2020 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, Spanien

2020 Bodegas Martín Códax, Martín Códax Albariño, Rías Baixas, SpanienNår jeg lige har smagt en Albariño vin fra Viñas e Adegas Galegas, der er ejet af Bodegas Martín Códax, hvorfor så ikke også smage en vin fra selve kooperativet … deres Martín Códax Albariño.

Dennne Martín Códax Albariño er selvfølgelig også ren 100% Albariño, hvor druerne er høstet med et udbytte på 58 hektoliter pr. hektar og så er vinen ellers lavet på temperaturstyrede ståltanke uden lagring af nogen slags.

Duftmæssigt er vinen fed, aromatisk, blomstret … har frugt med fersken, melon, modne æbler, stikkelsbær samt lidt muskatnød samt tyggegummi og en jernet mineralitet.

I munden er vinen dog langt mere frisk, syrlig og grøn … pæn syrlighed med citroner, grape, kridt og altså bare masser af syre og en grapeagtig bitterhed. Det er en vin, hvor man liver op og alligevel med et venligt blink i øjet.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Weingut Egon Schmitt, Dürkheimer Spielberg Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Egon Schmitt, Dürkheimer Spielberg Riesling Trocken, Pfalz, TysklandDen gode Jochen hos Weingut Egon Schmitt laver self også vin på de mere udbredte druesorter som fx denne 2019 Dürkheimer Spielberg Riesling Trocken.

Marken Dürkheimer Spielberg liggr ved den nordvestlige del af byen på det bjerg, hvor marken Ungsteiner Herrenberg ligger øst for højderyggen, mens jorden, der skråner ned mod Pfalzskoven er Dürkheimer Spielberg .

Der er stor uenighed om, hvor marken har sit navn fra. Nogle mener, at den har fået navnet efter et romersk udsigtstårn, som engang var placeret der … og ordet Spielberg kommer fra det romerske specula, som er Spiegelberg og i dag Spielberg.

Andre mener, at navnet går de gamle grever … die Grafen von Leiningen, som ejede dette stykke jord, der var rig på den spurv, som på tysk hedder Wacholderdrosseln og på dansk en sjagger. Den skulle vist være kendt for sin fine sang … og deraf fik marken selvfølgelig navnet  Vogelspiel.

Denne vin har spontangæret i store træfade., hvorefter den så er lagret sur lie for at forfine og give fylde til den koncentrerede frugt. Den er tappet på flaske i juni 2020 med en let filtrering. Vinen har 4,0 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der først en snas petroleum, diesel og terpentin … så er motoren ligesom startet. Niveauet af TDN ligger klart i den højere ende, men ikke så meget, at man ikke kan fange frugten med modne æbler, fersken, tørrede abrikoser, let lakridskonfekt, nogle fylde og lidt, som kan minde om fiskefond eller skaldyr, salte mineraler, støvet kalk suppleret med lidt krydderier.

Smagsmæssigt er der en god og markant frisk syre, om end lidt til den fyldigere side. Alt leveres blødt og cremet. Det er sgu Riesling lækkerier med citron, grønne limefrugter, lemon bitterhed, umodne æbler, abrikos og fin lang eftersmag. Houlberg er glad med 5 fingre indbefattet en pil op.

Forhandles af Vinøs Vinbar & Vinhandel, hvor en flaske koster 180 kr., mens prisen er 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Egon Schmitt, Green Vibes Sauvignac Trocken, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Egon Schmitt, Green Vibes Sauvignac Trocken, Pfalz, TysklandSauvignac druen er der nok mange, som ikke kender. Det er en krydsning mellem Riesling og Sauvignon Blanc og næste vin Green Vibes Sauvignac Trocken fra Weingut Egon Schmitt er netop lavet på den drue.

Druen er udviklet af Valentin Blattner, som vi er stødt på før her på vinbloggen. Blattner er en schweizisk druegenetiker og  drueavler … og samtidig faktisk også vinproducent i Jura. Han har siden 1980’erne brugt uanede kræfter på at finde nye og mere sygdomsresistente druesorter ved at spejle en række kendte sorter og står bl.a. også bag en række nye druesorter, som er ved at vinde indpas i Danmark.

Og netop Sauvignac er en sort, som Blattner har fremavlet ved at krydse Riesling og Sauvignon Blanc. Det er en sort, som modner ret sent og er hårdfør mod frost. Det er jo en hvid druesorter, men den får let en lidt lyserød farve og så er den selvfølgelig hårdfør mod både meldug og botrytis,

Sauvignac dyrkes i små mængder i Tyskland, blandt andet på vingården Timo Dienhart i Mosel og Ansgar Galler i Pfalz, så det er meget få hektar, som der findes med druen … men den gode Egon Schmitt i Pfalz dyrker altså også lidt Sauvignac.

Weingut Egon Schmitt holder til i Bad Dürkheim i Pfalz og er grundlagt af Egon himself i 1976 sammen med hustruen Inge. I dag er det dog sønnen Jochen Schmitt, som driver vingården sammen med sin kone Corina … men fortsat med lidt hjælp fra faderen.

Jochen er uddannet vinmager fra Geisenheim, men har nu siden 1996 været ansvarlig for vingården Am Neuberg i Bad Dürkheim, hvor familien samlet har 20 hektar ved Dürkheim, Leiststadt, Ungstein, Wachenheim og Kallstadt.

Det omfatter bl.a. parceller på marker som Fronhof, Hochbenn, Nonnengarten, Spielberg og Steinberg  i Bad Dürkheim,  Herrenberg i Ungstein, Mandelgarten i Wachenheim og Kreidkeller i Kallstadt.

På markerne dyrker Jochen de hvide sorter Riesling, Pinot Gris, Pinot Blanc, Chardonnay, Gewürztraminer, Sauvignon Blanc, Müller-Thurgau samt de nyere sorter som Sauvignac, Cabernet Blanc. Der er også lidt røde druer som Pinot Noir, Cabernet Mitos, Cabernet Sauvignon, Dornfelder, Merlot, Lagrein, Portugieser, Regent og St. Laurent.

Markerne passes efter retningslinjerne for kontrolleret miljøvenlig vinavl, men er altså hverken økologisk eller biodynamisk certificeret, men arbejder med gødning med kompost og druekvas.

I vinkælderen arbejder Jochen med, at hvidvinene kun laves på rustfrie ståltanke, mens de røde vine modnes på enten gamle fade eller barriques. Den årlige produktion ligger på 140.000 flasker og indtil videre sælges de fleste i Tyskland, men har en lille eksport til Holland og Danmark.

Nu smager jeg et par vine fra Jochen og først er det altså denne Sauvignac baserede vin i serien Green Vibes, som udover Sauvignac også omfatter en vin på sorten Muscaris … igen en nyere krydsning lavet på Muscat og Solaris og frembragt i 1987 af Norbert Becker på Staatliches Weinbauinstitut Freiburg i Tyskland

Vinen er lavet ved, at druerne er presset over et par timer, hvorefter der er sket en kølig gæring i rustfrie ståltanke. Der har vinen så også lagret en periode frem til 1. februar 2021, hvor vinen er tappet. Den har 7,6 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Vinen dufter nok mest af Sauvignon Blanc … sådan lidt grøn, aromatisk og blomstret, herlig landlig, har en snert af grønne æbler, tropisk frugt, grønne bananer, ananas og lidt græs, hø og mynteblade.

I munden er det en god og frisk vin med lemon, citroner og her sparker Riesling druen nok ind med nogle af dens gener. Syren er ikke vild, for det er bitterheden, der har taget den grønne førertrøje på fra Mr. Lemon. En lille sødme blødgør Mr. Lemon og giver samlet en vin, som virker fin helstøbt … og det er vildt spændende at støde på Sauvignac druen.

Forhandles af Vinøs Vinbar & Vinhandel, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7