2015 Voltumna, 12-15 Pinot Nero, Toscana, Italien

2015 Voltumna, 12-15 Pinot Nero, Toscana, ItalienDet er en tilsnigelse, når jeg skriver, at denne 12-15 Pinot Nero fra vinhuset Voltumna er en 2015, for den modne vin er faktisk lavet som en cuvee bestående af to meget varme årgange … 2012 og 2015.

Voltumna har vi stødt på tidligere her på vinbloggen og det var sidste år, hvor jeg smagte deres lille genistreg Querciolo. Men her er det altså deres 12-15 Pinot Nero.

Vinhuset ligger i Dicomano i Mugello dalen nord for Firenze … en bred grøn dal afgrænset af Appeninerne mod nord og Monte Giove mod syd og med floden Sieve løbende på kryds og tværs i dalen.

Voltumna drives af Marzia Politi og hustruen Valeria. De overtog vingården i 2012 sammen med et andet ægtepar, der i forvejen allerede arbejdede på vingården. Ved købet oprettede de sammen et andelsselskab, hvorefter de navngav projektet Voltumna efter den etruskiske gudinde for jorden og underverdenen, men også det italienske ord for held … la fortuna.

Allerede efter overtagelse blev driften omlagt til biodynamisk produktion, hvilket i starten skete med vejledning fra vinmageren Michele Lorenzetti, men siden 2013 har Leonello Anello været brugt som konsulent til fremstillingen af vinene på Voltumna.

De har samlet 5 hektar vinmarker og de fleste vinstokke er plantet tilbage i år 2000, men har enkelte parceller med Sangiovse stokke, der stammer tilbage fra 1980’erne. Ud af de 5 hektar marker er der 1,8 hektar med Sangiovese fordelt på 5 forskellige parceller og de resterende marker er med Pinot Noir, Pinot Gris og så nogle parceller med et mix af forskellige druer.

12-15 Pinot Nero er lavet med druer fra en af husets marker beliggende i 300 meters højde og med en jordbund hovedsageligt af ler og selvfølgelig dyrker biodynamisk. De to årgange er vinificeret på hver deres måde: 2012 årgangen er vinificeret i rustfri ståltank, mens 2015 årgangen har ligget på fad.

Duftmæssigt er det også en virkelig moden Pinot Noir, men den holder sig lige på den rigtige side og bliver ikke for overmoden, men skal formentlig heller ikke gemmes så mange år mere. Og i glasset er der da også nogle changerende brunlige farver, som kommentator Poul Erik Andersson ville ha’ sagt i en kommentering i DM i dans.

Der er pænt moden frugt, kirsebær, blommemarmelade, svag hindbær, godt med champignon, svampemix, muldjord, gammelt træ, jernbanesveller og lidt røg.

I munden viser vinen imidlertid sin styrke … meget blød, smooth, ganske vist med en moden frugt, kirsebær, brombær, blommer, men samtidig med nogen syre, der giver svag friskhed, mens tanninerne er tørre om end omgængelige. En lille kæk Pinot Noir sødme giver et bidrag til den gode, behagelige balance med lidt afdæmpede krydderier og let bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 138 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Vins Nus, SiurAlta Orange, Montsant, Spanien

2020 Vins Nus, SiurAlta Orange, Montsant, SpanienMed næste vin er vi fortsat på orange billet, for det er endnu en skindfermenteret naturvin i form af vinen SiurAlta Orange fra vinhuset Vins Nus.

Vinhuset med det underlige navn – som jo ellers blot betyder nøgne vine – er grundlagt af arkitekten Alfredo Arrinbas i 2001, hvor han købte vingården Clos del Portal i Priorat.

Selvom han har stået bag en række storslående ejendomme i hans egen fødeby Barcelona, så gik han i gang med at lave vin på Clos del Portal, men parallelt startede han også et projekt i Trossos under Montsant appelationen. Her genoprettede han marker gamle vinstokke og derfra laver han naturvin under navnet Vins Nus.

Markerne i Trossos ligger i de højeste lag af Gritella og Collet Blanc i 700 meters højde med forskellige jordarter og orienteringer, drives fuldstændig biodynamisk og i markerne anvender Alfredo hest til at pløje mellem vinstokkene.

Der laves to serier af vine … InStabiles, der er de rød vine fra Priorat og så SiurAlta – bjergvinene – fra Alfredos marker i Montsant, alle er økologiske og biodynamiske vine, der alene laves i meget begrænset antal.

Denne SiurAlta Orange er lavet på et mix af Grenache Blanc, Carignan Blanc og Malvasia fra Alfredos allerhøjeste beliggende marker i 820 meters højde. Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og med mindst mulig indgriben.

Det betyder en gæring i store amfora lerkrukker over 60 dage på skindet. Derefter modner/lagres de også i amforakrukkerne inden vinen så samlet i rustfrie ståltanke inden aftapning på flaske. Der er ikke tilsat det mindste svovl eller andet skidt.

I glasset er vinen lysere orange end forrige, men der er dog langt flere gærrester i bunden af flasken … som et signal om, at her har vi alt gøre med et produkt, der er mere naturligt end det normale, men det stikkes klart af duften.

Nu snakker vi … totalt landlig, animalsk biosved af reneste karat … det er jo røvballesvedigt med både mødding, nytårskrudt, paraffin, stearinlys og bivoks, overgærende æbler, tørrede abrikoser samt appelsinskrald, grillede lemon, lettere oxiderede noter, solcreme samt lidt strandsand. Nøj, hvor er det godt.

I munden er det også næsten kandiserede abrikoser samt en citrusagtig syre, saltkaramel og – mine damer og herrer – så smager det altså forrygende. Der er røg, salte elementer, lemon bitterhed og alt egentlig doseret rigtigt fornuftigt. Det er en vin, der lige får dig til at vippe ud på det yderste af stolen, saftig, syrlig, salt bitter med en lille karamelsødme. Nam. Klart 5,5 store fingre med pil op.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 190 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7