Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

N.V. Juvé y Camps, Cava Brut Rosé, Penedès, Spanien

N.V. Juvé y Camps, Cava Brut Rosé, Penedès, SpanienKunne lige få presset en lille selection smagning ved den lokale Vinspecialist ind … fleksibel er man jo. Og den startede med lidt bobler i form af denne mousserende rosé fra Juvé y Camps.

Det gamle cavahus ligger ved byen Sant Sadurní D’Anoia i vinområdet Penedès, den nordøstlige del af Spanien ved den catalanske middelhavskyst syd for Barcelona. Det er et vinhus med en lang vinhistorie, og det har produceret kvalitetsvine i mere end 200 år.

Huset er grundlagt af Joan Juvé Mir i 1796, som sammen med sønnen Antoni Juvé Escaiola fik en mindre vinproduktion op at stå på familiens vingård i Sant Sadurní D’Anoia, men det var først generationer efter, at der kom gang i produktionen af den mousserende vin.

I 1921 var det nemlig Joan Juvé Baqués, som sammen med hustruen Teresa Camps Ferrer fik vingården rigtigt på fode og samme år lancerede den første mousserende vin, og siden har fokus været på de mousserende vine.

Juvé y Camps er i dag den indiskutabelt førende indenfor eksklusiv Cava, hvilket bl.a. kan illustreres ved, at hele husets Cava-sortiment udelukkende er luksus-Cava’er, som tilsammen udgør ikke mindre end 80% af det totale verdensmarked for eksklusive Cavaer.

I dag holder Juvé y Camps til i en top moderne vingård, bygget i år 2000 og tegnet af familiens arkitekt Josep Juvé Raventós.

Druerne kommer udelukkende fra Juvé y Camps egne marker, og familien ejer i dag fire vingårde og samlet omkring 420 hektar vinmarker, hvilket gør huset til den største besidder af vinmarker i Penedès.

Plukningen af druerne foregår 100% manuelt, og kun den frit afløbne most anvendes for at få den fineste og mest elegante saft uden unødige bitterstoffer. Yderligere er man meget skånsom med filtreringen af vinen for at bevare så meget smag og aroma som muligt.

Betegnelsen Cava dækker over spansk mousserende vin lavet på Méthode Traditionelle, som også tidligere blev kaldt for Champagne-metoden. Grundvinen tilsættes således sukker og gær, hvorpå den tappes på tykke flasker for at gennemgå andengæring i minimum ni måneder. Jo længere tid vinen får lov til at ligge, jo flere smagsnuancer og jo finere mousse vil den færdige Cava opnå.

Efter endt lagring bringes flaskerne til pupitrene, en art flaskereoler, hvor flaskerne sættes med bunden i vejret. I denne stilling vil vinens bundfald samles i flaskehalsen, som nedsænkes i minus 20 graders frysevæske. Ved nedfrysningen indkapsles bundfaldet i en isklump, som man derpå slet og ret skyder ud ved at tage kapslen af flasken og lade kulsyretrykket presse klumpen op. Afslutningsvis toppes flaskens indhold op med en likør, som alt efter mængden, der tilsættes, giver en enten tør eller sød Cava.

Druerne til denne Cava Rosé er 100% Pinot Noir og kommer fra vinmarken Fexia 1, der ligger ved vingården Espiells, som familien købte i midten af 1950’erne. Navnet Espiells kommer i øvrigt fra et mindre romersk kapel, der ligger i forlængelse af vingården. Vinen er lavet efter Méthode Traditionelle-metoden med 3 års lagring på flaske, før vinen frigives til salg, men er en non vintage … dvs. uden årgang og kan således bestå af flere årgange.

Duftmæssigt lidt urter, jordbær, grønne buske, vinblade samt en lidt nærmest overgæret aroma, nærmest som bagedej.  Smagen er blød … boblerne meget blide og der er lidt lyse bær, lemon, en bitterhed og jern i eftersmagen.

Forhandles i Vinspecialisten, hvor prisen er 165 kr.

Rating 4/7 

2011 Marchesi di Frescobaldi, Tenuta Frescobaldi di Castiglioni, Toscana, Italien

2012 Marchesi di Frescobaldi, Tenuta Frescobaldi di Castiglioni, Toscana, ItalienNår nu årgang 2012 af Tenuta Frescobaldi di Castiglioni virkede en smule overmoden, tæt på at være over-the-top og man samtidig også har nogle af 2011’eren liggende, så skal én af disse da lige testes.

Første bekymring … det er sgu ikke A-stand, men vinen står næsten nedenfor halsen, altså hvad man vel vil betegne som B-stand. Men vinen har altså kun 5 år på bagen.

Druesammensætningen er dog fuldstændig identisk med 2012’eren, dvs. 50% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot, 10% Cabernet Franc samt 10% Sangiovese og fra vinstokke på omkring 12 år. Maceration i 12 dage og lagret 12 måneder på barriques og derefter 2 måneder på flaske inden frigivelse.

Igen  en lidt overmoden duft … måske knap så udtalt som med 2012-eren. Til gengæld er farven en anelse mere orange i kanten, men der er – udover den modne duft – også solbær, kakao, mørk chokolade, spidskommen, krydderier og endelig både sødme, syre og grønne elementer.

Smagen er klart bedre end 2012’eren … mere ren, direkte og mere i balance.  Der er kontrolleret syre, godt med ren frugt, tørhed, blide tanniner, let blyant og lidt jern. Nuancer bedre end 2012’eren … men skal du vælge … så vælg 2011’eren.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen er 160 kr.

Rating 4/7

 

2012 Marchesi di Frescobaldi, Tenuta Frescobaldi di Castiglioni, Toscana, Italien

2012 Marchesi di Frescobaldi, Tenuta Frescobaldi di Castiglioni, Toscana, ItalienDen gamle, smukke ejendom Tenuta di Castiglioni ligger i bakkerne ved Val di Pesa i kommunen Montespertoli omkring 15-20 kilometer sydvest for Firenze. Ejendommen stammer helt tilbage fra 1100-tallet og har i over 700 år været ejet af Frescobaldi familien, som lige siden overtagelsen har lavet vin på stedet. Og det er netop fra denne ejendom, som næste vin – IGT vinen Tenuta Frescobaldi di Castiglioni – kommer fra.

Tenuta di Castiglioni var således familiens første vingård. Familiens historie går dog over 1000 år tilbage, nemlig til middelalderen, hvor familien var anerkendte bankfolk og skatteopkrævere for den engelske krone og stod senere i renæssancen for finansiering af bygningsværker som Santa Trinita broen samt kirken Basilica di Santo Spirito.

Alle de penge, som Frescobaldi-familien optjente som skatteopkrævere, blev brugt til at opkøbe de bedste vinmarker i Toscana og den første ejendom var således Tenuta di Castiglioni.

I dag er familien en af de største vinproducenter og ejer samlet over 1.000 hektar vinmarker. Udover Tenuta di Castiglioni ejer familien også vingodserne Castello di Pomino, Tenuta dell’Ammiraglia, Castello di Nipozzano, Tenuta di Castelgiocondo samt Tenuta Rémole. Jeg har dog også tidligere skrevet om del af familien på tidligere blogindlæg.

Det er i dag Lamberto Frescobaldi, som står i spidsen for det gamle, hæderkronede vinfirma, og bare på Tenuta di Castiglioni har han 130 hektar vinmarker at passe. Og det er jo netop der, at denne Tenuta Frescobaldi di Castiglioni kommer fra.

Vinen hed før 2009 blot Tenuta di Castiglioni, og er en slags supertoscaner på ejendommen, her i årgang 2012 lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot, 10% Cabernet Franc og 10% Sangiovese og fra vinstokke på omkring 12 år. Maceration i 12 dage og lagret 12 måneder på barriques og derefter 2 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er der nærmest overmodne kirsebær, blommer og solbær … virkelig landlig og godt overmodent, selvom farven fortsat er lilla uden tegn på hverken brune eller orange nuancer. Der udover er der et grønt og ganske syrligt element, som er virkelig typisk italiensk. Derudover lidt kakao eller mørk chokolade med rosiner eller sukat.

Smagen er tør, men frugtrig og som med duften virker overmoden … måske endda lidt gammel i udtrykket sammen med jern, frugtsødme og italiensk syre. Syren er dog ikke stram, men vinen er måske lidt kantet.

Købt hos Vinspecialisten, hvor prisen er 160 kr.

Rating 4/7

2014 Le Sot de L´Ange, La Couture Rosé, Loire, Frankrig

2014 Le Sot de L´Ange, La Couture Rosé, Loire, FrankrigDet siges, at man om sommeren skal drikke rosé … men det er fucking svært, når vejret er så elendigt. Men jeg gør sgu alligevel forsøges med en flaske rosé … det som de fleste danskere kalder terrassevin. Men denne La Couture Rosé fra The Fool of Angels, englens nar a.k.a. Let Sot de L’Ange er imidlertid mere en blot en terrassevin.

Vi er tilbage hos vinhuset, som jeg skrev om forleden og faktisk igen en vin på den lokale drue Grolleau, der her netop er lavet til rosé. Druen som jo ellers er opkaldt efter kragen … og er sort som en brøndgravers røv, hvis den laves til rødvin. Pardon my french. Derudover skulle der efter sigende også være en lille smule Chenin Blanc blandet i, hvilket dog ikke fremgår af etiketten.

Vinen hedder Grolleau de Cinq-Mars La Couture Rosé og druerne kommer fra parcellen Cinq-Mars, hvor vinstokkene er plantet tilbage i 1954. Det er selvfølgelig 100% biodynamisk.

Lad os – som illustrativt vist på etiketten – bare springe ud i mine smagsnoter.  I næsen er der jord, lidt Kongen af Danmark bolsjer, let anis samt en smule natron eller bikarbonat, som det jo også kaldes. I munden er vinen virkelig frisk, syrlig med rød frugt, ribs samt lidt jernagtige slash mineralske noter.

Herligt … og nu lister jeg sgu ind igen. Der bliver – fanden og sgu – for koldt her på terrassen. Bvrrrrrrr.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 115 kr.

Rating 4/7   thumbthumbthumbthumb

2013 Weingut Altenkirch, Lorcher Schlossberg Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2013 Weingut Altenkirch, Lorcher Schlossberg Riesling Trocken, Rheingau, TysklandWeekenden bød også på lidt vin … en enkelt flaske Lorcher Schlossberg Riesling Trocken fra Weingut Altenkirch, som ligger lige ved breden af Rhinen i den lille by Lorch i Rheingau.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1826 af  Friedrich Altenkirch for at sikre forsyning af vine til det prestigefyldte Hotel Zum Schwan. Og da den tyske kejser under et ophold i Rheingau boede på hotel og roste vinene fra Freidrich Altenkirch fik vingården sit gennembrud. Den blev udråbt som officiel leverandør til kejseren.

I 1935 blev vinhuset imidlertid solgt til advokat Dr. Franz Breuer, som efterfølgende har koncentreret sig om at lave Riesling og har udvidet markerne yderligere. Det er i dag Franz’ datter Franziska Breuer-Hadwiger, som driver vinhuset, mens vinproduktionen er lagt i hænderne på den ansatte vinmager Jasper Bruysten.

Huset ligger ved et af de smalleste steder af Rhinen, hvor markerne er ekstremt stejle med 60% stigning. Huset har samlet 15 hektar stejle skråninger, hvor Riesling fylder omkring 80% og resten er Spätburgunder, Weißburgunder, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer. Jorden er præget af mineralsk skifer og kvartsit  … helt perfekt for Riesling.

Vinene fremstilles i 3 gamle, historiske og hvælvede vinkældre, som hugget hundrede meter dybt i klippen. Vinhuset har dog moderne udstyr til vinfikationen, således de kan sikre bedst muligt aftryk af områdets specielle terrior. 

Denne  Lorcher Schlossberg Riesling Trocken er selvfølgelig – som navnet fortæller (på den måde er tyskerne meget fornuftige) – lavet på druer fra marken Schlossberg ved Lorch. Lavet på rustfrie ståltanke og uden lagring af nogen slags.

Duften er meget ren æbler … masser af æbler, en smule modne pærer giver lidt sødme sammen med græs, citrus og måske også en smule kalk, Smagen er også tons af grønne æbler .. vi snakker nærmest Rynkeby Æblejuice på syretrip. Virkelig syrlig æblejuice … men så egentlig heller ikke så meget mere.

Købt i Tyskland til 15,50€ … eller omkring 115 kr.

Rating 4/7  

2015 Bodegas Luis Alegre, Finca La Reñana Blanco Fermentado en Barrica, Rioja, Spanien

2015 Bodegas Luis Alegre, Finca La Reñana Blanco Fermentado en Barrica, Rioja, SpanienTorsdag bød Gert E ind til vinhygge … et sandt bombardement af lækre vine. Grandiost er vel rette betegnelse, og første vin blev denne Finca La Reñana Blanco Fermentado en Barrica fra det spanske Rioja vinhus Bodegas Luis Alegre. Det er vist ikke tit, at man smager hvid Rioja, men det rådede Gert dermed bod på.

Bodegas Luis Alegre ligger i Rioja Alavesa regionen nær byen Laguardia,den regionale hovedstad. Vinhuset er grundlagt i 1968 af Don Luis Alegre, men i slutningen af 1990’erne blev ejerskabet udvidet med en flok vinpassionerede investorer, som muliggjorde opførelsen af et topmoderne nyt vineri … helt rundt og nærmest bygget ind i bjergsiden.

Det runde vineri er designet, så man udgår at pumpe vinene rundt, men alene anvender tyngdekraften i produktionen, når vinen skal presses, gære, lagres og flaskes. Derudover er der bygget en moderne restaurant, som ligger med en fabelagtig udsigt over markerne Sierra Cantabria og Sierra de la Demanda.

Bodegas Luis Alegre har selv 54 hektar vinmarker fordelt på 12 separate marker i Alava og derudover har man kontakt med lokale vinavlere for yderligere 30 hektar. Der dyrkes primært Tempranillo, Graciano, Garnacha, Mazuelo, Viura og Malvasía. De røde vine lagrer på egetræsfade fra henholdsvis Vosges i Frankrig, Ungarn, Kroatien samt Amerika.

Her har vi dog én af husets hvidvine, lavet på 90% Viura og 10% Malvasía. Druerne kommer fra 85 år gamle vinstokke dyrket på vingårdens egen vinmark La Reñana, der er beliggende i en højde på 550 meter over havets overflade. Beliggenheden, kombineret med en omhyggelig udvælgelse af druerne, giver vinen en af de mest unikke personligheder inden for Rioja hvidvine. Vinen er lagret 6 måneder ved 20 grader i 100% nye franske, ungarske og kroatiske egetræsfade.

Lad os starte med duften, som starter med lidt grønne og landlige noter … vi snakker måske ikke ligefrem ensilage, men det snerper der hen af. Det er klart grønne blade, gule frugter, eksotiske frugter, lidt citrus og generelt meget sødkrydret. Smagen er lidt sværere at fange, for i starten virker vinen lidt neutral, men der kommer nogle grønne og svagt syrlige smage, meget tæt, krydret … duften er klart bedre end det smagsmæssige.

Forhandles af dkWineImport, hvor prisen er 125 kr.

Rating 4/7 

2014 Bodegas Habla, Habla de la Tierra, Extremadura, Spanien

2014 Bodegas Habla, Habla de la Tierra, Extremadura, SpanienPå Bistroteket i går … og som altid en stor fornøjelse med lækker mad og gode vine, bl.a. nød vi et glas af denne Habla de la Tierra efter maden.

Bodegas Habla er et topmoderne vineri, som ligger udenfor byen Trujillo i vinområdet Extremadura. Vinhuset er forholdsvis nyt, grundlagt i år 2000 af Juan Tirado Agudo og José Civantos.

De havde igennem otte år drøftet projektet, og havde drøftet, hvor vingården skulle ligge. Valget faldt på et stykke jord på 200 hektar i Trujillo og her opførte de et state-of-the-art moderne vineri, hvor de kan kombinere en fuldstændig organisk, manuel proces i vinfremstillingen med ny og banebrydende teknologi.

Således er vinhusets 200 hektar vinmarker opdelt i ganske små parceller, hvoraf hver parcel i gennemsnit leverer druer til 468 flasker. De enkelte parceller dyrkes naturligvis separat, alt efter deres individuelle messoklima som overvåges nøje, dels af de 40 fastansatte markarbejdere og dels via satellit.

Markedsføringsmæssigt skiller Bodegas Habla sig også ud, bl.a. med brugen af fortløbende numre på vinene, ikoniske etiketter og brug af anderledes flasker til husets topvin på Syrah. Huset laver to topvine, én på Syrah samt en søster på Tempranillo. Derudover laves der tre “mindre” vine, nemlig Solum, Habla del Silencio og denne Habla de la Tierra. Der produceres 150.000 flasker årligt på bodegaen.

Vinmager på Bodegas Habla er den unge, smukke Mercedes Suarez Gonzalez, som har været på Habla siden hendes uddannelse på Universidad de Salamanca.

Ved siden af det ultramoderne vineri har Tirado og hans familie bygget Dehesa la Torrecilla … en stor farm, som også anvendes til private arrangementer, bryllupper eller fødselsdage. Derudover har Juan også opdræt af kvæg samt heste.

I 2011 og 2012 var blendet halv Tempranillo og halv Cabernet Sauvignon, men det i 2013 bestod af Tempranillo, Malbec, Cabernet Sauvignon, Petit Verdot og Cabernet Franc. Her i 2014 er det alene Tempranillo og Cabernet Franc … men fordelingen kender jeg ikke. Men vinen har været lagret på egefade i 4 måneder.

Og Cabernet Franc’en kan klart fornemmes i vinen, hvor næsen nemlig er præget af blyanter, blåbær, grønne blade, en lidt syrlig frugt, kirsebær i kombination med ribs, granatæbler, krydderier, lakrids og godt med tørhed.

I munden er vinen præget af en meget frisk og syrlig frugt, hvor syren er godt fremme i smagsspektret. Måske fornemmes der en smule alkohol, men primært den syrlige side med granatæbler, ribs og godt med tanniner, som sidder på tænderne og udtørrer munden ganske markant.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 90 kr., men mere beskedne 78 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2010 Domaine de Lindas, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2010 Domaine de Lindas, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigFerie … og udenfor regner det igen. Typisk, men så kan man jo altid drikke lidt vin … og hvad er bedre at varme sig på end lidt Rhône vin? Her en helt almindelig og plain Côtes du Rhône fra et vinhus, som hedder Domaine de Lindas.

Vinhuset ligger i den lille by Bagnols-sur-Cèze i Rhône lige vest for Orange. Siden 1972 har gården været drevet af Jean-Claude Chinieu, som er 5. generation af familien Chinieu på gården og siden 2003 har han haft hjælp fra 6. generation i form af datteren Céline. Sammen forsøger far og datter at holde de stolte familietraditioner i hævd.

Det er et ganske lille vinhus, som alene ejer 2 hektar vinmarker, der siden 2009 har været drevet økologisk og siden 2012 også certificeret økologisk. De to hektar omfatter bl.a. marker under appellationen AOC Côtes-du-Rhône Villages Chusclan.

Chusclan er en charmerende lille købstad ved Rhônens højre bred kun et par kilometer nordøst for Bagnol-sur-Cèze. Byen har lagt navn til appellationen og har et godt omdømme samt en lang historie.

Der laves heller ikke så mange vine på Domaine de Lindas, alene denne almindelig Côtes-du-Rhône, to Côtes-du-Rhône Chusclan, nemlig Cuvée Royale et Cuvée Chusclan, tre Côtes-du-Rhône Florilège i henholdsvis rød, hvid og rosé samt en rød Côtes-du-Rhône Cuvée Coquine.

Jeg har ikke kunnet finde druesammensætningen i denne Côtes-du-Rhône, men i Chusclan skal der minimum være 50% Grenache samt 20% Syrah og/eller Mourvèdre i vinen, så mon ikke det også er tilfældet her? Vinen er lavet med en maceration på omkring 3 uger, hvorefter vinen lagrer på store egefade i 18-24 måneder.

Næsen er sådan genkendelig Rhône med frisk og lidt sød frugt, vi snakker blåbær, modne blommer, urter, salvie, baconfedt, lakrids og lidt røde bolsjer af en eller anden slags. Ikke så mørk i udtrykket … lidt til den lettere side. Smagen er blød, rund og fyldig … igen med lidt lethed, tørhed og godt med frugt, blåbær, brombær og bløde tanniner. Ikke så lang eftersmag, meget easygoing og i den lettere end af Rhône vinene … men dejlig vin.

Fået min i gave og har ikke fundet en pris på vinen.

Rating 4/7 

2014 Staatlicher Hofkeller Würzburg, Hofkeller Riesling Kabinett, Franken, Tyskland

2014 Staatlicher Hofkeller Würzburg, Hofkeller Riesling Kabinett, Franken, TysklandSom den faste læser måske allerede har erfaret, så har Houlbergs blog igen været nede … og igen pga. malware angreb. Helvede og sgu … en kamp, som jeg – som almindelig dødelig edb-mongul – er ved at tabe.

Endvidere er udseendet nu også anderledes, idet jeg har været nødsaget til at vælge et nyt WordPress tema, men det vil jeg i løbet af den kommende måned forfine og gøre bedre … indtil videre må I leve med det lidt underlige udseende. En forbedring vil nogle sikkert sige, men sådan er det nu engang. En her og nu løsning.

Mens jeg har kæmpet med nye sikkerhedsindstillinger – heldigvis bistået af min tro væbner på det område, vinbuddy og IT securitymaster Jan (skylder dig sgu en god flaske druevæske) – har jeg måtte styrke mig på lidt vino, bl.a. denne Riesling fra Franken … en Hofkeller Riesling Kabinett fra Staatlicher Hofkeller Würzburg, som jeg besøgte sidste sommer … gud, hvor jeg savner en ferie i det store vinland … langt væk fra ondtsindede og bebumsede edb-hackere.

Staatlicher Hofkeller Würzburg har jeg dog skrevet om før. Det er ligesom Juliuspital og Bürgerspital et af det helt store og traditionelle vinhuse i Würzburg, og har samtidig en lang og spændende historie. Det ligger lige i centrum af byen og har faktisk deres vinkældre under det imponerende Residenz palads.

Huset har en knap 900-årig historie, da dets oprindelse kan spores helt tilbage til år 1128, hvor det blev doneret til den fyrstelige biskop Embricho. Derefter var vinhuset i mange århundrede ejet af de forskellige –og stinkende rige – fyrstebiskopper i Würzburg.

I 1814 overgik ejerskabet til det bayeriske kongerige, og vinhuset hed på det tidspunkt da også Königlich Bayerischer Hofkeller. I 1918 – efter monarkiet afslutning i Bayern, hvor kongestyret blev en del af Det Tyske Kejserrige – ændrede man navnet til det nuværende; Staatlicher Hofkeller Würzburg. Og den dag i dag ligger ejerskabet af vinhuset fortsat hos delstaten Bayern.

Staatlicher Hofkeller Würzburg har i alt 120 hektar vinmarker i Franken og laver omkring 850.000 flasker vin hvert år. Der marker ligger meget spredt, og således har de iWürzburg parceller på markerne Stein, Innere Leiste og Schlossberg. I Randersacker har de Pfülben, Teufelskeller, Lämmerberg og Ewig Leben.

Derudover tæller markerne Predigtstuhl i Dorfprozelten, Bischofsberg i Großheubach, Abtsberg i Hörstein, Altenberg i Abtswind, Stollbergen i Handthal, Julius Echter-Berg i Iphofen, Trautlestal i Hammelburg, Scharlachberg i Thüngersheim, Kreuzberg i Marktheidenfeld og endelig Kelter i Himmelstadt.

Selve vinkælderen ligger – som nævnt – under Residenz-paladset, og ikke under Residenz-pladsen, som mange fejlagtigt antager. Vinkælderen er i stil med paladset en turistattraktion, og vi besøgte da også kælderen under vort besøg i Würzburg.

Ja, ret beset er der faktisk to kældre, nemlig både den gamle kælder, hvor turisterne trækkes rundt og ellers anvendes til diverse arrangementer og smagninger … og så den nye og mere moderne kælder, hvor der er ny teknologi, rustfrie ståltanke og produktion af de mange vine. Den nye kælder ligger under den sydlige fløj af paladset.

I den gamle kælder havde fyrstbiskopperne oplagringsplads for 1,4 mio. liter frankenvin, og her kan man i øvrigt se mange gamle egetræsfade, nogle endda af gigantisk størrelse … helt op til 50.000 liter, hvilket må siges at være ganske imponerende.

Faktisk findes der i denne Beamtenkeller – tjenestemandskælderen – tre af de helt store og meget gamle fade, bl.a. et berømt Sveriges-fad, bygget helt tilbage i 1684 og navngivet efter den svenske Kong Gustavus Adolphus erobring af byen i 1631. Den gamle kælder bruges i dag fortsat til lagring af nogle af vinhusets vine.

I dag ledes foretagende af Weingutsdirektor Michael Jansen, mens vinproduktionen er lagt i hænderne på kældermesteren Friederike Voigtländer.

Denne Hofkeller Riesling Kabinett var faktisk den vin, som vi smagte efter den lange tur rundt i vinkælderen. På det tidspunkt … efter en sand lavine af snak fra guiden … og det meste kunne vi ret beset ikke forstå, da hun snakkede ekstremt hurtigt … var det et velkomment glas vin.

Med sit guldpræg på flasken er den lidt anderledes end de øvrige vine fra vinhuset, men om det blot skyldes, at den er lavet til turisterne eller om det er en jubilæumsudgave, skal jeg ikke gøremig klog på. Jeg har heller ikke nogle oplysninger omkring produktionen af vinen, som vel er en Gutswein … og altså i en halvsøde Kabinett udgave.

Duften er sådan nærmest præget af lidt tyggegummi, sødme, nødder, hyld … men ellers lidt neutral. Smagen er bestemt til den søde side, men den hænger nu meget godt sammen og er okay balanceret. Bevares, der mangler lidt syre og rygrad, men er blød, sød og føjelig. Efter en lang rundtur i kolde kældre, så smager den sgu helt okay.

Købt i Staatlicher Hofkeller Würzburgs tilhørende, flotte vinbutik … men prisen kan jeg faktisk ikke huske. Vil gætte på omkring et sted mellem 8-10€.

Rating 4/7

2013 Willamette Valley Vineyards, Riesling, Oregon, USA

2013 Willamette Valley Vineyards, Riesling, Oregon, USASidder og hører lidt John Scofield … det gamle seje Bump album. Fed og funky amerikansk jazz. Så kan vel samtidig skrive om lidt fed amerikansk Riesling, som kommer fra vinhuset Willamette Valley Vineyards, som – surprise – ligger i Willamette dalen nærmest mellem byerne Turner og Sunnyside.

Willamette Valley Vineyards er grundlagt i 1983, da Jim Bernau købte ejendommen i Willamette Valley. Han ryddede alle markerne for solbærbuske og blommetræer. I stedet plantede han Pinot Noir Pommard kloner, Chardonnay og Pinot Gris vinstokke.

Han vidste egentlig ikke så meget om vinproduktion, for han var uddannet advokat. Han havde dog været advokat for Richard Sommer, som genstartede vinproduktionen i Oregon efter tiden med spiritusforbud, og det gav grobund for en drøm om et liv som vinbonde.

Jim Bernau besluttede sig dog for at uddanne sig … så efter utallige lektioner og seminarer på UC Davis og ophold i Frankrig, så var Jim i 1989 klar til at bygge et moderne vineri på ejendommen, og det blev startskuddet til Willamette Valley Vineyards. Og målet var klart … at lave cool-climate vine, specielt på Pinot Noir, som skulle serveres på de bedste restauranter.

Men Jims visioner var endnu større og sammen med Bill Fuller fra Tualatin Vineyards, O’Briens fra Elton Vineyard og Loeza Vineyard samlede de investorer via udbud af det nye samlede vinhus på aktier. Og i dag er Willamette Valley Vineyards Inc. ejet af over 7.000 aktionærer og børsnoteret på Nasdaq børsen i New York. Ja, den er sgu go’ nok og kursen er i dag på 8,25$ pr. aktie.

Vinhuset har i dag omkring 200 hektar vinmarker, og Willamette Valley Vineyards er en af de vinproducenter, som går højt op i at dyrke deres druer med størst mulig hensyntagen til miljøet. De er i dag den ledende producent af certificeret bæredygtig vin fra Oregon. Alle deres traktorer og lastbiler kører på biobrændsel.

Det er fortsat primært Pinot Noir, som er vigtigste vin på Willamette Valley Vineyards, men der laves også lidt hvidvine, mest Chardonnay, men altså også lige denne lille Riesling. Druerne til vinen kommer fra to marker, hvor jorden er en blanding af jernholdig vulkansk jord og aflejringer fra istidens oversvømmelser.

Høsten foregår i slutningen af september og starten af oktober. Efter let presning hældes den rene druesaft over på rustfrie ståltanke, hvor gæringen foregår. Gæringsprocessen foregår ved kontrolleret temperatur og tager omkring otte uger. Efter endt gæringsproces filtreres vinen og tappes på flasker hurtigt herefter.

I næsen er der faktisk svage noter af petroleum, overmodne pærer, sødme, sur ensilage, grønne urter, tørhed, skal fra grape og lemon samt noget, som minder om våd cement eller pudsede mure. I munden er første indtryk sødme … stor sødme, pærer, citrus, druekerner, let grape mens syren er koncentreret, men står lidt i skyggen af den dominerende sødme.

Købt hos Skjold-Burne, pris 159,75 kr.

Rating 4/7