Houlberg tester vine fra … Weingut Heid og Gut Wilhelmsberg

Vinmageren Markus Heid er en ihærdig fyr … som driver sin egen vingård Weingut Heid i byen Fellbach i Württemberg området, men også – sammen med Lukas Hermann – Gut Wilhelmsberg i byen Kitzingen ved Maine floden i Franken.

Hvad er så mere naturligt end at lave en dobbeltsmagning, hvor jeg tester vine fra både Weingut Heid og Gut Wilhelmsberg? Det var sgu da en god idé, så den springer jeg da omgående på.

Weingut Heid

Familien Heid i Fellbach i Württemberg har været vinavlere siden det 17. århundrede, men i dag drives vingården af 10. generation i form af Markus Heid. Han overtog i 1990 driften fra sine forældre, der havde drevet gården som et blandet landbrug … men også med produktion af en smule vin.

Det ændrede Markus, således driften blev omlagt til ren vinproduktion med et klart mål om at fremstille ærlige, ligefremme vine. Samtidig designede han – inspireret af et arkitekturtidsskrift – et smagerum, hvilket var længe før, at sådanne rum blev standard hos alle vinproducenter. Senere i 2007 har Markus også lavet en udvidelse af vineriet i den gamle, fredede bygning.

Heid har i dag 11,1 hektar vinmarker og de bedste marker er klart Fellbacher Lämmler, Fellbacher Goldberg, Stettener Pulvermächer og der dyrkes 23% Riesling, 18% Trollinger, 14% Lemberger samt 14% Burgunder druer … siden 2007 har markerne været dyrket økologisk.

Den primære produktion udgøres af rødvine, hvor især druerne Trollinger og Lemberger er de vigtigste, men der laves selvfølgelig også vine på Spätburgunder. Heids top rødvin på Lemberger høstes fra parcellen Lämmler, der er klassificeret som Grosse Lage.

På trods af, at de rødvine udgør størstedelen af produktionen, så laver Weingut Heid også fantastiske hvidvine på Riesling druen, her er husets topvin deres Grosse Gewächs fra Grosse Lage marken Stettener Pulvermächer.

Markus Heids årelange stræben efter kvalitet blev i 2013 belønnet, da vinhuset blev optaget som medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikatsweingüter og hans vine roses også altid af Gault Millau og kræsne vinanmeldere. I Eichelmann er vinhuset opført med fire stjerner.

Markus er specielt stolt af hans 2016 Lämmler Lemberger Großes Gewächs … en vin, som jeg også skulle smage, men dog i en nyere årgang 2018. For samlet har jeg testet disse 5 vine fra Heid:

Gut Wilhelmsberg

Men udover arbejdet på Weingut Heid, så producerer Markus Heid også vin i Franken området, hvilket sker sammen med vennen Lukas Herrmann på vingården Gut Wilhelmsberg.

Det er et nyt projekt opstartet i 2018, hvor Heid og Herrmann har overtaget den tidligere vingård Weingut Wilhelm Meuschel Jr. i den lille by Kitzingen ved Maine floden 15-20 kilometer sydøst for Würzburg i Franken.

Vingården er oprindelig grundlagt i 1845 af Johann Wilhelm Meuschel, hvis far – med samme navn – allerede i 1828 fra hans hjem i Buchbrunn var startet med at køre sin hestevogn rundt i området for at sælge vine.

I 1878 flyttede Weingut Wilhelm Meuschel Jr. til Kitzingen, hvor man slog sig ned i den gamle bydel og siden 1906 har vinhuset haft deres domæne i de gamle bygninger.

Siden har har Meuschel navnet været berømt udover Frankens grænser på grund af husets store sortiment og kvalitet  … så berømt, at det endda blev udnævnt som leverandør til det hertugerne ved det saksiske hof i 1890 og til det kongelige bayerske hof i 1903. De havde endda besøg af den daværende kong Luitpold af Bayern.

Senest har det været brødrene Christian & Johannes Meuschel, der som 6. generation har drevet vinhuset, men da de ikke havde efterfølgere i familien, så solgt de i 2018 vinhuset til Markus Heid og Lukas Herrmann med en gruppe investorer i ryggen.

Den unge Lukas fra Heidelberger slet ikke så erfaren som Markus. Han har nærmest lige startet som vinmager og har efter uddannelse fået erfaring fra ophold hos forskellige vinproducenter … senest i New Zealand.

Købet af Weingut Wilhelm Meuschel Jr. omfattede hele vingården … både den gamle vingård i Kitzingen, vinmarker og forretningslokaler. Siden har man ændret konceptet og navnet, for Markus synes ikke, at vinhuset fortsat kunne hedde Meuschel, når der ikke var en Meuschel med i driften.

I stedet har man kaldt det Gut Wilhelmsberg med respekt og reference til Wilhelm … den oprindelige grundlægger og selvfølgelig husets monopol mark Kitzinger Wilhelmsberg, der jo også er opkaldt efter den  gamle grundlægger Wilhelm Meuschel.

Derudover har husets også parceller på gode vinmarker som Escherndorfer Lump og Fürstenberg. Siden overtagelse har Markus Heid og Lukas Herrmann startet med at omlægge husets 7 hektar vinmarker til økologisk drift og vil være certificerede i løbet af 2021. De har samtidig opsagt de aftaler, som huset havde med andre vinavlere, således de alene laver vine fra egne vinmarker.

Endvidere er de også gået i gang med modernisering af den gamle vingård, hvor der er investeret i nye ståltanke og samtidig er de også i gang med at renovere de 13 meter dybe kældre, som er perfekt til lagring af egefade og mousserende vine.

De to venner har også strømlinet deres sortiment … og gået fra 84 forskellige vine til mere beskedne 12 forskellige, da de vil satse på kvalitetsvine … og samtidig også starte med at lave en smule Sekt aka mousserende vin.

Og sådan en fætter skulle jeg også smage … men resten af vinene, som jeg kaster mig over, er alle fra 2019 årgangen, der jo også blot er vennernes anden årgang efter overtagelsen. Samlet har jeg smagt disse vine:

Konklusion

Jeg har smagt alle 12 vine fra Heids to vinhuse og startede faktisk med Gut Wilhelmsberg vinene af 3 årsager … 1; dels er det nærmest kun hvidvine, 2; jeg kunne starte med lidt bobler og sidst men slet ikke mindst – hvilket overtrumfede de to første – var det absolut fuldstændigt tilfældigt 🙂

Det er alle spændende vine, men skal jeg vælge mellem de to vinhuse, så er Weingut Heid vinene endnu en tak bedre, hvilket specielt kom til udtryk i de to rødvine og særligt den imponerende Fellbacher Lämmler Lemberger GG, der har et outstanding niveau. Men også rosévinen fra Heid er bedre end hos Gut Wilhelmsberg, men vent bare … Gut Wilhelmsberg er godt på vej.

Med Fellbacher Lämmler Lemberger GG sluttede smagningen af vinene også med et brag, men det var også den vin, som jeg af dem alle mest havde glædet mig til … og den skuffede ingenlunde.

Samlet var det et godt bekendtskab med de to vinhuse i de 2 områder Franken og Württemberg. I Franken er Gut Wilhelmsberg klart et innovativt, moderne vinhus og klart et vinhus, som man skal holde øje med. I Württemberg har Heid fået et godt fodfæste, men det hviler også på en lang tradition i familien og anerkendelse af VDP …  Verband Deutscher Prädikatsweingüter.

2019 Domaine de la Grosse Pierre, Grille-Midi Chiroubles, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine de la Grosse Pierre, Grille-Midi Chiroubles, Bourgogne, FrankrigBag næste vin gemmer sig én af de stærke kvinder i Beaujolais i form af Pauline Passot. Vinen er hendes 2019 Grille-Midi Chiroubles.

Domaine de la Grosse Pierre ligger på adressen Route de la Grosse Pierre lidt øst for byen Chiroubles på en granitholdig bakke i Beaujolais.

Domænet blev grundlagt af Paulines bedstefar Georges Passot i 1960’erne. Siden blev driften overtaget af  hendes forældre Alain og Véronique i 1979, men siden 2018 har den været med den 3. generation i spidsen i form af Pauline Passot.

Hun er oprindeligt uddannet sommerlier, men valgte at komme hjem til familiens vingård og selv lave de vine, hun tidligere serverede for andre. Hendes filosofi er at lave vine, der på reneste vis udtrykker deres terroir, og hun stræber mod biodynamisk produktion.

Domaine de la Grosse Pierre har samlet 9 hektar vinmarker, hvoraf de 7,7 hektar ligger i Chiroubles, 0,8 hektar i Morgon og 0,5 hektar i Fleurie og på alle markerne er det udelukkende Gamay.

Her smager vi Pauline Passots Grille-Midi Chiroubles, hvor Gamay druerne kommer fra en lille 0,8 hektar granitholdige parcel Lieu-dit Grille-Midi i 420 meters højde, hvor vinstokkene er 50 år gamle. Den er egentlig ikke lavet under Domaine de la Grosse Pierre, men under hendes eget Domaine Pauline Passot … selvom vinen selvfølgelig fremgår på Domaine de la Grosse Pierres hjemmeside.

Vinen er lavet med hele klaser og semi-CO2-gæring på druernes naturlige gærceller og uden tilsætning af svovl under vinifikationen. Gæringen varer 12 dage med løbende remontage, efterfølgende malolaktisk gæring. Derefter er vinen lagret 11 måneder på 600 liters betontanke og så flaskes vinen med blot en smule svovl.

Uha igen en totalt lækker duft … luftige blomster, pollen, lys karamel, sødme, let kvindeparfume, pænt parfumeret med lys, let frugt, svagt lidt krydderboller, håndsæbe, cedertræ og en stoisk rolig lethed.

I munden er vinen nærmest i samme boldgade, let, luftig med søde krydderier, kanel, spidskommen, syren er let, feminin og med en lidt svævende lys sødme. Der er ikke mange tanniner i vinen, som bare er blød, imødekommende på en lys, elegant, sart og fin facon. Det er sgu vin til at blive i godt humør af.

Forhandles af Vinøs Vinbar & Vinhandel, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen er 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2009 Bodegas Valduero, Gran Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2009 Bodegas Valduero, Gran Reserva, Ribera del Duero, SpanienBodegas Valduero er vi stødt på her på Houlbergs Vinblog før og nu havde Jan taget en af deres vine med til vor aften … 2009 Gran Reserva.

Bodegas Valduero ligger lidt øst for den lille by Gumiel de Mercado og er grundlagt tilbage i 1984 af Don Gregorio Garcia Viadero. Dengang var Valduero blot den 6. vingård i Ribera del Duero DO og har således været en af pionererne i det i dag populære vinområde. De anses derfor også i dag som værende blandt nogle af de mest prestigefyldte producenter i Spanien.

Garcia Viadero familien har samlet over 200 hektar vinmarker, som samtidig har nogle af områdets ældste Tinto Fino aka Tempranillo vinstokke, som jo blev plantet før området blev internationalt anerkendt.

Vinstokkene er fritvoksende uden opbinding, hvilket normalt kun ses hos små producenter, da metoden er ekstremt arbejdskrævende og umuliggør mekaniseret beskæring og høst.

Markerne ligger samtidig som nogle af de højest beliggende i hele Ribera del Duero i omkring 840 meters højde og dyrkes uden brug af kemiske sprøjtemidler. Ejendommen er ikke certificeret økologisk, men der arbejdes ud fra økologiske retningslinjer. Der skæves også kraftigt til biodynamiske dyrkningsprincipper.

Bodegas Valduero er desuden berygtet for at høste deres druer ekstremt sent, fordi de ønsker at druerne skal hænge længst mulig på stokkene. Derved opnås komplekse aromaer.

I dag drives vinhuset af Don Gregorios to døtre, Carolina García og Yolanda García Viadero. Yolanda Viadero er Valdueros vinmager og  hendes ambitionsniveau stråler ud af hende. Yolanda er det første kvindelige medlem af Ribera del Duero konsortiet og desuden den person, som har været medlem af rådet i længst tid.

Familien har i år 2000 bygget et nyt, moderne og underjordisk vineri med 3 underjordiske tunneler, hvor der er plads til 3.500 egefade og over 1 million flasker. De mange fade udskiftes hvert 4. år, så det må sgu være lidt af en udskrivning.

Placeringen under jorden betyder en konstant temperatur og høj luftfugtighed, helt perfekt til lagring af vinene … som fx denne Gran Reserva, som er lavet på ren Tempranillo og høstet med et utroligt lavt udbytte på kun 2 tons pr. hektar.

Vinen laves kun i særligt gode årgange og er efter traditionel gæring lagret i husets kældre 30 meter under jorden i 4 år på europæiske og amerikanske egefade fra 6 forskellige steder. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 5 år inden frigivelse.

I næsen er det en fed og fyldig vin med masser af fad, bacon, fedtegrever, en medicinkasse, mejeri, blæk, kridt og næsten med en smule kølig Nordrhône stil. Den er lidt som et løg med mange lag, lidt kaffe, tobak, kul, tørv, ristede noter, sten, lakridskonfekt, kanel, brun sukker og vanilje, mens frugten er mørk suppleret med blommer og lidt mørk chokolade.

I munden er det en kødfuld vin, ren, cremet, saftig, rund og blød. Der er blommer og solbær, støvede og tørre tanniner, men alligevel er de doseret meget afdæmpet. Det er en stor mundfuld, men så modent, blødt og lækkert, så dermed smuk Ribera del Duero vin.

Forhandles af Fionia Vin, hvor en flaske koster 489 kr.

Vinanmeldelse 6/7