Tag-arkiv: Italien

2014 Moretti Omero, Montefalco Sagrantino Vignalunga, Umbrien, Italien

2014 Moretti Omero, Montefalco Sagrantino Vignalunga, Umbrien, ItalienNæste vin er også fra en vingård, som jeg tidligere har besøgt. Det er nemlig topvinen fra Azienda Agraria Moretti Omero … en 2014 Montefalco Sagrantino Vignalunga og lavet af den søde og rare Giusy Moretti.

Vinen har jeg smagt før, nemlig da jeg besøgte Giusy. Det kan du læse mere om i mit blogindlæg Besøg hos Moretti Omero … og søde Giusy.

Det er en enkeltmarksvin fra marken Vignalunga, som ligger lige ved siden af vingården. Vinstokkene er omkring 15 år gamle og giver et beskedent udbytte på 25 hektoliter pr. hektar. Selvfølgelig høstet sent … primo oktober måned, hvilket er typisk for Sagrantino.

Vinen er lavet med 15 dages fermentering, 15 dages maceration og så lagrer den 6 måneder med bærmen. Ingen brug af gær udover de naturlige gærceller fra druerne, men den har lagret længere, nemlig 24 måneder på franske 500 liters tonneaux og efterfølgende 6 måneder på flaske.

Duftmæssigt er Vignalunga en kraftig fætter med mørk frugt, skovbund og så alligevel samtidig en vis lethed, eg, noget fadpræg med kanel, vanilje, chokolade, kakao, krydderier, koncenteret mørk og balsamisk med blomer, brombær og italiensk syre.

Smagsmæssigt er der godt med tørhed og så vilde tanniner og giver du vinen ekstra med luft i munden, så stikker de helt af, næsten helt på niveau med vinene fra Arnaldo Caprai. Frugten er kirsebær, ribs og tranebær. Samtidig med de vilde tanniner, så er der også masser syre, renhed og elegance.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 450 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2011 Suavia, Le Rive, Veneto, Italien

2011 Suavia, Le Rive, Veneto, ItalienJeg forestod forleden en lille smagning for et lille netværk og startede ballet med denne fine ældre 2011 Le Rive fra Azienda Agricola Suavia, der ligger lige i udkanten af den lille idylliske by Fittà på vejen mod Monteforte d’Alpone i Soave.

Det er et vinhus, som jeg besøgte sidste år, men alt det og historien om vinhuset kan I læse om i mit blogindlæg Besøg hos Suavia … og mit andet møde med Alessandra Tessari. Derfor havde jeg også smagt denne vin tidligere, blot i anden årgang, så jeg vidste, at det er godt.

Fra mine nu 2 besøg i Soave vidste jeg også, at Garganega kan blive virkelig fantastisk, når vinene er lavet godt og så får noget alder, hvilket en 2007 Monte Carbonare Soave Classico fra Suavia tidligere havde overbevist mig om.

Og denne Le Rive er endda topvinen fra Suavia og lavet med 100% Garganega druer framarken Le Rive, som ligger på skråningerne lige udenfor Fittà by og høstes forholdsvis sent. Normalt høstes druerne i slutningen af september, men til Le Rive vinen høstes de en måned senere, altså sidst i oktober måned.

Høsten sker manuelt og derefter presses de hele klaser med overmodne druer, hvorefter 30% af vinen gærer i egefade, mens de resterende 70% gærer i rustfrie ståltanke omkring 20 dage ved 15-18 grader.

Efter endt fermentering sker der malolaktisk gæring af vinen i egefadene. Så lagrer de to dele i 15 måneder sur lie … fortsat på henholdsvis egefade og i ståltanke.

Først derefter blendes vinen og lagrer så yderligere 15 måneder I rustfrie ståltanke, hvorefter aftapning på flaske så sker. Og så lagrer vinen endnu 12 måneder på flaske inden frigivelsen.

WAUW … sikke en næse, der er eksplosiv med masser af fylde, fedme og olieret moden ædelhed. Der er nogle tertiære noter med olievædet tvist, svage æter og benzindampe, pærer, tørret abrikos, tørret appelsinskal, ristede mandler og honningmelon. Der er opulent, svulmende og totalt indbydende.

Smagen er cremet med olieret fedme, fersken, grillede citroner, lemon, en mineralsk renhed, abrikos, svag grape og samtidig – som i duften – også eksplosiv i alle smagsnoterne. Der er lidt tropisk frugtjuice, men for pokker, hvor er det lækkert.

Købt hos Otto Suenson, hvor denne i magnumflaske kostede 489 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Gian Luca Colombo, Barolo, Piemonte, Italien

2016 Gian Luca Colombo, Barolo, Piemonte, ItalienEfter ugen før at ha’ smagt Gian Luca Colombos Nebbiolo d’Alba, så skulle vi selvfølgelig også lige smage hans Barolo. Det er 2016 og dermed hans første årgang af Barolo fra hans eget vinhus.

Vinen er lavet med druer fra marken Bricco Ambrogio i Roddi og det er en af de marker, som Gian Luca har lejet på langtidskontrakt.

Vinen er lavet med lang maceration og egentlig startmæssigt lavet meget traditionelt. Efter endt gæring er vinen lagret på både 700 liters egefade og brugte barriques i 18 måneder og derefter yderligere 12 måneder i betontanke samt amphora krukker.

Det er i øvrigt datteren Gretas fingeraftryk, som sidder på alle etiketterne af Gian Lucas vine.

Duftmæssigt er næsen fyldt med frugt, aromatisk med blomster, tørrede roser, virker meget lys med lette balsamiske noter, engelsk lakrids, violer og samtidig animalsk eller landlig i udtrykket. Det er en utrolig feminin aroma, suppleret med svampe, jord, mynte, blød og lækker frugt, knuste jordbær, brombær og lyse blommer og der er også fine antydninger af lidt vaniljesødme.

Uha det smager også godt … stramme tanninger, som dog aldrig bliver for stramme, men det er samlet set vildt tørt. Der jordbær, hindbær, ribs, lidt bitterhed, fennikel, jern. Det minder på mange måder om Barolo’erne fra Réva … samme lyse sind, lethed og fine elegance. Det er vitterlig utrolig smuk Barolo og til at blive lykkesaglig i knoppen over. Det er 6 smukke tomler med himmelråbende stor pil op.

Importør er Adriat Vinimport og i butikkerne koster vinen vistnok omkring 550 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Gian Luca Colombo, Nebbiolo d’Alba, Piemonte, Italien

2018 Gian Luca Colombo, Nebbiolo d'Alba, Piemonte, ItalienI vores tirsdagsvinklub på jobbet er vi gået lidt amok og indkøbt en røvfuld lidt mere eksklusive italienske vine og en af disse er denne 2018 Nebbiolo d’Alba fra Gian Luca Colombo, der ligger lidt syd for byen Roddi omkring 6-7 kilometer sydvest for Alba i Piemonte.

Gian Luca Colombo er en ung fyr, der etablerede sit vinhus i 2011 og han omtaler sig selv som enologo e viticoltore … altså vinmager og vindyrker. Han er en moderne traditionalist, som laver sine vine helt klassisk med lange macerationstider ved meget lave temperaturer og han foretrækker botti di rovere til lagring af sine vine og er stærkt forbeholden over for nye, toastede barriques.

Gian Luca har en kandidatgrad i vindyrkning og ønologi fra Torino Universitet og har mange års erfaring som både ønolog, konsulent og vinmager også for andre producenter, I 2014 modtog han Giulio Gambelli prisen og blev kåret som Italiens bedste unge vinmager under 35 år.

Han laver bl.a. vinene på Réva … et vinhus, som jeg besøgte sidste sommer. Der mødte jeg ganske vist ikke Gian Luca Colombo, men i stedet den rare salgschef Francesco Spadaro. Dette besøg kan du i øvrigt læse om i indlægget; Besøg hos Réva … totalt toptjekket resort, spa, restaurant og vinhus.

Hans produktionsfilosofi er oplyst af moderne videnskabelige indsigter og i marken arbejder han økologisk og er tilhænger af den såkaldte Simonit & Sirch beskæringsmetode, der eksempelvis også anvendes hos Domaine Leroy i Bourgogne. Der er et stærkt fokus på vinplanternes sundhed for at opnå de bedst tænkelige druer til at udtrykke området særlige ånd.

Gian Lucas 3 første årgange blev vinificeret hos Federico Scarzello, men i dag har han sin egen vingård. Han ejer selv kun en 2,5 hektar vinmarker i Magliano Alfieri, hvor han har Barbera vinstokke, men så har han derudover lejet en del marker i Roddi på langtidskontrakter.

Men at leje marker i Barolo zonen er nærmest umuligt i dag, da de store vinhuse ofte tilbyder priser, som de små producenter slet ikke har mulighed for … og køb af en mark i Barolo er helt umuligt, for priserne er astronomiske for de unge producenter.

I øjeblikket laver han 5 forskellige vine, en NU Vino Rosso, Barbera d’Alba Superiore, en efter sigende helt fantastisk Langhe Pinot Nero, denne Nebbiolo d’Alba og en Barolo.

Denne Nebbiolo d’Alba er lavet med Nebbiolo drier fra marken Roccabella i Roddi … blot et stenkast fra den velkendte Monvigliero mark i Verduno. Vinen er lavet med lang maceration, typisk omkring 40 dage og vanligt starter den alkoholiske gæring og maceration ved 10 grader i 48 timer og efterfølgende gæres ved 20-24 grader resten af perioden.

Efter endt fermentering er vinen lagret 9-10 måneder på brugte barriques og brugte tonneaux. Vinen klares og filtreres ikke og der anvendes alene minimal svovl.

Næsen er smuk … har samme renhed, som man finder hos Réva … tjære, violer, fennikel, lakridsrod, ribs, jordbær, granatæbler, måske endda lidt umodne kirsebær, tørrede blomster, let, streng og med en stram, irettesættende italiensk syre. Der er ikke sådan ultrastrengt, for vinens lethed suppleres på en aller anden møde også af noget blødt, fint og imødekommende.

Nej hvor det smager godt … ikke som Langhe Nebbiolo, men har en klart mere blød side, selvom det fortsat er frisk, smuk Nebbiolo med den dejlige syre, tørre, tætte tanniner og her tilsat et lidt læskende element. Det hænger sgu meget godt sammen.

Importør er Adriat Vinimport og i butikkerne koster vinen 239 tkr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, Italien

2015 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere, Piemonte, ItalienTid til selvforkælelse efter at ha’ brugt over en uge af ferien på at pille mit gamle køkken ned, hakke klinker op, skrabe tapet af, pudse vægge … part 1 af et forhåbentlig fedt nyt køkken. Og efter sådan en indsats fortjener man lidt godt vin, fx en Barolo Gramolere fra Azienda Agricola Manzone Giovanni.

Vinhuset Giovanni Manzone blev etableret i 1925, da den unge Giovanni Manzone købte Monforte d’Alba ejendommen Ciabot del Preve, som tidligere havde været residens for sognekontoret i den nærliggende by Castelletto.

De startede med det samme med at lave vine og opkøbte i løbet af de kommende år også parceller på Castelletto samt Gramolere … to af de bedste marker i Monforte d’Alba.

I dag drives vingården af Mauro Manzone som 4. generation, dog fortsat med hjælp fra sin far, der – som grundlæggeren – også hedder Giovanni Manzone. Allerede i 2005 startede Mauro med at hjælpe sin far med vinfremstillingen, men det er fortsat gammelfar, som bestemmer i de afgørende beslutninger.

Mauro Manzone er ellers godt uddannet som ønolog fra Scuola enologica di Alba, den lokale, berømte vinskole.

Manzone familie har samlet 8,5 hektar marker, som ligger i 450 meters højde og giver en beskeden produktion på omkring 50.000 flasker vin hvert år og der anvendes alene druer fra egne marker.

Der fokuseres udelukkende på topkvalitet med bl.a. et pænt lavt høstudbytte og samtidig arbejdes der udelukkende efter økologiske principper i markerne uden brug  af pesticider eller kunstgødning, mens alle vinene tappes uden klaring eller filtrering, ligesom der udelukkende tilsættes kun et minimum af svovl.

Sanlet producerer Manzone omkring 9 forskellige vine lige fra Dolcetto, Barbera, Langhe Nebbiolo til 4 forskellige Barolo’er, nemlig denne Gramolere og en Gramolere Riserva fra deres bedste mark, som klart er Gramolere. Riservaen laves kun i de bedste år og  anvender alene den allerbedste frugt.

Så er der Barolo Bricat, som også er lavet med druer fra Gramolere marken, blot fra nogle af de ældste vinstokke på den øverste del af marken. Endelig er der Barolo Castelletto fra deres 1 hektar store parcel på  Castelletto marken.

Barolo vinene fra Giovanni Manzone har igennem tiden fået et utal af 3 glas fra Gambero Rosso og flotte scores fra både Decanter, Wine Spectator og Robert Parker’s Wine Advocate.

Med denne 2015 Barolo Gramolere er Nebbiolo druerne høstet i starten af oktober. Gæring og maceration sker over 30-40 dage ved 28-31 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 30 måneder i store 500-700 egefade og efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 10 måneder.

Duftmæssigt bliver du omgående glad … virkelig typisk Barolo duftnoter med lettere moden og let frugt, tørrede rosenblade, læder, fennikel, lakridsrod, lakrids, nogle umodne kirsebær, hindbær, et glas aspirin hovedpinepiller, masser af stram italiensk syre, bagepulver samt en håndfuld grønne blade. Vildt tiltrækkende.

I munden er det fortsat en ung Barolo med masser af syre, lys og spændstig i strukturen. Der er unge tanniner, men de bider egentlig ikke vildt, selvom mundhulen tørrer noget ud. Der er ribs, umodne blommer, meget let, lys og ung, men samtidig meget venlig og totalt imødekommende og tjenstvillig. Det hænger vildt godt sammen her allerede i en ung alder. Der er god længde i eftersmagen med både syre samt en smule bitterhed … det smager sgu godt, selvom det endnu er meget ungt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., men kan fås til 429,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2004 Andrea Oberto, Barolo Albarella, Piemonte, Italien

2004 Andrea Oberto, Barolo Albarella, Piemonte, ItalienJan blev ved med at servere den ene perle efter den anden, som nu fx denne Barolo Albarella fra Andrea Oberto … en af de gode modernistiske producenter i Barololand.

Andrea Oberto var oprindelig lastbilchauffør, og så passede han derudover 3 hektar marker, som han havde arvet fra sin far. De fleste af druerne blev solgt til det lokale kooperativ Cantina Soziale, mens en lille del blev lavet til vine og drukket af familien eller solgt til private kunder i store demijohns.

Senere opgav Andrea dog jobbet som lastbilchauffør og helligede sig sin passion for vin fuldstændigt. Og de 3 hektar marker er nu blevet til 16 hektar, mens den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker. Og fra kun at blive solgt lokalt, så eksporteres Obertos vine nu over hele verden.

I dag er sønnen Fabio Oberto også indtrådt i familieforetagendet, og sammen med faderen laver huset en række rigtig spændende vine, nemlig 11 forskellige, bl.a. Dolcetto, Barbera, Langhe og selvfølgelig Barolo, hvor denne Barolo Albarella er én af husets topvine.

Deres topmarker er de 3 marker Brunate, Rocche dell’Annunziata og Albarella på henholdsvis 0,6 hektar, 0,8 hektar og 1,1 hektar. På Albarella marken er Nebbiolo vinstokkene 35 år gamle.

Vinen laves med en macerationstid på 350 timer … det svarer vel til et par uger, hvorefter vinen er lagret 24 måneder på nye barriques, 2 måneder i ståltanke og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Dermed klart modernistisk stil … og det kan faktisk smages i vinen med det samme. Der laves årligt 5.200 flasker af denne vin.

Duften er dejlig kompleks … masser af velduft vælter faktisk op af glasset og klart til den lidt mørkere side af Barolo’erne. Der er både brombær, blommer, bløde og gærede bær, Blå Gajol, engelsk lakrids, jernbanesveller, tobak, læder, tørrede blomster, eg, fadpræg, kanel og nedenunder fornemmes også klart en vis syrlighed i frugten. Det dufter sgu monstergodt.

Smagsmæssigt er det også en mørk og fyldigere Barolo, men for pokker hvor er det blødt og lækkert. Der er power i vinen, men der er også en fin, struktureret syre, flotte integrerede tanniner samt en læskende side, som bare gør vinen lækker og virkelig nem at drikke. Det er til at blive glad i låget af … monsterfin Barolo, som også har haft nogle år til at modne.

Forhandles i dag bl.a. hos Smalle Vine, hvor en 2015 pt. er udsolgt, men tidligere er solgt på bud til 299 kr. mod en førpris på 499 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7    

2010 Bel Colle, Barolo Monvigliero, Piemonte, Italien

2010 Bel Colle, Barolo Monvigliero, Piemonte, ItalienNæste vin var også italiensk, nemlig en fin 2010 Barolo Monvigliero fra vinhuset Bel Colle, der ligger lige mellem Castagni og Verduno i Piemonte.

Bel Colle er et nyere vinhus, der er grundlagt i 1976 af brødrene Franco og Carlo Pontiglione  samt Giuseppe Priola. I 2015 blev Bel Colle imidlertid købt af Bosio Family Estates, der ligger længere mod nordøst i Santo Stefano Belbo og i 4 generationer har produceret vin. Og siden købet har Luca Bosio haft  ansvaret for arbejdet i kælderen i samarbejde med vinmageren Mario Albrito.

Før overtagelsen lavede Pontiglione  brødrene og Giuseppe Priola vinene sammen med ønologen Paolo Torchio, der var ansvarlig for vinproduktionen fra 1980 og frem til salget af vingården i 2015, så denne Barolo Monvigliero er faktisk lavet af Paolo Torchio.

Bel Colle har selv omkring 8 hektar vinmarker og køber derudover samtidig også druer fra en række vinavlere, så den årlige produktion ligger på omkring 150.000 flasker. Vinmarkerne ligger i og omkring Verduno tæt på La Morra i den nordvestlige del af Barolo appellationen.

Husets marker ligger nærmest i et naturligt amfiteater i 220-310 meters højde, har en perfekt eksponering mod sydvest og bader i sol om eftermiddagen. Monvigliero marken på samlet 25,5 hektar er i dag blev kult og anses for at være en af Barolo områdets absolut bedste marker. Bel Colle har 1,35 hektar på Monvigliero.

Luca Bosios filosofi i kælderen er at benytte en blanding af de store, traditionelle slavonske fade samt nye og gamle franske barriques og han tilpasser fadtyperne og -lagringen alt efter årgangens karakter.

Barolo Monvigliero er lavet med druer fra 25-årige vinstokke, som efter høsten presses, hvorefter mosten macererer koldt med tøris inden gæring i temperaturstyrede ståltanke. Maceration og gæring varer 15 dage, hvorefter vinen har lagret 36 måneder på franske barriques og derefter nogle måneder på flaske.

Duftmæssigt er det en meget stærk og udtryksfuld vin … klart modernistisk i udtrykket med rød, dyb frugt, mørke bær, brombær, næsten gæret i frugten, flæsk, mejeri, læder, kaffe, røget kød, tjære, asfalt, tobak, dybe balsamiske noter og godt med fad og lidt peber.

Smagen er næsten dyrisk animalsk, meget intens med en lidt hård frugt … samtidig meget frisk frugt og så godt med tanniner. Vinen er fortsat til den lettere side, men virkelig tør, tannisk og samtidig pænt stærk i smagen. Frugten har en snas sødme, men samtidig også noget bitterhed, mentol og peber.

Forhandles bl.a. af Østerbro Vin, hvor en flaske i årgang 2014 koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2012 Tenuta di Aglaea, Annacare, Sicilien, Italien

2012 Tenuta di Aglaea, Annacare, Sicilien, ItalienJan havde sidst i maj været til Distintos smagning med Anne-Louise Mikkelsen fra Tenuta di Aglaea på R9 vinbar/-butikken i Rømersgade i København. Det er måske derfra, at han havde købt denne 2012 Annacare.

Jeg er pjattet med Anne-Louise og hendes vine fra Sicilien. Hun er sgu en sej ung dansk kvinde og dygtig vinmager. Jeg har også skrevet lidt om hende og hendes vinhus, sidst da jeg smagte en 2008 N*Anticchia og dengang skrev jeg faktisk lidt sammen med Anne-Louise på email for at sikre, at jeg også fik historien om vinhuset helt korrekt. Så vil du vide mere om den danske vinmagerinde på Siclien, så læs det gamle indlæg.

Annacare er samme vin som N*Anticchia … men i 2012 ændrede hun navnet på vinen. Annacare betyder på siciliansk dialekt at lulle eller vugge en baby i armene og er givet til ære for Anne-Louises lille søn, der blev født samme år som vinen første gang blev aftappet.

Det er ren Nerello Mascalese på 70-100 år gamle vinstokke. Efter høsten så sker gæring i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering sker malolaktisk gæring på egefade, hvor vinen også er lagret i 18 måneder. Lagringen sker på franske barriques, heraf er halvdelen helt nye. Efter aftapning på flaske er vinen lagret 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er vildt animalsk, landlig vild … næsten naturvinsagtig med både mødding, søde bolsjer, våde fade og let urtet, mens frugten er overmodne sorte kirsebær, blommer, kridt, kul, røg, kolde sten, lidt svovl, fernis, timian og en markant æterisk syre. Det er både elegant, let og kraftfuld næse … man bliver begejstret.

I munden er vinen olieret med let peber, kirsebær, tranebær, nogle bitre bær og samlet virker frugten totalt vild. Syren er sådan rigtigt italiensk med masser af tanniner, tørhed og perfektionistisk syre, rå og nærmest utæmmet, kraft og vild frisk. Smagen er mælket, cremet med grafit, power og rå kraft, mens frugten fortsat er i den fine og lettere boldgade … det kan Nerello Mascalese virkelig. I unge Anne-Louises hænder er druen behandlet som en rigtig dronning … og viser sig koket frem som en smuk madonna.

Forhandles af Distinto, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Pasqua Vigneti e Cantine, Rosé Vino Frizzante, Veneto, Italien

2019 Pasqua Vigneti e Cantine, Rosé Vino Frizzante, Veneto, ItalienI forhold til forrige rosé, så er denne Rosé Vino Frizzante fra Pasqua Vigneti e Cantine noget bleg om næbet. Det gælder både i farve og smag.

Pasqua Vigneti e Cantines er grundlagt i 1925 af Pasqua-brødrene og ligger ved San Felice lige nord for Verona. Det startede egentlig med at de to brødre kom fra Apulien til Venero, hvor de åbnede en vinforretning, hvor de solgte vine fra deres hjemegn. Men i løbet af nogle år besluttede de, at købe deres egen vingård og selv lave vin, hvorfor de købte lidt vinmarker nord for Verona.

I 1960’erne videreførte Umberto Pasqua – 2. generation af Pasqua familien vinhuset, hvor de bl.a. begyndte af eksporteres deres vine, men siden 2014 har det været 3. generation med Riccardo Pasqua som leder sammen med Alessandro, Cecilia og Giovanni Pasqua.

Det er også Riccardo, som stod bag byggeriet af et nyt hovedkvarter og et produktionsanlæg i San Felice i midt 2000’erne. Og siden den 3. generation overtog, så er Pasqua Vigneti e Cantine faktisk blevet en stor historie.

Pasqua har selv 300 hektar vinmarker, men derudover opkøbes der også druer hos andre vinavlere, for deres produktion ligger årligt på ikke mindre end 14-15 millioner flaske vin. Deres egne marker er bl.a. San Felice, Mizzole, Mattaranetta, Montorio Castle, Montevegro, Vigneto Monte Calvarina og Poiano.

De ejer også selv den amerikanske importør ​​Pasqua Usa LLC i New York og købte i 2017 også den kinesiske importør, der grundlagde Pasqua Asia Ltd med base i Dalian. Derudover har de også købt Mazara del Vallo i Trapani i det vestlige Sicilien.

Denne Rosé Vino Frizzante er lavet på et mix af både Pinot Nero, Pinot Bianco og Chardonnay. Vinen er lavet ved, at druerne først er knust, hvorefter der sker en let maceration over 4-5 timer inden gæring med udvalgt gær ved 16-18 grader. Derefter er vinen så lagret en kortere periode i ståltankene.

Duftmæssigt er vi sådan ovre i lidt kirsebær, hindbær, banan … umiddelbart til den noget neutrale side, så jeg har faktisk ret svært ved at fange flere duftnoter. Der er kun blide bobler i vinen, men det er jo også alene en Frizzante, men til gengæld er vinen slet ikke så sød, som man kunne frygte. Der er godt med sure æbler, citroner, tranebær samt svagt en smule havtorn. Man smager ikke de 10,5 gram restsukker, men i der er i stedet lidt bitterhed, jern og en kedelig overfladisk eftersmag.

Købt i Rema 1000 til 40 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2016 Massimo Rivetti, Barbaresco, Piemonte, Italien

2016 Massimo Rivetti, Barbaresco, Piemonte, ItalienJeg havde skam lyst til mer’ Nebbiolo, så derfor måtte mit vinglas se sig fyldt med en flot Barbaresco fra Azienda Agricola Rivetti Massimo, der ligger på adressen Via Rivetti i Neive.

Massimo Rivetti er etableret i 1860 af Rivetti familien og drives i dag af 6. generation i form af Davide Rivetti. Selve vingården ligger lidt øst for Neive – faktisk midt på husets topmark Froi, som familien købte i 1947. Froi marken står bl.a. bag deres flotte enkeltmarks Barbaresco, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, og selvfølgelig også denne vin.

Rivetti navnet klinger måske velkendt i vinøse kredse? Det velestimerede vinhus La Spinetta er nemlig også ejet af en Rivetti familie … i dag søskende Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti, men om de har nogle familiære forbindelser til Davide Rivetti, er jeg imidlertid ikke sikker på.

De har dog før i tiden – før de startede med at lave deres egne vine – solgt deres druer til negocianter, herunder blandt andet netop kultproducenten La Spinetta.

Azienda Agricola Massimo Rivetti har sammenlagt 25 hektar vinmarker, fordelt på den 12 hektar stor parcel på Froi i Neive under Barbaresco appellationen, Garassino i Mango samt Serraboella og La Palazzina i Alba.

Siden familiens ældste søn Davide er kommet til, har man valgt at starte processen med at omlægge hele driften til et økologisk brug. Fra og med årgang 2016 har alle Rivettis vine været økologisk certificeret.

Selvom Rivetti benytter sig af en smule franske fade i produktionen, så hører familien generelt til i den traditionelle boldgade, så vinene på bedste vis kan afspejle områdets unikke forhold. Alle vine laves på forholdsvis traditionel vis med 1/3 lagring franske barrique og 2/3 på store slavonske botti.

Denne 2016 Barbaresco er altså første årgang, der er økologisk certificeret og druerne kommer fra en 2,5 hektar parcel omkring familiens ejendom … formentlig Froi, selvom det ikke fremgår. Marken ligger i omkring 380 meters højde med en sydvest vendt eksponering, indeholder en stor andel ler og kalksten, mens vinstokkene gennemsnitlig er omkring 25 år gamle.

Vinen er lavet med spontangæring på store koniske, franske egetræsfade alene med de gærceller, der naturligt forekommer fra druerne og kælderen. Macerationen er på samlet 30 dage og heraf gæring i 12-15 dage med daglig overpumpning. Vinen er derefter lagret 18 måneder på store slavonske fade af ældre dato og yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Hvor er vinen dog herlig lys, transparent teglfarvet, nærmest som lækker Pinot Noir, og derudover endda fin grumset, men op af det rare glas strømmer en dejlig aroma med kirsebær, jordbær, fennikel, lakrids, tørrede blomster, mentol, svag lidt nelliker, træ, meget blød, rund og moden i frugten, virkelig dejlig duft.

Smagen er klart i samme boldgade som duften … blød og klart med langt mere fylde end foregående Nebbiolo med langt mere fokus på kirsebær, tranebær, tørhed, træ, kalkagtige mineraler og en lille sødbitter note. Det leveres cremt, blødt og behageligt … det er voldsomt indbydende. Vi ligger lige mellem 5 og 5,5 tomler.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 219 kr. mens prisen er 185 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7