Tag-arkiv: Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Balthasar C. Spätburgunder Unfiltriert, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Balthasar C. Spätburgunder Unfiltriert, Ahr, TysklandVi skulle igennem herligt mange Spätburgundervine hos Weingut Deutzerhof og den næste i rækken var en 2016 Balthasar C. Spätburgunder Unfiltriert, opkaldt efter en fiktiv person i en krimiroman skrevet af vinjournalisten Carsten Sebastian Henn.

I romanen fra 2002 – som foregår blandt vinbønder i Ahr – findes Werner Näkel fra den kendte vingård Meyer-Näkel død og én af de mistænkte er netop Wolfgang Hehle fra Deutzerhof, da han er Meyer-Näkels største konkurrent. I romanen er der dog brugt synonymer om personerne, således Meyer-Näkel hedder Schulze-Nökel og Deutzerhof bliver kaldt Porzer Mühle … og selv Wolfgang Hehles yndlingsvin Caspar C. bliver til Balthasar B.

Og siden har Deutzerhof så – inspireret af romanen – også lavet en vin med navnet Balthasar C. Spätburgunder, hvor druerne kommer fra nogle lavere beliggende marker ved Mayschosser Kessel.

Vinen er lavet med gæring i rustfrie ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring, hvorefter vinen er lagret på brugte barriques i 8 måneder. Der er ikke anvendt nye barriques for at sikre en god balance mellem frugt og træ. Der er1,6 gram restsukker pr. liter i vinen.

Næsen har en lys og moden frugt, lidt røget og med noter af egetræ samt grønne blade. Frugten er hindbær og kirsebær, mens der også fanges blomster, fennikel, en smule sødme, kanel og vanilje. Nu begynder Deutzerhof at vise, hvad deres vine kan.

Smagen er stram og langt mere frisk end den foregående, men har fortsat en meget pleasende og comfy smag. Det er således en let, fin og direkte Spätburgunder, som bare leverer varen.

På vingården koster vinen 16€ … svarende til 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Spätburgunder Cossmann-Hehle, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Deutzerhof, Mayschosser Spätburgunder Cossmann-Hehle, Ahr, TysklandSå startede Spätburgunder ræset med ikke mindre end 10 forskellige vine … og vi startede helt naturligt med Weingut Deutzerhofs Spätburgunder basisvin, som ikke er en Gutswein, men en Ortswein, nemlig denne 2016 Mayschosser Spätburgunder Cossmann-Hehle.

Druerne til Mayschosser Spätburgunder Cossmann-Hehle kommer fra forskellige marker i og omkring Mayschoß. Efter endt gæring er vinen lagret på store gamle egetræsfade … de såkaldte großen alten Holzfässern. Der anvendes således – helt bevidst – slet ikke barriques ved denne vin, som har 4,9 gram restsukker pr. liter.

Sjovt nok virker vinen i næsen som om, at frugten er overmoden … eller i hvert fald meget moden. Det er kirsebær, jordbær og solbær og dermed lidt mørkere i duften en forventet. Derudover er der en smule røg, salte mineraler … men dufter godt nok meget moden.

Smagsmæssigt er vinen dog ikke så moden, for den er meget tør, mineralsk med en syrlig, røget note, lidt peber, nelliker og krydderier.

Prisen på vingården er 11€ … svarende til 82 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Deutzerhof, Saumon de l’Ahr Spätburgunder Rosé, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Deutzerhof, Saumon de l'Ahr Spätburgunder Rosé, Ahr, TysklandVi skulle også lige igennem en rosévin inden de røde – suk – nemlig denne 2018 Saumon de l’Ahr Spätburgunder Rosé fra Weingut Deutzerhof.

Den har dog den formidlende karakter, at den er lavet på ren Spätburgunder. Vinen er kaldt Saumon de l’Ahr Spätburgunder Rosé med reference til de mange laks, som der tidligere var i Ahr floden. I dag kan man næsten ikke finde laksen, hvorfor der er igangsat opdrætsprojekter, som skal øge laksebestanden i både Rhinen og Ahrfloden.

Wolfgang Hehle på Weingut Deutzerhof var en ivrig naturelsker og lystfisker. Han startede med at lave vinen inspireret af rosévine, som han smagte under en ferie i den lille appellation Irouléguy i regionen Sud-Ouest aka Sydvestfrankrig. Og den fik navnet Saumon de l’Ahr – laks fra Ahr – efter farven på vinen.

Vinen er lavet med en let udblødning sammen med skindet, hvilket har giver vinen så farve. Ellers er vinen udelukkende lavet i rustfrie ståltanke og har 6,2 gram restsukker pr. liter.

Næsen har klart nogle noter af Spätburgunder, kirsebær, hindbær, blomster, mens smagen byder på en stram citronsyre samt en smule tanniner, som sætter sig på tænderne. Vinen har en lidt fyldig side, men masser af syre … ka’ faktisk godt lide den, selvom det er en rosévin.

Prisen på vingården er 16€ … svarende til 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2017 Weingut Deutzerhof, Heimersheimer Chardonnay, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Deutzerhof, Heimersheimer Chardonnay, Ahr, TysklandHans-Jörg Lüchau synes også, at vi lige skulle smage en enkelt hvidvin mere inden de røde  … og det blev denne 2017 Heimersheimer Chardonnay, som også overraskede den ivrige vinblogger.

Weingut Deutzerhof var den første, som startede med at dyrke Chardonnay i hele Ahrdalen. Det skete i 1991, hvor Wolfgang Hehle plantede sine første Chardonnay vinstokke på husets marker ved Lohrsdorf nær Heimersheim i den østligste del af Ahrdalen. Der har markerne en perfekt undergrund for netop Chardonnay med löss, skifter og kalksten.

Vinstokkene er løbende beskåret via grøn høst, således udbyttet bliver forholdsvis lavt med 45 hektoliter pr. hektar. Vinen er – efter et blidt pres – gæret i ståltanke med en kold 4-6 ugers lang gæring, hvorefter vinen så lagres i nye barriques ganske kort … blot 30 dage efterfulgt af yderligere lagring i ståltanke. Den korte lagring på barriques er for fortsat at sikre en stor friskhed i vinen.

Og det virker sgu ganske godt, for næsen byder på en lille bitte Chardonnay fedme, bare et lille touch, en slank fedme, som sammen med modne æbler, pærer og citroner. I munden er det syren, som er bannerfører, for vinen er meget krisp, sprød og frisk med grønne æbler, citroner og mineraler … en virkelig dejlig Chardonnay i en ubetinget frisk og slank stil.

På vingården koster vinen 18,50€ … svarende til 138 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Weingut Deutzerhof, Catharina C. Riesling Alte Reben, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Deutzerhof, Catharina C Riesling Alte Reben, Ahr, TysklandI havestuen hos Weingut Deutzerhof startede vinmageren Hans-Jörg Lüchau med at servere os et glas af denne lille charmetrold, en 2018 Catharina C. Riesling Alte Reben … lidt en overraskende vin for flere af os.

Vinen er selvfølgelig opkaldt efter Catharina Cossmann, som jo sammen med sin husbond Caspar Cossmann var med til at grundlægge vinhuset tilbage i 1574. Druerne kommer fra over 50 år gamle vinstokke fra stejle skifter terrasser på to marker, nemlig Altenahrer Eck og Mayschosser Mönchberg.

Vinen er alene lavet på rustfrie ståltanke, hvor vinen gærer efter forsigtig pres. Efter endt fermentering har vinen lagret sur lie i ståltankene omkring et halvt år.

Og sikke en venlig Riesling næse … ikke sådan stålsat og syrevild, men i stedet med fersken, melon, mango, ananas, sådan god tropisk frugt og uden de sædvanlige citroner. Det er dog samtidig meget indbydende med en lille nerve.

I munden har vinen dog en rigtig fin, stringent og mineralsk syre, fortsat med de tropiske frugter. Catharina C. Riesling Alte Reben har imidlertid en virkelig flot balance … perfekt afstemning mellem syre og sødme, mens eftersmagen også er flot lang. Klart 4,5 fede fingre med stor pil op.

Forhandles på vingården til 15€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Besøg hos Weingut Deutzerhof … og vinmageren Hans-Jörg Lüchau i hopla

Weingut Deutzerhof ligger helt idyllisk i en stor smuk, gammel herskabsvilla aka vingård på adressen Deutzerwiese i Mayschoß … i en lille dal omgivet af stejle vinmarker, skov og kurvede bakker. Det var også vores næste stop på dagens raid hos vinproducenterne i Ahr … endnu en spændende destination på vores Ahr roadtrip.

Vi havde booket en aftale med Hans-Jörg Lüchau, der i dag driver Weingut Deutzerhof og arriverede punktligt til aftalen kl. 12.00, og kunne starte med at nyde det betagende view til stejle Mönchberg vinmark, mens et skilt udenfor tillokkende bød os Herzlich Wilkommen im Deutzerhof.

Bingo … vi havde atter ramt plet og blev indenfor mødt af Hans-Jörg Lüchau, som spurgte, om vi først ville ha’ en rundvisning på stedet og det ville vi hjertens gerne. Så vi traskede spændte efter Hans-Jörg, mens han fortalte lidt om stedet.

Historien

Weingut Deutzerhofs historie går helt tilbage til 1574, hvor ejeren Caspar Cossmann sammen med hustruen Catharina allerede første gang i officielle papirer blev nævnt som vinbønder. Og familien Cossmann drev også vingården gennem 11 generationer.

Senere medlemmer af Cossmann familien var bl.a. med til at stifte et af de landets første kooperativer i 1868. Det lå netop i Mayschoß i Ahr, og blev egentlig grundlagt af nødvendighed.

Vinproduktionen i Ahrdalen havde på det tidspunkt været i en dyb krise i næsten 10 år på grund af dårlig høst, flere angreb af vinlusen Phylloxera og et sammenbrud i vinhandlen mellem de preussiske områder og de øvrige lande i Europa.

Ved at forene kræfterne, så håbede vinproducenter at finde en vej ud af denne situation. Det betød faktisk også, at der i slutningen af 1800-tallet blev grundlagt næsten 20 kooperativer i Ahrdalen … ganske stort tal i forhold til områdets samlede størrelse.

Den reelle etablering af vingården skete dog først i 1952, hvor Alfred Cossmann besluttede at træde ud af kooperativet for at lave vine under eget navn … Weingut Cossmann. Og det blev en succes … forretningen blomstrede og Alfred solgte sine vine både til private samt restauranterne i Ahr.

Det blev dog svigersønnen Wolfgang Hehle, som efterfølgende overtog driften. Han var egentlig bagersøn, men arbejdede sig med skat. Han kunne dog lide at arbejde med sin svigerfar i vinkælderen og blev også langsomt bedre til selv at lave vine.

Han blev bl.a. inspireret af vinene fra Bourgogne med lagring af vinene på barriques og startede også en omlægning til både økologisk og biodynamisk drift.

Wolfgang stod også bag opførelsen af den nye vingård i 1980, hvor navnet på vingården også blev ændret til Deutzerhof, som var mere uafhængigt i forhold til det gamle navn. Der blev også nu i højere grad satset mere på højere kvalitet bl.a. via mindre udbytter.

Imidlertid blev periode fra 2010 til 2013 skelsættende for familien Hehle. Først døde gamle Alfred Cossmann i en alder af 83, men værre var det, at Wolfgangs søn Johann – der allerede var godt i gang med at overtage driften efter faderen – samme år døde i en bilulykke blot 27 år gammel.

Det påvirkede selvfølgelig Wolfgang og hustru Hella voldsomt, så produktionen blev overtaget af Wolfgangs ven og sommelier Hans-Jörg Lüchau.

Men for at gøre det hele værre, så døde Wolfgang i 2013 af kræft, hvorefter Hella Hehle, svigerdatteren Dorothee Hehle samt Hans-Jörg Lüchau stod tilbage med resterne. Siden 2014 har Hans-Jörg Lüchau imidlertid driftet Deutzerhof videre, hvilket i dag sker sammen med ingeniøren Christoph Hoffmann.

Weingut Deutzerhof har samlet 7 hektar vinmarker, og de bedste marker er Altenahrer Eck, Mayschosser Mönchberg, Dernauer Schieferley samt Heimesheimer Landskrone.

Der dyrker de primært sorterne Spätburgunder, Frühburgunder, Dornfelder, Portugieser, Riesling og lidt Chardonnay. Den årlige produktion ligger vel omkring 40.000 flasker.

Rundvisningen

Vi startede med at se huset – sådan oppefra og ned. Vi gik nemlig først op i et lille smagelokale øverste i husets tårn/spids … et lille og charmerende lokale med loftet op i kip. I dette lille lokale er der sikkert holdt mange festlige smagninger.

Derefter gik vi ned i husets gamle og fugtige kælder, hvor alle hvidvinene laves og sikkert også nogle få af de røde. Det er i hvert fald der, at Deutzerhof har deres ståltanke og nogle af de større, gamle egefade og nogle indeholdt da også Weissburgunder.

I den fugtige, gamle kælder – der emmede af god vin – havde huset også en lille skattekiste … eller en stor samling af vine fra andre huse rundt om i verdenen. De lå godt gemt bag tremmer og hængelåse.

Derefter gik vi over i den nyeste tilbygning … en stor bygning, hvor Deutzerhof har bedre plads til en moderne vinproduktion end i den lidt trange kælder, hvor tilgangen også er lidt besværlig.

I den moderne del af lokalerne kommer druerne nu ind og der fandt vi selvfølgelig også vinpressen, de store gæringskar til de fantastiske Spätburgunder vine og selve pakkeriet. Hans-Jörg Lüchau viste stolt faciliteterne frem fortalte lidt om hans tilgang til produktionen, hvor han i dag bestemmer alt omkring stilen på vinene.

Hans-Jörg har bl.a. den tilgang til produktionen, at den skal ske så naturligt som muligt, hvorfor der vinmarkerne også passes med respekt for naturen, fx med græs mellem vinstokkene og en løbende streng grøn høst for at sikre bedst mulig kvalitet i druerne, som høstes, når de er modne med en sund sukker/syre balance.

Smagningen

Men det skulle vi snart få at smage,  for derefter gik turen retur til den havestue, som ligger lige ved indgangen til vinhuset. Der skulle vi ved et bord centralt i lokalet igennem en række vine … og vi aftalte med Hans-Jörg, at vi ville koncentrere os om de røde Spätburgunder vine, men måske suppleret med en start af en eller to flasker hvidvin.

Det var en god idé, for vi skulle sammenlagt igennem 13 forskellige vine, nemlig disse vine:

Jeg fik faktisk lavet smagsnoter på samtlige vine, så dem har jeg selvfølgelig linket til ovenover. Min favorit i vor smagning var klart Deutzerhofs 2016 Mayschosser Mönchberg Spätburgunder Großes Gewächs, som også var klart bedre end 2017’eren.

Vi sluttede også her med at købe lidt vino … lidt blandet, herunder faktisk nogle af de spændende hvidvine og selvfølgelig nogle af den fantastiske 2016 Mayschosser Mönchberg Spätburgunder Großes Gewächs.

Samlet fik vi et fantastisk indtryk af Deutzerhof … og min tidligere erfaring fra husets 2013 Alpha & Omega Frühburgunder kom rigtig til skamme. Da jeg smagte den tilbage i marts sidste år, så var den varm, skæv og overdone … jeg faktisk gav jeg den alene 3 af de fedeste fingre, men jeg vil mene, at der var en flaskefejl.

Denne gang smagte jeg samme Alpha & Omega Frühburgunder i en frisk årgang og det var noget andet … virkelig cremet, let og lækker, men det vender jeg jo tilbage til i mine beskrivelser og anmeldelser af alle de smagte vine fra Deutzerhof.

En stor tak til Hans-Jörg Lüchau for en fantastisk oplevelse.

2017 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder Alte Reben, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder Alte Reben, Ahr, TysklandWeingut Jean Stodden har på Großes Lage marken Recher Herrenberg en række gamle vinstokke, hvor nogle er plantet før 1940 og nogle i starten af 1950’erne. De danner basis for den sidste vin, som vi smagte under vort besøg … en 2017 Spätburgunder Alte Reben.

Vinstokkene yder ikke alverden, ja faktisk under 25 hektoliter pr. hektar, da blomsterne er meget tilbøjelige til at drysse. Druerne er også meget små, men alligevel er Stodden gået i gang med at klone stokkene, som små skud derfra kan plantes andre steder.

Spätburgunder Alte Reben er lavet med en manuel sortering af druerne efterfulgt af afstilkning, en 18 dages gæring med skindet i de temperaturstyrede ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring 16 måneder på udelukkende nye barriques.

I næsen er vinene lige en tak dybere end de foregående … masser tobak, frugten lidt mørkere og ristet. Det er jordbær, kirsebær, ribs og brombær, tørrede blomster, røg, lidt toast og ristede noter, urter, masser af mineraler, kanel, lidt nelliker, chokolade og hvid peber.

Smagsmæssigt også en kende mere dybde og frugten mere mørk, mere moden … fortsat med en stram syrlighed, virkelig bid i syren, mineraler, ristede elementer og alt lyst, let, cremet og smager da freaking, fucking fantastisk.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , men denne er ikke i sortimentet. På vingården er det også den dyreste med en pris på 118€ … svarende til 879 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2017 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder Lange Goldkapsel, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder Lange Goldkapsel, Ahr, TysklandI det allerøverste luftlag hos Weingut Jean Stodden findes der to vine, nemlig Spätburgunder Lange Goldkapsel og Spätburgunder Alte Reben … begge lavet med de allerbedste druer fra Recher Herrenberg marken. Begge smagte vi også … først denne 2017 Spätburgunder Lange Goldkapsel.

Det er den vin – blot i årgang 2011 – som Gault Millau i deres Weinguide 2014 kårede som Deutschlands bester Spätburgunder og er en speciel produktion fra de bedste druer og samtidig laves vinen alene i de usædvanlige og allerbedste år.

Produktionsmæssigt afskiller Spätburgunder Lange Goldkapsel sig ikke meget fra sine mindre søstre … lavet med manuel sortering af druerne efterfulgt af afstilkning, en 16 dages gæring med skindet i de temperaturstyrede ståltanke inden den malolaktiske gæring og lagring 17 måneder på nye og brugte barriques. Der er kun laves beskedne 2 tønder af vinen.

Igen masser af samme lyse, lette og svævende aroma med røg, lys frugt, jordbær, ribs og kirsebær, pænt med fagpræg, vanilje, kanel, lidt nelliker, chokolade, tobak, peber og violer. Der er en pæn stor animalsk side og sødmen også lidt større end hos de forrige.

Smagen er zen, cremet fløjl og samtidig med masser af direkte, frisk og lys frugt. Det er igen hindbær, ribs og umodne kirsebær, godt med tanniner og så en monstrøs lang eftersmag. Det er klart 6 fede fingre og endda med stor, stor pil op.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 1.099 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Jean Stodden, Recher Herrenberg Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Jean Stodden, Recher Herrenberg Spätburgunder GG, Ahr, TysklandRecher Herrenberg Spätburgunder Großes Gewächs er måske nok den mest ikoniske vine hos Weingut Jean Stodden … den vin, som huset er mest kendt for og det var også næste vin i glasset.

Recher Herrenberg marken er på samlet 17 hektar og er også af VDP er klassificeret som Große Lage. Herrenberg har en syd-sydvestlig eksponering, ligger i en højde på mellem 130-260 meter og nogle af skråningerne har op til 70% hældning. Recher Herrenberg er opkaldt efter herremændene af Saffenburg, som i fordums tid ejede jorden. Marken har en undergrund med lerjord, skifer og sten.

Igen er vinen lavet lidt som de øvrige vine, altså med manuel sortering af druerne efterfulgt af afstilkning, en 21 dages gæring med skindet i de temperaturstyrede ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring 19 måneder på udelukkende nye barriques.

Recher Herrenberg Spätburgunder Großes Gewächs bekræfter meget godt, hvorfor Stodden hører til i toppen af rød Spätburgunder i Tyskland, for det dufter ret fabelagtigt. Igen meget lys, svævende og forførisk, lyse bær, jordbær, ribs og brombær. Fagpræget synes her større, godt med vanilje, kanel, lidt nelliker, chokolade, røg, en smule sød tobak og hvid peber.

Smagen er en tak mere stram og meget tør … fortsat med de lyse bær, hindbær, ribs og umodne kirsebær, virkelig ren med masser af tanniner og så flot balanceret. Det er endnu alt for ungt, men for pokker hvor smager det godt.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 849 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Jean Stodden, Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder GG, Ahr, Tyskland

2017 Weingut Jean Stodden, Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder GG, Ahr, TysklandHvor er det bare dejligt at drikke dejlige Spätburgunder Großes Gewächs hos de dygtige vinbønder i Ahr. Vi fortsatte med netop dette hos Weingut Jean Stodden med næste vin i glasset … en Neuenahrer Sonnenberg Spätburgunder Großes Gewächs.

Stodden købte deres mark på Neuenahrer Sonnenberg tilbage i 2001, så vinen er forholdsvis ny i sortimentet. Neuenahrer Sonnenberg er selvfølgelig en VDP klassificeret Große Lage mark, der ligger længere mod øst i Ahrdalen lige ovenfor Bad-Neuenahr.

Marken på samlet 26 hektar har selvfølgelig sit navn solbjerget på grund af dens meget gunstige beliggenhed med en optimal sydvendt hældning samt et optimalt mikroklima. Undergrunden på Sonnenberg er både greywacke sten, grå skifer, löss og kalksten.

Druerne høstes og sorteres manuelt, og ifølge Britta Stodden ligger høstudbyttet på omkring 30 hektoliter pr. hektar. Efter høst sker der afstilkning og det efterfølges af en 14 dages gæring med skindet i de temperaturstyrede ståltanke, en malolaktisk gæring og lagring i 18 måneder på brugte og nye barriques inden aftapning ufiltreret på flaske.

Wauw igen … utrolig let, svævende og nærmest æterisk aroma, masser af syrlige og lyse bær, vilde bær, jordbær, ribs … frugten lige en tak mørkere end foregående og så her med masser af mineraler, salt, sten, en sjat krydderier, hvid peber, røg, toast, flæsk og så let præg fra fadene … sjovt nok ikke så tydelig som de foregående.

Smagen er stram og præcis, meget levende og igen med en helt utrolig frugtrigdom på en sarte, fine og elegante måde. Der er ribs, hindbær og kirsebær, tydelige og lette tanniner. Syren er dirigent og får hele orkesteret til at spille flot sammen. Det smager jættegodt og klart 5,5 fingre med stor pil op.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus , hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7