Dette er formentlig bedste danske vin, som jeg endnu har smagt … 56° North Solaris fra Guldbæk Vingård, lagret på 50% egefade og 50% fade af akacietræ.
Det er 100% ren Solaris, som Jan Thrysøe dyrker med et rigtigt godt udbytte på sine marker.
Solaris er – udover en Science Fiction film med George Clooney i hovedrollen, et styresystem til computere i UNIX-familien samt navnet på en række campingpladser i det sydlige – netop en drue, som spås store fremtidsmuligheder i Danmark, hvilket denne vin vel sådan set også med 7 tommer søm slår fast i akacietræet.
Solaris er fremavlet i 1975 af Norbert Becker på Staatliches Weinbauinstitut Freiburg i Tyskland og er bl.a. klonet fra Merzling, som jo er en tysk hvidvinsdrue, som indeholder Riesling og Ruländer aka Pinot Gris, samt en resistentpartner kaldet Gm 6493.
Druen modner tidligt og har en god modstandsdygtighed mod svampeangreb og frost. Vinene fra Solaris er normalt frugtige og parfumerede og har et middelhøjt syreindhold.
Hos Guldbæk Vingård har de efter fermenteringen lagret deres Solaris sur lie – altså med gærresterne – på fade … og som nævnt en kombination af egefade og fade af akacietræ. I denne årgang 2006 er den 50% egefade og 50% fade af akacie, mens fordelingen i den kommende årgang 2017 er 75% eg og 25% akacie.
Vinen har i denne årgang 2016 fået sølv ved den store internationale konkurrence Mundus Vini. Sådan og ganske velfortjent.
Nu er der mere krop, fylde i næsen … men uden det bliver flommefedme, for vinen har både en vis lethed, en lille pirrende og aromatisk note med sødme, eg, svag estragon, en halv spist Kæmpe Eskimo ispind, ferskner, svag vanilje og min mormors køkken efter hun havde bagt walesboller med vaniljeflødecreme. Er det fadene af akacietræ, som giver den lidt omfavnede aroma, som faktisk er ret lækker? Men uhmmmmm.
Smagen er blød og vinen har en lidt forsigtig fedme, som modspilles af grape, citrus, grønne elementer og tørhed. Syren holder pusten gennem hele smagsspektret og eftersmagen er også klart længere end hos forrige vin, selvom der måske mangler lidt i tyngden. Men det smager altså godt og jeg kan klart sige, at #farerbegejstret og #danskvinrocks
Vi ligger helt sikkert fede tommelfingre op og endda med pil op, så vi næsten rammer 5,5 af de fede tomler.
Forhandles på vingården, hvor en flaske koster 225 kr.