Kategoriarkiv: Besøg hos vinproducenter

Besøg hos vinproducenter, Vinanmeldelser

Besøg hos Klosterweingut Abtei St. Hildegard … et lynvisit hos nonnerne

Længere oppe af vejen fra vores hotel i Rüdesheim finder man det store gamle kloster Abtei St. Hildegard … virkelig smukt beliggende med et utrolig udsigt udover Rüdesheim og Rhinen. Egentlig ganske ligegyldigt for os vinnørder, hvis det ikke lige var fordi, at en flok nonner render rundt på skråningerne, passer vinstokke og laver ganske dejlige vine.

I det gamle Benediktinerinnenabtei, hvilket vel kan oversættes til det kvindelige benediktinerkloster, finder vi nemlig Klosterweingut Abtei St. Hildegard. Så selvfølgelig skulle vi da lige forbi klosteret for at nyde udsigten og måske endda erhverve lidt vin.

Benediktinerinnenabtei Sankt Hildegards historie går tilbage til middelalderen, hvor den fromme abbedisse Hildegard von Bingen, som levede mellem 1098 og 1179, stiftede klosteret.

Allerede dengang dyrkede søstrene klosterets vinmarker og lavede vin. Og denne tradition har de fortsat med, og producerer således fortsat både messevine til klosteret samt almindelig vine til dem, som er knap så hellige.

Klosterweingut Abtei St. Hildegard har samlet 6,5 hektar vinmarker, hvor der dyrkes to druesorter, Riesling og Spätburgunder. Jo, nonnerne har sgu da meget god smag. 83% af markerne er Riesling og de sidste 17% Spätburgunder.

Der ejes en række forskellige marker, nemlig Rüdesheimer Klosterberg, Klosterlay, Kirchenpfad, Bischofsberg, Magdalenenkreuz, Drachenstein, Geisenheimer Mönchspfad og Assmannshäuser Hinterkirch.

I dag administreres vinproduktionen af Winzerschwester Thekla Baumgart sammen med én af de få mænd på stedet, vinmageren Arnulf Steinheimer, som også er lokal, nemlig fra Oestrich–Winkel.

Men nonnerne ved, at god vin kommer af hårdt og fælles arbejde, så derfor deltager alle klosterets søstre i vinhøsten, som finder sted i oktober hvert år … godt støtter af venner af klosteret.

Der produceres årligt 70.000 liter vin hos Klosterweingut Abtei St. Hildegard, hvilket er fordelt på en lang række vine. De bedste vine kalder søstrene for Klosteredition, og de bærer navne som Domus Domini, Mons Sanctus, Hildegardis Scivias, Benedictus, Abbatissa og har etiketter med historiske, kirkelige motiver lavet af den gode abbedisse Hildegard von Bingen.

Derudover laves en række traditionelle vine, tørre, halvtørre, søde, Weißherbst, sekt … samt lidt stærkere sager, bl.a. Kräuterlikör, Kräuterbitter samt Mirabellen-, Apfel- og Zwetschgenbrand på 40% alkohol … ahhh de vilde nonner altså.

Går man lidt rundt finder man ud af, at klosteret også er en del af caminoen … pilgrimsruten aka Jakobsvejen, der fører til den nordvestspanske by Santiago de Compostela. Måske kan endda kan overnatte hos nonnerne på klosteret? Og så med lidt vino? Hmmmm.

Nå, men på klosteret er der ingen fancy vinothek, men alene en klostercafé og en klosterladen, altså en butik, hvor søstrene sælger deres vine sammen med andre religiøse remedier. Dermed er der heller ingen oplagt mulighed for at se nærmere på vinproduktionen, vinkælderen eller andet. Men smukt er der sgu oppe på klosteret.

Vi gik lidt rundt i klosterladen … snusede og jeg endte med et købe et par næsten hellige relikvier, primært i form af Riesling, bl.a. en 2013 Rüdesheimer Klosterberg Riesling Trocken til den beskedne sum af 6€ … den kommer lige som næste blogindlæg.

Vinmæssigt er Klosterweingut Abtei St. Hildegard måske ikke det mest spændende sted at besøge, men bestemt et smukt og herligt pitstop på lille vinrute. Et religiøst åndehul … måske endda med en frokost i klostercaféen? Det må vi prøve næste gang.

Besøg hos vinproducenter

Besøg på Weingut Kloster Eberbach … historiske hessische Staatsweingüter

Efter Weil gik turen til netop det store Kloster Eberbach eller Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach, som det helt korrekt hedder.

Eberbach er vel nok det vinhus, som har haft størst indflydelse på vinproduktionen i Rheingau og selvfølgelig skulle vi også besøge det historiske kloster … eller i hvert fald deres vinothek. Klosteret kunne så bare være kloster. Men smukt ser det altså ud.

Kloster Eberbach ligger et stykke tilbage fra Rhinen, nemlig udenfor byen Eltville lidt nordøst for Geisenheim. Det blev grundlagt af augustinermunkene i 1116, men allerede i 1136 blev det overtaget af cistercienserne udsendt af Bernhardt de Claivaux i Bourgogne og det blev et af de største og mest aktive klostre i hele Tyskland.

Klosteret havde et meget enkelt regelsæt, som var Ore et Laborum, hvilket betød bed og arbejd. Som resultat af denne levevis blev der i løbet af kun 40 år etableret ikke mindre end 200 mindre klostre langs Rhinen mellem Worms og Köln. Disse klostre fungerede også som handelsstationer for

Kloster Eberbach blev derfor verdens største vinhus, der omkring år 1500 rådede over imponerende 10.000 hektar vinmarker fordelt på 200 vingårde, der også fungerede som salgssteder for klosterets vine.

Og der er masser af historie knyttet til klosteret. Fx indrettende man i 1736 en cabinetkeller til særligt gode vine. Den var opkaldt efter det kabinet, som fyrsterne opbevarede deres værdier i og som de også brugte til forhandlinger med deres ministre.

I dag bruges betegnelsen kabinet jo også for et ministerium, men grundet Eberbachs kælder, så blev ordet siden anvendt i kvalitetsbetegnelsen for tyske vine, alt indenfor Qualitätswein mit Prädikat.

Kloster Eberbach har i dag fortsat stor betydning i vinbranchen, bl.a. er klosteret også verdensberømt for den årligt tilbagevendende vinauktion, hvor priserne kan svinge sig op i det næsten utænkelige.

I dag råder Kloster Eberbach over omkring 250 hektar vinmarker fordelt på 6 ejendomme med tilhørende 3 domæner, hvilket er Domäne Steinberg, Domäne Bergstraße og Domäne Assmannshausen. Der er således marker ved byerne Assmanshausen, Rüdesheim, Steinberg, Rauenthal og Hochheim samt Bensheim ved det sydlige Frankfurt.

Kloster Eberbach er således én af Tysklands store vinproducenter med fremragende vinmarker og en bred vifte af forskellige vine gående fra de knastørre tørre hvide til senthøstede botrytiserede søde vine samt elegante rødvine på Pinot Noir. Der produceres årligt over 2,5 millioner flasker vin på Kloster Eberbach.

Kloster Eberbach har siden 1866 været statsejet … først af Preußisches Domainenweingut og siden 1945 af den hessiske stat, som jo fortsat i dag driver vinhuset under navnet Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach.

Weingut Kloster Eberbach har bygget et moderne vineri med moderne vinothek ved Domäne Steinberg, ikke ret langt fra klosteret, men vi startede besøget på det gamle kloster, hvor der selvfølgelig også findes en butik aka vinothek, hvor man kan smage og købe klosterets vine.

Efter en rundtur omkring vinreolerne indfandt vi os imidlertid hurtigt ved baren. På et skilt stod der, at smagning kostede pr. glas, men at det blev refunderet ved køb. Den rare unge fyr bag disken opkrævede imidlertid ikke noget … han vidste nok, at vi var sikre købere.

Vi havde besluttet os for at smage husets tørre Riesling og selvfølgelig også deres forskellige Spätburgundere. Vi fik en fin gennemgang af vinene, hvor specielt deres Crescentia Steinberger Riesling imponerede sammen med faktisk alle deres Spätburgundere.

I god stil, så blev vinene serveret af de mest lækre glas, som jeg er stødt på i lang tid … helt på Zalto niveau. De blev vist – ifølge vores vært – produceret inde i Mainz.

Vi fik også lov til at smage en 2009 Steinberger Riesling fra topserien Gutsabfüllung aus dem Cabinetkeller. Den var da i total særklasse, så der har jeg sgu lige linket til mine smagsnoter.

Også en 2014 Assmannshäuser Höllenberg Spätburgunder Großes Gewäch var i særklasse, så sådan en bandit skulle vist lige med hjem. Det kom den så.

Efter vort besøg kørte vi forbi det gamle Domäne Steinberg inkl. det nye vineri og det totalt moderne vinothek, der ligger med en fabelagtig udsigt udover vinmarkerne.

Vi burde måske ha’ taget vores vinsmagning der, men vi nøjedes så i stedet med at tage nogle fotos. Dem kan I se nedenfor. Besøget var lidt et must, men Eberbach er bestemt et besøg værd.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Robert Weil … veldrevet Kiedricher magtfaktor

Rise and shine … ny dag i Rheingau og planlagt besøg hos 4 vingårde, hvor den første var velkendte Weingut Robert Weil, der ligger i byen Kiedrich. Vi pløjede Astra’en gennem det rheingauske landskab med Rhinen funklende og smilende til vores højre kind. Vi blinkede sødt igen.

Kiedlich ligger som fjerneste destination fra Rüdesheim på vores besøgsliste, og derfor gav det også god mening at starte dagen der. Så kunne vi langsomt, men sikkert, nærme os Rüdesheim i løbet af dagen … fra producent til producent, flaske til flaske, glas til glas. Klasse.

Weingut Robert Weil ligger nedad en smal, stejl vej og først var vi faktisk i tvivl om, hvorvidt vi var på rette spor. Men BINGO … så dukkede vinhuset op i al dens storhed,  pragt og glans. Vingården nærmest oser af penge … mange penge.

Vi snusede og listede os rundt … tog et par obligatoriske fotos, for det er svært at lade være med på dette sted. Der er simpelthen så flot og ordentligt. Samtidig havde solen valgt at skinne fra en næsten skyfri himmel, så på den måde passede pengene også. Et par arbejdere forsøgte at få styr på de mange blade, som træerne træt havde smidt i respekt af en truende vinter.

Skiltene, der viser flokken vej til vinotheket, er selvfølgelig lyseblå som etiketterne på husets vine. Vi adlød de lyseblå og lod os føre hen mod vinotheket, hvor vi – efter et par ring – blev modtaget af Jan Christensen. What-the-fuck? En dansker?

Jan er leder – leiter – af vinotheket, men tysker af dansk afstamning, og han bød os indenfor i den flotte vinbutik aka vinothek, hvor vi satte os på et par barstole med et lille springvand på bordet. Elegant … hvis man altså ikke lige skal tisse.

Vi efterspurgte lidt god, tør Riesling og herr Christensen forsikrede os om, at vi så var kommet til det rigtige sted. På den måde havde han jo ret, for Weingut Robert Weil laver udelukkende Riesling, men selvfølgelig lige fra tørre vine til fuldfede, søde Trockenbeerenauslese og Eiswein.

Vi ville holde os til de tørre vine.  Imponér os, fremstammede Falken på bedste skoleengelsk en smule provokerende, men keine problem … igen var vi kommet til det rigtige sted og opfordringen virkede ikke til at ryste Christensen det mindste.

Weingut Robert Weil er medlem af VDP, så vi startede selvfølgelig med husets Gutswein Rheingau Riesling Trocken og så steg niveauet bare vin for vin. Fra husets GG marker smagte vi Kiedrich Gräfenberg Riesling Trocken GG.

Historien bag vinhuset

Leiter Jan Christensen fortalte også lidt om vinhuset, som jo blev grundlagt af Dr. Robert Weil, der var professor i tysk på Sorbonne Universitet i Paris. I 1867 købte han – trods arbejdet i Paris – sine første vinmarker på Kiedricher Berg.

På grund af den fransk-tyske krig blev han omkring 1870-71 nødsaget til at forlade Frankrig og slog sig selvfølgelig ned ved Kiedrich i Rheingau, hvor han nogle år senere også købte den flotte, gamle og gotiskinspirerede ejendom, som blev hjemsted for vinhuset. Det er ejendommen på det allerøverste foto.

Ejendommen var bygget af Sir John Sutton. Han var en engelsk, stenrig adelsmand, havde titlen baronet af Norwood Park i Lincolnshire og var kunstmæcen. Han havde slået sig ned i Kiedrich, hvor han bl.a. med sin formue støttede en lang række gode formål, herunder genopførelsen af Pfarrkirche St. Valentinus … den store kirke, som på billedet ovenover kan skimtes i baggrunden.

Han stod også bag opførelsen af den store villa, som Dr. Robert Weil købte efter Sutton død i 1873. Købet blev hjulpet på vej via Robert Weils bror, der netop arbejdede som præst i Pfarrkirche St. Valentinus på dette tidspunkt.

Efter ankomsten til Kiedrich ernærede Dr. Robert Weil sig som journalist, men vinproduktionen voksede stødt. Han udvidede forretningen og erhvervede med tiden nogle af de bedste marker omkring Kiedrich.

Takket været Dr. Robert Weil forudseenhed og indsigt samt en stor vilje til at investere, så blev hans vine hurtigt kendte i internationale kredse. Hans fine Riesling vandt indpas på de royale middagsborde over hele Europa som det hvide modstykke til de store røde vine fra Bordeaux.

I dag drives vinhuset af 4. generation i form af Wilhelm Weil, der også selv har lært faget helt fra barnsben af. Han overtog driften i 1987, hvor det faktisk ikke gik specielt godt for Weingut Robert Weil. Vor vært under besøget fortalte, at man faktisk dengang var tæt på at gå rabundus. 

Men via fremsynede investeringer i kælderen og vinmarkerne, indførslen af de ikoniske lyseblå etiket samt ny markedsføringsstrategi, så fik Wilhelm Weil igen skabt interesse for vinhusets vine. Og successen kan bestemt aflæses, når man besøger Weingut Robert Weil.

Vinhuset er i dag virkelig ordentlig, veltrimmet og smukt at besøge. Der nu også investeret i mere moderne vineri, smagelokaler, vinothek og alt fremstår totalt nyfriseret. Samtidig er det tydeligt, at her er man vant til mange gæster og turister.

Weingut Robert Weil har udover det flotte vineri og smukke park omkring 90 hektar vinmarker, bl.a. markerne Kiedrich Klosterberg, Kiedrich Turmberg og Kiedrich Gräfenberg.

Der satses på kvalitet, bl.a. med kraftig kontrol af udbytte fra vinmarkerne og selektiv, manuel plukning. Ligeledes i kældrene, hvor vinene vinificeres så blidt som muligt, hvilket garanterer produktion af vine på et højt kvalitetsniveau.

Besøg i vinkælderen

Vi fik en god snak med Jan Christensen og fortalte, at vi på vej til Rheingau faktisk havde nydt et glas 2009 Kiedrich Turmberg Riesling Spätlese fra Weil og medbragt fra deres danske importør Jysk Vin, som Jan bestemt godt kendte. Cool.

Sammen med et par andre gæster fik vi lov til at komme ned i fadkælderen, hvor vi fik en rundvisning. Den minder på mange måder om tingene ovenfor … pænt, ordentlig og en smule showoff med en mur med blåt vandfald. Vandfaldet sikrer tilstrækkelig luftfugtighed, men ser også ganske imposant ud.

Jan vidste os de store egefade, som – via jernplader på bagsiden inde i fadene – kan temperaturreguleres. Det er store fade, som Weil anvender til sine vine og de kan holder mange årtier.

I et lille siderum var der flere egefade samt en lille samling af nogle af husets gamle, støvede vine. Disse vine var aflåst bag tremmer og var blot en del af Weils gamle skattekammer.

Jan fortalte, at en af husets gamle vine – en 1921 Kiedricher Berg Riesling Auslese – i år 1999 blev solgt på vinauktionen på Kloster Eberbach til knap 90.000 kr. … og dem har man fortsat 3 flasker af.

I nyere tid er en 2003 Kiedrich Gräfenberg Riesling Trockenbeerenauslese Goldkapsel solgt for omkring 38.000 kr., så der ligger for lidt basører i den gamle kælder.

Dem smagte vi dog ikke, men ellers et ganske fint besøg. Da vi kom op fra kælderen var vinotheket ved at være pænt besøgt … vistnok af nogle japanske turrister. Vi købte lidt og takkede pænt af.

Sluttelig blot lige lidt flere stemningsbilleder fra besøget.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Georg Breuer … i deres hippe, moderne vinothek

Weingut Georg Breuer hører til blandt de bedste vinproducenter i Rheingau. Nogle påstår endda, at huset hører til blandt de 5 bedste producenter i Tyskland. I hvert fald skulle hans Riesling være legendarisk og serveres da også på flere af verdens bedste restaurationer.

Det blev dog slet ikke helt vores oplevelse, men lad os vende tilbage til det senere. Imidlertid er det sikkert, at vinhuset holder til i Rüdesheim. Dermed var det selvfølgelig oplagt, at vi da lige skulle forbi Breuer, da vi først havde fået smidt bagagen på vore værelser på Gasthof Krancher og ellers trængte til at strække benene og dulme Riesling ganerne.

Vi satte målbevidst kursen mod Geisenheimer Straße, men den gamle statelige bygning er alene vinhusets administration, idet besøgende henvises til deres moderne vinothek i Grabenstraße. Vi fik hurtigt korrigeret vores luksuslegemer den rigtige retning og stødte igen hurtigt på navnet Georg Breuer.

Vinotheket ligger i en ældre bygning i Grabenstraße, men er indvendigt totalt renoveret, hipt og tjekket i beton og stål … ingen dårlig tysk smag der. På en stålvæg kan man se et kort over hele Rheingau og derpå er husets marker markeret med koboltblå farve … samme farve, som i øvrigt går igen på vinduesrammer, reoler og sågar de pæle, som findes ved rækkerne af vinhusets marker. Det er sikkert company colour.

Vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1880 af familierne Scholl og Hillebrand. Dengang bestod det reelt blot af en vinbutik, som imidlertid i starten af 1900-tallet blev købt af Peter Breuer, den første vinmand i Breuer familien.

Det blev dog sønnen Georg Breuer, som kom til at ligge navn til vinhuset, selvom det reelt var Georgs to sønner Bernhard og Heinrich, som for alvor satte vinhuset på landkortet, bl.a. ved betydelige udvidelser af husets vinmarker, høje kvalitetsnormer og en international markedsføring, som specielt blev anført af Bernhard Breuer.

Bernhard & Heinrich Breuer overtog vinhuset fra deres far omkring 1980, og de stod bl.a. også for købet af marken Rauenthaler Nonnenberg samt andre topmarker i området.

Efter Bernhard Breuers død i 2004, så er vinhuset efterfølgende blevet drevet af hans datter Theresa, som ukueligt har videreført sin fars visioner og ført vingården til endnu højere niveau.

Over de seneste 15 år har Theresa Breuer aftappet en række legendariske vine, som er berømte for deres evne til at lagre exceptionelt godt.

I dag har Weingut Georg Breuer samlet 34 hektar vinmarker, svarende til 136 morgen. Morgen er en gammel måleenhed for det område, som en plov med én hest eller én okse kunne pløje på én morgen. Man sagde, at der gik omkring 4 x morgen til en hektar og det passer jo egentligt også spot on godt her.

Huset vinmarker ligger udelukkende i Rüdesheim og Rauenthal im Rheingau og de bedste marker er Rüdesheimer Berg Schlossberg på 3,5 hektar, Rüdesheimer Berg Rottland på 2,9 hektar, Rüdesheimer Berg Roseneck på 2,1 hektar og endelig Rauenthaler Nonnenberg på 5,6 hektar og som de er eneejer af.

Udbyttet på vinmarkerne ligger i gennemsnit på 45 hektoliter pr. hektar og på de bedste parceller er det helt nede på 15-25 hektoliter pr. hektar … altså langt mindre en de lovmæssige krav. De bedste vine kalder huset for deres spitzengewächse, da de ikke er medlem af VDP og derfor ikke må bruge betegnelsen Grosse Gewächse.

De primære druer er selvfølgelig Riesling, som dækker omkring 26,8 hektar af husets marker, mens Spätburgunder er plantet på omkring 3,8 hektar. De sidste sorter er Grauer Burgunder, Weißer Burgunder samt de mere eksperimenterende sorter Orleans og Heunisch.

I dag ligger driften af vingården hos 4. generation i form af Bernhard Breuers datter Theresa Breuer, idet Bernhard desværre døde i en tidlig alder i 2004. Datteren får dog hjælp fra onkel Heinrich, den ansatte betriebsleiter Hermann Schmoranz og vinmageren Markus Lundén

Vinotheket er efterhånden meget turistet … betjeningen sker af unge mennesker og det virker ærligt talt ganske forvirrende for en flok ældre, jyske vinherrer. Derudover koster alt penge, men mulighederne fremgår faktisk slet ikke tydeligt … men er også primært tiltænkt større grupper.

Vi gjorde så blot det, som er vi bedst til … satte os ved baren, og det gav da også bonus. En af de unge, tjekkede fyre dukkede op og dermed kom vi til at smage et lille udvalg af vinene fra  Weingut Georg Breuer.

Vinene fra den dyre ende af skalaen, Breuers spitzengewächse, var udsolgte, så dem kunne vi ikke smage, men vi kom i stedet omkring et lille udvalg af husets mere almindelige vine. Helt fint med os. Vi blev dog på ingen måder imponeret … tværtimod.

Måske vi havde sat forventninger for højt, måske var det omgivelserne, måske var frokosten med wurst og bajer et skidt forspil eller måske var vi blot et par sure, gamle mænd med tis på bukserne i et ungt, hipt vinothek. Nevermind … vinøs souvenir til mig uanset hvad og så må vi til den tid se, om Breuer ikk’ reelt er bedre end lige den eftermiddag i Rüdesheim.

I hvert fald får vinhuset godt med roser …. således har vinhuset da følgende imponerende titler:

  • Siden 1988 har de – jf. Euro-Magazin – været blandt de 100 bedste vinhuse i hele Tyskland
  • Georg Breuer får i Gault Millau Wine Guide Deutschland 2016 hele 4 druer, hvilket betyder deutsche spitze
  • Bladet Feinschmecker har siden 1993 givet huset 4 F’er ud af 5 og dermed blandt bedste vinhuse.
  • Wein-Plus.de har givet 5 ud af 5 stjerner og i 2001 kåret huset som bedste producent i regionen og i 2004 til at have den bedste kollektion af vine.
  • Falstaff har kåret Theresa Breuer som Winzerin des Jahres i 2016

Så det er med andre ord ikke lovprisninger, som huset skorter på. But who cares … ka’ vi li’ det? Og jeres flittige vinblogger blev ikke overbevist under besøget denne fredag sidst i oktober.

 

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Balthasar Ress … og en olivenfarvet Riesling-Bulli

Vort første besøg I Rheingau var hos det historiske vinhus Weingut Balthasar Ress i Hattenheim. Vinhuset ligger lige op ad hovedvejen Rheinischer Sagenweg, der går langs Rhinen, men besøgende skal køre bagom ad en lille grusvej Rheinallee for at komme til den topmoderne vingård med et tilhørende toptjekket vinothek.

Vores automatgearstyrede transportmiddel havde næsten automatisk drejet snuden mod vinhuset i søgen efter Riesling optankning. Weingut – Vinothek – Weinbar stod der også på den hvide varevogn udenfor vingården. Bingo … vi havde ramt rigtigt og Balthasar Ress var netop et af vinhusene på vores besøgsliste.

I det tjekkede vinothek indendørs blev vi vel modtaget af en ung fyr, som hjælper med salget og han kunne såmænd sige lidt på dansk, både; ræk mig sovsen og jeg elsker dig helt op til månen. Han havde nemlig tidligere haft en dansk kæreste, som endda kom fra Randers … vores hjemby.

Jeg fik desværre ikke hans navn … eller har i hvert fald glemt det, men han blev vores guide gennem en række af husets tørre hvidvine på Riesling og et par Spätburgundere. Han virkede en smule ny på vingården, men fik undervejs hjælp af Kenneth Barnes … en af de andre mere erfarne ansatte i vinotheket.

Historien

Vi hørte også lidt om stedet historie, da familien Ress er en gammel, historisk og meget veletableret familie i Hattenheim. De var faktisk oprindeligt slagtere og slagterforretningen Metzgerei Ress eksisterer faktisk fortsat den dag i dag.

I 1870 udvidede familien forretningen med restauranten Gasthof Ress på hovedgaden Hattenheim og det blev grundlaget for en virksomheden indenfor gastronomi, herunder vinproduktion og -handel.

De første vine tilbage i 1870’erne blev kaldt for Von Unserm, og det navnet bruges i dag fortsat på en række af vinene fra Weingut Balthasar Ress.

Til aktiviteterne blev også i 1880 lagt naboejendommen Kronenschlösschen, som Balthasar overtog fra et konkursbo. Den blev ombygget Hotel Ress, og det er i dag et af de førende huse indenfor gastronomi i Rheingau og faktisk fortsat kendt under det gamle navn Hotel Kronenschlösschen. I dag er hotellet dog ikke ejet af Ress familien.

I årene efter 1. verdenskrig var vinproduktionen på Balthsar Ress godt udviklet, men familien anført af sønnen Carl Ress havde appetit på mere og fortsat ekspansion.

Således opkøbte familien løbende yderligere ejendomme, bl,a. Wachendorffschen fra familien Heimes i 1923, markene Stellwerk og Hattenheimer Engelmannsberg fra Baron von Frentz i slutningen af 1940’erne og hele Weingut Wilhelm Hess i Rüdesheim i 1950 med markerne Rüdesheimer Berg Rottland, Bischofsberg og Rüdesheimer Berg Schlossberg.

Familien købte også senere værtshuset Weinhaus Engel i Drosselgasse i Rüdesheim og i 1957 købte de vinhuset Hasensprung Joachim Bäumer. Derudover købte de Nussbrunnen marken i 1968 samt markerne Geisenheimer Kläuserweg og Schloß Reichartshausen fra Weingut Jakob Horz i 1978. Sidstnævnte er i dag nok en af husets bedste marker.

Vinhuset i dag

Samlet har Weingut Balthasar Ress i dag omkring 46 hektar vinmarker, hvoraf omkring 90% er fordelt på de bedste marker omkring Hattenheim og Rüdesheim. Husets samlede vinproduktion udgør knapt 25.000 kasser fordelt på forskellige kvaliteter.

Balthasar Ress ejes og drives i dag af 5. generation i form af Christian Ress. Han kom ind i familieforetagendet i 1999 efter et par år udenlandsk for at lære vinbranchen af kende. Han har siden 2004 været medejer og siden 2010 ansvarlig for hele driften.

Christian er selv ganske innovativ og har kastet sig ud i en lang række projekter, bl.a. har plantet en række marker på Sylt tæt ved Danmark. Det er dermed absolut Tysklands nordligste marker.

Derudover er han også manden bag wineBANK og en sjov happening med lagring af husets topvin RESSpekt på bunden af en sø i forbindelse med åbningen af wineBANK.

Projektet med wineBANK blev søsat i 2009 som en yderligere aktivitet til husets efterhånden ganske store forretning. I kælderen under husets er der 223 aflåste fag, hvor man kan leje plads til opbevaring af ens vine. Man får adgang via et chipkort, så man til enhver tid har tilgængelighed til ens egne vine i kælderen. Samlet er der plads til 35.332 flasker vin i kælderen i Rheingau.

Sidenhen er wineBANK nu udvidet, således der findes sådan vinøse og eksklusive banker 9 forskellige steder, hvilket i skrivende stund er Rheingau selvfølgelig, Hamburg, Mainz, Frankfurt, Pfalz, Wien, Basel, Köln og Palma.

Derudover driver Christian Ress også en vinbar/vinothek i Wiesbaden, ligesom han i Oslo i Norge har firmaet B&R Wine AS, som er både salgskontor og forhandler af vin.

Siden 1989 har Balthasar Ress været medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter, klassifikationen stiftet tilbage i 1910 og som man nemt genkender på ørnen på flasketoppen.

Weingut Balthasar Ress er også medlem af Charta Vereinigung … en eksklusiv sammenslutning i Rheingau af de dygtigste og mest prestigefyldte vinhuse. De står sammen for at vise vejen, når man vil udnytte vinens kvaliteter i gastronomiske sammenhænge.

Med andre ord er Weingut Balthasar Ress et ganske lille imperium med en lang række aktiviteter indenfor vinbranchen. Og så er de pissegode til markedsføring, hvilket stedet også vidnede om. Der var således godt med merchandise i vinotheket … jakker, kasketter – alle selvfølgelig med husets slogan Fein Sei der Wein – og udenfor tronede den lille søde Riesling-Bulli.

Der Riesling-Bulli er et gammel folkevognsrugbrød … bygget i 1973, og selvfølgelig totalt restaureret i selvfølgelig i firmaet farve … en lidt mat, retro og olivengrøn farve.

Bilen anvendes i forbindelse med bryllupper, polterabender, vin- eller madfestivaler, messer eller blot udendørs fester. VW Bulli er jo det tyske øgenavn for rugbrødet … på samme måde, som boblen blev kaldt VW Käfer. Her kan der blot skænkes god Riesling. 

Læg i øvrigt på billedet nedenfor mærke til den lille trailer til VW Bulli … godt gemt væk under lastrampen. Selvfølgelig også olivenfarvet som Der Riesling-Bulli.

Bilen – med eller uden trailer – kan lejes til 590€ pr. dag. Men så er der altså også opvaskemaskine i det charmerende rugbrød og helt sikkert godt med Riesling.

Vores lille smagning

Vi fik en fantastisk smagning, hvor vi primært satte os for at smage husets tørre Riesling og selvfølgelig lidt Spätburgunder. Vi smagte fra både deres Gutswein, Ortsweine, Erste Lage og Grosse Lage. Jeg var specielt betaget af deres Von Unserm S Pinot Noir samt en række nye Riesling vine, som var lagret på bærmen i 18, 32 eller 42 måneder.

Vi fik også lov til at smage lidt fra de bedste hylder og fra skattekammeret … en af deres absolutte topvine på Riesling og en Riesling med lidt alder, nemlig disse to vine:

Dem fik jeg selvfølgelig noteret smagsnoter på og har som vanligt linket til mine anmeldelser. Som det kan ses på billedet nedenunder, så var drengene sgu godt tilfredse … the roadtrip rigtig skudt i gang. Vi slæbte af med lidt vinøse souvenirs.

Besøg hos vinproducenter

Besøg på Guldbæk Vingård … hos den gamle strisser fra Grønland

Omkring 20 kilometer syd for Aalborg ved landsbyen Guldbæk på 56 graders nordlig bredde foregår der noget underligt, mærkeligt, besynderligt, abnormt og måske endda naturstridigt. Der laves nemlig fremragende vin … ikke bare efter dansk standard, men efter international standard.

Den stolte nordjyske vinbonde bag de flotte vine hedder Jan Thrysøe og han driver i dag Guldbæk Vingård. Han har kastet al sin energi og opsparing i projektet efter et liv bl.a. med 20 år på Grønland, hvor han arbejdede som henholdsvis strisser og for Grønlands Lufthavnsvæsen samt Air Alpha Greenland inden han vendte hjem og arbejdede 7 år som leder af Det Grønlandske Hus i Aalborg. Nu er han imidlertid vinbonde på fuld tid.

Jan havde fået øje på den lille vinblog og havde inviteret jeres flittige vinblogger til at besøge vingården, se markerne og produktionen samt selvfølgelig smage nogle af de vine, som Jan laver ved den lille landsby lige lidt nord for Støvring.

Og I kender jo jeres trofaste vinblogger, som aldrig siger nej til at opleve, smage og lære mere om vin. Jeg havde derfor selvfølgelig sagt pænt ja tak til et besøg, som var planlagt en torsdag eftermiddag, hvor jeg alligevel skulle mod nord.

Jeg havde fruens bil denne dag, og selvom den ikke har indbygget GPS, så fandt den hurtigt den nordjyske vingård, da der tydeligt er skiltet til gården fra den gamle hovedvej. Faktisk er Guldbæk Vingård allerede godt besøgt med tæt på et par tusinde til rundvisninger, vinsmagninger og andre events.

Jeg fik forsigtigt parkeret fruens sølvfarvede lyn foran vingården og blev modtaget af den stolte vinbonde. Jan foreslog, at vi startede mit besøg med en rundtur i gårdens omkring 4 hektar vinmarker, så kunne vi senere se produktions- og smagelokaler og selvfølgelig slutte med at smage vinene. Den var jeg frisk på.

Guldbæk Vingård

Vi startede i bondens 4-hjulstrækker med at køre til Klingerhøj marken, som ligger lidt vest i kort afstand fra selve vingården og er nyeste mark tilplantet i 2014-2015. Klingerhøj er en stor sammenhængende vinmark, der – som alle husets marker – ligger sydvendt og samtidig har nogle efter danske forhold imponerende lange rækker med vinstokke.

Jan fortalte, at rækkerne er over 200 meter, og alle vinstokke er opbundet med Eco Trellis espalier system … et system, som stammer fra New Zealand og Jan også i dag selv forhandler i Danmark.

De havde egentlig tilbage i 2008, hvor de plantede de første vinstokke på gården, startet med stolper af trykimprægneret træ, men da Guldbæk Vingård bliver drevet bæredygtigt og med grøn økologisk samvittighed, så gav det jo ikke mening … og derfor udskiftende man alle stolper til Eco Trellis.

Den grønne økologisk samvittighed betyder også, at bekæmpelsen af ukrudt foregår manuelt med håndkraft, hakke, harve og fræser … og sprøjtning af vinplanterne – takket være svamperesistente PIWI sorter – kan holdes på et absolut minimum.

Jan fortalte, at Guldbæk Vingård samlet har omkring 15.000 vinstokke på de 4 hektar jord, hvilket gør vingården til en af de 4-5 største vingårde i Danmark. Og det er overvejende de grønne druer, som er tilplantet på markerne, da Jan har den klare overbevisning, at det er hvidvine og rosévine, som har størst potentiale i klimaet på nordgrænsen for vinavl på 56 graders nordlig bredde.

Derfor er det selvfølgelig en drue som Solaris, som fylder godt på Guldbæk Vingårds vinmarker, men også – for mig mere ukendte – druer som Riesel, Muscaris, Cabernet Blanc og Cabernet Noir … alle hårdføre, resistente sorter, som er meget modstandsdygtige overfor både meldug, botrytis og peronospora.

Jeg skal nok i mine senere beskrivelserne af vinene fra Guldbæk Vingård kigge nærmere på disse mere ukendte sorter, hvor de fleste er udviklet af den schweiziske vinmager Valentin Blattner.

På Guldbæk Vingårds marker består der øverste lag af let sandmuld, mens undergrunden varierer fra kridt til lerblandet sand.

Guldbæk Vingård

Vi gik en kort tur på Klingerhøj marken, og jeg fik også – som I kan se på billederne ovenfor – taget et par fotos af vinbonden foran nogle af husets bedste Solaris vinstokke.

Derefter kørte vi videre til Guldbæk Vingårds marker ved Ærtebjergvej tæt ved vineriet. Der ligger flere mindre marker, bl.a. den stejle Blok 3, som denne dag var dækket af store net, som inden høsten var lagt over vinstokkene for at beskytte mod fugle og andet drueelskende vildtliv.

Guldbæk Vingård

Guldbæk Vingård

På disse marker tæt på vingården har Jan Thrysøe installeret strøm i sine espaliers … nærmest en gennemgående varme-/glødetråd, som kan tændes i foråret, hvor der ofte kan komme lidt frost. Det er præcis nok til, at undgå froststader på de helt spæde skud. Egentligt ganske smart og praktisk på vore breddegrader. Godt tænkt.

Derefter kørte vi retur til vineriet, som ligger i to etager og hvor kælderdelen – som I kan se på billedet – er bygget ind i bakken. Jan viste vinproduktionen frem og fortalte lidt om vinmageren og hendes arbejde.

Guldbæk Vingård

Jan Thrysøe laver nemlig ikke helt selv vinene på Guldbæk Vingård, men får hjælp fra Jess Weaver, som er uddannet vinmager fra Lincoln University i Canterbury på New Zealand, men i dag bosiddende i Tyskland sammen med hendes tyske mand Kilian Kleine-Tebbe.

Kilian er såmænd også uddannet vinmager, nemlig fra Veitshöchheim i  Franken og han har arbejdet hos gode tyske producenter som Weingut Arnold i Randersacker, Franken og Weingut Künstler i Rheingau. I dag arbejder Kilian fast hos Weingut Knauer i Dettelbach, der ligger lidt øst for Würzburg i Franken.

Jess og Kilian har derudover i 2014 stiftet et lille firma, hvor de rådgiver vingårde i både New Zealand, Tyskland … og selvfølgelig Danmark, nemlig Guldbæk Vingård.

Jess har sin erfaring fra familiens vingård Weaver Wine Estate på New Zealand, og hun forsyner Jan Thrysøe på Guldbæk Vingård med nøje anvisninger på, hvordan han skal vinificere vinene, når høsten først er i hus … en komplet drejebog med specifikke gærtyper, temperaturer og alle faser i produktionen.

Jan viste mig en af instruktionsbøgerne til husets Solaris vin … og den er ganske detaljeret. Under selve fermenteringen er Jess i daglig kontakt med Jan, og hvis de målte temperaturer eller prøver ikke er optimale, så har hun mulighed for at dirigere processen på afstand. Lige skrue en grad op eller ned. Fintune. Tilpasse, Justere.

Først når vinene skal blandes kommer Jess med eller uden Kilian til Danmark for at forestå den endelig assemblage, et arbejde de går til med millimeterpræcis akkuratesse og stor tålmodighed. Det er et arbejde, hvor selv en dygtig vinbonde kan fejle.

Jan fortalte, at smagspalletten hos erfarne, udenlandske vinmagere simpelthen bare er bedre trænet og derfor i stand til at levere et bedre produkt end forholdsvis uerfarne danskere – selv på bedre dage, med rygvind og en god portion held – kan præstere.

Det fik jeg under smagningen så sandelig et tydelig bevis på, men det skal jeg nok snart komme til.

I vineriet var der gang i gæringen i en række blå plasttønder, som egentlig skulle sendes til Anders Bilgram hos Nordisk Brænderi i Fjerritslev. Anders brænder nemlig lidt druebrændevin for Guldbæk Vingård, som bl.a. anvender den i deres Unikum Frugthedvin.

Guldbæk Vingård

Derudover bød produktionslokalet på en lang række ståltanke samt 4 egefade, som var fyldt med den nye årgang af Solaris til husets 56° North Solaris.

De 3 af fadene var egetræsfade, mens det sidste var af akacietræ, dvs. 25% akacietræ for 2017 årgangen, mens vinen året før havde været lagret 50/50 på eg og akacietræ. Virkelig spændende og første gang, at jeg er stødt på en Solaris vin lagret på eg.

Guldbæk Vingård

Udover vine på druerne fra de 4 hektar marker, så laver Jan Thrysøe også vine på æbler og blander såmænd også frygtløst, uforfærdet, uhæmmet og innovativt både druer og æbler i sine vine.

Æblerne dyrkes nu imidlertid ikke på Guldbæk Vingård, men er typisk Cox Orange, Elstar og Ingrid Marie fra ævleavlere i det himmerlandske opland.

Guldbæk Vingård

Efter rundtur i resten af vinkælderen var det tid til at smage på sagerne, og Jan havde forberedt et program, som så sådan her ud:

Vi satte os derfor op i vingårdens store glastilbygning, der – sammen med den store terrasse udenfor – byder på en smuk udsigt over nogle af husets vinmarker.

Denne torsdag i oktober var imidlertid både voldsomt blæsende og snart skulle det også begynde at regne ganske intenst, hvorfor vi klogeligt plantede os indenfor ved et af bordene.

Men jeg gad sgu godt sidde på den terrasse om sommeren og nyde et glas af husets vine. Det er der imidlertid også flere, som har fået øje på, for stedet anvendes faktisk også til både konfirmationer, bryllupsreceptioner eller familiefester.

Guldbæk Vingård

Inden vi kunne smage på første vin, så var der imidlertid besøg til den øverste etage af vineriet. Der stod en flok stolte, let slidte hobbyvinavlere, som netop havde overstået høsten for allerførste gang nogensinde og lige i tide inden regnen truede med at sætte ind.

På traileren havde de medbragt udbyttet  … 7 kasser dugfriske, danske druer, som Jan skulle vinificere og lave om til omkring 100 flasker rosévin til de spændte avlere. En lille nebengeschäft.

Med druerne i hus gik vi dog efterfølgende i gang med at smage vinene … og jeg blev sgu ærlig talt ganske imponeret. Specielt de to første hvidvine er ganske enestående, men også de andre i sortimentet hæver sig over, hvad man normalt smager af dansk vin.

Men det er jeg nu heller ikke den eneste, som har erfaret, for vinene fra Guldbæk Vingård har vundet flere priser. Således løb fx hvidvinen 56° North Lush Green i årgang 2015 med guld ved Dansk Vinshow i 2016, hvor min vinøse ven Rolf Madsen – vinskribent i Berlingske – i dommerpanelet efterfølgende var meget imponeret.

I årgang 2016 har både 56° North Solaris og 56° North Gentle Pink fået sølv ved den store internationale konkurrence Mundus Vini, hvilket må betegnes som ganske imponerende.

Restaurant Tabu i Aalborg har også sat vinene på deres vinkort, og er indgået i et samarbejde med vingården om at lave mad til en række af vinene.

Derudover handles vinene i øjeblikket af Vin & Vin i Aalborg, selvfølgelig Bisgaard Vinhandel i Støvring, men også hos Dagli’Brugsen, Øster Hornum, SuperBrugsen, Gistrup samt Vinspecialisten i både Skagen og Frederikshavn.

Det er ellers eksklusive vine, som der produceres forsvindende lidt af. Således produceres der fx alene 720 flasker Lush Green og  600 flasker Solaris – de bør sgu blive revet væk.

Spørger du mig, så er jeg ganske betaget … som nævnt finder jeg både 56° North Lush Green og 56° North Solaris noget af … nej sgu det bedste danske vin, som jeg endnu har smagt. Fede Thumbs Up for denne præstation.

Jan var så venlig, at give mig resterne af netop de to vine med på min videre færd. Dagen efter serverede jeg begge vine blindt for nogle af mine vingutter og resultatet blev sgu som forventet. De gættede ikke, at det var dansk vin, men var meget imponerede. Bulls eye.

Jeg har selvfølgelig ovenfor linket til mine beskrivelser og anmeldelser af de enkelte vine.

Vi sluttede smagningen med et lille glas 56° North Druebrændevin … helt udenfor min komfortzone, så den skal jeg nok undlade at beskrive eller endsige gøre mig klog på. Men et fint lille punktum for et dejligt og overraskende besøg på Guldbæk Vingård … hos den gamle strisser fra Grønland.

Jeg giver stedet min varmeste anbefaling … besøg endelig stedet, køb en smagning, en rundtur i markerne eller blot et par vine via internettet. Skål for dansk vin.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Fattoria Colsanto … det sidste punktum i Montefalco

Punktummet ( . ) er et symbol brugt til grammatisk tegnsætning. Det bruges jo altid til slut … og punktummet på mit umbriske eventyr blev sat hos Fattoria ColSanto og mutters alene, da mine resterende journalistiske bekendtskaber fra dagen havde deserteret, efterladt mig og i stedet arrangeret et improviseret et besøg hos kultproducenten Paolo Bea.

Men et punktum deler en tekst op, så den er til at forstå, og mit program for dagen var også temmelig nem at forstå; besøg hos Fattoria ColSanto.


Udsigten fra Fattoria ColSanto.

Fattoria ColSanto ligger tæt på Bevagna og er købt i 2001 af Livon familien, som i forvejen driver vinhusene Livon, Tenuta Roncalto og Villa Chiopris i Friuli samt Borgo Salcetino i Toscana.

De har siden bygget et totalt nyt og topmoderne vineri og tilplantet de købte 20 hektar vinmarker, hvor de dyrker Sagrantino, Sangiovese samt Merlot og har deres produktion koncentreret omkring 3 forskellige vine, nemlig en Montefalco Rosso DOC, en Montefalco Sagrantino DOCG samt vinen Ruris.

Derudover driver de også lidt Bed & Breakfirst med udlejning af 5 værelser på den flotte gård. Og vingården er på alle måder ganske imponerende og man bliver lidt imponeret, når man fra den store gitterlåge kører af den lange allé med de høje, tynde træer op til vineriet på toppen af bakken.

De store rustfrie ståltanke indenfor i det store, moderne vineri.

Livon familiens vineventyr startede i 1964, hvor Dorino Livon købte hans første vinmark í bakkerne omkring Collio og Colli Orientali i Friuli, grundlagde Azienda Agricola Livon.

I 1980’erne kom Dorinos 2 sønner Valneo og Tonino med i foretagendet, og det er dem, der i dag driver vingårdene og har stået for flere af de store opkøb af vingårde. De får dog hjælp fra den næste generation og selvfølgelig ansatte vinmagere på de forskellige gårde.


Der er godt med plads i vineriet.

På Fattoria ColSanto er vinproduktionen lagt i hænderne på vinmageren Renato Cozzarolo … og det var også ham, som jeg skulle mødes med denne eftermiddag, dog sammen med en tolk, idet Renato alene snakker italiensk. Ja, det er Renato på billedet ovenover.

Imposant ser det sgu ud … ColSanto.


Store flotte egefade med navnet ColSanto skåret ind i fadene.

Han er en hårdtarbejdende vinmager, som tager del i alle dele af produktionen, lige fra det hårde markarbejde med beskæring, høst og alle processer frem til den endelig vin. Han ved alt om produktionen af husets vine og kommer selv fra en familie, som gennem generationer har produceret vin.

Han startede med at vise mig rundt i vineriet … udenfor først markerne og indenfor hele produktionsanlægget. Tolken Angela kendte tilsyneladende huset godt, for hun fortalte undervejs om vinhuset, produktionen og vinene.

Her udstilling af alle vinene … ikke blot fra ColSanto, men fra alle vinhusene ejet af Livon familien.


Midt i vineriet var der dækket op til jeres flittige vinblogger og endda med terrassevarmer, således jeg ikke gik helt kold.

Efter rundturen og det obligatoriske foto af Renato Cozzarolo skulle jeg smage huset vine. Der var dækket op … og i det kolde vineri stod der en lille terrassevarmer ved siden af smagebordet.

Der var dog alene sat glas frem til mig … Renato og Angela skulle tilsyneladende ikke nyde vinene, som bestod af:

Imidlertid var de spændte på at høre mine meninger om vinene, så der var ikke andet at gøre, end at gøre sig umage og komme med mit syn på vinene. Det kan I selvfølgelig læse i mine anmeldelser, som kommer i løbet af i morgen søndag.

Angela og Renato var utrolig søde mennesker … Angela meget snakkede og lidt af et livsstykke, mens Renato var stille, nysgerrig og meget rar. Vi fik en lille, men god smagning, hvorefter jeg takkede af … og satte sidste punktum på turen til Montefalco.

Jeg slutter selvfølgelig med lidt flere fotos.

Besøg hos vinproducenter

Besøg på Perticaia … den absolutte Spoletino mester

Besøget på Perticaia blev – også – et af de rigtige gode minder fra Montefalco, bl.a. grundet et ufatteligt højt niveau på vinene, hvilket også gjorde, at jeg under mit besøg måtte jeg trække de maksimale 7 Thumbs Up for en vin, men selvfølgelig også på grund af mødet med den utrolig sympatiske vinmager Alessandro Meniconi.

Det var samtidig næstsidste besøg under mit umbriske eventyr og et besøg, som jeg også havde set frem til, bl.a. fordi jeg forinden havde smagt husets vine på Trebbiano Spoletino og været ovenud begejstret. Og det blev således kun bekræftet under besøget.

Besøget var programsat til kl. 15.00 … lige tilpas efter min frokost på Montioni. Og vi var alene to besøgende, som blev sat en af de nye biler fra Consorzio Tutela Vini Montefalco … en hollandsk vinjournalist og jeres udsendte blogger.


Vinmageren Alessandro Meniconi med et par af hans bedste vine.

Società Agricola Perticaia aka Azianda Agraria Perticaia ligger lige ved Casale, blot omkring et par kilometer vest for Montefalco. Vi blev imødekommende modtaget af Alessandro Meniconi, som viste os ind i husets smagelokale. Der var allerede dækket op til os … godt med glas og en næsten obligatorisk tallerken med lidt parmaskinke, ost og brød.


Smuk udsigt fra verandaen på Perticaia.

Vingården er grundlagt i år 2000 af Guido Giardigli, som tidligere har arbejdet for vinhus i både Toscana samt Umbrien, bl.a. hos det lokale Colpetrone som direktør-stilling. Han var egentlig gået på pension, men efter at ha’ læst avis og drukket kaffe i to dage, så kedede han sig og investerede i stedet sine pensionspenge i en lille ny vingård.

Han kaldte vingården for Perticaia, som betyder ”plov” … med reference til den forvandling, som Guido Guardigli har ladet vingården Perticaia gennemgå siden overtagelsen. Derudover valgte han et logo som to P’er, som betyder Penso Positivo … positiv tænkning eller måske bare Progetto Perticaia, altså projektet Perticaia.

Og ploven skulle igennem 15-16 hektar jord, hvor Guido så tilplantede 7 hektar med Sagrantino, 4 hektar af Sangiovese, 2 hektar Colorino, 2 hektar Trebbiano Spoletino, og 1 hektar Grechetto. Derudover har han også fundet plads til mere end 250 oliventræer.


Azienda Agraria Perticaia.

Og ambitionerne er tårnhøje og Guido har alene et mål … at Perticaia skal lave Umbriens bedste vin. For at hjælpe med det, så har han både hyret ønologen Alessandro Meniconi som ansvarlig vinmager, som derudover får hjælp af superønologen og vinkonsulenten Emiliano Falsini.

Falsini hjælper ikke mindre end 36 italienske vinhus som konsulent … herunder vinhusene Bocale, Tudernum, Chiorri, Madrevite, Tabarrini og Mongalli i Umbrien, så der er han tilsyneladende en populær mand og samtidig en kender af området og vinene fra Montefalco.

Perticaia laver i dag 9 forskellige vine, hvilket består af en Grechetto, 2 på Spoletino, en Rosé, en Umbria Rosso IGT og 2 Montefalco Rosso DOC – den ene en Riserva – samt selvfølgelig en Montefalco Sagrantino DOCG og en Montefalco Sagrantino Passito DOCG.

Vi fik en god snak med husets ansvarlige vinmager Alessandro Meniconi og smagte et udvalg af deres vine, men vi fik desværre ingen rundvisning i husets vineri og vinkælder, for den hollandske vinjournalist havde tidligere besøgt stedet og takkede hurtigt nej … før jeg kunne ud svare, at det ville jeg hjertens gerne.

Vi fik en god snak med Alessandro Meniconi under smagningen.

Måske spillede det ind, at den hollandske vinjournalist sammen med bl.a. Fabrian Lainé havde planlagt et efterfølgende besøg hos Antica Anzienda Agricola Paolo Bea … en af kultproducenterne i Umbrien, men ikke en del af Consorzio Tutela Vini Montefalco. Da jeg havde et efterfølgende sidste besøg – og heller ikke samvittighed til at besøge en producent udenfor konsortiet, som havde inviteret mig til Montefalco – var jeg ikke en del af den plan.

Nå, men vi smagte følgende vine hos Perticaia:

Men lad mig slå fast med det same … Perticaia hører sgu til toppen i Montefalco. Det er virkelig flot producerede vine, som byder på masser af intensitet og kompleksitet. Specielt hans nyeste vin … Trebbiano Spoletino Selezione Del Posto var jeg total blown away over, men også 2006’eren af hans Montefalco Sagrantino DOCG imponerede mig totalt.

Smagsnoterne og beskrivelserne af vinene følger som vanligt i løbet af de kommende dage. Del Posto vinen har jeg dog allerede anmeldt, da jeg var nødsaget til efterfølgende at bestille en røvfuld hjem af den, selvom Alessandro var så flinkt at give os en flaske Del Posto og en 2012 Sagrantino med i gave.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Montioni … rar vinmager & olivenpresser

Jeg havde flere gange stødt ind i Paolo Montioni i løbet af de to dages Anteprima Sagrantino og havde skam også snakket med ham om hans vineri og vine. Imidlertid var han ikke blandt de vinerier, som jeg havde afkrydset på min liste inden afrejsen til Umbrien og dermed min oprindelige, officielle plan fra Consorzio Tutela Vini Montefalco.

På den oprindelige plan for dagen stod der frokost hos Di Filippo, men ham havde jeg – helt uden for min officielle plan – besøgt et par dage tidligere sammen med den gode Rolf Madsen.

Men igen viste Consorzio Tutela Vini Montefalco deres totale overblik og sans for detaljer. De var opmærksomme på hullet i min plan ved middagstid og havde spurgt, om jeg ville ha’ min frokost hos en anden producent og fik hurtigt – efter et selvfølgelig ja fra mig – arrangeret, at Azienda Agricola Montioni kom på den reviderede liste.

Consorzio Tutela Vini Montefalco rocks!!! Maruska you’re the best!


Cantina Montioni … Vini di Montefalco stor der på skiltet.

Montioni ligger i selve Montefalco, faktisk kun omkring 500 meter fra mit hotel, og er både Frantoio e Cantina, altså olivenproducent og vineri. Vinhuset er grundlagt i 1972 af Adeodato Montioni, Paolos bedstefar, men drives i dag af Paolo Montioni, som er 3. generation.

Det er klart olivenolien, som fylder mest hos Montioni. De driver nemlig en af de største olivenoliemøller i Montefalco området, hvor de både presser egne oliven samt oliven fra andre olivendyrkere.

Azienda Agricola Montioni har samlet 20 hektar jord med både oliventræer, kornafgrøder samt vinstokke. Vinmarker udgør alene 7 hektar af det samlede areal og ligger lige ved Montefalco by fordelt på 3 parceller, hvor Paolo dyrker sorterne Grechetto, Sangiovese, Sagrantino og Merlot.

Og det giver basis for 5 forskellige vine, nemlig en Umbria Grechetto IGT, en Rosso Umbria IGT, en Montefalco Rosso DOC og to Sagrantino DOCG vine, hvilket samlet danner basis for en årsproduktion på beskedne 35.000 flasker vin.


Bygningen er forholdsvis ny og rummer et lille, men ganske moderne vineri med rustfrie ståltanke …


… og selvfølgelig masser af barriques til modning af vinene.


Egefadene var stablet op i 4 rækker … og godt ser det ud.

Jeg fik en rundvisning i vineriet, som er meget fint og ordentlig. Det bærer selvfølgelig præg at, at det er et lille vinhus, men selve vineriet er forholdsvis nyt. Det gælder også husets smagelokale og butik, hvor jeg fik en herlig lille frokost, som Paolos moder havde lavet. Og det kan de sgu de italienske mødre … altså lave god mad.


I det kombinerede smagelokale og butik var der dækket op til en frokost og vinsmagning for jeres flittige vinblogger.

Under frokosten fortalte Paolo om vinhuset, historien, familien og vinene. Han er en meget venlig og imødekommende mand, hvilket bekræftes at alle dem, som har besøgt Paolo på Azienda Agricola Montioni. Går du således ind på TripAdvisor, så har 252 besøgende givet ham de maksimale 5 stjerner = excellent, 18 har givet 4 stjerner = very good og stort set ingen har givet mindre.


Her foto i smagelokalet …


… der også fungerer som butik.

Jeg spurgte Paolo ind til, hvordan han så sig selv om producent? Altså hvordan han fortolker Sagrantino druen? Han fortalte, at hans vine nok er til den kraftige side og han selv bedst kan li’ vinene på den måde. Det gør – efter hans mening – vinene mest tilgængelige.


Paolo foran sit vineri … en virkelig rar mand.

Smagen bekræftede også, at det er heavy shit vine … lidt til Amarone siden. Han fortalte, at han ikke laver vine på Trebbiano Spoletino, men han bedre synes om Grechetto, som han også kaldt hans moneywine, en vin der falder i alles smag, er let sælgelig og høstes med pænt stort udbytte.

Jeg fik smagt følgende vine på Montioni:

Sjovt nok fik jeg ikke taget fotos af de herlige retter, som Paolos gamle moder havde lavet. Lidt en skam, for der var mange sjove og velsmagende retter, bl.a. en skål med nogle sjove linser og andre umbriske specialiteter. Sorry … det lover jeg at gøre bedre næste gang.

Montioni står der med larmende bogstaver på væggen.

Links til anmeldelser af vinene følger selvfølgelig som vanligt.

Ellers tilslutter jeg mig blot de mange besøgende fra TripAdvisor … Azienda Agricola Montioni er et lille og rart sted at besøge. De ranker ikke højest hos mig på vinene, men det er jo en smagssag. Jeg kan i hvert fald klart anbefale et besøg på stedet.


Det ser sgu da meget indbydende ud.


Og så lige sidste foto af Paolo Montioni.

Jeg fik selvfølgelig afsluttet besøget med et foto af Paolo Montioni udenfor vineriet og slutter med et stort tak for en god smagning.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Fattoria Le Mure Saracene … aka Cantina Goretti

Min sidste hele dag i Umbrien var mere skånsom … alene 4 vinhuse var lagt i dagsprogrammet fra Consorzio Tutela Vini Montefalco og et af de vinhuse, som jeg på forhånd havde valgt ud, var Fattoria Le Mure Saracene, som er en del af Cantina Goretti. Det var dagens første og tidlige stop.

Havde jeg vidst, at besøget var på deres vineri Cantina Goretti ved den lille by Pila tæt på Perugia, over en times kørsel fra Montefalco, så havde jeg måske valgt anderledes. Lang, lang tur.

Det vidste jeg imidlertid ikke, da jeg hjemmefra havde sat kryds ved det lille vinhus, for huset har skam også et topmoderne vineri – selve Fattoria Le Mure Saracene – helt tæt ved Montefalco, hvorfra de laver deres Sagrantino vine.


De to smukke søstre Sara og Giulia Goretti var mine værtinder under besøget på Cantina Goretti.

Men man kan jo også sige, at vinhuset havde gjort sig fortjent til et besøg, for jeg havde inden min afrejse til Umbrien fået en venlig mail fra Sara Goretti, at de glædede sig til mit besøg og håbede, at vi kunne mødes under besøget. Så kan man jo – i et svagt øjeblik – godt føle sig lidt vigtig.

For første gang under mit besøg var der imidlertid gået noget galt i tidsplanen, for jeg kom tilsyneladende lidt tidligere til vineriet end forventet, selvom min udelukkende italiensktalende chauffør Vincenzo havde lidt bøvl med at finde stedet.

Alt åndende fred på gårdspladsen hos Cantina Goretti. Det gamle tårn knejsede smukt i solen og vinden blæste sagte i de store palmer på både gårdspladsen og den store have ved siden af gårdspladsen. Kun inde i den lille vinbutik synes der at være liv.


Gårdspladsen foran stedets vinbutik.

Imidlertid kom Sara Goretti mig hurtigt i møde, nærmest som en engel fra den gamle dør i det gamle tårn, smuk og smilende … og foreslog, at vi tog en rundtur på stedet, mens hun fortalte lidt om vineriet og familien. Den var jeg helt med på, nem som jeg er. Vi startede med en tur op i det gamle tårn, som stammer helt tilbage fra 1400-tallet og lidt er stedets ikon.

Her er vi indenfor i det gamle tårn fra 1400-tallet …


… og her i en af stuerne.

Det er en virkelig gammel og charmerede bygning, som anvendes til forskellige arrangementer, møder og selvfølgelig en lang række vinsmagninger, selvom en nyere sidebygning kaldet Sala Marcella rummer både et stort og moderne køkken til kokkeskole samt smagelokale til 70-80 mennesker.

Agricola Goretti er grundlagt i starten af 1900-tallet. Dengang bestod  driften alene af traditionel landbrug, men i 1960 begyndte man også at lave vin på gården. I 1992 opdelte man så driften i to … Agricola Goretti Gisberto med landbrugsdelen og Cantina Goretti aka Agricola Goretti Produzione Vini med vinproduktionen.


Der var lavet lidt display af nogle af husets vine … meget rammende.


Og udsigt fra tårnet ned mod butikken og bagved stedets tankanlæg.

Og hos Cantina Goretti var man også forudseende og investerede i vinmarker samt et moderne vineri ved Montefalco, hvilket blev til vinhuset Fattoria Le Mure Saracene.

Dermed kunne man – udover vine fra appellationen Colli Perugini DOC – nu også lave vine under appellationerne Rosso di Montefalco DOC samt selvfølgelig Montefalco Sagrantino DOCG. De laver mærkelig nok ingen Montefalco Sagrantino Passito DOCG.

Og til at hjælpe med vinproduktionen hyrede familien de internationalt kendte toscanske vinmagere Vittorio Fiore og Barbara Tamburin. Vittorio Fiore kender vi jo lidt her på bloggen, da jeg har skrevet om den fantastiske vinmager tidligere.

Vittorie Fiore er én af de store skikkelser i den toscansk vinavl. Han har været medlem af Kommissionen for appellation vine i det centrale Italien under landbrugsministeriet. Han er også professor i vinavl og ønologi, og har arbejdet som konsulent hos en lang række producenter i Italien. Vittorio har også ejerskab af flere vingårde, bl.a. Poggio Scalette i Chianti og Castelluccio i Modigliana i Romagna.

Både Vittorio Fiore og Barbera Tamburin er fortsat tilknyttet Cantina Goretti.

Jeg kan ikke se nogle steder, hvor mange hektar familien Goretti ejer – hverken ved det store vineri i Pila eller ved det mindre Fattoria Le Mure Saracene i Montefalco. Jeg vil dog gætte på, at det er en hel del, for vineriet viste sig at være ret stort.


Den smukkeste have, som Cantina Goretti også anvender til mange forskellige vinarrangementer om sommeren.


Og derudover er der også en landingsplads for helikoptere.

Udover en landingsplads for helikoptere – som Sara stolt fremviste, men vistnok blot er en generel plads for helikopter taxi service – så havde stedet et meget stort vinpresseanlæg, en kæmpestort udendørs tankanlæg og en stor hal med tappeanlæg og lagringsfaciliteter. Det virkede umiddelbart en smule industrielt.

Umiddelbart ser produktionen ud til at lægge på omkring 360.000 flasker vin årligt, men derudover sælges en del af vinene også lokalt, hvor kunderne ved små tappeanlæg kan købe vinene på dunke i litervis til en pris på omkring 2€ pr. liter. Og det så ud som om, at det var ret populært hos de lokale.


Produktionen hos Cantina Goretti er ganske stor, hvilket man også får fornemmelsen af, når man ser deres industrielle tankanlæg.


Her kan der helt sikkert laves masser af vin.


En kæmpe vinpresse … eller rettere sagt flere af slagsen.

Vinhuset drives i dag af 3. og 4. generation af Goretti familien, hvor 4. generation består af de to charmerende søstre Sara og Giulia Goretti, som også var mine værtinder under besøget. Et par rigtig søde og venlige unge kvinder.

Under rundvisningen lød det på Sara Goretti som om, at livet som vinproducent var svært, og at de godt kunne bruge mere salg på de internationale markeder. De afsætter i dag selvfølgelig lokalt, nationalt og samtidig også til det meste af Europa samt det amerikanske marked. I Danmark forhandles vinene både hos Italian Wine Trading samt Carlo Merolli.


Ja, det er sgu store tanke.

Her ser vi flaskelinjen hos Cantina Goretti.


Lagerhallen med opbevaring af de mange flasker vin …

… mens barriquekælderen er en lang gang indenfor i lagerhallen.

Der laves under appellationen Colli Perugini DOC omkring 8 forskellige vine og derudover 3 mousserende vine samt en likør, mens der på anlægget i Montefalco alene laves to vine, en Montefalco Rosso DOC samt en Montefalco Sagrantino DOCG. Derudover laves der selvfølgelig også lidt grappa og olivenolie.

Men der stopper det ikke, for søstrene står også bag en række produkter indenfor vinterapi, hvilket er en række naturlige kosmetik produkter, som er lavet fra polyfenoler udvundet af vin. Og kigger man på de to søstre, så kan man jo heller ikke nægte, at produkterne ser ud til at virke.


De to smukke søstre … Sara til venstre og lillesøster Giulia til højre.

Nå, men forude ventede smagningen af nogle af de nævnte vine, så vi sluttede rundvisning i Sala Marcella, hvor Giulia tilsluttede sig og og hvor der var dækket op til lille smagning. I forhold til tidsplanen havde rundvisningen dog taget længere tid end forventet, så det betød mindre tid til vinene.


Sara Marcella, det store smagelokale med plads til 70-80 mennesker og et kæmpe køkken til venstre. Det kan dog ikke ses på dette foto.

Men jeg nåede dog at smage 4 af husets vine og fik dermed et godt indtryk med dette smageprogram:

Specielt vinen L’Arringatore er vinhuset meget stolte af og de kalder den endda deres vigtigste vin, og den smagte jeg såmænd også i to årgange. Den er vel også husets topvin og næsten lige så dyr som deres Montefalco Sagrantino. Mine smagsnoter følger selvfølgelig i løbet af de kommende dage.

Som hos alle de øvrige vinhuse blev der selvfølgelig serveret lidt brød, tørret parmaskinke, pølse og ost til vinene, og selvom det var første besøg på dagen, så var jeg – som vanlig – høflig og nippede lidt til de lækre godbidder.

Sara og Giulia Goretti foran logoet for familieforetagendet.

Selvom tiden løb og den rare Vincenzo ventede bilen udenfor, så blev der dog tid til det obligatoriske foto af husets værter … eller i dette tilfælde værtinder. Sara og Giulia Goretti stillede sig velvilligt op med disken med familienavnet og jeg takkede for et godt besøg … fremme ventede næste vinhus.