2018 Louis Latour, Meursault, Bourgogne, Frankrig

2018 Louis Latour, Meursault, Bourgogne, FrankrigJeg var forleden til vinaften, hvor vi fik serveret en række fantastiske vine og vi startede med denne 2018 Mersault fra Maison Louis Latour.

Vinhuset er grundlagt i 1797 af Denis Latour, regnes nok for det førende Bourgognehus i Aloxe-Corton og er kendt for deres konstant høje kvalitet.

Louis Latour er ikke bare et Bourgognehus – Louis Latour er højt respekteret for deres evne til at kombinere århundreders gamle traditioner med innovation – også uden for Bourgogne og er kendt som pionérer i produktionen af fine vine fra bl.a. de sydfranske områder Ardeche og Côrteaux de Verdon.

Latour-familien har været vindyrkere siden det 17. århundrede. Familien har med tiden opbygget et unikt domæne på mere end 48 hektar i Bourgogne med bl.a. Grand Cru marker i både Chambertin og Romanée-Saint-Vivant i Côte de Nuits samt Corton-Charlemagne og Chevalier-Montrachet i Côte de Beaune.

Alle druer fra Louis Latours vinmarker i Bourgogne vinificeres og lagres på Château Corton Grancey i Aloxe-Corton. Dette vineri var det første af sin art, der blev bygget i Frankrig og er den dag i dag stadig hjertet i produktionen af vinene fra Louis Latour. Her laver huset hvert år omkring 130 forskellige Bourgogne vine.

Her har man skabt et særligt produktions anlæg med et jernbane- og elevatorsystem, der bl.a. sikre mosten kan føres fra det ene kar til det andet uden brug af pumper. Ved at undgå pumper, mindskes risikoen for at vinen oxiderer.

Det er også dér i Aloxe-Corton, at vinhuset har deres juvel … 33 hektar vinmarker, som ligger med udsigt til det smukke Château Corton Grancey.

I dag ledes foretagendet af 11. generation af Latour familien, nemlig Louis-Fabrice Latour som den administrerende direktør, mens selve produktionen er lagt i hænderne på Boris Champy, som selv kommer fra en vinfamilie i Champagne og derudover har arbejdet i Bordeaux.

Denne Mersault er én af de over 130 forskellige vine fra Louis Latour og Chardonnay druerne kommer fra 25 år gamle vinstokke på marker i Mersault syd for Volnay og Pommard. Druerne er høstet med håndkraft med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med gæring i egefade … en efterfølgende malolaktisk gæring i samme og efter endt fermentering er vinen lagret omkring 8-10 måneder i barriques, heraf 15% nye fade.

I næsen er der masser af blomster og brunet smør, smeltet smør, melon, pærer, appelsin, tørre papkasser, en virkelig fin landlighed, godt med nødder, hasselnødder og lidt træ. Det er bare så fin og klassisk hvid bourgognevin uden de mindst svinkeærinder.

Smagen er faktisk lige sådan … cremet, smørfed og alligevel så elegant. Det er blødt og rundt med pærer, saftige pærer, lemon, fed og lækker frugt, en fin, klar og præcis syre, kalket mineralitet, men først og fremmest smuk balance. Vinen bliver aldrig for svulstig, opulent eller fed, men alt falder i hak stille og roligt.

Forhandles af både Laudrup Vin og Vildmedvin, hvor en flaske koster 599 kr., mens prisen er 539 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Domaine Genoux, Chignin-Bergeron Le Grand Blanc, Savoie, Frankrig

2019 Domaine Genoux, Chignin-Bergeron Le Grand Blanc, Savoie, FrankrigDen sidste Savoie hvidvin var også fra Domaine Genoux aka Château de Mérande, for det var nemlig deres 2019 Chignin-Bergeron Le Grand Blanc.

Her er det en vin på Bergeron druen, som vi også kender som Roussanne, altså druen mest kendte fra Rhône.

Druerne høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, men ellers lavet som foregående vin, altså med langsomt og blød presning uden afstilkning. Gæringen er sket spontant ved kølig temperatur og alene med druernes egne gærceller i 6-8 uger. Det er efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring sur lie i ståltanke og 10% på barriques.

Duftmæssigt snakker vi både pærer, modne abrikoser, gule stenfrugter og honning. Derefter er der klart nogle nødder, kalk samt ganske svagt lidt oxiderede noter. Vinen virker duftmæssigt også småfed og lettere olieret … men virkelig indbydende duft.

I munden har vinen lidt samme fladhed som foregående, men her blot mere kompleks og en kende mere balanceret. Igen er der både peber og salt, modne abrikoser, meget cremet, olieret og fyldig, men uden en skarp syre. Det flyder igennem munden så behageligt, så svulstig og alligevel spændstig på en eller anden måde. Det minder lidt om et møde mellem Rhône og Jura, men smager fantastisk.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i Frankrig koster en flaske 19,60€ … svarende til 146 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Domaine Genoux, Son Altesse Roussette de Savoie, Savoie, Frankrig

2019 Domaine Genoux, Son Altesse Roussette de Savoie, Savoie, FrankrigI testen af Savoie vinene var de sidste to fra Domaine Genoux … også kaldt Château de Mérande. Derfra starter jeg med en hvid Roussette de Savoie vin … en 2019 Son Altesse

Domaine Genoux aka Château de Mérande ligger i Combe de Savoie i Arbin. Vinhuset drives af familien Genoux med André og bror Daniel Genoux i spidsen.

De er 5. generation i rækken af vinproducenter på Château de Mérande, selvom familien allerede i 1248 flyttede til Arbin efter et jordskred ved deres gamle hjem i Mont Granier.

André og Daniel Genoux havde egentlig valgt andre erhverv … den ene som lærer og den anden indenfor sygepleje. De vendte alligevel tilbage til familieforetagende for at fastholde og udvikle Château de Mérande … og en 6. generation er endda også på vej.

Brødrene har samlet 12 hektar vinmarker, som dyrkes både økologisk og biodynamisk. Den mest udbredte drue på deres marker er klart Mondeuse, som de har over 7 hektar med … hvoraf nogle af vinstokkene er over 50 år gamle.

Derudover har de 2 hektar med Roussanne ved foden af ​”Grand Blanc klippen. Der også 1,5 hektar i gammel morænejord med nogle vinstokke med Altesse, hvorfra de producerer den store Savoie hvidvin Roussette de Savoie, lidt Gamay, Jacquère og Persan.

Her smager vi så netop en vinen Son Altesse fra en af de 3 appellationer i Savoie, nemlig Roussette de Savoie, hvor der på de samlet 244 hektar laves hvidvine på druen Altesse, som også tit kaldes for Roussette. Andre navne fir druen er Anet, Fusette, Prin Blanc og Mareste.

Altesse er en af ​​Savoies mest værdsatte druesorter, da den giver fyldige og koncentrerede hvidvine med blomster, nøddeagtige karakterer og god syre.

Det menes, at Altesses oprindeligt stammer fra Cypern, da man har fundet tidligere omtaler om druen fra det 18. århundrede. Indtil for nylig mente man også, at Altesse var identisk med Tokaji’s Furmint, selvom dette senere er blevet modbevist.

Nu er den mest accepterede teori, at Altesse stammer fra den sydlige bred af Genfersøen i Schweiz og at druen er i familie med den schweiziske Chasselas, som også findes i fx Alsace.

Altesse modner sent og druerne får et rødligt skær inden høst, hvilket også er baggrunden for druen primære synonym Roussette, som jo betyder rødlig på fransk.

Udover anvendelse i Roussette de Savoie og Roussette du Bugey-vinene, så er druen også tilladt i blend sammen med de Jacquere baserede vine under den store Vin de Savoie appellation.

Her er Altesse druerne høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar, hvorefter de presses langsomt og blødt uden afstilkning. Så er fermentering sket ved kølig temperatur og alene med druernes egne gærceller i 6-8 uger. Det er efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring i ståltankene sur lie i en periode,.

I næsen er vinen lettere nøddet, frugten er melon, pærer samt gærede æbler, æblecider, masser af mandler og marcipan, klare kalkede noter, lakridskonfekt, søde krydderier og let timian.

Smagsmæssigt lidt en sjov størrelse, nærmest med stærk peber, lime, umodne æbler samt nogle saltede elementer. Samtidig er der en nærmest flad smag … voldsom bitter og tør. Det smager lidt som en oxideret vin, selvom den på ingen måder dufter sådan. I starten stod jeg lidt af, men der er sgu et eller andet over vinen, som bare er anderledes, spændende, blidt og anderledes.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men i Frankrig koster en flaske 17,80€ … svarende til 133 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7