2018 Bodegas Forjas del Salnés, Finca Genoveva Caiño, Rías Baixas, Spanien

2018 Bodegas Forjas del Salnés, Finca Genoveva Caiño, Rías Baixas, SpanienTilbage i december smagte jeg vinen Goliardo fra Bodegas Forjas del Salnés i Rías Baixas, bl.a, lavet med druen Caiño.

Nu havde Flemming også valgt en vin fra Forjas del Salnés, for det var nemlig den 100% Caiño baserede vin Finca Genoveva.

Vingården drives af Rodrigo Rodri Méndez, som grundlagde Bodegas Forjas del Salnés i midten af 2000’erne og navngav vingården efter den forretning indenfor stålindustrien, som hans gamle bedstefar Francisco Méndez drev. Rodrigo kom dog selv fra en familie, som har vinproduktion i blodet og er nevø af Do Ferreiros Gerardo Méndez … en anerkendt producent af Albariño i Rías Baixas.

Men Rodrigo Rodri Méndez besluttede sig for at producere rødvine i  Rías Baixas, som jo ellers næsten udelukkende er viet til hvidvine, og søgte hjælp fra vennen Raúl Pérez, der selv producerer vin i Bierzo og andre af de galiciske regioner.

Raúl rådede dog Rodrigo til ikke at droppe de gamle Albariño vinstokke, så derfor producerer Bodegas Forjas del Salnés i dag 15 forskellige vine fra husets 7,5 hektar vinmarker, som ligger ved landsbyerne Meaño, Sanxenxo og Barro. Den årlige produktion ligger på omkring 45.000 flasker årligt.

Derudover er Rodrigo Rodri Méndez også involveret i projektet Castro Candaz sammen med Raúl Pérez i Ribeira Sacra … et nok lidt mere ukendt område omkring Chantada i Galicien.

Denne Finca Genoveva Caiño er på 100% Caiño fra den legendariske Genoveva mark, hvor Forjas del Salnés også laver dyrker Albariño til deres ikoniske Leirana Genoveva. På den granitholdige mark er vinstokkene helt op til 200 år gamle.

De tudsegamle Caiño vinstokke er faktisk plantet helt tilbage i år 1862 og dyrkes i dag efter økologiske principper, selvom vingården dog ikke er økologisk certificeret. Høsten foretages i hånden med en efterfølgende nænsom sortering. Druerne afstilkes og bagefter sker gæringen naturligt med en 15 dage lang maceration. Slutteligt lagrer vinen på neutrale 1.500 liters egetræsfade og så laves der alene små 2.000 flasker af denne sjældne, spanske rødvin.

Vild lys og mineralsk næse … pebermyntepastiller, granatæbler, tranebær, stikkelsbær og syrlige kirsebær, en lys balsamisk syre, masser af sten og mineraler, peber, rosmarin, ymer, jern, bitterhed, laurbærblade, grønne blade og godt med grønne urter.

Finca Genoveva Caiño smager også, som den dufter … lyserød, fin, stringent med sure ribs, tranebær og er faktisk megasur, grøn, urtet og har samtidig stor tørhed. Der er også godt med tanniner, en let og lys saftighed, hvorved der afsløres en frisk, lys og elegant sur vin, som er let som en forårsbrise og burgundisk charmerende.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 359 kr., mens prisen er 329 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7