2017 Simon Bize & Fils, Bourgogne Blanc Les Champlains, Bourgogne, Frankrig

2017 Simon Bize & Fils, Bourgogne Blanc Les Champlains, Bourgogne, FrankrigJan hev mere godt vin frem fra gemmerne, for næste i rækken var denne Bourgogne Blanc Les Champlains fra Domaine Simon Bize & Fils, der ligger i den lille by Savigny-lès-Beaune i Bourgogne.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1880 af Simon Bize, der dog alene ejede nogle få vinmarker, men da sønnen – der også hed Simon Bize – overtog driften i 1918 startede der en egentlig vinproduktion på vingården, da der både blev opkøbt endnu flere vinmarker og da Simon samtidig også indførte heste til at pløje i vinmarkerne og dermed lette det hårde arbejde.

Patrick Bize overtog driften i 1972 som 4. generation, men han døde desværre alt for tidligt i 2013, så siden har det været hans kone Chisa samt hans søster Marielle, som har ført stedet videre i samme ånd og i samarbejde med det team af folk, der tidligere arbejdede sammen med Patrick.

Familien Bize har i dag samlet 22 hektar vinmarker, som siden 2008 har været dyrket biodynamisk. Vinstokkene har godt med alder og der lægges vægt på lave udbytter og frugt med den bedst mulige balance mellem modenhed og syre.

De røde vine vinificeres uden afstilkning eller med delvis afstilkning … en praksis der går tilbage til 1947, hvor Patricks bedstefar måtte kassere en del af årgangen på grund af for meget varme under gæringen.

De måtte med hestevogn hente store isblokke i Beaune for at holde temperaturen nede. Stilkene er med til at regulere temperaturen, men de er også med til at give vinene mere struktur.

Målet på Domaine Simon Bize & Fils er at lave exceptionelle vine med stort gemmepotentiale og domænet regnes da også det bedste i Savigny-les-Beaune. Da appellationen ikke regnes blandt de mest fremragende i Bourgogne, har vinene fra Simon Bize længe været regnet for insiderens tip til at få topvine til rimelige priser.

Her smager vi Bizes Bourgogne Blanc Les Champlains, der sjovt nok ikke er en ren Chardonnay vin, men lavet på 95% Chardonnay og 5% Pinot Gris fra marken Les Champlains, der er 4 hektar og plantet tilbage i 1986, hvor marken stod ubrugt hen.

Marken er østvendt med et meget stenet terroir. Fra marken er der en fantastisk udsigt over dalen og det er et plot der betyder meget for Bize familien, selvom denne vel kan betegnes som værende husets basisvin.

Efter høst er druerne presset, hvorefter mosten overføres til ståltanke med afkøling til 12 grader, hvorefter vinen så hviler i 12 timer inden gæringen på egefade, som varer i 4-6 uger ved 20-24 grader. Derefter er vinen lagret 9-15 måneder.

Duften er våd, aromatisk … har lidt krudt, blomster, nødder, let Nutella, valnødder, sten, ja faktisk masser af sten og virker også noget røget og næsten med en snert oxideret note. Frugtmæssigt snakker vi fersken, citron og så lige lidt smeltet smør.

I munden er vinen frisk og ren, hvor frugten er fersken, æbler og masser af citroner. Det giver godt med elegant syrlighed, hvilket så med jern- og stenagtige elementer giver vinen et fast bid sammen med blot en anelse fedme skaber fin balance. Der er god burgundisk vin og Houlberg ligger lige i spændingsfeltet mellem 5 og 5,5 store tomler.

Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Suavia, Le Rive, Veneto, Italien

2010 Suavia, Le Rive, Veneto, ItalienGarganega vine med alder kan noget helt specielt og blive vildt spændende … og det er denne 2010 Le Rive fra Suavia et fint eksempel på.

Det er en vin, som jeg har smagt flere gange og sidste gang var i august sidste år, hvor jeg smagte den i en årgang 2011, men nu er den ét år ældre, altså årgang 2010.

Azienda Agricola Suavia, der ligger lige i udkanten af den lille idylliske by Fittà på vejen mod Monteforte d’Alpone i Soave har jeg skrevet om før. Jeg besøgte det for et par somre siden, men det kan du jo – sammen med informationer om vinhuset – læse mere om i mit blogindlæg Besøg hos Suavia … og mit andet møde med Alessandra Tessari.

Denne Le Rive er topvinen fra Suavia og lavet med 100% Garganega druer fra marken Le Rive, som ligger på skråningerne lige udenfor Fittà by og høstes forholdsvis sent.

Normalt høstes druerne i slutningen af september, men til Le Rive vinen høstes de en måned senere.  Høsten sker manuelt og derefter presses de hele klaser med overmodne druer, hvorefter 30% af vinen gærer i egefade, mens de resterende 70% gærer i rustfrie ståltanke omkring 20 dage ved 15-18 grader.

Efter endt fermentering sker der malolaktisk gæring af vinen i egefadene. Så lagrer de to dele i 15 måneder sur lie … fortsat på henholdsvis egefade og i ståltanke.

Først derefter blendes vinen og lagrer så yderligere 15 måneder I rustfrie ståltanke, hvorefter aftapning på flaske så sker. Og så lagrer vinen endnu 12 måneder på flaske inden frigivelsen.

Duftmæssigt er det en vild og voldsom vin, næsten oxyderet med våd, fed røg, fylde, fedme og olieret moden ædelhed. Der er en frugt med abrikos, måske endda tørrede abrikoser, pærer, lidt nektaragtig fedme, salt, tørret appelsinskal, mandler … virkelig eksplosiv, moden og fascinerende.

Smagen er cremet med olieret fedme og nærmest som en magiterning af smag. Der er vildt meget smag i denne fætter, fed, nektartyk og olieret … igen med abrikos, fersken, grillede citroner, lemon og en snert grape, salt og sødme. Syre er der også, men den spiller andenviolin og skal bare holde de kraftige elementer på plads og det klarer den smukt og elegant. Det er tropisk frugtjuice på epo, men hvor bliver man glad.

Forhandles hos Otto Suenson, hvor den i årgang 2015 koster 209 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Terrupgaard Vin, Solaris Hvid, Jylland, Danmark

2020 Terrupgaard Vin, Solaris Hvid, Jylland, DanmarkJanne havde fået et par danske hjemmelavede vine af en veninde, der gerne ville ha’, at vi testede vinene. Hun laver selv vinene sammen med sin mand på Terrupgaard ved Sønder Onsild nær Hobro … og sjovt nok har jeg tidligere smagt en vin derfra, blot lavet af den tidligere ejer.

De to vine var denne 2020 Solaris Hvid og så rosévinen 2020 Rondo Rosé, som dog var fuldstændig skæv og helt klart fejlbehæftet, da den havde en underlig duft af popcorn og svovl, så jeg gættede på, at den simpelthen ikke var færdig inden aftapningen.

Da jeg sidst skrev om vingården og smagte deres Rødvin, så havde familien dengang – og her snakker vi altså om de tidligere ejer – en del marker med fortrinsvis Rondo, men også druesorterne Regent og Acolon … plantet i 2009 og 2010.

Men sidenhen er der altså også kommet Solaris til, for her smager vi nemlig de nye ejers 2020 Solaris Hvid. Jeg har ingen oplysninger om produktionen … som i overhovedet. De tidligere ejere fik deres vine vinificeres på Genholm Vingård, men om det fortsat er tilfældet kan jeg således ikke sige noget om. Vi springer derfor direkte til mine smagsnoter.

I næsen har vinen nogle tertiære noter af pap, papirmasse, stearinlys, mens frugten ligger noget skjult, men man kan dog fange lidt æbler … men ellers ellers lidt neutral.

Smagen er også til den mere anonyme siden, let syrlig og lidt tynd på grænsen til at være kraftløs og smagsløs. Der er sure karklude sagde en, men der kommer lidt bitterhed i slutfasen. Det er bestemt en lille drikbar dansk hvidvin … ikke helt ringe, men heller ikke helt godt.

Kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 2,5/7