Så er vi atter tilbage hos Le Sot de L´Ange, som ligger i den lille by Azay-le-Rideau lige ved floden L’Indre mellem Montlouis og Chinon i Touraine i Loire. Ja faktisk ligger vinhus under 1 kilometer fra det storslåede Château d’Azay-le-Rideau … et af de tidligste renæssanceslotte, som ligger smukt midt i floden Indre.
Denne gang har vi igen fat i en Chenin Blanc fra Quentin Bourses lille vinhus, nemlig vinen Aziaum Chenin Blanc Parcellaire Les Petits Perrés. Den har en anderledes etiket formet som en dråbe, men fortsat med Bourses mandlige udspringer som ikonisk kendetegn.
Druerne til vinen kommer – som navnet indikerer – fra parcellen Les Petits Perrés. Den er – som alle vinene hos Le Sot de L´Ange – lavet med gammeldaws håndkraft og så naturligt som muligt. Quentin begrænser således brugen af svovl, og i denne Aziaum Chenin Blanc er der alene brugt en knivspids svovl inden flaskning. Før det er vinen gæret helt ud og været lagret i amforas … høje krukker med to hanke og spids bund.
I næsen fornemmes der en stor fedme, vanilje, pærer, kvæde, blomster, svag honning samt et lidt støvet udtryk. Smagsmæssigt en virkelig blød og blid vin … med lidt jern og et meget let samt frugtrigt udtryk.
Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 200 kr.
Rating 4,5/7