2018 Patrick Lesec, Châteauneuf du Pape Cuvée Bargeton, Rhône, Frankrig

2018 Patrick Lesec, Châteauneuf du Pape Cuvée Bargeton, Rhône, FrankrigVi snupper lige 2 små Châteauneuf du Pape vine og den første er en Châteauneuf du Pape Cuvée Bargeton 2018 fra Patrick Lesec.

Patrick er franskmand og i dag bosiddende i Avignon, men har tidligere arbejdet i Californien og har også drevet restauranter i Los Angeles i 19​​80’erne samt i  begyndelsen af 19​​90’erne.

Han blev løbende mere og mere frustreret over, at så mange vine i hans hjemland ikke levede op til deres sande potentiale og ikke gav forbrugerne det, de virkelig ønskede sig.

Derfor besluttede han, at han selv ville gøre noget ved det og slog sig i 1993 ned i Avignon og grundlagde et negociantfirma og kunne så et par år senere udgive sine første vine.

Det sker ved, at Patrick Lesec har langtidskontrakter om at købe druer og vin fra forskellige producenter og avlere med vinstokke i nogle af de bedste terroir i Châteauneuf du Pape. Og vinene laves så hos store firmaer som fx Les Grandes Serres syd for Châteauneuf-du-Pape.

Og det er også der, at denne Châteauneuf du Pape Cuvée Bargeton er lavet. Den er lavet på 90% Grenache suppleret med en blanding af Mourvèdre, Counoise, Terret, Vaccarese og Muscardin.

Alle druer håndhøstes fra 85 år gamle vinstokke på det unikke terroir Le Cristia, der smyger sig tæt op ad berømte Le Rayas. Vinen gærer over en periode på 20 dage med hele klaser for at give den mere struktur. 90% af vinen modner i betontanke, mens de sidste 10% opnår krydret elegance fra modning på helt nye 228 liter bourgognefade.

Dejlig blød, rund og imødekommende duft, klart med sødme, mælkechokolade, røde bær, kirsebær, blommer, hindbær, lakrids, grønne blade og grene, mentol, estragon, kørvel … lidt stærke noter, peber, lavendel, trøfler samt kaffelikør.

I munden er det mere fyrværkeri over vinen, masser af smag, både sødme, sød frugt, intens frugt, jordbær, sorte og modne kirsebær og brombær, saft og kraft, let marmelade … men først og fremmest en vild lang eftersmag. Det er vildt cremet og lækker, meget kompleks, fyldig og selv tanninerne er polerede og runde. Det er sgu ganske lækker Châteauneuf du Pape.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 499,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 369,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Cantine Adanti, Montefalco Sagrantino Arquata, Umbrien, Italien

2012 Cantine Adanti, Montefalco Sagrantino, Umbrien, ItalienSidste jeg smagte vin fra Cantine Adanti lidt syd for Bevagna og nord for Montefalco i Umbrien var det en fin basisvin Montefalco Rosso, men nu har jeg sgu hældt ædle dråber af en rigtig Montefalco Sagrantino Arquata i vinglasset.

Cantine Adanti er grundlagt tilbage i midten af 1960’erne, hvor Domenico Adanti købte den gamle ejendom Arquata, der tidligere havde været et  Celestine munkekloster og bygget på ruiner fra den romerske periode.

Han gik straks i gang med at restaurere det gamle kloster og genplantede samtidig ejendommens marker med både vinstokke og oliventræer. Senere i 1980 ansatte Domenico sin ven Alvaro Palini, som vinmager i vinhuset.

Alvaro var egentlig ikke vinmager … snarere tværtimod, for han havde været modedesigner i Firenze, Milano og Paris i perioden fra 1962 til 1974 og bl.a. være med til at skabe tøjmærket Sisley, som senere blev opkøbt af Benetton. Men Alvaro havde set sin bedstefar lave vine på Sagrantino, som på daværende tidspunkt næsten var næsten udryddet, og havde da også lært at vine i Bordeaux og Bourgogne inden sin karriere i modebranchen.

Alvaros medfødte evner og hans intuitive tilgang til Sagrantino druen kom til at få stor indflydelse på udviklingen af Cantine Adanti samt Sagratino vinene i Montefalco. Han skar ned på udbyttet fra vinmarkerne og ændrede teknikkerne for vinproduktion og lagring af vinen, så vinen fik lov at modnes langsomt i egetønder og så derefter på flasker.

Forbindelse mellem familierne Adanti og Palini har holdt ved, så i dag drives vingården af Domenicos to døtre Daniela og Donatella Adanti, mens Alvaros søn Daniele Palini har overtaget hans rolle som vinmager som efterfølger til den Graziana Grassini, som i en periode efter Alvaro stod for produktionen.

Adanti har sammenlagt 40 hektar jord, hvoraf de 30 hektar er vinmarker, mens de sidste 10 hektar er oliventræer. På vinmarkerne dyrker familien druesorterne Sangiovese, Sagrantino, Cabernet Sauvignon, Barbera, Merlot og Grechetto.

Vingården laver 10 forskellige vine samt selvfølgelig lidt grappa og masser af olivenolie, som fx denne Montefalco Sagrantino Arquata, hvor alle druerne kommer fra marken Vocabolo Arquata i 250 meters højde i Bevagna.

Efter høsten er druerne knust, hvorefter gæring og maceration er sket i ståltanke ved 28 grader over 3-4 uger med løbende pigage og så er vinen derefter lagret på 30 hektoliter og 500 liter tonneaux fade i 30 måneder og så på flaske i yderligere 24 måneder. Adanti fortæller også selv, at vinen er bedst efter 10 år.

Næsen er dyb, fed, moden og flæsket … både blommer, brombær, kandiserede kirsebær, en pose lakridskonfekt og godt med fadpræg, egetræ, vanilje samt lidt krydderurter.

I munden er vinen fortsat i vild vigør og tanninerne er som altid med Sagrantino crazy vilde og udtørrer munden totalt, lækkert, kraftfuldt og samtidig har vinen en god syre, lidt mentol, sødme, tørhed og så smager det sgu af det bedste fra Umbrien.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 164 kr. , hvilket er vildt billigt for en vaskeægte Sagrantino vin.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Ada Nada, Barbera d’Alba Pierin, Piemonte, Italien

2016 Ada Nada, Barbera d’Alba d’Pierin, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Ada Nada ligger på Località Rombone i Treiso tæt på Alba og derfra smager jeg igen deres Barbera d’Alba Pierin … blot i årgang 2016.

Når jeg skriver igen, så skyldes det, at jeg tidligere har smagt vinen i årgang 2014 og dengang skrev jeg også om det lille vinhus, deres historie og vinproduktion.

Barbera d’Alba d’Pierin er en af husets 2 Barbera d’Alba DOC vine og lavet med druer fra den lille mark Pierin i Treiso kommune, en mark med kalkholdig, hvid mergel og lavt indhold af ler, men en perfekt sydøstlig eksponering.

Druerne høstes typisk i slutningen af september og sker ved håndkraft i store kurve. Høstudbyttet er rimelig pænt med knap 80 hektoliter pr. hektar. Derefter afstilkes drueklaserne, presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor macerationen varer omkring 7 dage ved en temperatur ved 28 grader.

Derefter sker fermentering og efterfølgende lagrer vinen 10-12 måneder på de store egefade inden flaskningen sker ufiltreret. Derefter lagrer vinen på flaske endnu 3 måneder inden frigivelsen. Årsproduktionen af denne vin ligger på omkring 6.000 flasker.

WAUW … meget indbydende animalsk og landlig aroma, masser af dybde, lakrids, blåbær, kirsebær, endda syrlige kirsebær, lidt læder, violer samt andre blomster. Den overrasker virkelig med en smuk balance, meget fin og elegant, lettere mælkede noter … endda lidt flæsket, men uha hvor det dufter godt.

Trods en mørkere rødvinsnæse, så er det også smagsmæssigt meget elegant, ren og fin syre, meget saftig og læskende, søde kirsebær, en frisk bitterhed, tranebær, campari … meget frisk af en Barbera vin og har denne syrlige, bitre og fine nerve med en svag sødme. Det er en Barbera med karakter og prisen er totalt loco aka skør.

Forhandles af Italux, hvor en flaske kun koster 100 kr.

 Vinanmeldelse 5/7