2008 Lunadoro, Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione, Toscana, Italien

2008 Lunadoro, Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione, Toscana, ItalienSocietà Agriocola Lunadoro – også kaldet Nobile Lunadoro – ligger tæt på den lille landsby Gabbiano mellem Val di Chiana dalen og Trasimeno søen cirka 15 kilometer nordøst for selve Montepulciano by … og det er derfra, at jeg nu smager to af deres Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione … og starter med 2008’eren.

Vingården har samlet 40 hektar jord, men heraf er alene 12 hektar vinmarker beliggende i 332 meters højde med en undergrund med masser af her … bl.a. påvirket af Trasimeno søen. Omkring 10 hektar af vinmarker er tilplantet med Sangiovese og de restende 2 med Merlot, Petit Verdot og lokale druer.

Vingården ledes af Adriano Annovi, mens ønologen Maurizio Saettini står for produktionen og agronomen Egidio Finazzer for driften af vinmarkerne. Men de 3 herrer ejer dog ikke vingården, for Nobile Lunadoro er nemlig ejet af den store vinkoncern Schenk, som vi jo er stødt på her på Houlbergs Vinblog tidligere.

Schenk eller Gruppo Schenk eller der Schenk Gruppe er et stort schweizisk foretagende, som har afdelinger og vingårde i mange lande og laver vine fra hele verden målrettet både supermarkeder, detailhandlere og restauranter.

Den schweiziske koncern er grundlagt tibage i 1893 af Arnold Schenk, som med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske land, bl.a. ved at oprette datterselskaber i de respektive lande og udnytte den lokale tilstedeværelse.

Således har koncernen selskaberne, Schenk Italia i Bozen i det nordlige Italien og Bodegas Murviedro i Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber blandt de førende vineksportører i de to lande med et bredt produktsortiment.I Frankrig ejer koncernen vinhuset Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux. I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.

De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges. I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen.

De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto og Bacio della Luna i Toscana samt franske vinhuse som fx Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.

Schenk er således et rigtigt stort foretagende, som også laver mere end 600 forskellige vine fra et utal af lande i hele verdenen, fx også Australien, Chile, Grækenland … blot for at nævne nogle få.

Schenk har dog først købt Società Agriocola Lunadoro i 2016, men vinhuset er nu også et forholdsvis ungt hus … de tidligere ejere købte nemlig ejendommen i starten af 2000 og lavede de første vine et par år senere i 2004.

Dengang hed vinhuset Azienda Agricola La Bandita e Lunadoro og var grundlagt af Dario Cappelli og Gigliola Cardinali. De havde bl.a. også stået bag en fuldstændig renovering af vinkælderen i 2006 for implementering af moderne teknologi.

Men nu er det så Schenk gruppen, der driver Società Agriocola Lunadoro og dets marker. Målet for Schenk er i første omgang at tredoble produktionen til 80.000 flasker årligt … og indtil videre er det fordelt på 4 forskellige vine, hvor denne Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione er topvinen.

Vinen er fremstillet på 85% Sangiovese – eller Prugnolo Gentile, som de også kalder den lokalt – suppleret med lige dele Merlot, Canaiolo og Mammolo. Vinifikationen sker i temperaturstyrede rustfri tanke,  ståltank, hvorefter vinen modner 24 måneder på et mix af store franske tonneaux-fade og små franske barriques efterfulgt af minimum 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen moden brunlig, men jo slet ikke unaturligt for Sangiovese med alder, men konen vrænger næse. Men det er der slet ingen grund til, for vinen dufter ret godt, selvom det bestemt er en  moden aroma med blommer, modne kirsebær … Amarena kirsebær, sød tobak, læder, tørrede champignon og trøfler – og dermed næsten nok til en god risotto – gammel og fed balsamico, kaktuspiller, ristede noter samt en snert lakridskonfekt.

Smagsmæssigt er det også en moden vin … blød, rund med blommer, kirsebær, saftig, flot og har bløde, polerede tanniner, en fin lethed og en fin nerve. Man kan godt forstå, at Brunello nogle gange ryster i flasken, når kusinen Vino Nobile di Montalcino kommer på bordet, hvor den som her er fint afstemt, moden og yderst drikbar, så 5 houlbergske fingre med stor pil op.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 149,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Decugnano dei Barbi, Mare Antico Orvieto Classico Superiore, Umbrien, Italien

Decugnano dei Barbi er en lille Produttori di vino a Orvieto i Umbrien og det er derfra, at jeg nu smager denne Mare Antico Orvieto Classico Superiore årgang 2017.

Tenuta Decugnano dei Barbi ligger små 15 km fra byen Orvieto i bakkerne ved Lago di Corbara i Umbrien … og jeres flittige blogger har en særlig kærlighed for netop den vinregion … besøgte en hel masse vingårde på en vintur … det kan du i øvrigt læse om i flere blogindlæg startende med Houlberg i Montefalco – part 1: Hvad fanden laver han der?

Tenuta Decugnano dei Barbishistorie går helt tilbage til  omkring 1.000 år før vores tidsregning. På den charmerende vingård er der nemlig kældre under vinmarkerne, som dette gamle folk udgravede for over 3.000 år siden.

Kældrene bruges i dag til lagring af husets glimrende Spumante, lavet på den traditionelle champagne-metode. Men i nyere tid har gården dog fået navn efter ejeren Claudio Barbi, en vinhandler som købte gården i 1973.

Siden er vingården blevet nænsomt restaureret og i dag drives gården fortsat af Claudio, nu blot sammen med sønnen Enzo. For flere år siden besluttede far og søn at koncentrere deres indsats for at producere den bedste vin i området.

Produktionen blev skåret ned med to tredjedele, og der blev eksperimenteret med nye blandinger for at øge kvaliteten. Det første resultat blev de Tre Bicchieri i Gambero Rosso i 2011 for vinen Il Bianco di Decugnano i årgang 2009 … en vin jeg i øvrigt tidligere har skrevet om her på bloggen i anden årgang.

En af forklaringerne på, hvorfor gården kan lave så fremragende hvide vine, skal findes i jordbunden. En undersøgelse af jorden på deres vinmarker har afsløret samme jordbundsforhold som i netop Chablis. Kalkholdig og fyldt med skaller fra østers. Ligeledes ligger markerne 350 meter over havet, hvilket giver masser af luft og et klima en lille smule køligere end i resten af Umbrien.

Denne Mare Antico Orvieto Classico Superiore er lavet på 55% Grechetto, 20% Vermentino, 20% Chardonnay og 5% Procanico – også kaldet Trebbiano – fra marker i 300 meters højde rig på fossiler, havskaller og østersskaller.

Vinen er lavet ved, at druerne først er afstilket, afkølet og presset, hvorefter fermenteringen er sket i rustfri ståltanke i 15-20 dage ved 14-16 grader … dog har 5% været gæret i nye franske egefade.

Der er ikke sket malolaktisk gæring, men vinen har været lagret 6 måneder i ståltankene og 12 måneder på flaskeinden frigivelse. Der er 3 gram restsukker pr. liter og så er der produceret 20.000 flasker af vinen.

Hold da op for en lille gavtyv af en vin … aromatisk og næsten småparfumeret med sødme. Det er næsten som en vinøs frugtsalat, trutti-frutti,blomster, en eksotisk frugt med melon, fersken, røde, melede æbler og grillede citroner samt lidt grønne stikkelsbær … men ellers meget moden i duften. Der er også kridt samt nogle kalkede noter.

I munden er vinen knap så sød, som duften egentligt reklamerede med, for der er tyk lemon, igen de grillede citroner, noget røget og vinen virker smagsmæssigt også lidt småfed med både let sødme og bitterhed. Der er også en snert grape og så igen kommer der nogle salte smage, kalk og alt sammen på en lidt småfed og smålummer facon, men også meget smooth.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 112 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Sélection Laurence Féraud, Gigondas, Rhône, Frankrig

2016 Sélection Laurence Féraud, Gigondas, Rhône, FrankrigNæste vin – en 2016 Gigondas – er rigtig spændende, for den er lavet af  Laurence Féraud, der er ejer af det totalt legendariske Châteauneuf-du-Pape vinslot Domaine du Pégau.

Hendes store ekspertise og stærke netværk af kontakter i hele det sydlige Rhône har givet givet hende adgang til at købe druer af høj kvalitet, som hun laver under sit eget negociant  brand Sélection Laurence Féraud og denne 2016 Gigondas er netop en vin derfra.

Laurence Férauds forfædre har været vinavlere i Châteauneuf-du-Pape ignenem mange generationer. Hendes oldeforældre og hendes  bedsteforældre Elvira og Leon Féraud over fik over en lang periode  samlet 22 hektar vinmarker, som i dag er grundstenen på Pégau.

Hendes far Paul Féraud startede i 1964 – sammen med sin italienske hustru Odile – med at aftappe noget af sin produktion og sælge dem under navnet Domaine Feraud, mens resten af produktionen blev solgt til forskellige negociantproducenter.

Det var dog datteren Laurence Féraud, der i 1987 – efter afsluttede uddannelse indenfor vinproduktion og handel – udvidede både vineri og vinkældrene samt oprettede Domaine Pégau, således hun i 1990 kunne aftappe hele produktionen fra familiens marker.

Sammen har far og datter gjort ejendommen til en af de bedste i Châteauneuf-du-Pape. Men ved siden af Pégau, så laver ihærdige Laurence Féraud altså også negociantvine.

Denne Sélection Laurence Féraud Gigondas er 80% Grenache, 15% Syrah og 5% Mourvedre, der høstes fra Gigondas-terroirs med et mix af kalkholdigt ler og forvitrede sten. Vinen gærer på tank med frugtbevarende temperaturstyring og modner i hele 3 år på en kombination af ståltank, store brugte fade og små barriques.

I glasset overraskes du af, at det på ingen måder er en sort og fedfarvet Gigondas, men næsten transparent. Duften er vild, totalt overraskende. Vi snakker blomster møder mødding, sød armsved, saftige og let syrlige lyserøde bolsjer, jordbær, lyse kirsebær, violer, læder, sten, lidt fine og delikate fadnoter, som slet ikke dominerer, men blot giver lidt vanilje og mælkechokolade. Det er så let, fint og luftig en duft, at de færreste vil gætte Gigondas.

Og sådan smager vinen faktisk også … den har nærmest en burgundisk slagside, selvom det måske er lidt fortærsket med referencen til Bourgogne. Men vinen er vitterlig let, luftig, ren og spinkel på en næsten sart måde. Der kommer lidt Rhône karakter frem med lidt peber og krydderier, en saftig lys frugt … let tranbær, jern, mineraler og sten, som er med til at give en meget, meget svag bitterhed i eftersmagen. Der mangler måske – hvis jeg skal blive meget krævende – lidt dybde, men fuck det smager godt.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 329,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 229,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7