2018 Caviro, Brumale Rubicone Sangiovese Appassimento, Emilia-Romagna, Italien

2018 Caviro, Brumale Rubicone Sangiovese Appassimento, Emilia-Romagna, ItalienNæste vin … Brumale Rubicone Sangiovese Appassimento 2018 kommer fra Italiens allerstørste vineri, nemlig Caviro beliggende i  Forlì i Emilia-Romagna.

Caviro er grundlagt i 1966 og er et stort kooperativ med 12.400 vinavlere som medlemmer, der samlet har imponerende 36.300 hektar vinmarker i 7 regioner af landet, Veneto, Toscana, Emilia-Romagna, Marche. Abruzzo, Apulien og Sicilien.

De omsætter for over 2,7 milliarder kroner og vinene eksporteres til over 70 forskellige lande og omfatter brands som Tavernello, Feudo Apuliano, BotteBuona, Castellino, Brumale, Vigneti Romio, Fatascia, Tini, Leonardo do Vinci, Cantina di Montalcino, Cesari, Terre Forti, Castelli Modensi, Romio, Monna Lisa og Allenico.

Via datterselskabet Caviro Extra Spa er vinhuset engageret i genindvindingen af ​​biprodukter fra vin- og landbrugsproduktionen til ædle produkter til fødevarer, lægemidler og biomethan. Caviro er også førende inden for produktion af alkohol og verdensledende inden for produktion af naturlig vinsyre.

Denne 2018 Brumale Rubicone Sangiovese Appassimento er en af vinene fra Emilia-Romagna området … lavet på 85% Sangiovese og 15% andre ikke navngivne druer. Efter høst er druerne lagt til tørre i 60 dage, hvorefter de ligger til udblødning 8-10 dage inden gæring, som er sket i store 100-300 hektoliter ståltanke ved 25-26 grader efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring i tankene. Vinen har hele 15 gram restsukker pr. liter.

I næsen lidt tør træ, en klar frugtsødme med kirsebær og blommemarmelade, måske endda lidt blåbær, våde viskestykker, akacietræ og så alligevel en vis kølighed. Man må sige, at man har fået tøjlet de tørrede druer flot, så det ikke bare bliver en overdone og total ekstraheret vin.

Smagsmæssigt er det en fyldig og krydret vin … der er pænt stor sødme fra de tørrede druer, men det er slet ikke skræmmende, for det gør blot vinen saftig, men samtidig har den sgu også nogle vildt tørre tanniner, som udtørrer munden. Det er en vin på lidt epo med masser af sødme, men alligevel med nerve, tyk frugt og en lille voldsomhed.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor vinen koster 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Weingut Raddeck, Riesling Alte Reben, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Raddeck, Riesling Alte Reben, Rheinhessen, TysklandFra ægteparret Anna-Karina og Stefan fra Weingut Raddeck lige ovenfor Nierstein smager jeg nu endnu en vin og denne gang er det deres 2018 Riesling Alte Reben.

Vinen er produceret fra druer på vinstokke, der er 35 år gamle og står på den stejleste del af  Roter Hang. Druerne er høstet ved håndkraft og vinen er spontangæret på 500 liters egefade og er også lagret der 12 måneder på gærresterne. Efter aftapning modnes den endnu et år på flasken inden frigivelse.

Fin næse … stenet, mineralsk med et anstrøg petroleum, lidt røget spegepølse, appelsin, violer, småsure æbler, fersken, citroner, røg og klare egenoter. Der giver en lidt sjov, tiltrækkende note, hvor både de lidt terpentinske elementer blandes med egetræ.

I munden har vinen en dyb, intens smag … grillede citroner, lemon, modne samt syrlige æbler og et godt bid. Der er lidt cremet elegance fra fadene og eftersmagen er også sindssyg lang. I eftersmagen er der pænt med lemon bitterhed.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 Quinta da Devesa, Vinhas Velhas Reserva, Douro, Portugal

2013 Quinta da Devesa, Vinhas Velhas Reserva, Douro, PortugalDen sidste vin til den portugisiske vinsmagning på S’Vinbar i Aarhus blev også den bedste. Her kan I se vinen foran lidt charcuteri fra Sabina. Vinen er en Vinhas Velhas Reserva 2013 fra Quinta da Devesa.

Vingården er reelt grundlagt i 1941, hvor familien Fortunato købte Quinta da Devesa. Men selve ejendommen har en lang historie, der går tilbage til 1844, hvor Quinta da Devesa bl.a. var en del af den kendte Barão de Forrester … et stort portvinshus inde i Porto. Det var også kendt for Joseph James Forrester, der tegnede kort over alle vinmarker og gårde i Douro området.

Efter familien Fortunato erhvervede ejendommen, så har de investeret … selvfølgelig med en særlig fokus på portvine, men i de senere år har familien også satset mere på almindelig vin, som fx denne Vinhas Velhas Reserva.

Quinta da Devesa har samlet 30 hektar vinmarker, der ligger i 50-500 meters højde med eksponering mod nord, syd og vest, hvilket giver vinmageren Luís Rodrigues mange forskellige mikroklimaer at arbejde med.

Denne kompleksitet af vækstbetingelser betyder, at druerne modnes på forskellige tidspunkter af året, hvilket giver bedre styring af høsten. Alle vine fra Quinta da Devesa produceres udelukkende af druer fra husets egne marker.

Denne Vinhas Velhas Reserva er lavet på et field blend … altså direkte fra en marker, hvor der er et utal af forskellige sorter og i denne er der mere end 20 forskellige. Vinen er lavet med traditionel fodtrædning i granit lagares – en slags kar – med en efterfølgende gæring og så 12 måneders lagring på nye fransk og amerikanske egefade efterfulgt af mindst et års flaskelagring.

I næsen er det florale, blomstrende endnu tydligere end hos de foregående vine, langt mere aggressiv og samtidig fornemmer man her også noget, som måske kan minde lidt om Bordeaux, hvor der er engelsk lakrids, cedertræ, cigaræsker, røg, landlig og animalsk stald, tjære og så en frugt med solbær, brombær. Vinen er mere tæt og har mere kraft suppleret med lidt fadnoter med vanilje.

Smagsmæssigt er vinen meget tør, der er godt med tanniner, selvom de ingenlunde bliver vilde. Men det er en flot vin, har en god struktur og intensitet, er samtidig rank og stoisk. Der er brombær, blåbær og hindbær, lidt lakridsale elementer, krydderier … mest søde som både vanilje og kardemomme.

Forhandles af Vinho.dk, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7