistrikter, nemlig i Toscana, hvor han først overtog ejendommen Pieve Santa Restituta med 16 hektar vinmarker i Montalcino, hvor han nu producerer 3 vine … og denne Brunello di Montalcino er netop en af disse.

Vinen er lavet første gang i årgang 2005 og Sangiovese druerne kommer fra flere forskellige marker, nemlig Sugarille, Santo Pietro, Castagno og Pian dei Cerri. Den er lavet med gæring og maceration over 4 uger i rustfrie stålkar og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måned brugte barriquies og derefter 12 måneder på store, gamle botti, der er over 30 år gamle.

I forhold til de foregående par vine, så er frugten her duftmæssigt mørkere. Der er blæk, sure kirsebær, hindbær, knuste blomster og vinen er klart til den maskuline side, lidt mere flæsket, fed, animalsk og intens frugt, tørt træ, skovbund, kakao, sød lakrids og jod.

Smagsmæssigt er der tør peber, mørk, moden og rustik frugt, god intensitet, igen kirsebær, hindbær og endda også lidt solbær, mens tanninerne er strenge, uforsonlige og dejlige … giver et tørt tannisk bid og i det hele taget er vinen utrolig tør. Frugten har samtidig en lille frisk surhed og man fornemmer, at vinen endnu nærmest er en postgang for ung, men godt smager den sgu.

Forhandles af VinMedMere.dk, hvor den pt koster 439 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Pio Cesare, Barbaresco, Piemonte, Italien

2015 Pio Cesare, Barbaresco, Piemonte, ItalienDet er primært Barolo’er, som jeg har smagt fra vinhuset Pio Cesare, men nu havde Keeper valgt en 2015 Barbaresco fra Pio Cesare Vigne di Proprietà i byen Alba.

Selvom jeg mest kender huset for deres Barolo’er, så har man altid lavet denne vin, hvor alle druerne kommer fra vinhusets egne marker, primært markerne Il Bricco, San Stefanetto samt Bongiovanni i Treiso samt Rocche di Massalupo i San Rocco Seno d’Elvio.

Druerne til vinen høstes som altid ved håndkraft og kan derfor allerede i vinmarken sorteres benhårdt, inden turen går til vinhuset med afstilkning af klaserne og gæring i temperaturkontrollerede ståltanke med skindkontakt i 25-30 dage.

Omkring 35% af vinen lagres derefter i små 225 liter barriques af nyt fransk egetræ i 30 måneder. De resterende 65% lagres på store 2.000 liter botti egetræsfade af fransk egetræ, hvorefter vinen er tappet på flaske og har hvilet yderligere et halvt års tid.

I glasset er vinen dejlig lys, let og transparent … og duftmæssigt kommer der fra starten en lille sødme fra fadet, hvilket dog hurtigt afløses af knuste rosenblade, en æterisk og luftig aroma, egentligt meget feminin med et lyst, blomstret aftryk. Der er jordbær, ribs, tranebær, appelsinskal og grønne urter.

Smagsmæssigt … uha flot og let vin, stringent og alligevel smuk og feminin let smag. Tanninerne er tørre og bider en anelse, men ellers er vinen cremet og fin, god koncentration, mens balancen måske er mere vakkelvorn. Det er en lækker, lækker Barbaresco, selvom den måske lige mangler den sidste WAUW faktor.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en nyere årgang koster 698 kr., mens prisen er 524 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2013 Marchesi di Barolo, Barolo, Piemonte, Italien

2013 Marchesi di Barolo, Barolo, Piemonte, ItalienJeg har smagt mange vine fra vinhuset Marchesi di Barolo og anmeldt en del her på bloggen. Nu var næste vin netop en vin fra det piemontiske vinhus … en basis Barolo årgang 2013.

Det er en vin, som er lavet af druer fra næsten alle af husets vinmarker, selvfølgelig 100% Nebbiolo. Druerne håndplukkes og presses, hvorefter mosten lagres 3 år på både små, nye egetræsfade samt ældre og større fade. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere nogle måneder, således den frigives 4 år efter høsten.

Duftmæssigt en moden frugt suppleret med læder, mentol, svag eukalyptus, mahogni ædeltræ, roser, blyanter, skovbund,  røde bær og en smule balsamico.

I munden er der tranebær og lidt mørkere bær, egentlig lidt stærk og småbitter, hvorved den får et lidt rustikt udtryk. Syren er også rustik og samtidig lidt moden. Det er – som sidst jeg smagte vinen – en lidt kantet Barolo og mangler lidt elegance og balance.

Forhandles af VinMedMere.dk, hvor en flaske i nyere årgang koster 215 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Kosta Browne Winery, Cerise Vineyard Pinot Noir, Californien, USA

2016 Kosta Browne Winery, Cerise Vineyard Pinot Noir, Californien, USAKeeper trak masser af lækre vine op af hatten og næste blev denne 2016 Cerise Vineyard Pinot Noir fra Kosta Browne Winery … et vinhus, som jeg har skrevet om et par gange her på Houlbergs Vinblog.

Sidst jeg smagte vin fra Kosta Browne var for et par år siden i form af en 2016 Russian River Valley Pinot Noir. Da skrev jeg også lidt om vinhuset, som altid leverer flotte Pinot Noir vine.

Første gang jeg smagte en vin fra huset – en 2010 Sonoma Coast Pinot Noir – faldt jeg nærmest ned af stolen og gav den 7 Thumbs Up. I dag ville jeg klart rate den lavere, da vinene ofte bliver lidt for fede og lidt for søde, men den aften tilbage i 2014 ramte den mig sgu.

Da jeg i 2019 smagte 2016 Russian River Valley Pinot Noir gav jeg også mere beskedne 5 Thumbs Up, men jeg synes faktisk, at denne 2016 Cerise Vineyard Pinot Noir er bedre og mere elegant, men vi er dog også rykket et par serier op … fra Appellation Series til en single vineyard vin i topniveauet Estate Series.

Marken Cerise Vineyard ligger omkring 100 kilometer nord for Kosta Browns vingård i Sebastopol. Det er en nyere mark og Pinot Noir stokkene er forskellige kloner … 2a, 777, 115, Pommard, 114,
667, 828, Calera og Swan … fordelt på 18 helt små parceller.

Vinen er lavet med fermentering i forskellige tanke … 55% i ståltanke,  27% i betontanke og 18% i store egefade. Der er anvendt 10% hele klaser, hvor der først sket en kølig premaceration over 3-5 dage, som så er efterfulgt af gæring og maceration i 9-15 dage. Efter fermentering er vinen lagret 15 måneder på egefade, heraf er der 3% nye østrigske fade og 55% nye franske fade.

Duftmæssigt er det virkelig elegant og langt mere end de fleste californiske Pinot Noir vine. Frugten er heller ikke så sød og varm, men byder på jordbær, rabarber, tranebær, ribs, men pænt moden frugt, masser af læder, lidt mentol, lidt bitterhed, vanilje, cola samt kanel, eg, dild og lidt champignon. Yammy.

I munden er vinen blød, rund og fuck, hvor det smager godt. Det er blødt med blødt på, cremet, rålækker og smelter nærmest i munden på dig. Der er lidt sødme, blomster, kirsebær, cherrycoke, luftig samt virkelig elegant på en pralende facon. Set retrospektiv er dette nok den bedste Kosta Brown vin, som jeg har smagt nogensinde.

Forhandles af Vildmedvin, hvor en flaske koster 1.249 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 Louis Latour, Meursault, Bourgogne, Frankrig

2018 Louis Latour, Meursault, Bourgogne, FrankrigJeg var forleden til vinaften, hvor vi fik serveret en række fantastiske vine og vi startede med denne 2018 Mersault fra Maison Louis Latour.

Vinhuset er grundlagt i 1797 af Denis Latour, regnes nok for det førende Bourgognehus i Aloxe-Corton og er kendt for deres konstant høje kvalitet.

Louis Latour er ikke bare et Bourgognehus – Louis Latour er højt respekteret for deres evne til at kombinere århundreders gamle traditioner med innovation – også uden for Bourgogne og er kendt som pionérer i produktionen af fine vine fra bl.a. de sydfranske områder Ardeche og Côrteaux de Verdon.

Latour-familien har været vindyrkere siden det 17. århundrede. Familien har med tiden opbygget et unikt domæne på mere end 48 hektar i Bourgogne med bl.a. Grand Cru marker i både Chambertin og Romanée-Saint-Vivant i Côte de Nuits samt Corton-Charlemagne og Chevalier-Montrachet i Côte de Beaune.

Alle druer fra Louis Latours vinmarker i Bourgogne vinificeres og lagres på Château Corton Grancey i Aloxe-Corton. Dette vineri var det første af sin art, der blev bygget i Frankrig og er den dag i dag stadig hjertet i produktionen af vinene fra Louis Latour. Her laver huset hvert år omkring 130 forskellige Bourgogne vine.

Her har man skabt et særligt produktions anlæg med et jernbane- og elevatorsystem, der bl.a. sikre mosten kan føres fra det ene kar til det andet uden brug af pumper. Ved at undgå pumper, mindskes risikoen for at vinen oxiderer.

Det er også dér i Aloxe-Corton, at vinhuset har deres juvel … 33 hektar vinmarker, som ligger med udsigt til det smukke Château Corton Grancey.

I dag ledes foretagendet af 11. generation af Latour familien, nemlig Louis-Fabrice Latour som den administrerende direktør, mens selve produktionen er lagt i hænderne på Boris Champy, som selv kommer fra en vinfamilie i Champagne og derudover har arbejdet i Bordeaux.

Denne Mersault er én af de over 130 forskellige vine fra Louis Latour og Chardonnay druerne kommer fra 25 år gamle vinstokke på marker i Mersault syd for Volnay og Pommard. Druerne er høstet med håndkraft med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med gæring i egefade … en efterfølgende malolaktisk gæring i samme og efter endt fermentering er vinen lagret omkring 8-10 måneder i barriques, heraf 15% nye fade.

I næsen er der masser af blomster og brunet smør, smeltet smør, melon, pærer, appelsin, tørre papkasser, en virkelig fin landlighed, godt med nødder, hasselnødder og lidt træ. Det er bare så fin og klassisk hvid bourgognevin uden de mindst svinkeærinder.

Smagen er faktisk lige sådan … cremet, smørfed og alligevel så elegant. Det er blødt og rundt med pærer, saftige pærer, lemon, fed og lækker frugt, en fin, klar og præcis syre, kalket mineralitet, men først og fremmest smuk balance. Vinen bliver aldrig for svulstig, opulent eller fed, men alt falder i hak stille og roligt.

Forhandles af både Laudrup Vin og Vildmedvin, hvor en flaske koster 599 kr., mens prisen er 539 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Domaine Genoux, Chignin-Bergeron Le Grand Blanc, Savoie, Frankrig

2019 Domaine Genoux, Chignin-Bergeron Le Grand Blanc, Savoie, FrankrigDen sidste Savoie hvidvin var også fra Domaine Genoux aka Château de Mérande, for det var nemlig deres 2019 Chignin-Bergeron Le Grand Blanc.

Her er det en vin på Bergeron druen, som vi også kender som Roussanne, altså druen mest kendte fra Rhône.

Druerne høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, men ellers lavet som foregående vin, altså med langsomt og blød presning uden afstilkning. Gæringen er sket spontant ved kølig temperatur og alene med druernes egne gærceller i 6-8 uger. Det er efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring sur lie i ståltanke og 10% på barriques.

Duftmæssigt snakker vi både pærer, modne abrikoser, gule stenfrugter og honning. Derefter er der klart nogle nødder, kalk samt ganske svagt lidt oxiderede noter. Vinen virker duftmæssigt også småfed og lettere olieret … men virkelig indbydende duft.

I munden har vinen lidt samme fladhed som foregående, men her blot mere kompleks og en kende mere balanceret. Igen er der både peber og salt, modne abrikoser, meget cremet, olieret og fyldig, men uden en skarp syre. Det flyder igennem munden så behageligt, så svulstig og alligevel spændstig på en eller anden måde. Det minder lidt om et møde mellem Rhône og Jura, men smager fantastisk.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i Frankrig koster en flaske 19,60€ … svarende til 146 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7