56° North Gentle Pink er en fræk, lyserød rosévin fra Guldbæk Vingård … lavet primært på druesorten Cabernet Noir.
Cabernet Noir er en rød druesort, der også er udviklet af Valentin Blattner i 1991 og den har nummeret VB 91-26-4. Det er en krydsning mellem Cabernet Sauvignon og en ukendt modstandspartner aka resistenzpartner. Druen er lille, rund og nærmest dækket med et ensartet lag af voks. Skindet er meget tykt, som Cabernet Sauvignon og derfor meget modstandsdygtig over for botrytis.
På Guldbæk Vingård anvendes Cabernet Noir primært til denne rosévin 56° North Gentle Pink, som i denne årgang 2016 har fået sølv ved den store internationale konkurrence Mundus Vini.
Det er en vin med en lille smule mere sødme … 13 gram restsukker pr. liter skriver Jan Thrysøe selv på vingårdens hjemmeside, og det kan såmænd også smages. Dermed en vin, som de fleste virkelig vil synes rigtigt godt om.
Næsen har en lækker aroma med frugt selvfølgelig, jordbær, fersken … men derudover nærmest yoghurt og mælkesyrer, som giver en ekstra dimension og tankerne hen på noget landligt. Sødmen fornemmes også allerede i duften.
Og sødmen kan også smages, men det bliver heldigvis aldrig for sødt, for der er også en vis syre og svag bitterhed med lidt citrus og grape i smagen. Men ganske læskende, drikbar væske, som specielt min frue vil være helt pjattet med … og godt smager det sgu.
Kan købes på vingården – eller deres hjemmeside – til 175 kr.