2017 Etienne Sandrin, A travers Celles Extra Brut, Champagne, Frankrig

2017 Etienne Sandrin, A travers Celles Extra Brut, Champagne, FrankrigChampagnehuset Etienne Sandrin er et lille familiedrevet foretagende beliggende i Celles-sur-Ource i hjertet af Aube i Champagne. Men det er derfra, at Houlberg nu smager deres 2017 A travers Celles Extra Brut.

Huset er drevet af ægteparret Etienne og Anne Sandrin, som i 2006 overtog domainet, der har været drevet af familien i flere generationer. Oprindelig solgte familien blot druerne til det lokale champagne kooperativ, men det ændrede Etienne i 2014, da han besluttede sig for at stoppe med at sælge druerne og i stedet begynde at lave og flaske sin helt egen domaine champagne under navnet Etienne Sandrin.

Samtidig startede Etienne også med at omlægge hele driften til økologisk drift og derudover arbejder han også efter biodynamiske principper. Champagnehusets 10 hektar vinmarker – opdelt på 12 forskellige parceller – blev økologisk Demeter certificeret i 2018.

På markerne dyrker de primært Pinot Noir og det fylder omkring 80% af markerne, mens resten er Pinot Blanc samt sølle 0,2 hektar med Chardonnay. Produktionen er meget begrænset og udgør omkring 10.000 flasker årligt.

I vinkælderen er Etienne meget sin egen … han anvender slet ikke egefade i produktionen og anvender meget lidt sukker i degorgering af champagnerne og ønsker de mest naturlige vine. De ønsker at lave usminkede vine og for Etienne og Anne betyder biodynamikken en livsstil med tålmodighed, kærlighed og respekt for mennesker og naturen.

Her smager vi Etiennes A travers Celles Extra Brut, som er lavet på 80% Pinot Noir og 20% Pinot Blanc. Normalt laves den som en Non Vintage, men her er alle druerne fra årgang 2017 og kommer fra et par af husets forskellige marker. Pinot Noir er således fra Mouille-Brant, hvis terroir består af kalksten samt fra parcellen Vieuc Moulin, der består af hvid og brun ler.

Pinot Blanc druerne kommer derimod alene fra vinmarken Grille-Besace, der ligger på et blæsende kalkstenplateau. Der var i april 2017 en del nattefrost, hvorfor udbyttet for 2017 er småt men samtidig ganske optimalt.

Druerne er presset nænsomt og derefter førstegæret på ståltank, hvor mosten har været lagret sur lie frem til maj 2018. Herefter er mosten hældet på flasker og andengæringen er påbegyndt. Vinen er degorgeret 15 juli 2020 med en liqieur d’expedtion med beskedne 3,5 gram sukker pr. liter og det gør champagnen en extra brut.

I næsen er det en syndflod af nedfaldsæbler, godt med nødder, gær, toast, lidt Nutella, ristede noter og samtidigt med en klædelig landlig og animalsk stil. Det suppleres med både blomster, lime, timian og lidt grapefrugt.

Smagsmæssigt er det en utrolig lækker champagne med godt og blidt brus med små prikkende bobler, meget blide på tungen, godt med æbler, citroner og grape, men også en lille sødme, som giver den en utrolig flot balance. Sødme, røg og ristede noter blander sig flot sammen og det giver champagnen både elegant og venlig.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 515 kr., men pt. kan fås på tilbud til 395 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Bodegas Shaya, Shaya Verdejo, Rueda, Spanien

2019 Bodegas Shaya, Shaya Verdejo, Rueda, SpanienBodegas Shaya er én af Juan Gil Bodegas Familiares mange vingårde og ligger udenfor den lille by Aldeanueva del Codonal i Segovia provinsen i vinområdet Rueda i Spanien. Derfra kommer denne 2019 Shaya Verdejo.

Det er en vin, som jeg har smagt tidligere i forrige årgang 2018 og er lavet på druer fra en 30,5 hektar vinmark vest for Segovia, hvor der er lavtydende gamle Verdejo vinstokke i jord med sand og grus. Vinen er lavet med gæring på rustfrie ståltanke med temperaturkontrol samt en efterfølgende lagring .. det mest i tankene, men 20-30% i 500-600 liters egefade.

I næsen er vinen langt mere ekspressiv end 2018’eren, for der er masser af modne æbler i skøn infight med meloner, passionsfrugt, kiwi, papaya og dåsepærer, mandler og marcipan. Det er lige til og dufter sgu godt med en anelse søde krydderier. Virkelig juicy og atter med en spæd fedme.

Smagsmæsigt er det en vitterlig fyldig, tæt, cremet samt sødkrydret vin … mere sød end 2018’eren, hvilket virkelig gør Shaya Verdejo til decideret tørstslukker. Der er tørret abrikos, papaya, honning, mjød samt pænt med sødme, lidt røget kant, svag grape og lige nøjagtig med tilstrækkelig  syre til at holde rygraden strunk og rank.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Vignobles & Compagnie, Le Grand Bâtisseur Jean XXII Châteauneuf du Pape, Rhône, Frankrig

2019 Vignobles & Compagnie, Le Grand Bâtisseur Jean XXII Châteauneuf du Pape, Rhône, FrankrigDen næste vin er fra Rhône, nemlig vinen Le Grand Bâtisseur Jean XXII Châteauneuf du Pape fra kooperativet Vignobles & Compagnie tæt ved Pont du Gard viadukten i det sydlige Rhône.

Kooperativet et er grundlagt tilbage i 1963 som Gard Côtes du Rhône Vin aka CREPVIN og var først en samling af 12 små kooperativer, som slog pjalterne sammen med Paul Blisson som leder af foretagendet. Han var i forvejen formand for kooperativet Cave de Saint Hilaire og havde arbejdet politisk og havde sammen med Baron Leroy bidraget til, at vinområdet Castillon du Gard blev klassificeret indenfor Côtes du Rhône regionen.

Efter sammenslutningen byggede det nye kooperativ et moderne vineri i sydamerikansk latino stil og tegnet af arkitekten Joseph Massota og inspireret af Oscar Niemeyer … den verdensberømte brasilianske arkitekt og en af de vigtigste pionerer i moderne arkitektur.

I 1969 foretog Merlaut familien med deres vinkoncern Taillan Group store investeringer i kooperativet og havde i de efterfølgende år stor ganske indflydelse på driften og i 1990 overtog Taillan Group også hele ejerskabet. Siden 1969 var den årlige produktion også steget fra 8 millioner flasker vin til 25 millioner.

Groupe Taillan, som ledes af Jacques Merlaut, har vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, idet Taillan bl.a. ejer en række større vinslotte i Bordeaux, herunder Ferrière, Gruaud-Larose, Chasse-Spleen, La Gurgue, Citran, Broustet, Camensac, Chasse Spleen, Gressier Grand Poujeaux og Haut-Bages-Liberal.

Derudover ejer de masser af andre vinhuse, men drives altså også Vignobles & Compagnie sammen med en række vinavlere, herunder altså også Villessèche familien, som har været med siden starten af kooperativet. Vignobles & Compagnie ledes i dag af Thomas Giubbi, som de seneste år er blevet assisteret af Nicolas Rager som landbrugsingeniør.

I dag er Vignobles & Compagnie  ikke så stor som tidligere, da årsproduktionen i dag ligger på 9 millioner flaske vin, som kommer fra omkring 260 hektar vinmarker hos de tilknyttede vinavlere.

Kooperativet laver særskilte vine sammen med nogle af de største tilknyttede medlemmer i et slags partnerskab, men denne Le grand Bâtisseur Jean XXII Châteauneuf du Pape. Der er ikke ret meget info om produktionen, men den er lavet på Grenache og Syrah druer og efter endt fermentering lagret 6 måneder på betontanke.

I næsen dejlig frisk, lys og ren Chateauneuf du Pape uden tung fadpræg, men dog med god tyngde i frugten, blommer, kirsebær, solbær, lakrids, sødme, grafit, blyanter og grønne grene.

Smagsmæssigt er det til gengæld en del mere opulent og hvor smager den egentlig godt. Måske har jeg ubevidst savnet at smage Chateauneuf du Pape. Der er tyk og intens frugt, modne brombær og kirsebær, marmeladefede, saftige samt pænt med peberbøssen.  Sødmen er måske lidt på den forkerte side af den nyklippede hæk, men for pokker den smager godt.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 249,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 179,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7