Snart var jeg ovre ved 4. bord, hvor man kunne finde vinene fra Domaine Robert Gibourg, men det var dog uden fremmøde fra Bourgogne, så derfor skænkede Tjalfe fra Vinmonopolet så vinene og første var denne Coteaux Bourguignon.
Domaine Robert Gibourg ligger i Morey-Saint-Denis, men drives nu af Sébastien Bidault sammen med hustru Anne. Hendes fader Robert grundlagde vingården i 1942, da han overtog 1 hektar lille vinmark fra sin bedstefar. Han har siden lavet vin og har også stået for et løbende køb af flere vinmarker, således vingården nu sammenlagt ejer 6 hektar vinmarker.
Sébastien og Anne Bidault har selv siden år 2000 drevet Domaine Bidault og har der samlet 11 hektar vinmarker, men siden 2011 har de også lavet alle vinene fra Annes fars Domaine Robert Gibourg, som har sine 6 hektar på spændende parceller i både Morey-Sant-Denis, Gevrey-Chambertin og Aloxe-Corton.
Markerne passes efter Lutte Raisonée principper, hvilket betyder bæredygtige principper … medmindre der opstår store problemer, for så sprøjter man altså.
Den første vin fra Domaine Robert Gibourg er denne Coteaux Bourguignon, som er lavet under en helt ny appellation, der kun har eksisteret siden 2012. Tidligere gik den under det noget misvisende navn Bourgogne Grand Ordinaire.
Der bliver dog kun dyrket 120 hektar i denne appellation, hvilket svarer til omkring 0,2% af Bourgognes samlede produktion. Stilen er livlig, ren og elegant, da både den malolaktiske gæring og lagringen sker på ståltanke. Her har lagringen taget 15 måneder, hvorefter vinen så er flasket.
Duftmæssigt er vinen godt afstemt, ikke for streng, kantet eller urtet, for faktisk har vinen en god duft af kirsebær og rabarber, men det er ikke eksplosivt eller vild … nærmere meget beskeden.
Smagen er rund og blød, ganske imødekommende, har ganske okay tanniner, ikke kompleks eller kompliceret, bare ung, frisk og så ligetil uden så mange dikkedarer … bare drikkeglæde.
Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor en flaske normalt koster 189,95 kr., men på tilbud pt kan fås til 149 kr.