Tag-arkiv: molinara

Molinara er en rød, italiensk druesort, som er kendt som blandingspartner i Valpolicella, Bardolino og IGT Veneto … det tredje hjul i den traditionelle Valpolicella blanding med Corvina og Rondinella.

Molinara er i sig selv ret ubeskrevet og har også været på tilbagetog i lang tid, hvilket bl.a. skyldes, at druen meget nemt oxiderer. Druen modner ret sent og giver gode udbytter. Dens vine er lyse i farven, har høj syre, men kun moderat koncentration. Den kan være vanskelig at vinificere og bruges næsten kun i blandinger.

I Valpolicella er der omkring 595 hektar med Molinara, men det er efter en halvering i løbet af de seneste 10 år. Udover Italien, så findes druen også i beskedent omfang i Spanien.

2014 Guerrieri-Rizzardi, Bardolino Classico DOP, Veneto, Italien

Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardis nye, store produktionsanlæg og tilhørende smagelokale inkl. vinbutik er nærmest nabo til Zeni, så dér stoppede Houlberg også ganske kort.

Imødekommenheden var kølig, men da den var i skikkelse af en tiltrækkende ung, graciøs & feminin skikkelse bag disken, så var det helt fint. Kølighed på dét plan i varmen er altid godt.

Jeg var eneste besøgende og nøjedes med at smage og købe et par vine, bl.a. denne Bardolino Classico DOP. Beskedent … jeg ved det, men jeg har smagt flere at husets vine før, da de forhandles af H.J. Hansen kæden, dvs. i Vinspecialisten. Jeg har også tidligere skrevet om huset her på bloggen.

Vinhuset er i dag ejet af Rizzardi-familien, og holder reelt til i et gamle hus i Bardolino. Det har fungeret som vingård siden 1450, men i dag ligger al produktionen i et nyt og moderne vineri i bakkerne ved Bardolino. Det er bygget i 2011 og fremstår ganske imponerende, hvilket du måske også får fornemmelsen af på billederne nedenunder.

Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi sidder i dag på en stor del af de allerbedste og mest eftertragtede vinmarker i Soave, Valpolicella, Valdadige og Bardolino.

Huset fik sit navn Guerrieri-Rizzardi i 1913, da et ægteskab forenede to store vinfamilier; Guerrieri med deres 1450 gamle vinhus i Bardolino og marker rundt om Bardolino samt Rizzardi, som havde sine marker, vineri og vinkælder ved byen Negrar. Derudover ejede Rizzardi familien også ejendommen Dolcè i Valdadige og marker i Valpolicella.

Markerne i Soave købte af Guerrieri-Rizzardi først langt senere, nemlig i 1970. I dag ejer familien samlet 82 hektar vinmarker, hvilket er fordelt med 25 hektar i Valpolicella fordelt på 22 parceller med de tre topmarker Rovereti, Pojega og Calcarole, 40 hektar ved Bardolino og Cavaion fordelt på ikke mindre end 35 parceller, 15 hektar i Soave og endelig 2 hektar i Valdadige.

På markerne dyrker familien en lang række forskellige druer som fx Chardonnay, Garganega, Trebbiano, Corvina, Rondinella, Sangiovese, Merlot, Molinara, Marcobona, Cortese, Moscato Bianco og Barbera, blot for at tage dem i helt tilfældig rækkefølge.

Siden 1998 har det været Giuseppe og Agostino Rizzardi, som har stået for driften af vinhuset. Og lige siden har vinene i det 200 år gamle familiefirma gennemgået en nærmest revolutionerende kvalitetsfremgang.

Det støtter nemlig Giuseppe Rizzardis filosofi, som går på lave vine med en kombination af oprindelighed og moderne vinifikation. Vinene skal fortsat smage af de lokale druer, og karakteren vil ikke ændre sig til alkoholrige vine med fokus på frugt frem for karakter.

Rizzardi - det nye vineri
Her ser I indkørslen til Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi … når man først er forbi den store port.

Rizzardi - indgang
Og her indgangen til butikken og smagelokalerne.

Rozzardi vinmarker
Og vender du dig om, så er der udsigt til husets vinmarker.

Her har vi så en ægte Bardolino vin … en vin, som er meget udbredt netop i det område. Vinen er lavet på 65% Corvina, 15% Rondinella, 10% Merlot 10%, mens de sidste 10% består af henholdsvis Molinara, Ancellotta og Sangiovese. Druerne kommer fra 38 forskellige vinmarker omkring Bardolino og Cavaion. Lavet på store ståltanke og lagrer også i ståltanke i op til 12 måneder. Der laves årligt 12.600 flasker af denne vin.

Jeg har smagt Bardolino vine et par gange … meget speciel duft og tilsvarende smag. Denne her – synes jeg – hører til blandt de bedre. I næsen kommer den typiske Bardolino duft dog klart frem. Det er sådan lidt frisk frugt, nok mest lys frugt, blomster, sæbe, teblade og lidt syrlige elementer. Normalt kender vi mest Corvina druen, når den er tørret, men her får man mere druens friskhed … på godt og ondt.

Smagen er lidt i samme boldgade med en ren, frisk frugt, meget let vin og måske lidt flygtig. Det er hindbær, sure kirsebær samt en direkte druesødme, let peber og en smule tanniner, som dog er svage samt lidt krydderier. Eftersmagen er kort, og vinen bliver måske lidt simpel og unuanceret.

Købt på vingården, prisen mener jeg lå omkring 7 € … eller lidt over 50 kr. Hos vinspecialisten koster vinen 90 kr.

Rating 3/7  

2009 Sogara Agricola, Storia Antica Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

Et ekstranummer fra i lørdags … ikke at vi behøvede mer’ vin på dette tidspunkt, men da den var kommet på bordet, så skulle den selvfølgelig smages. Det var denne Storia Antica Amarone della Valpolicella … eller det som mange kalder for en supermarkeds-Amarone.

I Danmark er det Coop kæden, som sælger de italienske Storia Antica vine, men jeg kan se, at de også sælges i mange andre lande. Til gengæld er det næsten umuligt at finde ud af, hvem der egentlig har produceret denne vin.

En lillesøster Storia Antica Valpolicella Superiore Ripasso aftappes fra producenten Le Tobele i Marano di Valpolicella, mens denne Storia Antica Amarone della Valpolicella aftappes fra producenten Sogara Agricola, som ligger ved byen Tregnago omkring 10 kilometer nordøst for Verona i Veneto området.

Der er med andre ord tale om et brand, hvor druerne eller druesaften måske opkøbes rundt omkring, og så aftappes vinene hos producenter, som har produktionskapacitet i overskud. Alternativt er det måske overskydende druer fra de respektive producenter, som så blot samlet og markedsføres samlet under navnet Storia Antica.

Det er ganske enkelt umuligt at finde ud af, og fratager – i min optik- selvfølgelig lidt af charmen ved vinen. Der er under alle omstændigheder ikke tale om en lille producent, men masseproduktion beregnet til større supermarkedskæder.

Men er billige Amaroner så dårlige vine? Nej, bestemt ikke, og denne vin er ganske vist også ganske fin og drikkevenlig. I glasset er vinen måske knap så mørk og kraftig som dens øvrige, dyrere kammerater … lidt mere lys i kanten af glasset. Duften er ganske Amarone-agtig med solbær, blommer og rosiner. På den led skuffer den bestemt ikke … selvom der ikke er den store kompleksitet i næsen.

På smagen kommer vinen nok mere til kort. Der er ganske vist rosiner og rød frugt, men den er lidt skarp, knap så fyldig og uden så mange nuancer, som jeg husker Amarone skal have, og den fylder ikke munden på samme vis. Men du får den kraftige smag og duft, som en god Amarone skal levere og på den måde skuffer vinen ikke. Ganske drikkevenlig … og på dette sene tidspunkt lige, hvad vi trængte til.

Forhandles i Coop butikker, dvs. Kvickly eller Brugsen, hvor den ofte ses på tilbud til 79-99 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2007 Tommaso Bussola, Valpolicella Classico Superiore TB, Veneto, Italien

2007 Tommaso Bussola, Valpolicella Classico Superiore TB, Veneto, ItalienTommaso Bussola kaldes Kongen af Amarone … eller i hvert fald har han sammen med Dal Forno og Quintarelli været én af kongerne af Amarone gennem de seneste år. Jeg kunne selvfølgelig også fristes til at tilføje Ernesto Ruffo til denne kategori, men det er en helt anden snak. Her har vi en mørk fætter fra netop Tommaso Bussola … ikke en Amarone, men hans Valpolicella Superiore TB.

Den ultimative Amarone konge Giuseppe Quintarelli blev for nogle år siden selv spurgt, hvem han mente ville blive den næste superstjerne i Veneto, og han svarende prompte uden tøven; Tommaso Bussola. Så med andre ord er vi hos et af de bedste Amarone huse … overhovedet.

Og anmeldere, vinjournalister og vinkyndige verden over er heller ikke i tvivl. De har kastet stjernestøv i rigt mål over Tommaso Bussola og hans vine. Tommasos håndlavede vine har en forrygende kraft og finesse. Vine som har sin helt egen stil. Meget koncentrerede, potente og komplekse vine og meget anderledes end hvad man ellers møder fra disse kanter.

Tommaso begyndte i 1977 med at arbejde i sin onkel Guiseppes marker. Han var egentlig uddannet stenhugger, men efter kort tid i vinmarkerne og i vinkælderen vidste Tommaso med det samme, at han havde talent og ville arbejde med vin.

I 1983 lavede han selv sin første vin, og efter et par år overtog Tommaso onklens Valpolicella ejendom med de gamle vinmarker i hjertet af Classico zonen ved byen Negrar. I starten fulgte Tommaso trofast traditionalisternes fodspor bl.a. med den hævdvundne aldring i gamle tønder, som blev genbrugt mange, mange gange gennem årene.

Men efterhånden begyndte han at eksperimentere, og han fik hele tiden nye idéer til forbedring af vinene. Han blev langsomt mere selektiv i udvælgelsen af de bedste druer bestemt til specielt produktionen af Amarone og Recioto. I marken blev pesticider og herbicider bandlyst.

I kælderen var han lige så kompromisløs som i marken. Kort sagt lavede han de enkelte vine altså på den måde, Tommaso har lyst til at lave dem, og når man har hans håndelag, så er det som regel væsentligt bedre end at følge den slagne vej.

Og pludselig begyndte han at opnå anerkendelser ved større vinsmagninger. Det gav Tommaso mod på yderligere forbedringer, bl.a. ved opførelsen af en ny vingård i 1992-93 samt indførelsen og brug af nye barriques, men kun til de vine som Tommaso mente har godt af det.

For hver årgang blev vinene da også bedre og bedre. Der kom mere finesse, intensitet og personlighed, og han kaldte de ”nye” vine for TB eller ham selv, og de ”gamle” vine for BG, som jo er initialerne for hans onkel Bussola Giuseppe.

I slutningen af 1990’erne var Tommaso Bussolas stil ved at være modnet, og hans vine var efterspurgte og næsten verdensberømt for deres utrolige intensitet af frugt.

I dag drives Azienda Agricola Tommaso Bussola fortsat af Tommaso sammen med hustruen Daniela og sønnen … som selvfølgelig har fået samme navn som onklen Giuseppe.

Der ejes samlet 3 vinmarker, nemlig markerne Vigneto Alto på 1,7 hektar med stokke tilbage fra 1970, Vigneto Casalin på 2,1 hektar og stokke fra 1980 samt endelig Ca’ del Laito – Coare Longhe på 2,9 hektar og ganske nye stokke.

Her er det som sagt hans Valpolicella Classico Superiore TB. TB-serien regnes i dag for Bussolas topserie. Hvor Bussolas ”almindelige” Valpolicella Classico er lys i farven og let i stilen, er TB-versionen langt mørkere, mere muskuløs og magtfuld, men skulle stadig have en helt klar og frisk frugt og en stor saftighed.

Vinen er lavet på 50% Corvina, og Corvinone, 40% Rondinella samt 10% Molinara og andre sorter. Vinen laves efter ripasso-metoden, og gennemgår altså en andengæring på Amarone-kvaset, hvilket efterfølges af en 18 måneder lang lagring på barriques og 3 måneders lagring på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det med frugten spot on … denne vin emmer nærmest af frisk frugt … så meget, at det egentlig overrasker en, og er svær lige at sluge i første mundfuld … so to speak. Duften er solbær, kirsebær, brombær, blommer … ja meget mørke bær sammen med grønne blade. Læg dertil lidt mug, kælder, eg, vanilje, marcipan, syrlighed samt en let sødme, så har du indtrykket af duften.

Smagen domineret af den friske frugt … men her er bærerne mere syrlige, bider, viser tænder sammen med stramme tanniner. Smagen er slet ikke så mørk, som man normalt vil forvente af en Valpolicella Classico eller som duften måske indikerede. Der er virkelighed rygrad, intensitet og dybde i vinen, men jeg tænker også, at det måske endda er babymord at drikke den på nuværende tidspunkt … måske den skulle ha’ haft et par år mere i kælderen.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos youandwine, hvor prisen ligger på 300 kr. Kan nogle gange findes til omkring 240 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2012 Maurizio B Martino, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, Italien

2012 Maurizio B Martino, Valpolicella Ripasso Classico Superiore, Veneto, ItalienDet er brødrene Maurizio og Martino Biscardo, som står bag forkortelsen mBm. De kalder også deres vinhus for Cantine Mabis, og det ligger ved Soave i Veneto-området i Norditalien og har været i familiens eje siden 1736. Og denne Valpolicella Ripasso Classico Superiore kommer netop fra de to brødre.

De to brødre Maurizio og Martino er kvalitetsfanatikere, der ikke vil gå på kompromis med noget som helst. Deres vine fremstilles på økologisk dyrkede druer. De er primært kendt for deres Proseccos og specielt deres Corvina baserede rødevine, og udover vinproduktionen i Veneto, så er de også involveret i et projekt i Puglia.

Maurizio har gennem mange år desuden arbejdet som vinkonsulent for mange velkendte vingårde omkring Italien.

Ellers lidt svært at finde informationer om Cantine Mabis.

Kan se, at vinene tidligere er solgt under Biscardo navnet, men i dag sælges vinene med navnet mBm og Maurizio B Martino.

Nå, men denne Ripasso er fadlageret og er lavet på druerne 65% Corvina Veronese, 15% Rondinella og 20% Molinara. Som nævnt selvfølgelig 100% økologisk.

Duftmæssigt en lidt varm vin med mentol, kirsebær … i det hele taget godt med mørk frugt og ellers lidt støvet tør i udtrykket. Smagen er lidt krydret og flad … nærmest kedelig med grønne toner, blide tanniner. En blød, men også lidt kønsløs vin, som egentlig virker lidt kedelig. Det skal dog siges, at vinen vinder lidt ved at stå i glasset en periode.

Forhandles af Gravesen Vine, pris 99 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2010 Cantine Lenotti, Valpolicella Le Crosare Ripasso, Veneto, Italien

2010 Cantine Lenotti, Valpolicella Le Crosare Ripasso, Veneto, ItalienSidder lige og nyder fredagens vin … ikke Spätburgunder, hvor lageret er sluppet op, men en Valpolicella Le Crosare Ripasso fra Cantine Lenotti.

Lige op af Gardasøen ligger byen Bardolino. Her ligger vinhuset Cantine Lenotti, ja faktisk ligger Lenottis vingård lige i udkanten af byen ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af de smukke bakker, omringet af vinmarker og oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikroklima, som nærmest er perfekt til vindyrkning.

Vingården har siden 1906 været drevet af Lenotti familien. Det er i dag fortsat et rigtigt familieforetagende, hvor faderen Giancarlo Lenotti er ønologen med ansvar for produktionen og for markerne, mens hustruen Marina tager sig af salget i Italien, mens sønnen Claudio er ansvarlig for det internationale salg.

Oprindeligt solgte man blot vinen i tønder og demijohns (store vinballoner i glas), men i 1968 begyndte familien at producere og tappe kvalitetsvine med efterfølgende direkte salg. I dag eksporterer vingården til det meste af verden, herunder hele Europa, USA, Kina, Rusland, Thailand, Brasilien m.v.

Kældrene er bygget i fuld harmoni med det smukke landskab, og er udstyrede med meget moderne vinificerings- og aftapningsfaciliteter. Men skabelsen af gode vine starter allerede på vinmarkerne, og derfor bruger Lenotti meget tid på dyrkningen og udvælgelsen af vinstokkene. Druerne høstes separat i de forskellige produktionsområder, og hver parcel bliver vinificeret for sig. Det sidste er ikke bare et tilfældigt markedsføringsnummer, men et helt klart valg for om udvikle hvert område, hver parcel eller druekarakter så meget som muligt.

Lenotti Ripasso ”Le Crosare” bliver fremstillet efter man er færdig med at lave Amarone og Recioto på de tørrede Corvina, Molinara og Rondinella druer. Hos Lenotti laves Ripasso ved, at man ved slutningen af gæringen af tørrede druer til Amarone eller Recioto i januar/februar, og når presningen er overstået, hælder noget af det bedste Valpolicella Classico Superiore på den pressede mask og sætter en ny gæring i gang. De anvendte druer fra den første gæring er 70% Corvina, 25% Rondinella og 5% Molinara. Efter endt gæring bliver vinen yderligere modnet et år på store fade.

Duftmæssigt lidt eg, balsamico, mynte, kirsebær, hasselnødder og kaffegrums. Smagen er blød, gode nuancer med sødme, fylde, mørke bær, bløde tanniner og generelt en alround vin, som de fleste vil kunne lide. Ganske harmonisk uden at hive dig helt op af stolen.

Forhandles bl.a. hos Vildmedvin, hvor den pt. er på bud til 115 kr., normalpris 145 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2006 Zenato, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2006 Zenato, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienSidste vin fra byggemødet, denne Amarone della Valpolicella Classico fra vinhuset Zenato … og selvfølgelig skulle vi lige forbi Veneto området, når vi nu lige havde drøftet området på forrige vin.

Azienda Agricola Zenato er grundlagt i 1960 af én af Italiens mest innovative vinproducenter Sergio Zenato. Han etablerede vingården fast besluttet på at gøre en forskel i en broget og omskiftelig vinverden. Ikke bare en kommerciel forskel, men også en forskel på innovation og kvalitet.

Næsten 50 år efter har hans livsværk nået en størrelse som er ganske betydeligt, målt på alle parametrer som nyskabelser, kvalitet, produktion, omsætning og ikke mindst anerkendelse.

Zenato laver principielt vin i to hovedområder. Det ene område er det i Danmark så godt som ukendte Lugana. Kort sagt er det geografisk det plateau, der danner sig, der hvor Gardasøen sydligste punkt er. Lugana er samtidig hjertet i Zenato. Det er der hvor familiens første vingård ligger, der hvor familien bor.

Det andet område er det meget kendte Valpolicella, hvor der produceres Valpolicella della Classico og Amarone naturligvis. Her har Zenata i alt 20 hektar vinmarker, og det er her aftenens sidste vin kommer fra. Zenatos Amaroner er et kapitel for sig. Kvaliteten er fremragende. Vinene adskiller sig fra andre Amaroner ved at have en lidt usædvanlig druesammensætning. Den består naturligvis af Corvina hovedsageligt, dernæst Rondinella og Molinara. Desuden har man anvendt Sangiovese, hvilket jeg aldrig tidligere har set i en Amarone.

Konsekvensen heraf synes at være, at vinene virker meget mere rene og velplejede i sin frugt end andre Amaroner sædvanligvis gør. Zenatos Amaroner er mægtige vine og naturligvis flittige prisvindere overalt i verden.

Duftmæssigt godt med mørke frugter, meget frugtrig … sådan lidt frisk-frugt-agtigt, en anelse krydret, lidt blommer … men slet ikke den lidt vamle rosinduft, som Amaroner ofte har. Smagsmæssigt masser af sol, solbær, lidt peber, meget stor fylde, lidt nellike? Eftersmagen en god lang, og det kan smages, at der er tale om stor vin. Flot valg.

Fås hos Theis Vine, pris 359,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2008 Azienda Vitivinicola Roncolato, Amarone Della Valpolicella, Veneto, Italien

2008 Azienda Vitivinicola Roncolato, Amarone Della Valpolicella, Veneto, ItalienFredag sluttede med denne Amarone fra Azienda Vitivinicola Roncolato, en vin Jesper havde medbragt. Vi er hos en lille producent ikke langt fra den gamle middelalderby Soave, kun et par kilometer fra Verona. Midt mellem de bløde bakker i en solrig dal ligger Azienda Vitivinicola Roncolato, som drives af Antonio Roncolato og resten af hans familie.

Det er da også konen Anna, som er vært i gårdens smagelokale, hvor der er plads til besøg på op til 60 mennesker, som kan nyde de forskellige vine foran en kæmpe pejs. Der er endvidere … som på mange andre vingårde i Italien … også mulighed for at overnatninger eller en miniferie på gården.

Der laves en række forskellige vine på Azienda Vitivinicola Roncolato, bl.a. 4 hvide vine, 2 spumante, lidt grappa samt 5 røde vine, heraf én Amarone, nemlig denne Amarone Della Valpolicella, lavet på helt traditionel vis med de 3 tradiotionelle druer i Valpolicella distriktet: Corvina, Molinara og Rondinella.

Druerne er sent høstet og efter en omhyggelig selektion bliver druerne lagt til tørring på et loft med god ventilation. Herved opnår de en højere koncentration af sukker, der er en del af fundamentet for fremstillingen af disse meget aromatisk og koncentrerede rødvine med tørhed og højt alkoholindhold. Man presser først druerne i februar, og begynder vinifikationen derefter.

De tørrede druer har mistet op til 40% af væsken, og sammen med fadlagring får man så en kraftig, let krydret vin med en anelse sødme
og noter af kirsebær, chokolade og moden frugt.

Lad os se, om det passer med mine smagsnoter. Duftmæssigt har jeg nødder, rosioner og mynte, og generelt stor sødme fornemmes klart. Smagsmæssigt igen en stor sødme med overmodne blommer, kaffe, cola, svedsker, mørk chokolade, lidt krydderier, men også en klar omgang alkohol i eftersmagen. Den lidt stærke eftersmag kan måske løses ved at gemme vinen er par år yderligere, men trækker i min vurdering en anelse ned i det samlede vurdering af denne kraftige vin.

Fås hos Glud Vin til 279 kr. Tidligere importør Vinita havde vinen til 175 kr., så prisen har fået et nøk opad. I Tyskland ligger vinen til 25€.

Vinanmeldelse 4,5/7

2010 Valvinosa, Valpolicella Ripasso, Veneto, Italien

2010 Valvinosa, Valpolicella Ripasso, Veneto, ItalienLørdag bød på en enkelt vin, nemlig denne Valpolicella Ripasso fra Valvinosa. Der er dog ikke tale om et vinhus, endsige et lille, hyggeligt enkeltmands vinbrug i bakkerne omkring Verona. Bag navnet Valvinosa står i stedet et stort italiensk selskab, nemlig Premium Wine Selection, som står bag en række forskellige labels, nærmere bestemt 36 forskellige, og sortimentet er mest målrettet større supermarkedskæder. Mest kendt i Danmark er nok supermarkeds Amaronen Le Arche, som også produceres af Premium Wine Selection.

Premium Wine Selection er etableret i 2000 og ledes af  Silvano Piacentini, mens produktionen styres af de to vinproducenter Armando Vesco og George Barbero. Selskabet ligger i byen Pedemonte omkring 25 km. nord for Verona.

Udover vinene i de 36 labels, så laves der også enkeltvine til bestemte områder, og denne Valvinosa er efter mit bud et eksemplar herpå. Formentlig en blandingsvin fra opkøbte druer fra Valpolicella, men igen er det mit bud, for der findes ingen oplysninger om vinen noget steds på internettet. Kan også se, at Valvinosa navnet findes på 5 liters bag-in-a-box.

Lad os smage på vinen. Duftmæssigt lidt urter, ribs, tørhed, mørke bør og en lidt sprittet duft, men ellers lidt anonym. Smagsmæssigt egentlig meget rund, der er lidt sødme og mørke bær. Eftersmag ikke så lang, og vinen mangler måske lidt kant eller elegance/balance. Fin hverdagsvin, som de fleste vil kunne drikke.

Fås i SuperBest for 125 kr. for 2 flasker.

Vinanmeldelse 3/7    

2009 San Cassiano, Valpolicella Superiore Ripasso, Veneto, Italien

2009 San Cassiano, Valpolicella Superiore Ripasso, Veneto, ItalienVidere til næste vin, hvor vi er hos Azienda Agricola San Cassiano di Sella Mirko.

Azienda Agricola San Cassiano drives – som navnet antyder – nemlig af den unge Mirko Sella. Vingården er oprindeligt grundlagt af Mirkos farfar Albino Sella, som købte sin egen jord og gik i gang med produktion af vine og olivenolie. I dag regnes Azienda Agricola San Cassiano faktisk som én af de bedste olivenproducenter, men er også begyndt at hæve kvaliteten i husets vine.

Til gården hører 10 hektar vinmarker, 5 hektar olivenlunde, 1 hektar frugtplantage og 7 hektar skov.

Bag den lidt kryptiske betegnelse “Superiore Ripasso” gemmer der sig et ønske om at vægte kvalitet over alt andet. Sagen er nemlig den, at den italienske vinlov i 2009 blev ændret, så Ripasso della Valpolicella nu er indbefattet af lovgivningen og vine, der bærer dette navn, er reguleret ifølge denne.

De italienske vinbønder må dog stadigvæk benytte betegnelsen “Ripasso” frit. Det er altså udelukkende vine, der beskrives “Ripasso della Valpolicella”, der er underlagt konkrete krav til produktionsmetoden. Med andre ord er San Cassiano Superiore Ripasso 2008 ikke en “Ripasso della Valpolicella”, men derimod et eksempel på den (som regel) mindre eksklusive “Superiore della Valpolicella”.

Dette skal man imidlertid ikke lade sig narre af. For valget af denne mindre eksklusive titel er udelukkende foretaget, fordi man hos San Cassiano foretrækker, at lave vine efter ejet hovede, i stedet for at lave vine, der har de rigtige navne.

Forskellen mellem denne Ripasso og en “ægte” Ripasso er, at den ikke har foretaget sin andengæring på druekvaset fra Amaroneproduktionen. Mirko Sella har i stedet valgt, at lade vine lagre på drueskaller, der tidligere har indgået i husets produktion af deres top-Amaroner. Dette kan umiddelbart lyde som en mere eller mindre betydningsløs optagethed af ligegyldige detaljer. Men fravalget af at lade vinen eftergære på druekvaset er i den grad det, der adskiller denne “Ripasso” fra andre Ripassoer.

Ved at lade Ripassoen lagre på drueskallerne i stedet for at gære på dem, har Mirko Sella langt større kontrol over hele processen og kan derved udlede en langt større Amarone-karakter fra drueskallerne. Kort sagt er der utroligt meget Amarone over denne vin og San Cassiano Superiore Ripasso 2008 er derfor et prisbilligt alternativ til de ægte og langt dyrere Amaroner.

Druerne til San Cassiano Superiore Ripasso er i øvrigt sent-høstede og dette, kombineret med den innovative fremstillingsproces, giver vinen en sødlige dybde, domineret af alle de klassiske Amarone-træk, som rosiner, svesker og en lang række andre tørrede frugter, samt lette strejf af bitter chokolade og vanilje. De definerende træk er dog vinens friskhed.

Duftmæssigt er der noget om snakken, og jeg har noter som svedsker, mint og kirsebær. Smagsmæssigt er det ren Amarena Fabbri, I ved den dyre franske kirsebærsovs fra julehøjtiden, der er også lidt krydderi, meget rund frugt, og generelt virker vinen rigtigt nok langt mere frugtrig end en almindelig ripasso. En meget drikkevenlig vin, som alle vil kunne lide. Er måske en anelse kort i eftersmagen.

Fåes hos Skovgaard Vine til 149 kr. ved køb af 1 stk., og 125 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 4/7