2015 Weingut Schloss Lieser, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Spätlese, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Schloss Lieser, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Spätlese, Mosel, TysklandDa mørket så småt havde sænket sig og timerne blev små, så skulle vi smage lidt oste og de blev suppleret med lidt Mosel sødme, nemlig Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Spätlese 2015 fra Weingut Schloss Lieser.

Schloss Lieser er et historisk slot fra det 19. århundrede og har tidligere været privatbolig for Eduard Puricelli … en rig forretningsmand, der stod for opførelsen af slottet og kaldte sig selv for Barons von Schorlemer-Lieser. Oprindelig var der også tilknyttet vinproduktion til slottet, men i dag er den del solgt fra og slottet er nu smukt restaureret til tidligere storhed og omdannet til et luksushotel.

Siden 1992 har Thomas og Ute Haag stået driften af vingården, men fik i 1997 muligheden for at købe hele Weingut Schloss Lieser, både en række gode vinmarker samt det gamle vineri fra 1904, der efter forskellige ejere var i sølle form og trængte til restaurering og nyinvesteringer.

Thomas Haag er selv fra en stolt vinfamilie, da han nemlig er ældste søn af Wilhelm Haag fra Weingut Fritz Haag i Brauneberg. Thomas er således nærmest opvokset med Riesling i sutteflasken. Han har arbejdet på sine bedsteforældres gård, er uddannet på Geisenheim og arbejdede et år på Saaren, før han startede på Schloss Lieser i 1992.

Ved købet i 1997 overtog Thomas samlet 6,5 hektar marker, bl.a. parceller på marker som Brauneberger Juffer og Juffer Sonnenuhr, Graacher Himmelreich,  Niederberg-Helden i Lieser samt Wehlener Sonnenuhr og i 2016 købte han også parceller på både Piesporter Goldtröpfchen og Bernkasteler Doctorberg.

I dag har Thomas Haag omkring 20 hektar vinmarker og laver en lang række spændende vine, bl.a. denne 2015 Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Spätlese, hvor druerne kommer fra den berømte Grosse Lage mark, selvom vinen ikke er en GG.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke … men der er begrænsede oplysninger om produktionen, men den har 7,5% alkohol, men sukkerindholdet kan jeg heller ikke se.

I næsen er der både fedme og petroleum, en lille olieret lækkerhed kombineret med en animalsk landlighed, diesel og ædel modenhed i frugten, søde gule æbler, fersken, ananas samt lidt krydderurter.

Smagsmæssigt får du både sødme og syre, for mellem det friske bid med lidt grønne og saftige æbler, så er der god Mosel sødme, nogen mineralitet, lidt varme og god intensitet. Dejligt punktum på aftenen.

Forhandles af Domaine Brandis, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2005 Scarzello, Barolo Vigna Merenda, Piemonte, Italien

2005 Scarzello, Barolo Vigna Merenda, Piemonte, ItalienTilbage i maj 2011 smagte jeg første gang denne 2005 Barolo Vigna Merenda fra Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli. Nu er det efterhånden 10 år siden, hvorfor det vel er okay at skrive om vinen igen?

Dengang var det også Jan, som serverede vinen og nu var det efter et forsøg på vinen i årgang 2006, men den var væk og helt flad. Men så fandt Jan i stedet 2005’eren og den var perfekt.

Sjovt nok havde jeg faktisk smagt Barolo Vigna Merenda 2006 – eller Barolo Sarmassa Vigna Merenda – for nogle år siden, hvor det intet var galt med vinen, men det kan jo blot være en flaskefejl.

Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli ligger i den nordlige del af Barolo by i Piemonte. Scarzello familien har en lang historie, men vingården er reelt grundlagt i 1947 af Giuseppe Scarzello, der efter 2. verdenskrig startede som vinbonde i Barolo.

I dag er det 3. generation i form af Federico Scarzello, som driver vingården. Federico overtog tøjlerne i det gamle familiebrug, da han i år 2000 var færdig med vinskolen Scuola Enologica  i Alba som 20-årig og han har siden knoklet løs for at hæve niveauet … siden 2009 helt uden faderens hjælp.

Federico  er en meget ung, ambitiøs, kompromisløs og charmerende Piemontesisk vinbonde, som laver dybe, intense og klassiske Piemonte vine.

Federico går mod den moderne strøm, der har hersket i Piemonte i mange år med brug af små nye fade og kort macerationstid. Federico laver klassiske vine med lang macerations og lagring på store brugte fade, vine der tydeligt er inspireret af Giacomo Conterno og vennen Beppe Rinaldi.

Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli har samlet 5 hektar vinmarker og ejer bl.a. 3 hektar på topmarken Sarmassa, fordelt på 4-5 parceller, hvor der dyrkes på Nebbiolo og Barbera. De er således eneejer af Vigna Meranda parcellen på Sarmassa marken. Men derudover ligger husets marker i Terlo og Pajagallo.

Alle markerne drives økologisk, og derudover arbejder Federico også efter biodynamiske principper, men er dog ikke certificeret biodynamisk. Federico nedtoner også selv sit troskab til økologi og biodynamik, idet han ikke ønsker at konkurrere på, hvem der er mest økologisk eller biodynamisk og vil ikke lade certificeringen definerer hverken ham eller hans vine.

Der produceres alene 4 forskellige vine på Scarzello, nemlig en Barbera d’Alba Superiore, en Langhe Nebbiolo, en fin Barolo del Comune di Barolo og så denne topvin Barolo Sarmassa Vigna Merenda, der således er topvinen fra vingården.

Barolo Sarmassa Vigna Merenda kommer fra monopol parcellen Vigna Merenda på Sarmassa. Vinstokkene er ikke voldsomt gamle, alene 15-20 år, selvom denne vin faktisk er lavet første gang tilbage i 1978.

Den er lavet med voldsom lang maceration, hele 50 dage og derefter lagret på store 25 hektoliter egefade i 30 måneder og så efterfulgt af yderligere 2 års lagring på flaske inden frigivelse. Der produceres årligt alene omkring 6.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er der knust rosenblade, violer, læder, tjære, ædelhed, mahogni træ, lakrids, lakridsrod, ribs, tranebær, tør jord og våd hund, tulipaner, let karamel og marcipan. Det er en duft to die for … virkelig indbydende med en slags dekadent ædelhed.

I munden er vinen bare så ren, tør og vildt tør, så alderen trykker på ingen måder. Det er ikke til at smage, at vinen er 16 år, for alt spiller. Der er ribs, tranebær samt tørre og bitre tanniner, der stramt samt kontant udtørrer munden på strengeste vis. Det suppleres med en vis mineralitet og samtidig med perfekt balance, så dermed klart omkring 6-6,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske i en nyere årgang 2015 efterhånden koster 550 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2013 Nada Fiorenzo, Barbaresco, Piemonte, Italien

2013 Nada Fiorenzo, Barbaresco, Piemonte, ItalienVi skulle også smage et par Nebbiolo vine og den første var denne basis Barbaresco fra det lille vinhus Nada Fiorenzo, der ligger i Treiso.

Vinhuset er grundlagt i 1921 af Carlo Nada, der var en innovativ landmand, der købte Rombone vingården i Treiso og startede med at producere vine, som han solgte til de lokale restauranter.

Hans søn Fiorenzo Nada … den næstsidste af søskendeflokken på 7 børn arvede en del af markerne fra sin far i 1960’erne, men stoppede dog vinproduktionen og solgte blot druerne til andre lokale producenter.

Det blev i stedet hans søn Bruno Nada, der i 1982 frigav de første vine fra Azienda Agricola Nada Fiorenzo. Men inden han greb den handske, så havde han forladt Treiso og uddannet sig til lærer på en skole i Alba. Derefter blev han lærer på en skole indenfor hoteluddannelsen med speciale indenfor mad og vin.

Undervejs havde han foreslået sin far at stoppe med salget af druer og i stedet fremstille vinene selv, da faderen dermed ville undgå de dårlige priser på druerne og med hjælp fra Bruno, så gik de således i gang med dette og lavede de første vine i 1982.

I dag er det 4. generation i form af Brunos søn Danilo, som driver vingården videre. Han har selv startet anderledes som sommelier og har bl.a. arbejdet som sommerlier for for Gordon Ramsey, men i dag laver han altså vinene sammen med sin far.

Samlet har de 7 hektar vinmarker, bl.a. parceller på marker som Riombone, Montaribaldi og Manzola. Derfra laver de en række vine og det er pt 8 forskellige vine, herunder 4 Barbaresco vine, som lige omfatter denne basis Barbaresco og 3 enkeltmarks Barbaresco’er fra de nævnte 3 marker.

Basis Barbaresco’en her er lavet med Nebbiolo druer fra de to marker Rombone og Manzola i Treiso kommunen i 220-260 meters højde. Vinen er lavet ved, at druene gærer med maceration uden den store indgriben. Derefter er vinen lagret 24 måneder på egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er pænt blomsterrig, tørrede og knuste rosenblade, violer, læder, lys og moden frugt, hindbær, jordbær, lakrids, gammel kælder, røg, eg, lys balsmisk syre, svampe og egentlig meget elegant, ædelt og modent.

I munden vinen tør med masser af træ, ribs, hindbær, umodne kirsebær … en meget lys og ren syre, vildt tørre tanniner og virker ikke så mørk, som mange Barbaresco vine kan være i forhold til fx Barolo’erne. Her sidder alle tingene på de rette pladser.

Forhandles herhjemme af Oxholm Vin, men denne er ikke pt i sortimentet. Til gengæld kan du finde en Barolo Rombone 2013 til 349 kr., så denne ligger nok omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7