N.V. André & Michel Quenard, Crémant de Savoie Extra Brut, Savoie, Frankrig

N.V. André & Michel Quenard, Crémant de Savoie Extra Brut, Savoie, FrankrigTesten af de 6 Savoie vine startede jeg med bobler … helt passende og det blev en flaske Crémant de Savoie Extra Brut fra vinhuset André & Michel Quenard, som står for 4 af Savoie vinene.

André & Michel Quenard holder til på vingården Savoyard, der er beliggende i byen Chignin lidt sydøst for Chambéry, der er den største by i Savoie.

Indtil 1. verdenskrig var vingården ejet af de adelige, men på grund af et stigende skattetryk til ejere af vinmarker efter krigen, så blev mange vingårde solgt i mindre dele.

Savoyard vingården blev købt af Michel Quénards bedstefar i 1930’erne, men en tidlig død gjorde, at driften allerede i 1944 blev overtaget af sønnen André Quénard. Det var dog først i løbet af 1960’erne af han begyndte at tappe vinene på flaske. Tidligere havde han solgt vinen i tønder til lokale restauranter.

Siden 1976 har ejendommen dog været drevet af Michel Quénard, som siden 2009 også med hjælp fra 4. generation i form af sin søn Guillaume, der er uddannet vinmager fra Beaune og derefter har arbejdet hos Changins i Schweiz.

Michel og Guillaume har samlet 22 hektar vinmarker, hvor fleste vinstokke er med Bergeron, Jacquère, Mondeuse og Altesse. Derfra laver de en lang række vine … pt. 7 hvidvine, 7 rødvine, en rosé, et par søde vine og 3 mousserende vine.

Og det er jo netop en af de mousserende vine, som jeg her har fået i glasset, nemlig deres Crémant de Savoie Extra Brut, der er lavet på 100% Jacquère fra 30-40 år gamle vinstokke høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar.

Druerne er høstet ved håndkraft, hvorefter de presses forsigtig. Så gærer saften i rustfrie ståltanke i et par uger. Derefter tappes vinen på flaske med tilsætning af en tiragelikør inden andengæringen på flaske. Flaskerne ligger normalt omkring et år inden degorgering med 0-0,25 gram dosage aka liqieur d’expedtion.

Dejlig gæret og kalket aroma, masser af friskhed, meget ren med gæret dej, toast, svag vanilje, karamel, lidt nødder og ellers godt med citroner og så denne kalkede mineralitet. Men fornemmer klart lidt sødme, så dermed er de duftmæssige hjørner pudset runde og milde, balancen overraskelse god og samlet meget rank, frisk, balanceret og indbydende.

I munden en god frugt, frisk og boblerne små, intense, brusende og insisterende, men aldrig vilde. Der er godt med citroner, lidt lemon giver en svag bitterhed. Det har klart samme kvaliteter som gode champagner og er meget smagfuld, så jeg er klart begejstret med kæmpestore 5 Thumps Up med pil op.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i Frankrig koster en flaske 12,50€ … svarende til 93 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

Houlberg tester vine fra Savoie … de ukendte bjergvine fra Frankrig

Det er formentlig nok de færreste herhjemme, som kender til den franske vinregion Savoie, som ligger i den østligste del af Frankrig på grænsen til Schweiz … syd for Genève søen og med Jura længere mod nord.

Det er nærmest der, hvor Alperne begynder at rejse sig og der er således ikke langt til kendte skisportsdestinationer som Val Thorens og Tignes. Det er i et charmerende landskab med en del dramatiske stigninger og fald … og med vandløb og søer og blandet landbrug.

Jeg er ikke bedre, for jeg har ikke tidligere smagt eller skrevet om vine fra Savoie her på Houlbergs Vinblog, men da jeg for et stykke tid siden fik en e-mail fra Michèle Piron fra Vinconnexion i Frankrig, om jeg ville smage 6 vine fra Savoie, så sagde jeg omgående ja.

Det var en oplagt chance til at smage vine fra Savoie, dykke ned i dette spændende område, blive klogere og selvfølgelig lave en lille artikel om mine opdagelser. Der gik da heller ikke længe inden der – direkte fra Frankrig – kom en kasse med 6 Savoie vine.

Den ukendte Savoie vinregion

Savoie er bestemt ikke verdens største vinområde, for faktisk er der kun beskedne 2.077 hektar vinmarker i hele Savoie regionen og kun sølle 3 appellationer, nemlig:

  • AOP Vin de Savoie, der også omfatter Crémant de Savoie med samlet 1.755 hektar vinmarker.
  • AOP Roussette de Savoie med 244 hektar.
  • AOP Seyssel med 78 hektar.

De fleste vinmarker ligger på stejle marker i 250-500 meters højde og det er primært de hvide sorter, som dyrkes i Savoie. Omkring 70% af produktionen er hvide druer og samlet findes der 23 forskellige druesorter, herunder mange lokale, som er ukendte herhjemme, hvor Jacquère, Altesse og Mondeuse er de mest kendte lokale.

Savoie regionen er opdelt i 20 geografiske områder eller – hvis man skal gøre det mere simpelt – i 4 hovedområder, hvor hovedvægten er i Savoie med 80% af produktionen, 8% i Haute-Savoie, 8% i Isère og endelig 4% i Ain.

Regionen har et kontinentalt klima med både en alpin indflydende og en middelhavs indflydelse. De fleste vinstokke i Savoie plantes på  bjergsider op til 500 meters højde, selvom bjergene er langt højere. Det betyder, at der kan blive ret koldt i Savoie, men det hjælpes dog ved store mængder nedbør.

Den stenede jordbund og det kølige klima giver imidlertid vine med en flot lethed og friskhed. Det er måske derfor, at vine ofte beskrives som kølige, bjergfriske eller alpin-rene.

Men Savoie ligger også højt … samlet ligger Savoie området i en gennemsnitlig højde på 1.500 meter og der er ikke mindre end 36 bjergtoppe på over 3.500 meter.

Historisk set har Savoie regionen været delt mellem både Frankrig, Italien og Schweiz, men i 1792 blev den annekteret til Frankrig, men blev allerede 25 år senere igen italiensk. Men endelig i 1860 fik den atter fransk ejerskab i henhold til Torino traktaten, i øvrigt sammen med grevskabet Nice … og sådan har det været lige tiden.

Men på grund af regionens rige kulturhistorie er den italienske og schweiziske indflydelse stadig stærkt til stede i både køkken, kultur og andre facetter af dagligdagen … herunder vin.

Således er Savoie også stolte af deres oste … oste som Tomme de Savoie, Reblouchon, Beaufort og Chevrotin, mens de også er vilde med ostefondue. Men også for deres vine.

Savoie fik først i 1973 officielt sin AOC status … og selvom der kun er 3 AOC/AOP appellationer, så findes der hele 17 Cru’er, hvor de mest udbredte er Abymes, Apremont, Chignin, Chignin-Bergeron, Crepy samt Jongieux.

Der produceres  i dag omkring 16 millioner flasker Savoie vin årligt, men det er kun 5% af vinene, der eksporteres , da langt de fleste vine sælges i Frankrig og rigtig mange endda til hoteller og restauranter, herunder en del Michelin restauranter.

Derfor er det heller ikke vine, som vi ofte støder på her i lille Danmark og en lille søgning på nettet  over danske forhandlere giver heller ikke mange hits udover nogle få som fx Løgismose, mens Juul’s Vin & Spiritus har lidt Vermouth fra området. Derfor er det også svært, at få Savoie vin i glasset herhjemme, men det er en skam.

Som nævnt findes der mange lokale druer i Savoie … druesorter som Jacquère, Altesse, Gringet, Molette og de røde Mondeuse og Persan, men derudover er det druer som Chasselas, Rousanne, Chardonnay, Gamay og Pinot Noir, som dominerer i Savoie.

Jacquère er klart den mest udbredte sort i Savoie med hele 1.100 hektar vinmarker, mens der er 350 hektar med Gamay, 250 hektar med Mondeuse og 200 hektar med Altesse … også kendt som Roussette.

Derudover er der omkring 100 hektar med Chasselas, 80 hektar med Bergeron aka Roussanne, mens der er 50 hektar marker med henholdsvis Pinot Noir og Chardonnay. De øvrige sorter findes i langt mindre mængder.

Vinene

Og i de 6 fremsendte vine smager jeg netop nogle af disse druer, nemlig 2 vine på Jacquère, 2 på Bergeron aka Roussanne og så en på henholdsvis Altesse og på Mondeuse. Samlet havde Michèle Piron nemlig sendt mig disse vine:

De er fra 2 af områdets gode producenter … André & Michel Quenard samt Domaine Genoux, som dermed kan give en klar fornemmelse af vin fra Savoie.

Konklusion

Jeg har smagt vinene og er sgu fascineret … meget spændende vine og de fleste på druer, som jeg ikke tidligere har smagt. Vinene fra André & Michel Quenard er klart de nemmeste at gå til, for det er ganske friske og samtidig spændende vine.

Vinene fra Domaine Genoux kræver lidt mere fordybelse, men virker lidt som en møde mellem Rhône og Jura. Der er både noget velkendt og noget Jura kantet eller nyskabende. Det er samtidig med en kølig og mineralsk kant. WAUW.

Men hvor er det synd, at der ikke er flere importører herhjemme, men det ønske er hermed givet videre. Der bør være et publikum til vinene herhjemme.

2019 Domaine Louis Moreau, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Louis Moreau, Chablis, Bourgogne, FrankrigDer blev efterspurgt hvidvin i det houlbergske palæ, hvilket blev løst med en lille Chablis fra Domaine Louis Moreau.

Vinhuet ligger i den lille by Beines i Chablis i Bourgogne … omkring 10 kilometer nordøst for Auxerre og drives af Moreau familien.

De har været vinbønder i Bourgogne siden begyndelsen af 1800-tallet, hvor Jean Joseph Moreau arbejdede som tonnelier, altså producerede vintønder.

I 1814 skiftede han dog spor og etablerede sig som en vinkøbmand med J. Moreau & Fils, som siden har lagt grund til det nuværende Domaine Louis Moreau  … og endda også Domaine Christian Moreau, som drives af Louis’ onkel.

Louis Moreau er 6. generation og er selv uddannet ønolog fra fra Fresno State University i Californien og har også arbejdet for forskellige vinhuse i staterne inden han i 1994 vendte tilbage til Chablis og overtog driften efter hans forældre Jean-Jaques Moreau og Eva Madsen … ja, det hedder hans mor. Om hun er dansker ved jeg imidlertid ikke, men det lyder jo unægtelig sådan.

Moreau driver reelt 2 vinhuse, nemlig Domaine Louis Moreau samt Domaine de Biéville. Domaine de Biéville ligger i den østlige del af Chablis og er startet af Louis’ far i 1970’erne, hvor han tilplantede en stor 45 hektar sammenhængende vinmark.

Domaine Louis Moreau ejer omkring 20 hektar og allerede i starten af 1900-tallet købte familien en række vinmarker, så i dag ejer de blandt andet en lang række fine Premier Cru og Grand Cru marker, faktisk ejer de 5 Grand Cru marker, heraf er de endda eneejer af en af Grand Cri markerne … altså en såkaldt Monopole mark. Derfra laver de bl.a. vinen Grand Cru Clos des Hospices dans les Clos.

Louis Moreau laver alene hvidvine og 11 forskellige fra de to domainer. Louis’ vine fadlagres gennemgående kun ganske få måneder for at fadets vaniljearomaer ikke skal maskere vinenes naturlige store renhed og kompleksitet. Målet er at lave vinene der bedst muligt afspejler den unikke terrior.

Denne basis Chablis er levet på Chardonnay druer fra en række  udvalgte parceller med næsten 40 år gamle vinstokke omkring landsbyerne Beines og Chabllis.

Efter høsten er druerne skånsomt presses efterfulgt af naturlig spontangæring med temperaturstyring. Vinen er lagret 12 måneder sur lie på ståltankene … altså helt uden lagring på egefade.

Duftmæssigt er der smæk på … masser af æbler, æblekompot og æblegrød sammen med lidt tropiske frugter som mango og ananas, lidt røgede noter, flint og et skvis citrus. Det er en frejdig, frisk samt ekspressiv duft … intet sart eller forsigtigt, men masser af velduft.

I munden er det lidt samme historie … meget smagsfuld vin med skrald på aromaerne. Der er æbler, pærer, fersken samt et saltet, røget og mineralsk bid. Det er Chablis med tyngde, krop og masser af smag … absolut læskende og drikkevenlig.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7