Thank God It’s Friday lød det i filmen fra 1978 og fra mig i dag. Tid til fest i weekenden og en god vin fredag. Fredagsvinen er en italiener fra vingården Querce Bettina i Toscana.
Querce Bettina er en nyere vingård, etableret i 1992 på den sydvestlige side af Montalcino og ejet af de to vinmagere Sandra Barenghi og Roberto Moretti. Vingården er på sølle to og en halv hektar med ædle Sangiovese vinstokke, og herfra laver de to vine, denne Rosso di Montalcino DOC og en Brunello di Montalcino DOCG. Herudover laves der olivenolie samt grappa.
Gårdens første Brunello var fra 2004 og kom på markedet i 2009. Filosofien er helt i tråd med traditionen i Brunello. Sangiovese fra små udbytter i de meget, meget velplejede marker gæret i ståltanke inden lagring i store fade. Det lille volumen gør at Roberto og Sandra kan fokusere helt penibelt på kvalitet og når naturen samtidig leverer to store årgange som 2006 og 2007 overbeviser resultatet aldeles. Den åbne 2007’er Rosso er næsten for god til at være sand, og med Brunello 2006 bevæger Querce Bettina sig på et niveau som mange i Montalcino har drømt om, men kun meget få har nået – og endnu færre overgået.
Navnet Querce Bettina stammer fra en gammel lokal legende, som går tilbage til slutningen af det 19. århundrede, og omhandler en gammel dame, som i gamle dage sad under et imponerende egetræ, mens hun spandt uld og fortalte historier om hekse og troldmænd til de unge hyrder, som passerede forbi. Damen hed Bettina, men ingen vidste, hvor hun boede eller kom fra. Alle sagde, at de havde mødt Bettina mindst én gang i livet … nær ved egetræet. Querce er det italienske ord for eg.
Denne 2007 version Rosso di Montalcino har tilbragt 12 måneder i franske 500 liter fade og 8 måneder på flaske inden frigivelse. I glasset en lys og transparent vin. Den dufter ret fantastisk, der er meget lys frugt, der er den sodavand, som engang var moderne, Cherrycoke hed den, der er grønne blade, mineraler og en anelse krydderier. Smagen også mineralsk, flot tanning, igen lyse bær, god friskhed. Flot struktur, og vinen er meget delikat og fin. Jeg er meget begejstret. Det er sgu godt.
Købt hos Atomwine for 139 kr.