2005 Bernard Magrez, Château Bois Pertuis, Bordeaux, Frankrig

2005 Bernard Magrez, Château Bois Pertuis, Bordeaux, FrankrigWeekenden bød på mere fransk … her nemlig en flaske 2005 Château Bois Pertuis, som er et af de mange vinslotte, som er ejet af den ældre rigmand Bernard Magrez, som jeg har skrevet om en del gange her på bloggen.

Château Bois Pertuis ligger i Saint-Christophe-de-Double nær den store skov i Double, kendt for Merrain eg, som anvendes til fremstilling af barriques. Det er omkring 20 kilometer nord for Saint-Emilion og således på den højre side af Garonne og La Dordogne … egentlig i udkanten af Bordeaux området.

Magrez købte ejendommen meget billigt, da den slet ikke var efterspurgt af andre vinproducenter, men Magrez så et potentiale og investerede i ejendommen. Der er nu imidlertid ikke meget château over ejendommen, som primært består af fabrikslignende lagerbygninger samt 125 hektar marker, hvoraf 68 hektar er vinmarker.

Bernard Magrez laver to vine på Bois Pertuis, nemlig denne Château Bois Pertuis, en prisbillig Bordeaux lavet på Cabernet Sauvignon and Merlot – maskinhøstet – og en storesøster Excellence de Bois Pertuis eller Cuvees d’Exception, som den også kaldes. Den laves på Merlot fra den bedste marker og får masser af ny eg og laves årligt kun i omkring 4.000-5.000 eksemplarer.

Denne almindelige Château Bois Pertuis produceres der dog mange flere af, nemlig omkring 320.000 flasker. Vinen er lavet på 75% Merlot og ellers de klassiske Bordeaux sorter Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Vinen er lagret 8 måneder på fransk eg.

Duftmæssigt er her lidt grafit, lidt alder, tørhed, blommer, solbær, råt kød, muldjord, mentol samt et snert af lidt vanilje. Alderen kan dog på ingen måde mærkes i smagen, som er præget af god syre, ren frugt, lidt blommer, stål, tørhed og en klat blæk. Ganske okay Bordeaux.

Købt i Vinspecialisten til 139,95 kr.

Rating 4/7