2018 Château Cailleteau Bergeron, Blaye Côtes de Bordeaux Tradition, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Cailleteau Bergeron, Blaye Côtes de Bordeaux Tradition, Bordeaux, FrankrigNæste vin er en god og prisbillig bordeauxvin … en velsmagende 2018 Blaye Côtes de Bordeaux Tradition fra Château Cailleteau Bergeron.

Vinslottet ligger i kommunen Mazion omkring 5 kilometer fra byen Blaye på den højre og nordlige side af Dordogne floden.

Blaye er ikke den mest kendte region i Bordeaux, men har en beliggenhed overfor de berømte kommuner Saint Julien og Pauillac lige på den anden side af floden.

Vinslottet ejes og drives af søskendeparret Pierre-Charles Dartier og Marie-Pierre Dartier, som overtog driften fra deres forældre i 1992, men er grundlagt af søskendeparret bedsteforældre tilbage i 1933, hvor det bestod af sølle 2 hektar vinmarker.

Ja faktisk var det et ganske lille vinslot helt frem til 1973, hvor det alene udgjorde 4 hektar … nemlig med marken La Magdeleine. I dag er vinslottet dog på 37 hektar,

Udover Château Cailleteau Bergeron har Dartier familien nemlig også i 1991 købt vinslottet Château Clos Mansio fra 1850 og i 2008 tillige Château Perrin, der oprindelig er fra 1870.

Således laver Pierre-Charles og Marie-Pierre Dartier vine under navnene Château Cailleteau Bergeron, Château Clos Mansio samt Château Perrin. Til at hjælpe med vinproduktionen har de dog ønologen Nicolas Piffre.

Jorden til Château Cailleteau Bergeron består af sand, ler og kridt, og vinstokkenes alder er over 20 år. Der foretages grøn høst og druerne høstes manuelt i de enkelte parceller, når de er fuldt modne.

Søskendeparret har også investeret en del i nyt vineri, nye vinkældre og moderne udstyr til produktionen, som ellers er meget traditionel. En del lagres i ståltanke og en del på eg i 12 måneder. Inden vinene flaskes, bliver de klaret og filtreret.

Denne Blaye Côtes de Bordeaux Tradition er ikke husets topvin, men deres almindelige basis rødvin, som er lavet på 90% Merlot og
10% Cabernet Saugvignon.

Der er ingen oplysninger om selve vinifikationen, men vinen er lagret i 13 måneder … Merlot i ståltankene og Cabernet Sauvignon i brugte egefade. Vinen er flasket i april 2020.

Meget klassisk Bordeaux næse … solbær, sorte kirsebær, muldjord, gammel kælder, lidt chokolade og kaffebønder. Frugten virker meget moden og rund, mens fadpræget af afdæmpet, hvorved der kommer lidt træ, vanilje, tobak, lakrids og kanel.

I munden er det en flot og moden Bordeaux vin, har igen både solbær, mørke kirsebær, lidt hindbær måske endda også, virker lidt opulent, rund og fyldig, men fortsat med en lille bitter syre. Den er i denne årgang 2018 bedre end 2015’eren, som jeg smagte for et par år siden. Den er mere balanceret og eftersmagen også længere og mere behagelig, så klart 4,5 store houlbergske fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 109,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2016 Viñedos Verderrubí, Pita Verdejo Finca La Cantera, Rueda, Spanien

2016 Viñedos Verderrubí, Pita Verdejo Finca La Cantera, Rueda, SpanienVinhuset Viñedos Verderrubí ligger lige udenfor byen Rubí de Bracamonte i Rueda området og derfra smager vi nu denne Pita Verdejo Finca La Cantera.

Vinhuset Verderrubí er bygget i 2012 af den unge ønolog Emilio Pita, hvis familie igennem flere generationer har drevet handel landbrugsmaskiner og ved siden af lavet en smule vin .. men mest til eget forbrug.

Emilio José Pita har dog altid vidst, at han ville være vinbonde, så lige efter sin 23 -års fødselsdag rejste han til Frankrig og begyndte sine studier i ønologi ved universitetet i Bordeaux og fortsatte derefter sin uddannelse bl.a. på Cloudy Bay i New Zealand og Newton i Napa Valley i Californien.

I 2010 vendte han tilbage til Rubí de Bracamonte for at starte familieprojektet Viñedos Verderrubí – aka Dominio de Verderrubí eller Bodegas Verderrubí – hvor han ville satse på vine med klar identitet af det lokale terrior i området.

Den første vin blev på Verdejo, men siden har han lavet en række vine i de to serier Pita og Atipyque. I dag laves de fleste vine dog med Pita familienavnet på flaskerne.

Samlet har Pita 63 hektar vinmarker i Rueda i Castilla y León, hvor 56 hektar ligger i La Cantera ved Rubí de Bracamonte og de øvrige i La Bonera ved Velascálvaro.

Her smager vi Pitas hvide topvin på Verdejo druen … vinen Pita Verdejo Finca La Cantera, hvor druerne kommer fra marken Finca La Cantera tæt ved Rubí de Bracamonte.

Efter høsten opbevares druerne koldt ved 10 grader et par timer inden de først knuses let i en druemølle, hvorved den første saft så allerede løber fra og når at macererer en kort stund inden endelig presning, hvorefter mosten overføres til 300 liter franske egefade, hvor gæringen sker spontant alene på druernes naturlige gærceller.

Efter endt fermentering er vinen så lagret i egefadene sur lie i 8 måneder med ugentlig bâttonage. Men først efter yderligere 5 år på flaske, når frugten og fadet er pot og pande og perfekt integreret, frigiver Emilio Pita vinen. Den har 2,0 gram restsukker pr. liter og produktionen er lille med kun 3.000 flasker årligt.

Sikke dog en dejlig aroma … et skønt mix af linolie, bivoks, hyben, stikkelsbær, fersken, grillede limefrugter, badesalt, en lille olieret fedme og nogle grønne og bio bio animalsk, landlige noter samt en våd pels, som lige gør tingene ekstra interessant. Derudover har den også denne lidt krydrede note, som man ofte finder i Verdejo vine og samlet meget kompleks og spændende næse.

I munden har vinen også denne lidt krydrede og nærmest olierede smag, men det kommer sgu samtidig med en god ren syre og friskhed i frugten, der mest er melon, pærer og citroner, lidt sandeltræ, røg og salte elementer og endda også lidt peber. I starten virkede syren lidt mild, men efter lidt tid griber den fat og giver vinen karakter, rygrad og sammen med lidt lemon bitterhed skaber det god balance. Houlberg ligger lige mellem 5 og 5,5 store fingre. Lækker vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Vinarija Stobi, Veritas Private Reserve, Tikveš, Makedonien

2016 Vinarija Stobi, Veritas Private Reserve, Tikveš, MakedonienSå skal vi igen et smut til Makedonien og vinhuset Vinarija Stobi aka Stobi Winery i byen Gradsko i Tikveš regionen og denne gang bliver det med en vin lavet på den historiske drue Vranec. Det er vinen Veritas Private Reserve.

Det er ikke lang tid siden, at jeg smagte en 2018 Riesling fra det makedoniske vinhus og dengang skrev jeg også lidt om historien bag det. Det gør jeg ikke nu og koncentrerer mig i stedet om denne Veritas Private Reserve.

Men lad os først lige kigge nærmere på druen Vranac – eller Vranec – som er en mørk, rød druesort, der primært dyrkes i det bjergrige Montenegro på Balkan … og den dér tegner sig for over halvdelen af samtlige vinmarker.

Vranac giver tætte, dybt farvede mørke rødvine med smag der spænder fra sure kirsebær, brombær og solbær til chokolade, mynte og vanilje. Vranacs navn kan oversættes til stærk sort og der fortæller meget godt druens karakter.

Vranac giver små klaser med store druer som tykt skind. Den giver et kraftigt udbytte, men er ret følsom overfor både frost og botrytis. Druernes høje sukkerindhold skaber vine med relativt høj alkohol og typisk en behagelig bitterhed på finishen, som kan minde lidt om vine på Primitivo.

Det høje indhold af tanniner kombineret med den høje syre giver vine på Vranac velegnet til lagring på egefade, hvor noter af vanilje og krydderier ofte forbedrer vinene.

Vranac menes at være en gammel sort og man har også fundet beviser på, at den blev plantet i det kuperede landskab i Montenegro allerede i middelalderen. Den forveksles ofte med Primitivo, som den faktisk også genetisk er beslægtet med. DNA analyser har vist, at Vranac måske endda er den ene forælder til Primitivo.

Vranac er også udbredt i det nærliggende Makedonien og plantes i mindre mængder i Kroatien. Sorten er rigtig godt tilpasset de tørre og vanskelige vækstbetingelser i det område, men ses ikke andre steder i verden.

I denne Veritas Private Reserve kommer Vranec druerne fra mere end 30 år gamle vinstokke på topmarkerne Aerodrom og Ramnishe i Tikves regionen. Gæringen og maceration sker i temperaturstyrede  på ståltank, inden vinen modner hele 24 måneder på en kombination af små nye barriques og store brugte slavonske egetræsfade.

Duftmæssigt en mørk vin … klart fyldig med en vis portion sødme, brændte noter, kul, tjære, asfalt og sammenligningen med Primitivo er måske ikke helt skæv. Der er lidt marmelade … solbær og kirsebær med ristede elementer, vanilje og kaffelikør. Jeg synes umiddelbart, at det dufter langt mere interessant end de fleste Primitivo vine.

I munden er der imidlertid – og heldigvis – ikke tung og oversød primitivoagtig vin, for vinen er skam noget friskere. Der er bitter og småsyrlig frugt, okay tørhed, lette tanniner, en svag sødme, men det er sammenlagt ganske overraskende flot niveau for en vin fra Makedonien.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7