Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2014 Weingut Spreitzer, Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2014 Weingut Spreitzer, Riesling Trocken, Rheingau, TysklandEfter et massivt hackerangreb med malware på Houlbergs ellers så uskyldige blog, så fik jeg med fantastisk hjælp fra den søde Lykke i Chat/Support-teamet hos One.com slettet omkring 160-170 af disse ondsindede filer i forskellige mapper, ændret utallige kodeord og opdateret plugins m.v. Sur røv og sikke et arbejde.

Men houlberg.it er nu igen kørende. Er dog træt efter alt det arbejde … og det kræver selvfølgelig lidt vin, så hvorfor ikke fejre opstandelsen med lidt Riesling, her fra Weingut Spreitzer … eller Weingut Josef Spreitzer, som holder til ved byen Oestrich-Winkel lige op ad Rhinen små 5 kilometer nordøst for Rüdesheim.

Det er selvfølgelig i Rheingau, og den gode vingut bor endda på Rheingaustraße. Familien Spreitzer har været vinbønder siden 1641. Husets vinkælder med hvælvet loft er da også bygget helt tilbage i 1743 og er ideel for opbevaring af husets vine. Siden 1997 har det været brødrene Andreas og Bernd Spreitzer, som driver vinhuset.

Weingut Spreitzer har samlet 21 Hektar vinmarker og producerer næsten udelukkende vine på Riesling. De bedste marker er Oestricher Jesuitengarten, Oestricher Wisselbrunnen samt Oestricher Doosberg. Derudover har man også parceller på Eiserberg, Eiserweg, Hölle, Pfaffenpfad og Rosengarten.

Omkring 97% af produktionen er således klassisk Riesling og de sidste 3% er Spätburgunder. Vinene laves i dag i store rustfrie ståltanke, men lagrer enten på store egetræsfade eller i ståltanke, og ved gæring anvendes alene druernes naturlige gær.

Som ægte VDP medlem er vinene opdelt i serierne Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage samt Grosse Lage. Denne her Riesling Trocken er husets billigste Riesling, altså en ganske simpel, ægte Gutsriesling … einsteiger, unkompliziert und frisch, som brødrene selv skriver.

Og det er netop også samme indtryk, som vinen efterlader i duft og smag. I næsen er det først et lidt tørt indtryk, hø, citrus, mineraler, mirabeller, grønne æbler og en snert fersken. Virker måske lidt rustik, kantet og ikke så dyb og forfinet, men den mineralske side er ganske okay. I munden fin sødme/syre balance … men bliver lidt parfumeret og mangler kompleksitet. Lidt en hverdagsvin.

Købt i Tyskland på weine.de, hvor prisen er 7,70€ … eller omkring 57 kr.

Rating 4/7 

2013 Bruno Dubois, Saumur Champigny, Loire, Frankrig

2013 Bruno Dubois, Saumur Champigny, Loire, FrankrigSå er vi retur i Loire … hos den venlige Bruno Dubois, som driver Bruno Dubois vigneron en Saumur Champigny et par hundrede meter syd for den lille by Saint-Cyr-en-Bourg og her netop med vinen, som blot kaldes Saumur Champigny.

Jeg har tidligere skrevet om Bruno her på bloggen, nemlig da jeg smagte hans topvin Sortir du Bois, men I får lige historien igen for arvepris Knud.

Bruno Dubois overtog driften af familiens vingård i 2002 … og før det havde hans far og onkel passet vingården, hvor druerne dog primært blev sendt til det lokale kooperativ. Det gør Bruno fortsat med en del af høsten, men den største del anvender han imidlertid i produktion af vine i eget navn.

Ved overtagelsen i 2002 var der alene 3 hektar vinmarker, men Bruno har købt yderligere marker og ejer i dag samlet knap 11 hektar vinmarker, hvor de 10 hektar er plantet til med Cabernet Franc og 0,8 hektar med Chenin Blanc.

Stokkene står på en yngre kalkjord, her taler vi sølle 80-90 millioner år gammel kalk … sen kridt kaldet turonien efter byen Tours … og det særlige ved den kalk er, at den giver en dejlig blød vin. Det passer godt til Brunos venlige væsen.

Bruno har arbejdet økologisk siden 2009 og modtog sin økologiske certificering i 2012, men derudover arbejder Bruno efter de biodynamiske principper … godt støttet med råd og vejledning fra sin nære ven Thierry Germain på Domaine des Roches Neuves i Varrains. Derudover flaskes alle Brunos vine også uklareret og ufiltreret.

Der laves ikke så mange vine på Domaine Bruno Dubois, alene 4-5 stykker, nemlig den hvide Blanc du bois, en rosé med navnet Bulle de BD samt de røde Sortir du Bois, La cuvée du Coin og denne Saumur-Champigny. Vinene lagres i en gammel kalkhulekælder, men besøgende smager normalt hans vine i køkkenet.

Bruno er nemlig vild med at lave mad, havearbejde, ha’ det sjovt … og selvfølgelig lave vin. Hans køkken er da også fyldt med et stort gaskomfur, gryder og pander overalt, stort anretterbord og masser af hygge, som danner en særegen hjemlig hygge under de mange smagninger, som finder sted i køkkenet.

Det er selvfølgelig 100% Cabernet Franc fra 40 år gamle vinstokke og et meget beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar. Det er dog ikke normalt, og skyldes at der var en smule frost i foråret 2013. Druerne er høstet i oktober, modning alene på ståltanke, så lavet med en meget nænsom vinifikation med diskret ekstraktion for at bevare bløde tanniner.

Duften er fin landlig og animalsk med blyanter, røg, syrlig lakrids … måske endda saltlakrids, røde bær – ikke lyse og ikke mørke – en smule mentol og en snert læder. Virker ikke – by far – så kompleks og rund som Sortir du Bois. Smagsmæssigt er vinen blød, frisk med en syrlig frugt. Der er en svag, svag sødme, men det overordnede indtryk er en frisk og rund vin og fin intro til rød Loire.

Forhandles hos Vinimperiet, hvor prisen er 110 kr.

Rating 4/7 

2014 Domaine David Ermel, Gewurztraminer, Alsace, Frankrig

2014 Domaine David Ermel, Gewurztraminer, Alsace, FrankrigMed næste vin er der et lille gensyn til det lille vinhus Domaine David Ermel, som ligger i byen Hunawihr ved foden af Vogeserne i det billedskønne Alsace. Her har vi nemlig fat i husets almindelige Gewurztraminer.

Domaine David Ermel er et familie vinbrug, som har været drevet af familien gennem flere generationer siden 1795. Indehaver i dag er Jean-David Ermel, som driver vingårdens 12 hektar vinmarker.

Vinmarkerne ligger på skråningerne ved Hunawihr og Ribeauvillé, og undergrunden af jord, kalksten-mergel og et fantastisk klima giver god grobund for de 7 forskellige druesorter, som familien dyrker.

De 7 druesorter, som dyrkes på Domaine David Ermel, er selvfølgelig de klassiske druetyper i Alsace, nemlig Sylvaner, Riesling, Pinot Blanc, Pinot Gris, Muscat, Gewurztraminer og Pinot Noir. Vingården ejer også et stykke jord på en grand cru mark, nemlig den berømte Rosacker, hvor andre vinhuse også har jordstykker, bl.a. Domaine Agapé.

Hos David Ermel sker høsten manuelt, men i kælderen bruges der nu moderne vinificeringsteknikker for at bevare de terroir karakterer, som de enkelte druesorter giver til hver af vinene. Der laves 6 hvide og 2 røde almindelige vine, 5 hvide i en reserve serie, 2 hvide grand cru vine på henholdsvis Riesling og Gewurztraminer, 4 forskellige cremants samt et par sent høstede vine.

Vinen her på Gewurztraminer er fra husets “almindelig” serie Nos Vins Blancs og har Gewurztraminerens karakteristiske parfumerede duft, ganske aromatisk med nødder, nellike, røg og søde krydderier. I munden er sødmen i forgrunden og spiller fint op til de oste, som vinen blev serveret til. Det er sødt, krydret med en svag tørhed og let mineralitet. Ganske fin vin.

Der er ikke fundet en forhandler herhjemme. På vingården koster vinen 7,20€ … eller ca. 54 kr.

Rating 4/7  

2013 Winzer Krems, Grüner Veltliner Edition Chremisa, Kremstal, Østrig

2013 Winzer Krems, Grüner Veltliner Edition Chremisa, Kremstal, ØstrigByen Krems ligger am der schönen, blauen Donau og er – efter sigende – den ældste by i Østrig og er allerede i år 995 nævnt under navnet Urbs Chremisa. Den gamle by huser også flere gamle vinhuse, bl.a. Winzer Krems, som står bag denne Grüner Veltliner, endda i en udgave navngivet efter det gamle bynavn.

Winzer Krems må ikke forveksles med Weingut Stadt Krems, som er byens eget vinhus … ejet af Krems by. Det er nemlig en del af Bürgerspitalstiftung – der Babenberger Herzog Leopold IV, som er et civil hospital grundlagt i 1210. Det blev i 1452 via generøse doneringer fra den kejserlige Burggraf i Krems, Ulrich von Dachsberg, udvidet med vinmarker, som siden har bidraget til hospitalets drift.

Nej vi har her i stedet fat i kooperativet Winzer krems, som er grundlagt i 1938. Reelt set havde vinbønderne i Krems holdt sammen siden 1442, hvor Hauerinning Krems und Stein blev stiftet, men styret af bøndernes feudale herremænd.

Siden 1938 er kooperativet vokset pænt. Det har i dag ikke mindre end 981 vinavlere tilknyttet og råder over 990 hektar vinmarker, hvilket gør Winzer Krems til et af de største vinhuse i Østrig. Deres marker omfatter bl.a. markerne Kremser Sandgrube, Kremser Goldberg, Kremser Wachtberg, Kremser Kremsleiten og Kremser Pfaffenberg.

Den store Kremser Sandgrube, som i øvrigt grænser op til kooperativets moderne produktionsfaciliteter, har været tilplantet med vinstokke siden det 11. århundrede og har – som navnet antyder – en meget sandet jordbund, hvilket er godt for dræning af overskudsvandet.

De moderne produktionsfaciliteter er opført i 2005, bl.a. med et nyt ”Presshaus” og det er en af de mest moderne vinkældre i Europa, hvor druer og juice følger gravitationsprincipperne. Fermenteringen af mosten udføres under temperaturkontrol, og gennemarbejdningen af de unge hvidvine foregår i rustfri ståltanke. Filosofien går ud på at undgå intervention af vinene for at opnå en rund og frugtig kvalitet med udtalt varieret karakter og renhed.

Winzer Krems fokuserer utrætteligt på kvalitet med 100% håndhøst, sortering og opdeling af de forskellige marker, så det unikke udtryk kommer hele vejen til vinglasset. Her har vi huset Grüner Veltliner Edition Chremisa, som blev skabt som en hyldest til Krems og den tusind år gamle vintradition i Krems.

I næsen fin lille Veltliner med fersken, gule æbler, kvæde, asparges, peber, grønne blade og samtidig en smule sødkrydret. Smagsmæssigt er vinen dejlig frisk, syrlig med lidt peber i smagen sammen med en masse grønne noter. Den er ikke så saftig i udtrykket, mere sådan ren, stålsat og stringent … men ganske fin.

Forhandles af Føtex, Bilka, pris 125 kr. pr. flaske.

Rating 4/7 

2014 Laurent Lebled, La Sauvignonne, Loire, Frankrig

2014 Laurent Lebled, La Sauvignonne, Loire, FrankrigSå har Houlberg igen været til smagning af Loire vine … denne gang med 3 hvidvine, som jeg ikke tidligere har smagt. Denne La Sauvignonne fra vinbonden Laurent Lebled var den første … en ganske anderledes og atypisk vin, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Laurent Lebled etablerede sig som vinbonde i 2010, men det stod aldrig skrevet i kortene, at han skulle være vinbonde. Han drev nemlig sit eget lille trævarefirma, men i kølvandet på finanskrisen i 2008 blev han nødsaget til at dreje nøglen rundt. Han måtte med sorg i hjertet lukke det firma, som han havde drevet i mere end 30 år og lagt hele sin sjæl i.

Heldigvis havde Laurent et par gode venner, nemlig Sébastien Bobinet og Patrick Corbineau, som både kunne trøste Laurent og komme med gode råd. De foreslog Laurent Lebled, at han skulle blive vinbonde … helt på samme måde, som de havde gjort. Hvor svært kunne det være?

Sébastien havde selv forladt sit job i 2003 og slået sig ned som vinbonde, efter han arvede 2 hektar vinmarker fra hans bedstefar. Patrick Corbineau var oprindelig svejser på det lokale kraftværk, hvor han havde ry for at være en af de bedste svejsere i Frankrig, men han havde også forladt jobbet og overtaget sin bedstefars marker.

Laurent havde ikke selv udsigt til at arve vinmarker og havde aldrig nogensinde arbejdet i hverken vinmarker eller i en vinkælder, men Sébastien insisterede på, at han burde blive vigneron … vinbonde. Laurent var dog i tvivl, men Sébastien lovede han ville vise ham, hvordan man drev en vingård. Så i hele 2009 skulle Laurent assistere Sébastien Bobinet. Og sådan blev det!

Laurent havde altid været vild med vine fra Touraine, og året efter startede han sin søgen efter vinmarker og en vinkælder. Gennem nogle venner fandt han en vinmark på 1,7 hektar samt en velfungerende vinkælder i kommunen Saint-Aignan, men kort tid før underskrivelse af en lejeaftale af vinkælderen, så fortrød udlejeren.

I stedet måtte han improvisere, så fandt han en gammel vingård i Savigny-en-Véron – 10 kilometer fra Bourgueil – og en tilhørende ½ hektar sandet vinmark med Cabernet Franc stokke. Selvom det er over en times kørsel fra den lejede mark i Saint-Aignan, så lejede Laurent det og siden da har han været vinbonde på fuld tid.

Laurents første årgang blev således 2010 … produceret med hjælp fra Sébastien Bobinet og Patrick Corbineau. Opskriften står på økologi i markerne og nul svovl, kulturgær, klaring eller filtrering i kælderen. Laurent arbejder med macération carbonique for sine rødvine, men han adskiller sig fra sine kollegaer i området ved typisk at lade macerationen fortsætte helt op til 30 dage (modsat de mere normale 12-15 dage), hvilket tilfører hans vine en god portion maskulinitet og struktur.

I dag driver Laurent samlet 3,4 hektar vinmarker og hans vine er kategoriseret som Vin de France. Det skyldes, at han ønsker at følge sine egne ideer, når han laver vin, og ikke lade sig begrænse af lovkravene for at opnå en bestemt appellation. Han laver vine på Sauvignon Blanc, Gamay og Cabernet Franc, nemlig vinene La Sauvignonne, On est su l’ sable, Ca C’est Bon og Le Gam Cab du Bled. Sidstnævnte er et blend på Gamay og Cabernet Franc.

Lige så atypisk er fremgangsmåden for denne La Sauvignonne … en ren Sauvignon Blanc, som undergår 3-4 dages macération carbonique før druerne presses, derefter alkoholgæring 25 dage. Druerne kommer fra 45 år gamle stokke og høstudbyttet ligger på 35 hektoliter pr. hektar. Vinen har modnet 5 måneder på tank.

Og sikke da en duft … vi snakker her om grønne stikkelsbær, brændenælder, ukrudt, græs, hyldeblomst … meget bio eller naturewine i udtrykket og prikker næsten i næsen. Smagen er også grøn, urtet og frisk med hyldeblomst, lime og en smule mineralitet og næsten boblende syre. Kræver næsten lidt fisk på tallerkenen.

Anderledes … men absolut spændende, men også en vin, som flere ikke brød sig om. Sådan er vi jo heldigvis forskellige.

Forhandles af Vinimperiet, hvor prisen er 115 kr.

Rating 4/7 

2013 Alois Lageder, Pinot Noir, Alto Adige, Italien

2013 Alois Lageder, Pinot Noir, Alto Adige, ItalienEfter sidste weekend flotte Pinot Noir fra Tenuta J. Hofstätter, så kunne det måske være sjovt med lidt yderligere Pinot fra Alto Adige området i Italien … og første af slagsen er fra vinhuset Alois Lageder.

Weingut Tenuta Alois Lageder – ja dér i Sydtyrol siger man skam også Weingut – ligger i Magré Sulla Strada del Vino, ikke langt fra floden Adige og er grundlagt i 1823 af Lageder familien.

Da Alois Lageder i midten af 1980’erne overtog driften som 5. generation, så gik han i gang med at øge kvaliteten af husets vine. Han startede med at ombygge vingården fuldkommen og bidrog med mange innovative ideer og strategier. Hans motto blev hurtigt kvalitet frem for kvantitet og var således foregangsmand for kvalitetsløftet i hele vinindustrien i Alto Adige. Alois Lageder spillede også en ledende rolle i udviklingen af områdets enkeltmarksvine.

I dag ledes huset af både Alois Lageder og den 6. generation i form af den unge og talentfulde Alois Clemens Lageder, men resten af familien såmænd også deltager i driften, både Alois’ hustru Veronika Riz samt døtrene Helena og Anna.

Familien ejer omkring 50 hektar vinmarker, men har derudover også en række langtidskontrakter med nogle af Alto Adiges bedste avlere. Alle markerne dyrkes efter biodynamiske principper og Alois Lageder går utrolig meget op i bæredygtig vinavl samt naturens ve og vel. Vinfremstillingsfilosofien bygger på en holistisk tilgang, med det mål at producere vine af autentiske karakter, mens det naturlige miljø forbliver så intakt som muligt for de fremtidige generationer.

På Tenuta Alois Lageder laves der alt fra de lette og elegante hvidvine Pinot Bianco til Gewürztraminer, røde som Pinot Noir og Cabernet Sauvignon. Vinene er opdelt i 3 serier, som både siger noget om kvaliteten og hvorfra vinene kommer fra.

The Classic Varietals er husets billigste vine, som viser områdets diversitet og typisk kommer fra en lang række af husets marker. Så kommer The Terroir Selections, et step op i kvalitet og typisk lavet af druer Frans enten enkeltmarker eller udvalgte marker. De bedste vine findes i serien The Farm og det er enkeltmarksvine fra husets allerbedste marker.

Denne Pinot Noir er fra The Classic Varietals serien, og druerne til vinen kommer fra marker i det kølige Mazzon område nær byen Egna i 300 til 450 meters højde. Vinstokkene er mellem 10 og 45 år gamle, og høstudbyttet ligger på  52 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet på store rustfri ståltanke, hvorefter den har lagret 15 måneder på store slovenske egefade.

I glasset dejlig lys, transparent, teglfarvet vin, mens duften er sådan nærmest lidt saftevand, hindbær og kirsebær. Virker meget let og lys … en forsigtig kvindelig opstoppernæse med lidt betagende sæbe og blomstereng.

Smagen er også til den lyse, feninine og lette side, lyse bær, blomster, letkrydrede elementer, en pebret syre samt mineralske noter i slutningen af smagsindtrykket. Den er ganske okay uden at imponere helt vildt.

Købt i Tyskland på weine.de, hvor prisen er 13,40€ … eller lige knap 100 kr.

Rating 4/7   

2011 Weingut Philipp Kuhn, Spätburgunder Tradition, Pfalz, Tyskland

2011 Weingut Philipp Kuhn, Spätburgunder Tradition, Pfalz, TysklandI var måske begyndt at tvivle på, om der i det hele taget var Spätburgunder på bordet i det houlbergske hjem i fredags? Men der er ingen grund til at ringe efter den mentale vagtlæge, for selvfølgelig var der Spätburgunder på bordet, nemlig denne Spätburgunder Tradition fra Weingut Philipp Kuhn.

Vinhuset ligger i byen Laumersheim omkring 10 km. nordøst for byen med der herlige navn Carlsberg. Hos Kuhn er det imidlertid ikke øl, som er i højsædet … men charmerende vine.

Kuhn familie har boet i Laumersheim siden 1600-tallet, og det er også i Laumersheim samt i de omkringliggende landsbyer Großkarlbach og Dirmstein, at Kuhn har sine vinmarker.

Samlet har huset 21 hektar vinmarker, hvor de dyrker 25% Riesling, 25% Spätburgunder og Cabernet Sauvignon, 25% hvide burgundersorter, 25% Dornfelder og andre røde sorter. De bedste marker er Kirschgarten og Mandelberg. Gennemsnitligt udbytte ligger på omkring 65 hektoliter pr. hektar.

Siden 1992 har det været Philipp Kuhn Junior, som har stået for driften. Ja, faktisk var Philipp kun 20 år gammel, da han i 1992 overtog tøjlerne på vingården.

Lokalt kaldes han “Der Philipp”, og han er en venlig mand, som har fået adskillige priser. Efter at have været et “ungt talent” i en årrække opnåede han i en alder af 36 år fuld optagelse i den prestigefyldte sammenslutning af Tysklands bedste vinproducenter VDP … Die Prädikatsweigüter og ved at modtage Deutschen Rotweinpreis 2008, så sikrede han sig for 5 år i streg én af det store tyske vinpriser.

Kuhn hører i dag til nogle af de allerbedste i Pfalz og er hastigt på vej til den tyske top. Kuhn har lært vindyrkningens kunst af naboen Knipser, hvilket jo forklarer en del. Knipser ligger alene 200 meters penge fra Kuhn.

Og det var faktisk lidt af et tilfælde, at Volker Knipser og Philipp Kuhn blev venner. Som 16-årig var den unge Philipp nemlig til en håndboldafslutning, som blev fejret hos Weingut Knipser. Han faldt i snak med Knipser, som rådede Kuhn til, at hans familie burde plante Spätburgunder på en mark, hvor Kuhn familien havde vinstokke den lokale drue Huxelrebe, men som Knipser mente var ideel til den røde drue. Philipp Kuhn lyttede opmærksomt, og overtalte sin far til at også dyrke Spätburgunder.

Fire år senere lavede Kuhn herefter en smule Spätburgunder, men det var først efter 1992 – da Philipp selv overtog roret – at han gik i gang med en større omstrukturering af marker og sorter. Ud røg mange af de gamle planter … dog undtagen de gamle Riesling stokke. Og i stedet plantede han maser af røde sorter som Dornfelder, Spätburgunder, Saint Laurent, Blaufränkisch, Cabernet Sauvignon, Merlot og endda Sangiovese.

I dag er alle vinene kendetegnet ved meget høj kvalitet og et udsøgt druemateriale, der får det bedste frem i den enkelte druesort. Gault Millau har tildelt Kuhn 4 drueklaser og Eichelmann 4½ stjerner. Hos Philipp Kuhn produceres der omkring 180.000 flasker årligt.

Vinene er opdelt i serierne Gutsweine, hvor flaskerne har blå hætte, Ortsweine, hvor farven er sølv og endelig Große Gewächse, hvor toppen af flaskerne er guldfarvet.

Denne Spätburgunder Tradition har en blå turban på hovedet og er således Kuhns entry-level Spätburgunder … en Gutswein, som dog har lagret hele 16 på barriques efter omkring 1-2 ugers maceration. Druerne til vinen kommer fra husets marker i Laumersheim og Großkarlbach, hvor jorden består af løs ler og fin kalksten.

Første anbefaling er klart, at du giver denne vin godt med luft … da duften ændrer sig en del, når den har fået le Grand Tour i luftgyngen. Før iltningen var der lidt halvt fordærvet kød, eucalyptus, kaktuspiller, urter, krydderier samt hindbær, kirsebær, grønne blade og en omgang røg. Efter nogle timers luft er der mere klassisk sød kostald, stadig lidt fersk kød, men nu er de lette lyse bær … jordbær og hindbær … mere udtalte sammen med røg, svag lakrids, bolsjer og blomster. Efter iltningen er duften markant bedre. Giv den eventuelt gerne natten over i køleskabet.

Smagen er sådan meget varmkrydret, stærk med en stram syre. Virker fyldig, tanninrig og det krydrede smagsindtryk fylder meget. Nogle timers iltningen ændrer ikke smagen så meget, som det ændrer duften. Smagen ligger stadig lidt samme sted … lidt bitterhed, peber, måske lidt mere omgængelig, selvom det krydrede fortsat fylder en del. Det bliver aldrig helt stort for mig.

Købt i Tyskland på weine.de, hvor prisen er 12,30€ … eller omkring 92 kr.

Rating 4/7   

2015 Weingut Knipser, Johannishof Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Knipser, Johannishof Riesling Trocken, Pfalz, TysklandNå … lidt mere hvid i form af denne 2015 Johannishof  Riesling Trocken … en Gutswein med et imposant og frygtindgydende våbenskjold på etiketten, og det tilhører såmænd det velkendte vinhus Weingut Knipser.

Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 53 hektar ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. Druerne er beplantet på de bedste vinmarker, Laumersheimer Kapellenberg, -Mandelberg og -Kirschgarten, Grosskarlbacher Burgweg samt Dirmsteiner Mandelpfad.

De røde druer er: Spätburgunder, St. Laurent, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot, Dornfelder, Portugieser, Syrah, Lemberger. De hvide er: Riesling, Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Gelber Orleans, Sauvignon Blanc, Sylvaner, Gewürztraminer og Muskateller.

Knipser har produceret vin i Laumersheim siden 1876. Familien Knipser stammer imidlertid fra Sydtyrol i Italien, nemlig fra byen Merano, som ligger lidt nord for Bolzano. Allerede i 1500-tallet er familien registreret i annalerne i byen, nemlig med Gaudenz Knipser, som var arkitekt og medlem af byrådet. Det var også der, at familien Knipser i 1582 fik deres familie våbenskjold tildelt af ærkehertug Ferdinand fra Innsbruck. Våbenskjoldet kan i dag ses på vinetiketterne, som på denne Riesling Trocken.

Det var imidlertid en sønnesøn af Gaudenz Knipser, som i begyndelsen af 1600-tallet emigrerede til Rhein-Pfalz. I Bockenheim og Wachenheim lagde han kimen til Weingut Knipser. I mange år blev vinhøsten dog drevet som en sidebeskæftigelse til det øvrige land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele produktionen omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.

Æren for dette skal tilskrives Heinz Knipser, som havde overtaget driften i 1948, og selv begyndte at fylde vin på flasker, faktisk som én af første i regionen. Flaskerne skulle sælges direkte til forbrugerne og restauranter.

I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har overtaget familievirksomheden, og de har givet vinhuset et alvorligt kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques.

Alle Knipsers rødvine lagrer således i dag på små barriques, hvoraf op til 100% er nye. Tiden på træfade er mellem 15 – 20 måneder. Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske vintidsskrift ”Der Feinschmecker” og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til tysklands bedste.

Her er det dog den hvide Johannishof Riesling Trocken, som vi har i glasset … en  Gutsriesling lavet på rustfrie ståltanke og uden lagring på egefade.

Duftmæssigt er denne Riesling ganske aromatisk med eksotiske frugter, fersken, gule æbler, citrus, plaster og lidt røg … virker meget rund og behagelig i næsen. Der er intet petroleum endnu, selvom vinen duftmæssigt virker ældre end årgang 2015.

I munden svag surhed … men fin syre/sødme balance, frisk, lettere snert af lidt jern eller nogle mineraler, men ellers ganske ligetil og med lidt bitre elementer i eftersmagen, som faktisk også er fornuftig. De bitre elementer er jeg dog ikk’ så stor fan af.

Købt på weine.de, hvor prisen er 7,20€ … eller små 54 kr., hvilket der jo ikke er noget at sige til.

Rating 4/7 

2014 Weingut Max Müller I, Riesling, Franken, Tyskland

2014 Weingut Max Müller I, Riesling, Franken, TysklandWeekend med skøn tur til Fjand … i sommerhus med gode venner. Havde sgu aldrig været i Fjand, endsige hørt om stedet og der var sgu også langt dertil. Derfor var jeg selvfølgelig – på bedste Baden Powel spejdermanér – forberedt og forsynet med lidt vine, herunder denne Riesling fra Weingut Max Müller I.

Weingut Max Müller I holder til i byen Volkach lidt øst for Würzburg i Franken. Vingården stammer tilbage til 1692, hvor den var en del af fyrstebiskoppernes mange besiddelser.

Siden 1991 har vingården været drevet af Werner und Monika Müller, og de har samlet 16 hektar vinmarker, bl.a. markerne Katzenkopf i Sommerach, Höll i Obereisenheim samt Karthäuser, Kirchberg og Ratsherr i Volkach.

De har i dag hjælp fra sønnerne Christian og Toni, som mere og mere er begyndt af præge driften af vingården.

Hos Weingut Max Müller I dyrker de hvidvinsdruerne Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling og Bacchus samt rødvinsdruerne Spätburgunder, Domina og Schwarzriesling. Hvidvinene laves i rustfrie ståltanke og lagrer udelukkende på stål, mens rødvinene lagrer på enten store egetræsfade eller barrigues.

Denne Riesling Trocken hører til vinhusets serie af vine, som de kalder Neues Franken. Den er lavet med druerne fra husets marker i Sommerach og vinificeret på ren stål.

I næsen er der lidt babybræk samt en intens kombination af pærer, grønne æbler, abrikos og stikkelsbær sammen med lidt krydrede noter. Smagsmæssigt er syren ganske blød og vinen er let perlende med hyld og let sødme. Syren er måske lidt grov og kantet, men ellers fin Riesling til prisen.

Købt på weine.de, pris 7,50€ … eller omkring 56 kr.

Rating 4/7  

2011 Familia Zuccardi, Tito Zuccardi, Mendoza, Argentina

2011 Familia Zuccardi, Tito Zuccardi, Mendoza, ArgentinaTito Zuccardi er navnet på denne vin, som kommer fra det argentinske vinhus Familia Zuccardi, som holder til i Maipú provinsen, lidt øst for Mendoza by. Der driver de foruden vinhuset også restauranten Casa del Visitante.

Vinhuset er grundlagt i 1963 af ingeniøren Alberto Zuccardi, som allerede før 1950 kom til Mendoza. I starten af 1960’erne begyndte han at plante nogle vinstokke og eksperimentere med et system for kunstvanding. Det var et system, som han selv havde opfundet baseret på metoder, som ellers kun bruges i Californien.

Egentlig var det slet ikke meningen, at Alberto Zuccardi ville lave vin. Han ville bare afprøve afvandingssystemet i praksis, og til det formål anlagde han en mindre vinmark. Forsøget var meget vellykket, og samtidig blev han grebet af vindyrkning, at det blev startskuddet for vingården.

I dag drives vingården af 3. generation i form af Sebastián Zuccardi, som dog får hjælp af faderen José Alberto, mens broderen Miguel står for gårdens produktion af olivenolie, ligesom søsteren Julia har ansvaret for restauranten. Med andre ord et rigtigt familieforetagende.

Men det er et pænt stort familieforetagende, for Familia Zuccardi har i dag ikke mindre end 837 hektar vinmarker, fordelt med 37 hektar på La Consulta, 55 hektar på Vista Flores og 90 hektar på Altamira … i Valle de Uco. Derudover 475 hektar i Santa Rosa og endelig 180 hektar i Maipú. 35% af vinmarkerne drives økologisk.

I september 2015 blev winemaker Sebastián Zuccardi for anden gang kåret til “Winemaker of the Year” i Gaucho Annual Winemaker Awards i London. Wine Enthusiast har nomineret Familia Zuccardi til New World Winery 2015 og Decanter har udråbt José Alberto og Sebastián Zuccardi som værende blandt de fem mest indflydelsesrige personligheder i argentinsk vin.

Zuccardi laver vine under 3 brands, nemlig Zuccardi, Santa Julia og Malamado. Under Zuccardi brandet er vinene delt op i serier, bl.a. Serie A, Q, specialiteter samt Icon vine. Denne Tito Zuccardi hører til husets iconvine. Vinen er lavet på 68% Malbec, 17% Cabernet Sauvignon og 15% Ancellotta, som alle kommer fra La Consulta vinmarken i Uco Valley.

Ancellotta druen skal vi vist lige se nærmere på, da jeg vist ikke tidligere er stødt på denne drue. Det er en italiensk drue, som mest bruges til at give farve og blødhed. Druen udgør normalt 15 % af indholdet i Lambrusco i Emilia Romagna. Den findes også i den sydvestlige del af Emilia Romagnan i provinserne Forlì-Cesena og Ravenna, hvor det er en af de sorter, der kan være blandet med Sangiovese til at producere de røde Colli di Faenza DOC.

Derudover findes druen enkelte andre steder i Italien … og derudover også i Schweiz, Brasilien … ja og nu altså også i Argentina.

Vinifikationen af druerne sker separat og gæringen starter ved spontangæring med de naturligt forekommende gærceller og finder sted i cementtanke med en efterfølgende maceration over 30 dage. Vinen lagrer på 1-3 år gamle franske fade inden den endelige blanding.

I næsen er her blåbær, enebær, blommer, sødme, vanilje … lidt Amarone-fed i næsen. Smagsmæssigt stor tørhed, stærk engelsk lakrids, saltlakrids, blæk og kul. Tanninerne er meget markante og det virker som om, at der er frygtelig meget eg i smagen … sådan meget aggressiv i smagen og slutter med nogle krydrede elementer. Det er sgu ikke lige mig.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 239 kr.

Rating 4/7