Tag-arkiv: Tyskland

2017 Weingut Mathias Gaul, Pinot Noir Steinrassel, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Mathias Gaul, Pinot Noir Steinrassel, Pfalz, TysklandWeingut Matthias Gaul bor meget passende på adressen Weinstraße 10 i Grünstadt-Asselheim i Pfalz. Derfra smager vi nu en 2017 Pinot Noir Steinrassel.

Weingut Matthias Gaul er et af de store talententer i Tyskland. Vinbladet Vinum kaldte ham i november 2017 for the King of Pinot. Det skyldes bl.a. at han i i 2017 vandt en pris for bedste rødvin. Vinguiden Eichelmann har også bemærket den unge vinmager og kaldt Matthias Gaul for Aufsteiger des Jahres, så der er pæn bevågenhed omkring vinhuset.

Matthias Gaul har siden han var 8 år gammel vidst, at han ville være vinproducent og han overtog – efter endt vinmæssig uddannelse og praktikophold i flere lande – familiens vingård tilbage i 1996. Og siden overtagelse har han udvidet vingården til i dag samlet 24 hektar vinmarker og fået tonsvis af roser for sine vine.

Jordbunden i vinmarkerne er hovedsageligt kalket ler  og markarbejdet foregår i hånden og Matthias Gaul siger selv Wir lassen unseren Trauben Zeit … vi giver vores druer tid for at få det bedste potentiale til vinene.

Pinot Noir og Riesling er meget passende kongen og dronningen hos Gaul, men der dyrkes en lang række drusorter og laves et væld af forskellige vine, bl.a. laver en Cabernet Franc, som også er rost af vinpressen. Derudover eksperimenterer den unge vinmager også en del … dyrker fx også Tempranillo.

Vinene er nærmest opdelt af VDP inddelingen med Basisweine, Ortsweine og Lagenweine. Derudover laver Matthias også masse sjove cuvéer og lidt sekt.

Pinot Noir druerne til denne Pinot Noir Steinrassel kommer fra marker med stenet kalkjord i 200 meters højde omkring Asselheim, hvor Matthias Gaul løbende har lavet grøn høst med fjernelse af op til 50% for at øge kvaliteten af de resterende druer. Derudover er druerne sorteret under høsten, hvor kun de bedste anvendes.

Vinen er lavet helt traditionelt i åbne gæringskar med regelmæssig punch-down, Efter endt fermentering er vinen lagret i franske barriques i mindst 18 måneder.

Duftmæssigt er det en rund og lidt varm Pinot Noir, men har også nogle grønne elementer, lidt grannåle, hvor min første indskydelse var enten noget amerikansk Pinot Noir eller fra Franken. Men det var imidlertid fra Pfalz. Den er i næsen også ganske tung på fad, vanilje, kanel, chokolade og lidt sød animalsk kostald. Frugten er kirsebær og tranebær.

Smagsmæssigt er der også en lidt varm, rund og sød Pinot Noir, hvor frugten er masser af kirsebær, sorte og bitre kirsebær, blommer og pænt med krydderurter, en frisk syre, lidt alkohol og samlet igen varm i stilen. Vi ligger sådan lige mellem 5 og 5,5 tomler.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 295 kr., mens prisen er 240 kr. ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Egert, Oestricher Doosberg Traditionelle Flaschengärung Riesling Sekt Brut Nature, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Egert, Oestricher Doosberg Traditionelle Flaschengärung Riesling Sekt Brut Nature, Rheingau, TysklandI november tog en 2015 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs fra Weingut Egert røven på mig. Nu smager jeg igen en vin fra huset … en 2018 Oestricher Doosberg Traditionelle Flaschengärung Riesling Sekt Brut Nature og den overrasker ligeledes vinbloggeren.

Vinhuset, der drives af Manfred Egert og hans danske hustru Bettina, laver 4 forskellige mousserende vine og denne Schwarze Linie Oestricher Doosberg Traditionelle Flaschengärung Riesling Sekt Brut laves endda i 2 udgaver … en Brut og så danne Brut Nature.

Riesling druerne til vinen kommer fra Erstes Gewächs marken Oestricher Doosberg. Først er vinen lavet i rustfrie ståltanke og derefter sker aftapning på flaske til 2. gæringen, så sker helt efter den traditionelle metode, hvor vinen så gærer sur lie  i mere end 14 måneder inden endelig degorgering.

What … atter overraskes jeg totalt af Weingut Egert, hvor denne Riesling Sekt har masser af petroleum, diesel og olie, hvilket så er kombineret med noget gær, pærer, æbler, svag honningsødme, men frugten står klart i baggrunden af de æteriske og terpentinske dampe, men for fanden, hvor det dufter godt.

I munden er der til gengæld masser af syre, masser af sure citroner og umodne grønne æbler. De aggressive små, tætte bobler bidrager til en mundrensende, frisk fornemmelse med både lemon og grape bitterhed, stenet … virkelig mineralsk og stram. Det er så præcis, rent og surt, virkelig herlig Riesling Sekt.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 189 kr., men er i øjeblikket på tilbud til 159 kr., hvilket er en vild god pris for denne lille Schaumwein perle.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Aldinger, Fellbacher Lämmler Lemberger GG, Württemberg, Tyskland

2017 Weingut Aldinger, Fellbacher Lämmler Lemberger GG, Württemberg, TysklandSkal vi ikke lige nappe endnu en vin fra Weingut Aldinger ligger tæt ved den lille by Fellbach omkring 5 kilometer nordøst for Stuttgart … specielt når vinen er den lækre Fellbacher Lämmler Lemberger Großes Gewächs?

Tidligere smagt vi et glas af husets 2017 Untertürkheimer Gips Marienglas Spätburgunder Großes Gewächs … her er det også GG … blot på Lemberger aka Blaufränkisch, som huset dyrker på deres Große Lage mark Fellbacher Lämmler, der har sit navn efter placeringen af det kloster, som tidligere lå der.

Lemberger druerne er høstet sent og alene 70% af dem er afstilket inden gæringen, som sker med lang maceration på franske egekar og en efterfølgende lagring i 18 måneder på barriques, heraf 50% fade. Vinen har 3,3 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

WAUW … sikke en aroma, dyb som en brønd med et let, luftig og småanimalsk udtryk og nærmest mælkede aromaer, virkelig kølig og saftig med solbær, brombær, granatæbler, bolsjer, sød og let med lidt vilde blomster, grannåle, småparfumeret, et penalhus med blyanter, klart et stort fadpræg med vanilje, kanel … en virkelig charmerende, saftig samt elegant Lemberger.

I munden er vinen langt mere letbenet, adræt, agil, livfuld, syrlig og direkte … virkelig frisk frugt, brombær, ribs og granatæbler, grønne krydderurter, herlig syre … det smager sgu godt. Der er både cremet, let og tilpas syrligt, frugten er frisk og direkte, tanninerne tydelige … alt spiller bare vildt godt sammen og slutter med en lang smag med svag bitterhed. Forførende. Nice.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 42€ … svarende til 313 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Weingut Aldinger, Untertürkheimer Gips Marienglas Spätburgunder GG, Württemberg, Tyskland

2017 Weingut Aldinger, Untertürkheimer Gips Marienglas Spätburgunder GG, Württemberg, TysklandEr det ikke ved at være tid til lidt Spätburgunder i glasset? Dumt spørgsmål, for det er det jo altid. Denne gang er det løst med en 2017 Untertürkheimer Gips Marienglas Spätburgunder Großes Gewächs fra Weingut Aldinger.

Weingut Aldinger ligger tæt ved den lille by Fellbach omkring 5 kilometer nordøst for Stuttgart,  som jo er kendt for produktion af Mercedes og Porsche. Men derudover produceres der altså også vin og netop Aldinger nævnes som en af de gode vinproducenter i Württemberg området.

Vinhuset Aldinger Husets rødder går helt tilbage til 1492, hvor Bentz Aldinger kom til den lille by for blive vinavler. Imidlertid blev det som bødkere, at familien fik deres primære erhverv.

Da Gerhard Aldinger sammen med hustruen Annelies i 1995 overtog driften, så omdannede han ejendommen og startede en vinproduktion med vine i eget navn. Senere blev produktionen udvidet bl.a. med købet af deres ultimative topmark Untertürkheimer Gips.

Samlet har familien i dag 29 hektar vinmarker, nemlig Untertürkheimer Gips, Marienglas, Rotenberger Schlossberg, Uhlbacher Götzenberg, Fellbacher Lämmler, Stettener Möchberg, Fellbacher Goldberg, Hanweiler Berg, Maien og Stettener Pulvermächer.

Siden 1992 har det været Gert Joachim Aldinger, der har drevet vingården, hvilket i dag sker sammen med sønnerne Hansjörg og Matthias. Gert Joachim kaldes kongen af Kappelberg … bjerget som ligger ved byen Fellbach, men i dag har sønnerne dog overtaget det meste af driften.

Hos Weingut Aldinger dyrker de mest Riesling, Spätburgunder, Lemberger og Trollinger. Denne vin er selvfølgelig laver med druer fra Große Lage marken Untertürkheimer Gips, som familien Aldinger købte en parcel på i 1974.

Untertürkheimer Gips ligger for foden af Talkessels Stuttgarts i Neckar dalen. Man har dyrket vin her i over 200 år og undergrunden har netop et højt indhold af gips … og der har da også tidligere været udvidet gips fra stedet. Så navnet Untertürkheim Gips er en reference til den tidligere gipsminedrift.

På Aldingers marker har man også fundet Marienglas, eller på dansk marieglas aka selenet, som er en slags farveløs gipskrystal, som også kan anvendes til optiske formål. Navnet selenit kommer fra det græske ord, som betyder måne, da man i gamle dage mente, at gipskrystallerne tog til og af efter månens faser.

Så det er altså derfor, at vinen har navnet Untertürkheimer Gips Marienglas Spätburgunder Großes Gewächs. Den er lavet på 100% Spätburgunder druer, som først har ligger i en kold maceration i omkring en uge inden gæring i 50% åbne egekar og 50% ståltanke efterfulgt af 16 måneder lagring på barriques. Vinen har 1,8 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det spot-on, up-the-alley og meget klassisk tysk Spätburgunder med animalsk, sødlig kostald, masser af kirsebær, hindbær, tranebær og så en god portion fadpræg med våde fade, vanilje, kanel, nogen tørhed samt en stringent, ren, smågrøn og syrlig nerve. Det er sgu ret lækker duft.

I munden er vinen langt mere frisk, syrlig end forventet … virkelig en lille syrebasse, som har masser af syrlig, lys frugt som fx granatæbler, rønnebær, ribs og rabarber … direkte og ren suppleret med jernagtig og mineralsk kant, jod og grønne krydderurter. Der er absolut en ung spradebasse – godkendt – men nok lidt for syrlig for min smag.

Købt i Tyskland til 34€ … svarende til 253 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Bernhard Koch, Flemlinger Herrenbuckel Pinot Noir, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut Bernhard Koch, Flemlinger Herrenbuckel Pinot Noir, Pfalz, TysklandWeingut Bernhard Koch behøver vist ikke længere den større præsentation her på Houlbergs Vinblog, for jeg har smagt og skrevet en del af vinene fra den unge Alexander Koch. Nu er den gal igen … for jeg smager nu denne 2016 Flemlinger Herrenbuckel Pinot Noir fra den pfalziske vinbonde.

Flemlinger Herrenbuckel er ikke en af Koch bedste marker, men flere vinbønder som fx Weingut Thomas Dollt, Weingut Herbert Meßmer og Koch har parceller på marken, der ligger lidt syd fra Hainfeld, hvor Weingut Bernhard Koch selv holder til.

Vinen er lavet med maceration og gæring i store tanke, og efter endt fermentering er vinen lagret i op til 20 måneder på både barriques og større egefade. Det er vigtigt for Koch, at vinen bliver moden i flaskerne inden salg.

I glasset en vildt dejlig lys, transparent teglfarvet vin … bare lige præcis den farve, som fluks, prompte og sporenstregs løfter ens forventninger bare et ekstra nots op. Duften indfrier gesvindt de høje forhåbninger med en lys, sødlig og animalsk kostald samt et pænt fadpræget touch, men uden at blive alt for varm i udtrykket, for den har en lidt kølig, sart side. Det dufter så tossegodt. Der er kirsebær og jordbær, krydderier, lidt kold kaffe, mælkechokolade appelsinskal, kanel samt Mariekiks. Det er en duft, som gør den houlbergske vinblogger glad i låget.

Smagen er meget blid … virkelig tynd, fin, let, feminin og næsten selvudslettende og på vej til at blive for blid, usynlig og anonym. Men der er alligevel både syre samt  tanniner nok til at holde bukserne oppe, hvilket så giver en let og virkelig saftig vin med en kæmpestor letløbsfaktor. Der er ikke samme bund, som i Koch dyrere vine, men det smager altså bare tossegodt. Jeg er sgu fortsat kæmpe fan, så dermed atter 5,5 fede houlbergske fingre med kæmpepil op.

Vinen forhandles af Vinvärket, hvor en flaske i den nyere årgang 2017 koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Weingut Jürgen Ellwanger, Hebsacker Linnenbrunnen Spätburgunder GG, Württemberg, Tyskland

2017 Weingut Jürgen Ellwanger, Hebsacker Linnenbrunnen Spätburgunder GG, Württemberg, TysklandHoulbergs spinkle hjerte skal med regelmæssige mellemrum smøres med Spätburgunder for rigtigt at fungere optimalt og forleden skete det med denne 2017 Hebsacker Linnenbrunnen Spätburgunder Große Gewächs fra Weingut Jürgen Ellwanger.

Ham er vi – selvfølgelig – stødt på tidligere. Han ligger i den lille by Winterbach i Württemberg området.

Familien Ellwanger har været vinbønder i Winterbach siden 1514, men det nuværende vinhus er reelt først grundlagt i 1949 af Gottlob Ellwanger. Det var dog hans søn Jürgen Ellwanger, som udvidede vingården, fik succes med vinene, blev medlem af både VDP og var medstifter af HADES og Deutsches Barrique Forum.

HADES er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye fasde af egetræ i vinproduktionen. Udover Weingut Jürgen Ellwanger består HADES også af Weingut Fürst Hohenlohe Oehringen, Weinguf Graf Adelmann, Weingut Sonnenhof, Staatsweingut Weinsberg samt Weingut Drautz-Able.

I dag drives Weingut Ellwanger af ægteparret Jörg og Sylvia Ellwanger sammen med sønnen Felix. De har samlet 26 hektar vinmarker, fordelt på marker omkring 5 byer, og alle marker med forskellig terroir. Her dyrker de primært hvidvine … omkring 65% af markerne er tilplantet med hvide sorter og 35% med røde sorter.

Husets vigtigste sorter er Riesling, Lemberger og Trollinger, men herudover dyrker familien  også en række andre druesorter som fx Spätburgunder samt internationale druer som Merlot, Syrah og Chardonnay. Det har i mange, mange år været en tradition på vingården.

Der laves en lang række vine på vingården, og selvom de hvide vine fylder mest på markerne, så laver Ellwanger ikke mindre end 23 forskellige rødvine, hvoraf 5 er HADES vine, dvs. vine lagret på de bedste barriques, som købes i HADES fællesskabet og lagret efter forskrifterne i foreningen.

Her er det en af Ellwangers topvine udenfor HADES serien, nemlig husets Hebsacker Linnenbrunnen Spätburgunder Große Gewächs, hvor druerne kommer fra Große Lage marken Linnenbrunnen og høstet med 40 hektoliter pr. hektar. Vinen er efter gæringen lagret omkring 16-18 måneder på nye og brugte barriques. Vinen har 1,9 gram restsukker pr. liter.

Det er ikke en let, lys og feminin Spätburgunder, for frugten er mørkere med kirsebær, brombær, tranebær ovenpå en landlig og animalsk hestestald suppleret med grafit, blæk, røg og lejrbål, røget bacon, støvet, stenet og med den vis modenhed i frugten samt lidt blomstervand. Derudover kommer der fadnoter med i blandingen, bl.a. vanilje, kanel og mælkechokolade. Køligt dufter vinen mest elegant og tiltrækkende.

Smagen er rank med mørke brombær, kirsebær … endda lidt søde kirsebær, ret meget bitterhed, masser af stærk peber og så er vinen også lidt sprittet i smagen, hvilket kun forværres med mere varme i dit vinglas. Der er egentlig god intensitet i frugten, meget kraft og så røgede elementer samt de samme tørre og lidt stenede noter, der også kom frem i duften. Det dufter klart bedre end det smager, så Houlbergs hjerte banker ikke helt perfekt.

Købt i Tyskland, hvor en flaske koster 28€ … svarende til 209 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Weingut Sebastian Erbeldinger, Pinot Noir, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Sebastian Erbeldinger, Pinot Noir, Rheinhessen, TysklandJungwinzer Weingut Sebastian Erbeldinger er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog og nu gør vi det igen med en 2018 Pinot Noir.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg smagte den helt fantastiske Bechtheimer Heilig-Kreuz Cuvée Blanc. Der kan I læse mere om den unge winzer Sebastian, familien og historien om vinhuset.

Her smager vi Sebastian Erbeldingers almindelige Pinot Noir fra hans egen serie af vine … altså udenfor familiens normale serie af vine under navnet Weingut Bastianshauser Hof.

Vinen er hans røde Gutswein på Spätburgunder aka Pinot Noir, og druerne kommer fra familiens vinmarker omkring Bechtheim. Den er gæret spontant i tre uger på drueskindet og har efter endt gæring lagret 12 måneder på 225 liters barriques aka Kleines Eichenfass. Den har 0,2 gram restsukker pr. liter.

I glasset er vinen sådan medium transparent … duften lidt mørk, maskulin med kirsebær, brombær, tranebær, hindbær, lidt mælkede noter, godt med blæk, tjære, et saftig Pinot Noir varmt hjerte, godt med kraft, nogen sødme og meget indbydende.

Smagen passer perfekt til duften … saftig, frisk med et lille tannisk bid. Der er noget blødt, luftig og småsødt over frugten med jordbær, kirsebær og endda lidt mørkere bær, mens tanninerne er bløde og føjelige. Der er masser en drikkeglæde i denne lille og fine rheinhessiske Pinot Noir.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Brüder Dr. Becker, Riesling Trocken, Rhienhessen, Tyskland

2015 Weingut Brüder Dr. Becker, Riesling Trocken, Rhienhessen, TysklandNæste tyske vinhus er også biodynamisk, nemlig Weingut Brüder Dr. Becker, der ligger i Ludwigshöhe et par kilometer syd for Oppenheim i det store og dejlige Rheinhessen. Det er husets almindelige Riesling Trocken vi smager.

Weingut Brüder Dr. Becker drives i dag af ægteparret Hans Müller og Lotte Pfeffer-Müller, men vinhuset er dog grundlagt i midten af det 19. århundrede af mureren Franz Becker og hans broder Johann Becker. De startede vingården, mens Franz samtidig arbejdede på Katharinen kirken i Oppenheim og broder Johann arbejdede som advokat for administrationen af storhertugdømmet Hesse.

Det var dog Franz to sønner – og dermed igen to brødre – Dr. Johann Becker og Dr. Jakob Becker, som dannede baggrunden for vingården ved opkøb af marker og en større produktion af vin. Imidlertid var det nu først efter 2. verdenskrig, at Becker familien sådan rigtigt fokuserede 100% på vinproduktion på den gamle gård midt i Ludwigshöhe.

Selve vingården, der ligger på adressen Mainzer Straße 3-7 i Ludwigshöhe, er en flot gammel ejendom opført i 1830 og senere ombygget i 1896. Der er  klassificeret som kulturminde for det lokale samfund i Rheinland-Pfalz.

I dag drives vingården fortsat af familien, hvor Lotte Pfeffer-Müller er direktør, mens Hans Müller står for vinproduktionen fra deres i alt 11 hektar vinmarker, der allerede siden 1970’erne har været drevet økologisk og siden 2008 også biodynamisk, så vinhuset er således både certificeret af Ecovin samt Demeter.

Derudover besluttede de for nogle år tilbage også, at de ville fjerne brugen af svovl i en lang række af deres vine, så fx er nyere årgange af denne Gutsriesling således lavet uden brug af sulfitter.

Vinhusets bedste marker er de to Erste Lage marker Gundheim og Guntersblum samt de to Grosse Lage marker Dienheimer Tafelstein  og Falkenberg. Derudover tæller det også gode marker som Dienheimer Paterhof og Ludwigshöher Teufelskopf.

Den samlede produktion ligger årligt på 70.000 flasker vin. Siden 1971 har Weingut Brüder Dr. Becker og været medlem af VDP aka Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter.

Vi smager her deres Gutsriesling i en årgang 2015, hvor vinhuset dog fortsat anvendte svovl i vinen. Der er ikke så mange oplysninger som selve produktionen, men restsukkerniveauet ligger på under 4 gram pr. liter.

Næsen afslører med det samme den biodynamiske drift med en urtet og meget landlig aroma. Der er grøntsagsfond, masser af lyse, grønne noter, krudt, brændenælder, en grønthøster i fart samt en lys syre, meget frisk og duften næsten strutter af naturlige vitaminer. Det er frugt med æbler, stikkelsbær og fersken.

I munden er vinen også både frisk, grøn og meget saftig … der er faktisk rigtigt meget saft over vinen, men samtidig ført an af en grøn, syrlig syre, masser af grønne urter og estragon. I forhold til den forrige Alsace Riesling, så har denne et meget lettere og mere umiddelbar udtryk, men stikker heller ikke så dybt.

Forhandles hos Rosforth & Rosforth, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Meyer-Näkel, Dernauer Spätburgunder Blauschiefer, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Meyer-Näkel, Dernauer Spätburgunder Blauschiefer, Ahr, TysklandPå mit besøg hos Weingut Meyer-Näkel i Ahr sidste år smagte jeg denne Dernauer Spätburgunder Blauschiefer, men i årgang 2017. Jeg fik dog aldrig lavet smagsnoter på vinen, men det råder jeg nu bod på, hvor jeg smager vinen i årgang 2018.

Druerne til vinen kommer fra nogle af husets marker med den blå- og grå skifer … selvfølgelig høstet manuelt, afstilket og så lavet med maceration og gæring i rustfrie ståltanke efterfulgt af 10 måneder lagring på brugte barriques.

Herlig Spätburgunder næse … sød, animalsk og kølig kostald, pænt med fagpræg, røg, lejrbål, blæk, kul, tjære, saftige og bitre bær, roser, kirsebær, boysenbær, bolsjesødme, stor dybde, vanilje, chokolade og vitterlig en flot, fin og drønlækker næse. Den har samtidig denne lidt kølige og ranke side, som giver vinen lidt nobelt udtryk.

I munden – hold da op – er der masser af ren, dyb, frisk og bitter frugt, masser af saftig kraft, kirsebær, hindbær, brombær, tørhed, direkte præcis, poleret og kontrolleret syre. Ren, bitter og vild dyb.

Forhandles herhjemme af Løgismose, men denne er ikke i sortimentet, men koster 21€ på vingården … svarende til 156 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, Pfalz, TysklandDen lille – og korte – smagning  hos Mr. Ruby sluttede med et glas af Weingut Jülgs topvin Schweigener Sonnenberg Kammerberg Spätburgunder i den varme årgang 2018.

Marken Sonnenberg ligger faktisk på begge sider af den fransk/tyske grænse og Jülgs Kammerberg parcel ligger på den franske side lige direkte ovenfor Wissembourg. Marken har siden 1974 officielt været en del af Sonnenberg og har en undergrund med gul kalksten samt en høj andel af ler, som er med til at holde på vandet.

Kammerberg parcellen ligger med direkte sydlig orientering og Johannes Jülg har egentlig aldrig været i tvivl om, at hans bedste Spätburgunder kommer derfra. Dyb mørk, tanninrig. Den har altid været rygraden i hans Sonnenberg vin.

Schweigener Sonnenberg Kammerberg Spätburgunder er produceret af forskellige Dijon kloner, som efter høst har ligget i kølig maceration i 14 dage  inden den spontane gæring er startet. Alle druer er afstilket, da Johannes altid gærer uden stilke. Vinen har lagret dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

Duftmæssigt finder jeg nogle af de samme duftnoter, som hos Wormberg vinen, men her er det på én eller anden måde bare mere æterisk og samtidig kraftigt … hvis det giver mening? Igen har vinen en animalsk slagside, masser af modne kirsebær, men her suppleret med mere mørke bær som fx brombær, men fortsat med en ganske grøn kant med gran, nelliker, peber, røg, tør engelsk lakrids samt bittermørk chokolade.

Mr. Ruby skriver selv, at det smager som nypresset juice af fuldmodne frugter. Og dér har han en pointe, hvor det er både en saftig, kraftig og moden vin. Syren er fortsat vild, men også mere styret og balanceret … det hele er sat så flot sammen.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7