2019 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2019 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder, Ahr, TysklandSom tidligere skrevet, så skulle vi støde på Weingut Jean Stodden flere gange denne aften og det blev det en Spätburgunder basisvin, som Flemming serverede for os.

Druerne til vinen kommer fra forskellige af Stoddens marker i både Bad Neuenahr-Ahrweiler, Dernau og Rech. Druerne høstes selvfølge med håndkraft og fermenteres over 14 dage i rustfrie ståltanke med skindet. Herefter sker der en malolaktisk gæring og så lagrer vinen i gamle 1.000 liters egetræsfade i knap 11 måneder.

2019’eren minder på mange måder om 2018’eren med en streng næse, der er urtet og grøn. Der er kirsebær, granatæbler suppleret med lejrbål og masser af os, våde brugte vaskeklude, mynte, timian, eukalyptus, tulipaner og lægeurter.

Smagen følger duften meget godt og er syrlig, røget, bitter med stram syre, stramme tanniner, syrlige kirsebær, ribs og brombær, men lidt kluntet og småskæv inklusiv en pose syrlige drops. Som sidst kan den lige hive sig op på 4,5 Spätburgunderglade fingre.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Weingut Dr. Heger, Achkarrer Schlossberg Grauburgunder GG, Baden, Tyskland

2016 Weingut Dr. Heger, Achkarrer Schlossberg Grauburgunder GG, Baden, TysklandSjovt nok kom næste vin også fra et vinhus, som jeg har besøgt før, nemlig Weingut Dr. Heger i Ihringen i Baden. Her smager vi en monstrøs 2016 Achkarrer Schlossberg Grauburgunder Grosses Gewächs.

Det var i tilbage i 2016, at jeg besøgte Heger … et besøg, som du kan læse om i blogindlægget Besøg hos Weingut Dr. Heger i Ihringen.

Marken Achkarrer Schlossberg er en af Hegers bedste marker og ligger lige vest for Ihringer Winklerberg ved landsbyen Achkarren.

Det er en meget stejl vinmark med store og stejle terrasser, men ligger meget solrigt på et af de varmeste steder i Tyskland med en vest til sydøst orientering, meget lidt nedbør og en rimelig gold jord, primært med sten af vulkansk oprindelse.

Marken regnes i øvrigt som Tysklands bedste mark for specielt Weissburgunder og Grauburgunder, men giver også Riesling vine, som er stærke og udtryksfulde, men også altid elegante.

Besøgende kan gå gennem marken på en 2,4 kilometer lang sti, der fører hen over Schlossberg med en smuk udsigt udover Achkarren … hvis ellers du har bentøjet i orden.

WAUW … der er brunet smør, moden og næsten oxideret frugt, meloner, fersken, ananas, dåsepærer, masser af fadpræg med både franskbrød og høje vaniljesnegle, karamel og hasselnødder. Det er en duft nærmest på epo, virkelig fadtung indbydende, vild og våd supperet med smågærede noter, skocremer, hvid nougat og er virkelig overdådig, eksplosiv og opulent.

I munden er vinen lige sådan … vild, blodig, fyldig og eksplosiv, bare så cremet og blød, men uden at miste rygraden, for vinen har også en god syre, lidt røget og saltet smag, appelsinskal, umodne pærer, lemon, citroner og muskatnød. Det smager bare vildt godt, så Houlberg hoster op med 6 store tomler med pil op.

Fås bl.a. hos Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7