Tag-arkiv: McLaren Vale

2010 De Lisio Wines, Quarterback, McLaren Vale, Australien

Næstsidste vin til Vinspecialistens selection smagning i februar … ja der er vi i McLaren Vale i Australien, helt præcis på adressen Seaview Road, og dér finder vi flere vinproducenter, bl.a. Mollydooker og så dette lille familie drevne vinhus De Lisio Wines, som står bag denne Quarterback.

Vinhuset er grundlagt i 2002 af Tony De Lisio, hvis familie oprindelig stammer fra Italien … og da også har både vinmarker og frugtplantager omkring byen Castellino i Italien.Tony er selv vokset op i Australien … ikke så langt fra McLaren Vale, nemlig lidt længere mod nord i området Clarendon.

Og allerede i 1992 begyndte Tony sammen med sin far at lave lidt vin i Clarendon, så Tony havde allerede godt med erfaring, da han i 2002 sammen med hustruen Krystina købte omkring 40 hektar vinmarker i McLaren Vale og grundlagde De Lisio Wines.

Parret dyrker primært Shiraz, Grenache samt lidt Cabernet Sauvignon og Merlot. Af de hvide sorter dyrker man Pinot Grigio, Chardonnay og Moscato. De laver 3 røde topvine, alle på Shiraz og Grenache … og derudover 4 almindelige rødvine og 4 hvidvine.

Til at optimere produktionen har parret også bygget en helt ny vingård samt en underjordiske kælder til lagring af vintønderne. Og filosofien på vingården er enkel, da fokus ligger på at frembringe så gode druer som overhovedet muligt, for så efterfølgende at manipulere så lidt som overhovedet muligt med dem i vineriet. Resultatet er tætte og rige vine, som stemmer overens med områdets terroir. Tonys særkende ligger i renheden, da vinene på trods af sin fylde, stadig har en meget ren og afbalanceret frugt.

Denne Quarterback er et blend af 22% Merlot, 21% Grenache, 27% Cabernet Sauvignon og 30% Shiraz. Druerne til Quarterback bliver hentet et område, som ligger 3 kilometer nord for byen McLaren Vale.

Vinifikationen sker med presning af druerne, hvorefter temperaturen i tankene sænkes, så mosten kan hvile i 24 timer, før gæringen sættes i gang. Gæringen finder sted over 7–10 dage, hvor mosten dagligt pumpes rundt for at skabe et optimalt udtræk af farve samt dufts- og smagsaromaer. Når gæringen er tilendebragt, lægges vinen på franske egetræsfade, hvoraf 10% er nye fade.  De fade, som bliver udvalgt til denne cuvée, bliver blandet og vinen lægges yderligere 6 måneder på fad, før den aftappes og frigives til salg.

I glasset er vinen mørk og fyldig. Næsen er fugtig med mørke frugter, chokolade, sødme, vanilje, tyggegummi … virker meget sød. I munden er vinen blød med sød frugt … nærmest marmelade og igen en lidt tyggegummiagtig smag. Der er ikke meget syre og vinen virker rodet og i ubalance … lidt for meget tyggegummivand efter min smag.

Nu er smag og behag jo heldigvis forskellig … og jeg kunne da også se, at rigtig mange købte netop denne vin til Selection smagningen … så det er nok bare mig, som er lidt underlig. Men alt for meget marmelade og tyggegummi for mig.

Forhandles af Vinspecialisten, normalpris 165 kr., pt. på tilbud til 100 kr.

Rating 2,5/7  

2011 Misfit Wine Co, Cycle Buff Beauty, McLaren Vale, Australien

2011 Misfit Wine Co, Cycle Buff Beauty, McLaren Vale, AustralienByggemødet afsluttede med denne lille frækkert, Cycle Buff Beauty, hvor etiketten forestiller er par badende nymfer, som overraskes af et par bikers. Tror dog ikke, at det er de madglade “Hairy Bikers”, og meningen bag galskaben har jeg heller ikke fanget. Vinen kommer fra huset med det lige så skøre navn, Misfit Wine Co., men bag dette navn står Some Young Punks … og så forstår man lige pludselig det hele.

Eller for at være mere præcis, så består Misfit Wine Co. af en lille trio af Colin McBryde fra Some Young Punks, Marquis Sauvage, som er chef hos Global Wine samt Ronnie Sanders fra Vine Street Imports.

Denne trio har forenet kræfterne i at lave en række vine costume made for det amerikanske marked, og vinene sælges således ikke i Australien. Nogle har dog fundet vej til vores egen lille andedam.

Bagsiden af etiketten skal vi også lige omkring, for her fortælles den historie, som udspiller sig på forsiden. De barmfagre piger på etiketten hedder Shazza Raz, Mel Bec og har et møde med M. Fits … okay, jeg giver op omkring resten. Det ligner starten på … en voldtægt?

Måske lidt for kreativt og weird for mig. Men sikkert er det, som pigernes navne også indikerer, at vinen er lavet på 90% Syrah og 10% Malbec.

Druerne kommer fra vinstokke med en alder på 22 år og vinen lagrer 12 måneder på fransk eg. Der laves 1.200 kasser af vinen årligt.

Duftmæssigt er det mørke bær, solbær, ristet toast, røgede toner, søde krydderier, lakrids og vanilje. Smagen er ikke Shirazzzz tyk og pebret, men præget af solbær, lakrids og god frisk frugt. Der er en klar syre, og bløde tanniner … lidt overraskende, men ganske habil.

Købt hos Smalle Vine, pris 135 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Some Young Punks, Double Love Trouble, McLaren Vale, Australien

2012 Some Young Punks, Double Love Trouble, McLaren Vale, AustralienWacky … hvem finder på at blande 66% Nebbiolo og 34% Cabernet Sauvignon fra Australien?

Det gør Some Young Punks selvfølgelig uden at blinke, og derudover pakkes sagerne ind i en flaske med en charmerende, anderledes etikette tegnet af den israelske illustrator Asaf Hanuka med to deadly farlige tøser i form af Trixie og Tessa Love … begge i bikinier og den ene med en rygende riffel. Så kalder man samtidig vinen Double Love Trouble.

Man frygter det værste, mens man glædes over etiketten … er der dømt trouble ??? Men, men, men mine damer og herrer, det holder fandme. Det skal jeg nok lige vende tilbage til, men lad os første se nærmere på denne afart af en aussi-vin. Og en sjov størrelse, der – som Monsters Monsters Attack – kommer fra T’N’T serien.

Udover denne serie laver de skøre australiere to andre serier under Some Young Punks navnet, nemlig Pulp serien og Live and Rare serien. Derudover sælger punkerne også nogle af de flotte etiketter som plakater … god idé … for de er da bare lidt fede!

Double Love Trouble er foreløbig lavet i årgangene 2008, 2010 og 2012. I de første to årgange bestod vinen af et blend på 50-60% Tempranillo fra Adelaide Hills og 40-50% Cabernet Sauvignon fra McLaren Vale, men her i denne årgang 2012 er Tempranilloen pludselig skiftet ud med Nebbiolo fra McLaren Vale, lavet i en blandet macaration på mellem 6 og 35 dage, hvorefter vinen lagrer på neutrale, franske Dargaud & Jaeglé egefade i omkring 12 måneder. Der er kun lavet 993 kasser af denne vin.

Punkerne siger selv, at vinen skal være forskellig fra årgang til årgang … og med drueskiftet lever de bestemt op til denne påstand. Det betyder imidlertid også, at selvom du før har købt og elsket vinen i tidligere årgange, ja så er det ikke ensbetydende med, at du også synes om vinen i denne årgang 2012. Det gør jeg imidlertid. Jeg synes faktisk, at den syrlige Nebbiolo drue faktisk giver en sådan australsk vin et bid og en ekstra dimension. Så plant endelig flere Nebbiolo vinstokke Down Under og eksperimenter. Punks.

Duften er krydderbuske, mynte, grønne blade, mælkechokolade og blomster. Ingen tung Shiraz peber her … dejligt. Smagen også en anelse til den syrlige side med rygrad og garvesyre, syrlige kirsebær, god renhed, let peber. Tanninerne er ikke italiensk-Nebbiolo voldsomme, men mere humane … selvom de bestemt er til stede. Ved ikke helt, hvad jeg havde ventet af denne ætling, men jeg synes faktisk, at det virker rigtigt fornuftigt.

Købt hos Smalle Vine, pris 145 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2005 Marius Wines, Symposium, McLaren Vale, Australien

2005 Marius Wines, Symposium, McLaren Vale, AustralienMed næste vin tog vi et stort spring til byen Willunga i McLaren Vale i Australien. Her finder vi Marius Wines, en ganske lille vingård, som drives af Roger Pike.

Roger Pike er en mand, der tør sige sin mening, og som er kendt for sin humor, der er lige så sort som hans vin. Hans vinmark ligger i den sydøstlige del af McLaren Vale, og her dyrker Pike fremragende druer, som han siden 2000 årgangen har vinificeret på traditionel vis med hjælp fra winemaker Mark Day.

Marius vinmarken kombinerer den spændende undergrunds egenskaber med McLaren Vale’s maritime påvirkning i en et mikroklima, hvor kølige vinde er meget markante i sommermånederne, hvilket hjælper med til at køle vinmarken ned.

Dermed forlænges modningsperioden af druerne helt naturligt, og udstyrer druerne med en naturlig friskhed, som er unik i den varme McLaren Vale. Den grusede jordbund er samtidig ret enestående for området, da den ligger i et meget lille område, hvor sedimenter fra kvartærtiden og spor af rødt ler dominerer.

Afgørende for vinens kvalitet er ydermere den det fanatiske arbejde i vinmarken, som kulminerer i, at et lavt udbytte håndhøstes igennem flere omgange, så kun de perfekt modne druer ender i vinene. Roger Pike gør ikke noget for at markedsføre sig selv vinen og vil hellere sælge de få tusinde flasker til dem, der selv opsøger og opdager den.

Roger Pike har dog ambitioner om større ting. Fra 2004 er der derfor indført forskellige selektioner hos Marius. Det indgående kendskab til de forskellige parceller har inspireret Pike til at ikke bare at lave én vin, men at lave flere forskellige vine, nemlig Symposium, Simpatico, End Play og Symphony. De viser alle forskellige sider af vinmarken.

Vinen her, Symposium, er på 50% Syrah eller Shirazzzzz, som de siger Down Under, samt 50% Mourvedre. Vinen har lagret i brugte franske og amerikanske egetræsfade. Jeg har smagt vinen en gang før, tilbage i 2008, men fantastisk at smage den igen. I glasset en mørk fætter og duftmæssigt er der solbær, brombær, sol, chokolade, eg og en smule grønt. Smagsmæssig også ganske lækker med sødme, sol, mørke bær samt en god, fast syre i eftersmagen. Lækker vin.

Kunne tidligere fås hos Atomwine, men har ikke fundet en dansk importør i dag. Prisen tilbage i 2008 var 199 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Mollydooker, Velvet Glove Shiraz, Mclaren Vale, Australien

2010 Mollydooker, Velvet Glove Shiraz, Mclaren Vale, AustralienSå kom turen til Mollydookers flagskib, Velvet Glove, som Keeper havde medbragt. En sexet og hypet vin, som vi havde snakket om og set frem til, siden den blev købt i foråret.

Druerne til denne vin kommer alene fra Gateway vinmarken i McLaren Vale og vinen er modnet på 100% amerikanske egetræsfade. Under selekteringen af druerne, benyttes kun de bedste druer til Velvet Glove. Det betyder at der ikke nødvendigvis bliver lavet Velvet Glove alle år, men indtil nu er da den lavet hvert år siden 2006. Ligesom Amon-Ra har Parker givet 2010 Velvet Glove 97+ point.

Vinen leveres i den mest charmerende, sexede og indbydende indpakning, som man kan forestille sig. Dette er også med til at skrue forventningerne til denne vin helt i vejret, hvilket nok er helt urimeligt, for hvor meget bedre end Carnival of Love kan denne vin blive? Og kan prisforskellen retfærdiggøres?

Flasken har form … nærmest som en bowlingkegle. Der er også, som alle Mollydooker vine, skruelåg på. Etiketten – formet som en handske – er sort fløjl med sølvbroderet tekst … meget elegant, ikke bare elegant, men nærmest overlegent. Keeper insisterede da også på, at han skulle have den tomme flaske med hjem til at pynte i vinkælderen … og jeg forstår ham til fulde.

Der blev i øvrigt af årgang 2010 lavet 1.474 kasser af vinen, men da vinen skulle lastes til eksport ved havnen i den sydlige del af Adelaide, tabte en gaffeltruck 462 kasser af Velvet Glove 20 meter ned, og alle vinene gik itu … et tab til over 1 mio. dollar. Suk. Her kan man da græde over spildt mælk. Suk igen.

I glasset mørk som bare fanden … på det punkt adskiller den sig ikke fra aftenens tidligere vine. Duftmæssigt er der blommer, solbær, likør, lædersæder fra en gammel Corvette Stingray, nødder, krydderier, chokolade og lakrids.

Smagen er utrolig cremet, og en fløjsblød fornemmelse rammer med det samme din tunge sammen med mørke bær, tobak, lakrids, krydderier og en ganske tydelig tørhed.  Der er lidt svampe, vanilje fra egetræsfadene, og den er en utrolig fyldig vin, som samtidig er meget velbalanceret. Er man til frugtbomber, så er dette kongen … en jernnæve i en fløjlshandske.

Købes hos Atom Wine eller The Wine Company, prisen er 1.099 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2010 Mollydooker, Carnival of Love Shiraz, McLaren Vale, Australien

2010 Mollydooker, Carnival of Love Shiraz, McLaren Vale, Australien Næste vin Carnival of Love er søstervinen til Enchanted Path, blot lavet på 100% Shiraz, og en vin jeg har smagt flere gange før, senest tilbage i januar måned.

Det med søster er egentlig ikke helt misvisende, for etiketterne på Carnival of Love og Enchanted Path danner tilsammen en smuk sammenhængende kærlighedshistorie, og de to vine er begge eneste vine i det næsthøjeste niveau i Mollydookers sortiment, hvor kun Velvet Glove ligger over. Keeper havde medbragt denne dejlige kærlighedsvin.

Druerne til Carnival of Love er – ligesom med Velvet Glove – dyrket på vinmarken ”Gateway” i McLaren Vale og er også lagret på 100% amerikansk eg. Parker har givet vinen 95 point i denne årgang 2010.

Igen en ultra mørk vin i glasset. Duften er solbær, brombær, lakrids … i en monsterstor eksplosion. Der er også lidt chokolade og røg/cigaræsker, og en masser sødme, som også går igen i smagen, som er cremet og meget fløjlsblød … meget mere blød end Enchanted Path, hvilket kan undre, når denne vin er ren Shiraz, mens Enchanted Path jo har en del Cabernet Sauvignon tilsat, og dermed burde være blødere. Det er imidlertid ikke tilfældet. Eftersmagen er lang og munden er nærmest bedøvet efter vinen er sunket. Det er en ordentlig mundfuld, men smager sgu meget godt af en frugtbombe at være.

Købes hos Atom Wine eller The Wine Company, prisen er 495 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2010 Mollydooker, Enchanted Path Shiraz/Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, Australien

2010 Mollydooker, Enchanted Path Shiraz/Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, AustralienNæste Mollydooker i aftenens imponerende line-up blev denne Enchanted Path, som vel nærmest kan oversættes til “den fortryllede sti”.

Jesper havde medbragt vinen for at gøre line-up’et af de største Mollydooker vine komplet.

Vinen er på 65% Shiraz og 35% Cabernet Sauvignon og octan-tallet ligger fortsat way up på de 16%. Druerne til vinen kommer fra vinmarkerne “Gateway” og “Prime” i McLaren Vale, og vinen har lagret på nye fade, 93% amerikanske og 7% franske. Parker har givet vinen i denne årgang 94 point.

Igen … mørk, næsten sort som blæk i glasset. Duften er læder, tobak, lakrids, eucalyptus, mørke bær, blommer … en smule chokolade og det hele meget intens.

Smagen er cremet og der er bestemt fløjl på tungen, men denne vin har også mere skarphed og er knap så meget frugtbombe som de øvrige Mollydooker vine denne aften. Man fornemmer også klart den store alkohol. Måske vinen skulle have flere år på bagen inden åbning. Smagsmæssigt også masser af mørkerøde bær, en virkelig intens frugt.

Alt i alt en okay vin, som dog denne aften blev overgået af de øvrige “high octan” vine fra landet “down under”.

Igen kan man kan godt stille spørgsmålstegn ved, om merprisen på ca. 200 kr.  i forhold til fx Gigglepot giver en markant bedre vin ? Pointmæssigt har jeg vinene på samme niveau.

Købt hos Atom Wine, prisen er 495 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2010 Mollydooker, Gigglepot Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, Australien

2010 Mollydooker, Gigglepot Cabernet Sauvignon, McLaren Vale, AustralienSå tog vi hul på aftenens Mollydooker ræs. Første Mollydooker blev denne Gigglepot, lavet på ren Cabernet Sauvignon. Jesper havde indkøbt denne vin.

Mollydooker betyder venstrehåndet på australsk, og Mollydooker Wines blev i 2005 grundlagt af Sarah og Sparky Marquis, der begge er venstrehåndede. Sarah og Sparky har om nogen været med til at forme produktionen af højkvalitetsvin i Australien. Sarah er datter af Jim og Hellen Watts, der grundlagde Fox Creek Wines i McLaren Vale.

Efter endt vinuddannelse fik Sarah og hendes mand, Sparky, i 1994 ansvaret for produktionen af vin hos Fox Creek. Efter 4 succesfulde år hos Fox Creek forlod parret i 1998 Fox Creek for at stå i spidsen for vinproduktionen hos Henry’s Drive, Shirvington og Parson’s Flat, hvorunder flere af deres vine opnåede både national og international berømmelse, og høje Parker scores.

I 2001 dannede parret i samarbejde med den amerikanske importør, Dan Philips, branded Marquis Philips, der satte nye standarder for kvalitet/pris forholdet for australsk vin.

I 2005 fik parret langt om længe foden under eget bord og kan nu 100 % følge deres filosofi om at lave ”Wines that make you go ”Wow!”. Druerne til Mollydooker vinene kommer fra McLaren Vale, Langhorne Creek og Padthaway i South Australia. Sarah og Sparky’s debutvine fra årgang 2005 har fra dag ét betaget vinpressen i både Australien og USA, med flotte bedømmelser fra bl.a. Wine Spectator, Robert Parkers Wine Advocate og Cork’d ved Gary Vaynerchuck.

En rigtig mørk fætter i glasset, næsten kulsort … lover ikke godt for min lever de kommende dage. Alkoholprocenten er da også 16%. Duften er intens, der er blomme, anis/lakrids, læder, mørke overmodne bær, der er enebær og tobak.

Smagen er i samme boldgade, det er fløjl, der er mørk nat med mørke, overmodne bær, det er cremet, meget sødme … næsten sukkervand, og en virkelig intens frugtbombe, men dog med struktur og balance. En vin, som er godt lavet, og som varmer en kold aften på terassen.

Købes i DK enten hos Atomwine eller The Wine Company – prisen ligger på 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2010 Mollydooker, Blue Eyed Boy Shiraz, Mclaren Vale, Australien

2010 Mollydooker, Blue Eyed Boy Shiraz, Mclaren Vale, AustralienFra lørdagens Mollydooker ræs var det måske også retfærdigt lige at beskrive denne “Blue Eyed Boy” fra “Down Under”. Det er en voldsom sag, som Sarah & Sparky Marquis har fået lavet.

Den holder da også alkoholprocent på skræmmende 17% (jo, du læste rigtigt … 17% !!!), og har en massiv næse af mørke bær, svedsker, chokolade, seletøj, kaffe og lidt urter.

Smagen er også “en stor mundfuld” …cremet, voldsomt koncentreret, gigantisk og nærmest overvældende med fuldmodne frugt. Samtidig er det hele silkeblødt, med bid og syre, lakrids og fin balance, selvom den voldsomme alkohol også snerrer en smule. Ingen tvivl om, at de kan lave god vin, og det er flot, flot Shiraz.

Oh uhhhh, hvor har jeg også drukket meget Mollydokker i min tid, og selvom jeg i dag måske mere er til andre vine, så er det godt en gang imellem at smage sådan en rigtig bulderbasse, som bare er lavet så godt, En rigtig vintervin, hvor man ikke engang behøver at tænde op i brændeovnen for at få varmen.

Vinen fås to steder i Danmark, nemlig hos Atom Wine og The Wine Company. Prisen ligger på 300 kr.

En vin, som jeg bestemt godt vil anbefale.

Vinanmeldelse 5/7