Byggemøde 12. juni 2021 … med lækre vine, bold og Eriksen

Indrømmet … jeg er bagefter med mine skriblerier her på Houlbergs Vinblog, men hellere sent end aldrig, som man siger. Det gælder også sidste byggemøde lørdag den 12. juni. som dermed faldt sammen med Danmarks første EM kamp mod Finland.

Keeper var dog den eneste, der var reglementeret klædt i rød fodboldtrøje, men ellers var alt som det plejer. Denne gang var det Flemmings tur til at være vært og han havde gjort sig klar til en aften extraordinaire med lutter gode vine og en god portion hjemmelavet mad … og det vender jeg fluks tilbage til.

Alle var oplagte til både vin,. mad og foldboldkamp … som med Eriksens kollaps skulle blive en af de mere specielle og det kom også til en lægge en særlig stemning over aftenen. Vi startede naturligvis med bold efter lidt hjemmelavede blinis med henholdsvis røget laks, rejer samt tørret skinke med ost … og lidt bobler.

Så var vi i gang og det varede heller ikke længe inden bolden rullede i Parken … i hvert fald for en stund. Men da den ufrivillige pause i den mærkelige landskamp kom, så satte vi os til bords og startede med retterne. Lidt praktiske er vi mennesker jo.

Maden

Flemming havde denne gang selv lavet al maden … så væk var den tapas, som havde præget mange af de seneste byggemøder og det var en god overraskelse, for Flemming havde virkelig lavet en fin 3-retters menu, som bestod af:

  • Muslingesuppe med rødtunge
  • Oksefilet med bagte kartofler og tilbehør
  • Kage

Her lidt fotos af retterne … dog uden dessertkagen, som jeg ikke fik taget et foto af. Men det skal retfærdigvis siges, at vi også fik kagen ret sent efter fodboldkampen var slut og mange vine senere.

Og sikke lækker mad … en rigtig dejlig overraskelse. Den lækre muslingesuppe med rødtunge blev samtidig suppleret med en ret fantastisk vin i form af Dr. Hegers 2016 Achkarrer Schlossberg Grauburgunder Grosses Gewächs.

Vinene

Til hovedretten nød vi en perlerække af vine, som Flemming havde indkøbt til aftenen … og det var disse:

Og hold nu kæft for et felt … hvor jeg er nødsaget til at fremhæve flere af vinene. Der var først de to flotte champagner, de to Heger vine på Grauburgunder og Spätburgunder, Stoddens altid toplækre Recher Herrenberg Frühburgunder og specielt Jean-Louis Chaves Clos Florentin Saint-Joseph.

Men faktisk var der så mange stjernestunder … så stor tak til Flemming for at dele dette flotte felt. Men stjernestunder var der også i blindsmagningen, hvor jeg trak en solid arbejdssejr hjem.

Som vanlig har jeg ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene … og der er masser at glæde sig over.

2017 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2017 Silvio Grasso, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienDenne Langhe Nebbiolo fra Azienda Agricola Silvio Grasso har jeg smagt før og været totalt forelsket i. Og nu er jeg det igen.

Vi har fat i Silvio Grassos basis Langhe Nebbiolo, der vistnok ikke lavet på 100% Nebbiolo – men kun 95% – da der er tilsat 5% Barbera samt Merlot. Og druerne kommer fra  Monticello d’Alba området i La Morra.

Lavet på rustfrie ståltanke med fermentering i 10 dage, hvorefter vinen lagrer videre på ståltanke i 6 måneder efterfulgt af 5 måneder på egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Sidst jeg smagte vinen var det i årgang 2015 og dengang skrev jeg også en masse om vinhuset. Så det gør jeg ikke nu, men skynder mig i stedet at få vinen i glasset og læner mig frydefulgt tilbage i stolen.

I glasset er vinen igen lys og transparent, hvilket får mine håbefulde forventninger til at stige et par etager. Og hvor dufter det altså bare pissegodt … pardon my french. Op af glasset strømmer nemlig en lys, fin og vanedannende aroma med violer, roser, mentol, timian, syrlige kirsebær, lyse blommer, ribs … sådan let våde og gæret. Der kommer også et let fadpræg, hvor både røg, lidt svag vanilje, karamel og tørre mandler vil lege med. Og uha hvor de leger.

Smagsmæssigt har vinen en lidt svag sød side med lidt karamel, kirsebærlikør, jordbær og egentlig meget frugtrig smag. Med luft i munden mærker du vitterlig et markant tanniske Nebbiolo bid, men syren bliver dog aldrig helt vild og tør, for den lille kække, søde side gør helheden venlig, måske endda nærmest saftig og læskende. Det er monsterlækker Langhe Nebbiolo, der vil kunne slå mange fine Barolo’er omkuld. Det bliver 5 kæmpe hjerteformede fingre med amorspil op.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 104 kr., hvilket må siges at komme i kategorien røverkøb.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Château la Fleur Haut Carras, Haut-Médoc, Bordeaux, Frankrig

2018 Château la Fleur Haut Carras, Haut-Médoc, Bordeaux, FrankrigChâteau la Fleur Haut Carras ligger mellem Saint-Sauveur og Pauillac på Medoc halvøen og er et af de talrige, mere ukendte vinslotte i Bordeaux. Men derfra smager jeg nu vinslottets vin i en årgang 2016.

Vinslottet ejes og drives af Albert Tiffon, som kommer fra en familie af vinproducenter i Bordeaux, men da han ikke kunne overtage sine forældres ejendom, så grundlagde han i 1982 i stedet Château la Fleur Haut Carras.

I dag har Albert Tiffon 8 hektar i Haut Médoc og frem for alt 4 hektar i Pauillac. Specielt de 4 hektar Pauillac ligger helt fantastisk og i dag ville det være umuligt for ham at købe sådanne marker, da de store naboer som Mouton, Latour, Lynch-Bages og Pichon Comtesse de Lalande opkøber alt, så det betyder vilde priser.

Albert Tiffon modtager ofte opkald med spørgsmålet, om han er villig til at sælge sine 4 hektar, som formentlig i dag har en værdig på omkring  2 millioner euro pr. hektar. Men Mouton Rothschild vin fra Pauillac kan jo også sælges til 300 € pr. flaske i modsætning til Alberts 20 €.

Denne 2018 Château la Fleur Haut Carras Haut-Médoc er lavet på et blend af 50% Cabernet Sauvignon, 45% Merlot og 5% Cabernet Franc. Druerne kommer dog ikke fra hans Pauillac marker, men fra de 8 hektar grusholdige marker i Saint-Sauveur.

Vinen er lavet med gæring på ståltanke med 30 dages maceration, der giver godt med udtræk af farve, smag og tannin. Derefter er 60% af vinen modnet 11 måneder på franske barriques, heraf 35% helt nye fade, mens resten blot modnes i ståltankene.

Duften rammer næsen med en vis modenhed, lidt kælder, lidt muldjord og en trøffelagtig sødme, hvor fagpræget er pænt tydeligt med cedertræ, masser af skovbund, tobak og søde krydderier. Men så vågner frugten op, blommeagtig og mægtig. Der er solbær, sorte kirsebær kombineret med grafit, mynte og så et lille dekadent slag fra grønne blade, en let kølighed og blæk.

Smagen er lettere end forventet … virker frisk og frugten mere syrlig og lys end forventet. Tanninerne er pænt tørre og trækker en lille og svag bitterhed med ind i smagsbilledet. Smagen er tør og suppleres af lidt engelsk lakrids, kul og tjære, men alt bliver sådan lige pænt i overfladen, men selv uden vild dybde, så er det en harmonisk og en velkomponeret Bordeaux vin, så vi ligger lige i spændingsfeltet mellem 4,5 og 5 houlbergske tomler eller 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 179,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 99,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7