Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2019 Jean Foillard, Morgon Côte du Py, Bourgogne, Frankrig

2019 Jean Foillard, Morgon Côte du Py, Bourgogne, FrankrigWAUW for en vin … og jeg snakker om én af de berømte bannerførere for svovlfrie vine fra Beaujolais … Jean Foillard, der er i klasse med Marcel Lapierre. Jeg smager her hans 2019 Morgon Côte du Py, som burde findes i enhver seriøs vindrikkers kælder.

Jean Foillard har sin højt respekterede vingård i byen Villié-Morgon sammen med sin hustru Agnès. Jean overtog selv roret efter sin far i 1980 og derfra gik det støt fremad. Det tog dog for alvor fart, da en lille svovlfri kvartet anført af Marcel Lapierre trådte i karakter.

Kvartetten kaldes sig The Gang of Four og kan vel betegnes som begyndelsen på den naturvinsbølge, der i dag har stor indflydelse i vinverdenen, særligt i restauranter og vinbarer i mange større byer.

I dag er Foillard vel nærmest blev et ikon i Beaujolais og hans bund niveau er tårnhøjt og vinene skuffer aldrig. Den næste generation i form af sønnen Alex er nu med i driften.

Jean Foillard 35 hektar vinmarker og stort set det hele i Morgon, men en enkelt mark i Fleurie. Han har næsten kun stokke med en vis alder … nogle så gamle som 80, 90 og 100 år på markerne Côte du Py og Corcelette, De fleste af hans vine ligger på gamle egetræsfade og vinificeres uden svovl.

Allerede fra start dufter det af Beaujolais … men på den fineste, lette, luftige og mest elegante og nærmest burgundiske måde. Det er bare bondsk, saftigt, legende let og fint med kirsebær, hindbær, rødbeder, let banan … feminin, æterisk og ganske enkelt imponerende.

Hvor er det også smagsmæssigt blødt, let, lyst, feminint, sart og flot sammenhængende. Christ hvor det smager godt. Vinen har som oss’ Lapierres Morgon denne sarte koncentration, burgundisk, luftig og aromatiske smag. Der er sammen med præcise, lyse bær en sprælsk syre, super elegance og balance samt stor saftighed. 96 point.

Forhandles af Pétillant, hvor en flaske i årgang 2020 koster 300 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Giovanni Almondo, Roero Bric Valdiana, Piemonte, Italien

2017 Giovanni Almondo, Roero Bric Valdiana, Piemonte, ItalienTilbage i februar i år smagte jeg Giovanni Almondo basis Roero i årgang 2019, men nu smager jeg en enkeltmarksvin … Roero Bric Valdiana 2017.

Vinhuse ligger ved byen Montà d’Alba i Roero lidt nordvest for Barolo og Alba og er grundlagt i 1980 af Domenico Almondo, som – efter afslutning af sin eksamen i det jordbrugsvidenskabelige fakultet – besluttede sig for at lave vin.

Domenico forældre Giovanni og Teresina ejede i forvejen en lille gård helliget vinavl og dyrkning af frugt – ferskner, jordbær og æbler – samt husdyr. Far og søn solgte druer og en lille mængde af vin bulk, men Domenico besluttede, at nu skulle der laves en egenproduktion på druerne Arneis, Nebbiolo og Barbera på vingården.

Produktionen det første år var på omkring 1.500 flasker, heraf 700 flasker Arneis samt 800 flasker Nebbiolo. Produktionen blev dog ret begrænset af, at der alene var omkring 2 hektarer vinmarker, men i takt med salget steg, så begyndte Domenico at udvide kælderen og købe yderligere vinmarker.

I dag er produktionen på omkring 90.000 flasker vin og Domenico Almondo har knap 15 hektar, som ligger helt tæt på byen Montà d’Alba. Det er markerne Valbianchéra, Pe’ del Can, Bric Valdiana, Burigot og Bricco delle Ciliegie.

Siden starten har Domenico haft succes med hans vine, som får fremragende omtale i de italienske vinguides og hos Parker. Husets vine på druen Arneis er flere steder rated som nogle af Piemontes bedste Arneis vine.

Vi har dog fat i den røde Nebbiolo vin Roero Bric Valdiana, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken Bric Valdiana beliggende i 320 meters højde med eksponering mod syd. Vinen er lavet med en gæring og maceration over 18-22 dage og efter endt fermentering  lagret 18 måneder på store, ikke-ristede slavonske egefade.

Duften er meget aromatisk, fin, sart og meget blomstret … der er violer, tørrede rosenblade, lys tobak, lidt mentol, støvet, stikkelsbær, hindbær, tranebær, ribs og røg.

Hvor smager det godt … har en meget lys, let og feminin Nebbiolo side, gode faste tanniner, ribs og hindbær, nærmest svævende, blødt og fint, har en bestemt, men sødbitter, lys syre, masser af bid, lidt peber, så 95 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Quila, MX-Quila Moretto, Piemonte, Italien

2020 Quila, MX-Quila Moretto, Piemonte, ItalienVi slutter selvfølgelig Bisso Atanassov og dermed Azienda Agricola Quila smagningen med MX-Quila Moretto vinen og i seneste årgang 2020.

Dette er kun 2 årgang af vinen og selvom Bisso har tilplantet 0,44 hektar med Moretto druen på marken Cossano Belbo, så vil marken først kunne give druer til vinen fra 2023.

Derfor er denne lavet med nogle hentede aka indkøbte Moretto druer fra sidst en eksisterende mark nær Tortona. Vinen er så lavet med 3 dages pre-maceration samt en efterfølgende spontangæring og maceration over 25 dage i fade tidligere brugt til at lave Barolo.

Efter endt fermentering er vinen lagret 14 måneder på barrique, men der er alene lavet et enkelt fad af denne MX-Quila Moretto, hvilket svarer til sølle 294 flasker.

Splitte mine bramsejl ville kaptajn Haddock ha’ sagt, for den dufter absolut imponerende med garvet læder, roser, violer, mineraler og har en moden frugt med tyngde, sorte kirsebær, hindbær, brombær samt dyb intensitet. Der er lidt fylde i vinen og dermed ikke helt som Nebbiolo, selvom den også har denne tørre og lækre nerve.

I munden har vinen også en lidt mørkere side end Nebbiolo og tanninerne hverken lammer eller hyller vildt i munden, selvom der fortsat er spræl i vinen. Tanninerne giver dog et godt bid og de sniger sig langsomt frem og sætter sig nærmest ubemærket på  tænderne. Der er jordbær, hindbær, ribs, masser af piemontisk syre og denne friske, stringente, direkte og lyse frugt … meget tør og imponerende, så dermed 95 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Abremundos, Página 1, Mendoza, Argentina

2018 Abremundos, Página 1, Mendoza, ArgentinaVi skal da også smage de 2 guitarmusikalske og vinøse legekameraters første vin i Abremundos projektet, nemlig vinen Página 1 lavet første gang i årgang 2011 … denne er en 2018’ner.

Druerne til denne Página 1 er lavet på druer fra vinstokke på nogle af Marcelos egen families vinmarker i Valle de Uco i 1.100 meters højde.

Det er 45% Malbec og hele 55% Cabernet Franc, mens vinifikation er sket på 225 liter barriques efter en kold maceration ved 8-10 grader og med pigeage med hånden under gæringen.

Efter endt fermentering kommer vinen på andre fade af samme størrelse, gennemgår malolaktisk gæring  og lagres hele 24 måneder på barriques fadene. Efter aftapning på flaske lagrer den yderligere 6 måneder før frigivelse.

Sidst jeg smagt Página 1 var stilen langt mere kølig end hos Octava Bassa, men her synes det faktisk omvendt, for Página 1 har klart et større og venligt fadpræg … mere elegant og balanceret. Det er også frugt med blåbær, solbær, røg, mentol, cedertræ, nelliker, tobak samt godt med lakrids, lakridskonfekt, kakaopulver og vanilje. Vinen har en frisk, mørk og direkte frugt, meget intens og elegant.

I munden er det tæskegodt … fed, mørk, intens, sød og tør. Man får lidt af det hele med en håndgranats store eksplosion af frugt, blåbær, solbær, sorte kirsebær og ribs, bitter sort te, bitter mørk chokolade, endda også lys sød mælkechokolade, mineraler, kakaopulver, jod og jern, lidt krydrede og pebrede tanniner, der bare hænger timevis i eftersmagen. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 849,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 699,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Domaine Michel Caillot, Meursault La Barre Dessus Clos Maguerite, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Michel Caillot, Meursault La Barre Dessus Clos Maguerite, Bourgogne, FrankrigMeursault er indbegrebet af hvid bourgogne og ikke mindst den fadlagrede slags, som nu fx denne 2015 Meursault La Barre Dessus Clos Maguerite fra Domaine Michel Caillot.

Vinhuset ligger i Meursault by og blev etableret i 1961 af Roger Caillot. Dengang hed det Domaine Roger Caillot, men i dag hedder det Domaine Michel Caillot, da det drives af Rogers søn Michel.

Michel Caillot startede allerede i slutningen af 1980’erne at arbejde ved sin fars side, inden han midt i 1990’erne overtog hele driften og hans evner som vinproducent er siden bemærket, bla. i år 1999, hvor selveste Wine Spectator belønnede hans Meursault La Barre Dessus med 96 point og hans Batard-Montrachet med 99 point.

I dag råder Michel over 13 hektar vinstokke – med hovedfokus på hvidvinene fra Meursault, Puligny-Montrachet, Batard-Montrachet og Santenay. Alle vinmarker dyrkes økologisk, dog uden certificering. Grøn høst og streng drueselektion bringer hans høstudbytte helt ned omkring 25 hektoliter pr. hektar, så kun perfekt modne Chardonnay druer finder vej til de færdige vine.

I kælderen arbejder Michael med spontangæring af hele drueklaser og hans vineri er bygget i 3 etager, så druer, most og vin kan flyttes rundt alene med tyngdekraften og helt uden brug af pumper.

Domænets kælder udhugget i kalksten er meget kold, hvilket hjælper med at trække gæringen ud og giver en mindre forceret udvikling af langt mere delikate aromaer. Smagen forfines yderligere ved en malolaktisk gæring samt en 2 år lang og kølig lagring sur lie og normalt omstikkes vinen kun en gang før aftapning, som sker uden filtrering.

WAUW for dejlig aroma … her kan man allerede fra starten dufte både fedme og samtidig en snorlige, ren frugt. Der er smørfedme, en omgang brunet smør, nødder, skumfiduser, vanilje, søde og letristede krydderboller, men så også en ren, fin og let tropisk frugt af ananas, abrikos og grillet citron, lidt hvide blomster og samtidig luftig, rund, elegant og indtagende.

Smagsmæssigt har vinen smidt overfrakken med de søde, ristede fadnoter og underneden har den en dejlig sylespids syrlighed, meget ren, rank, pågående og kyssemunds citronsyre. Vi har vredet de gule citroner, så der ikke er mere farve tilbage. Det smager som granité af ren citron, hvor duften breder vingerne ud, mens smagen holder alt stramt, kontrolleret og laserskarp. Mums. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 679,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 449,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Felipe Staiti Wines, Honor, Mendoza, Argentina

2019 Felipe Staiti Wines, Honor, Mendoza, ArgentinaDen sidste argentinske vin fra de to rock- og vinguder Felipe Staiti og Marcelo Pelleriti på Felipe Staiti Wines er deres topvin 2019 Honor.

Vinn er fremstillet på 65% Malbec, 25% Cabernet Franc og 10% Cabernet Sauvignon fra en ekstra tætplantet mark i 1.050 meters højde i Vista Flores ved Uco Valley i Mendoza.

Marcelo Pelleriti lader mosten af druesorterne gære sammen, hvilket giver vinen ekstra harmoni og kompleksitet. Mosten gærer samtidig på barriquefade og alle fadene roteres jævnligt for at fremme udtræk af farve, smag og tannin fra drueskallerne.

Vinen lagrer 24 måneder på franske barriques, hvoraf 40% er nye og resten kun brugt en gang tidligere. Derefter er vinen flasket og så lagret yderligere nogle måneder inden frigivelse.

Igen imponeres man af duften … en tæt, smukt balanceret mørk vin, der både har har beef jerky, mælkede, medicinske noter, sorte oliven, fond, lakrids, lakridskonfekt, vanilje, violer og igen er der pottemuld, skovbund, blyanter, cedertræ, cigarkasser, ædeltræ, kaffegrums, lidt nødder, Nutella, kakao og chokolade. Frugten er solbær og brombær, men alt er køligt, elegant og skønt balanceret.

Hvor er det bare en blød vin … godt med blåbær, solbær, gran samt tør engelsk lakrids med sødbitter syre. Vinen smelter nærmest i din mund med blød, rund velbehag. Der er så stor intensitet i smagen, så kompleks, rig, tæt og nuanceret med søde noter fra fadene … lakrids, chokolade, blommemarmelade, vanilje … en force elegantos … og det smager sgu godt, så 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 549,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 479,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2014 Domaine Comte Senard, Corton Grand Cru Les Paulands, Bourgogne, Frankrig

2014 Domaine Comte Senard, Corton Grand Cru Les Paulands, Bourgogne, FrankrigSøren Haumann Jensen fra Theis Vine mente, at man ved en ægte Bourgogne smagning også skulle smage Grand Cru. Det fik han løst med en Corton Grand Cru Les Paulands 2014 fra det lille vinhus Domaine Comte Senard.

Vinhuset drives af den unge Lorraine Senard, men det var hendes oldefar Jules Senard, der i 1957 grundlagde vingården og dengang alene med en lille 2,42 hektar vinmark …  Corton Clos Des Meix, som i dag fortsat kun ejes af familien og er en monopolmark.

Lorraine Senard overtog som 5. generation driften i 2000, men fortsat med hjælp fra hendes far Philippe Senard og sammen har de i dag knap 9 hektar vinmarker med Pinot Noir, Chardonnay samt en smule Pinot Gris. Markerne omfatter bl.a. ​​parceller på prestigefyldte marker som Corton Clos Du Roi, Corton Bressandes og Corton Les Paulands.

I markerne arbejder far og datter udelukkende ud fra bæredygtige og økologiske principper uden brug af kemiske ukrudtsmidler. Druer høstes også med håndkraft, når de er absolut modne og gennemgår en streng selekteringsproces i marken og efterfølgende i vineriet, hvor de primært vinificeres i hele klaser.

Vinene lagres på en kombination af nye og brugte bourgognefade i husets ældgamle kældre, der tidligere var en del af klosteret Abbaye de Sainte Marguerite, der blev bygget i det 14. århundrede af en flok benediktinermunke. Philippe Senard er en entusiastisk tilhænger af indledende kølig udblødning af druerne og temperaturkontrol under gæringsprocessen.

Denne 2014 Corton Grand Cru Les Paulands er lavet med hele klaser og altså helt uden afstikning. Vinificeringen er startet med en kold forgæring og udblødning over 1-3 dage, hvorefter gæringen er sket over 2-3 uger. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på barriques, heraf 50% nye fade.

Det er duftmæssigt en moden og rigtig fin vin, æterisk med læder, umami, skovbund, pottemuld, spejderhagl, svampe samt frugt med jordbær, modne og saftige kirsebær, kirsch, tæt og kropslig, let og ren med en smule vildskab.

Smagen også moden og blød, fylder munden voldsomt, selvom det fortsat er en let vin. Der er samtidig masser af syre … en moden og ganske vild syre, strenge og levende tanniner, der er ætsende gode og irettesættende. 95 point.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 849 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Bibi Graetz, Testamatta Rosso, Toscana, Italien

2019 Bibi Graetz, Testamatta Rosso, Toscana, ItalienEtiketten på Testamatta Rosso 2019 fra Bibi Graetz er så helt anderledes og nærmest smuk med de farvede prikker og 20 skrevet tydeligt, så man ikke glemmer, at det er 20. gang, at vinen er lavet.

Det står da også hjælpsomt 2000-2019 Anniversario på flasken, så Graetz har lavet Testamatta siden han startede vinhuset. Den er som 2018’eren lavet på 100% Sangiovese, der kommer fra 5 af de bedste vinmarker, nemlig Vincigliata, Londa, Lamole, Montefili og Siena beliggende i 250 til 600 meters højde med 50 til 80 år gamle vinstokke.

For at sikre frugtens kvalitet, så går Bibi til ekstremer, da hver vinmark – opdelt i små parceller – høstes helt op til 8 gange, så hver eneste drueklase høstes ved perfekt modenhed. I vineriet sorteres druerne igen, afstilkes og knuses inden spontangæring med både markernes, druernes og kælderens naturligt forekommende gærstammer.

Fermentereringen foregår i åbne 225 liter barriques for de små parceller og større fade eller rustfrie ståltanke for større parceller med 6 manuelle punch downs  af drueskallerne dagligt. Efter 7-10 dage med skindkontakt omstikkes vinene parcel for parcel til 20 måneders lagring på både gamle barriques og egefade.

Sikke en herlig parfume af første karat … har en duft af våde fade, gammelt træ, mahogni, teak og sandeltræ. Igen er der spændstighed af vild, koncentreret og overjordisk frugt, kirsebær, blommer, måske lidt tranebær og ellers tørrede blomster, tobak og læder. Der er stor luftighed, lethed, karamel, lidt ristede og røgede noter, lakrids samt kalkagtig mineralitet.

Det er cremet og smelter i munden … men det er med en syrlig frugtfriskhed, balance og elegance. Det er lyst men kompakt, rund men syrlig, moden men frisk, silkefin men rank og i det hele taget er vinen utrolig kompleks og kræver en del. Tanninerne er mere vilde i denne end i 2018’eren og det klæder faktisk vinen og giver masser af karakter. Der er fortsat tranebær, hindbær og så vilde jordbær, men mest af alt en gigantisk lang og krævende eftersmag. Det smager himmelsk godt, så 96 point,

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 999,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 549,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Bibi Graetz, Testamatta Bianco, Toscana, Italien

2020 Bibi Graetz, Testamatta Bianco, Toscana, ItalienJeg startede testen af Bibi Graetz’s Testamatta vine med den hvide Bianco i årgang 2020 og lavet med Ansonica druer fra marker på øen Isola del Giglio.

Bibi Graetz tilbragte sin barndom på Isola del Giglio, hvor han oplevede øens unikke vindyrkning. Så da han startede med at lave vin og fik mulighed for at leje marker i øen, så slog han til.

Det gav minder om de de gamle historier og viden, som de gamle bønder fortalte ham hver morgen, når de gik i vinmarkerne sammen med deres æsler.

Bibi producerede denne Testamatta Bianco første gang i 2016 og den er lavet på 100% Ansonica, der kommer fra op til 100 år gamle vinstokke på øen Giglios bedste enkeltmark, som er Serrone.

Marken ligger på en stejl skråning og har nogle knudrede gamle vinstokke. Marken er faktisk så stejl, at øens lokale vinbønder har inddelt skråningen i terrasser og må anvende æsler til arbejdet ude i marken og har en fattig stenede granitjord i den sydøstlige del af øen ud mod havet.

De nænsomt afstilkede druer er nedkølet med tøris og presset helt  skånsomt, inden mosten har fået lov at macerere 1 time sammen med drueskallerne.

Efter 48 timers afkøling på ståltank omstikkes mosten til helt nye 225 liters barriquefade, hvor vinen har gæret ved 20 grader Efter endt gæring, så er vinen lagret 12 måneder på nye barriques sur lie og helt uden malolaktisk gæring.

Dejlig let, luftig og næsten svævende aroma … meget blid med nogle nærmest burgundiske og kalkagtige noter, hvor sten og mineraler er godt fremme og skaber en rank vin, selvom man også fornemmer et diskret fagpræg. Det er saltvand på næsetippen i gåtur langs havet, umodne abrikoser, lidt fersken, æbletærte, slukket lejrbål, regnjakke samt honning, let vanilje, let lakridskonfekt og fennikel. Det er sgu en vild tiltrækkende aroma.

I munden er det en ren afbalanceret vin, som hele tiden holder sig i midten af vejen uden at falde i grøftekanter. Der er syltede citroner, lemon, grønne æbler samt masser af røget og saltet mineralitet, kalk, skolekridt samt en fin, parfumeret og letbitter syre, som både virker alvorlig, legesyg og præcis. Lækkerheder … så 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 999,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 699,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Weingut Rudolf Fürst, Bürgstadter Berg Spätburgunder 1G, Franken, Tyskland

2020 Weingut Rudolf Fürst, Bürgstadter Berg Spätburgunder 1G, Franken, TysklandAftenens bedste vin var – efter min vurdering – en Bürgstadter Berg Spätburgunder 1G fra det store og legendariske vinhus Weingut Rudolf Fürst .

Vinhuset holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken. Der er omkring 40 kilometer vest for Würzburg, den vestligste del af Franken … næsten på vej mod Pfalz.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1638 og har været i familien Fürsts eje i alle årene. Paul Fürst overtog selv driften i 1975 som 21-årig, da hans far Rudolf Fürst pludselig døde i en tidlig alder. I dag driver Paul vingården sammen med hustruen Monika … og siden 2007 i har det været i fællesskab med parrets søn Sebastian Fürst, der langsomt er begyndt at overtage mere og mere af driften.

Familien har i alt 18 hektar vinmarker fordelt på Großes Gewächs markerne Centgrafenberg og Hundsrück i Bürgstadt, Schlossberg i Klingenberg samt den almindelige mark Karthäuser i Volkach. Deres moderne vineri ligger midt i vinmarkerne og er bygget i 1979.

Hos Weingut Rudolf Fürst har man specialiseret sig i Spätburgunder og Frühburgunder, men dyrker også en del Riesling samt en række andre druer, bl.a. Silvaner, Weiße Burgunder, Chardonnay, Gewurztraminer, Domina, Merlot og Cabernet Dorsa.

Og for at virkelig perfektionere de røde vine på Spätburgunder og Frühburgunder har den unge Sebastian Fürst også arbejdet en del år i Bourgogne inden han i 2007 vendte hjem og fik ansvaret for produktionen i kælderen.

Fürst laver nogle af Tysklands mest spektakulære vine og hans top Spätburgundere koster også nemt omkring 100€. Vinene laves med minimal intervention i vinmarkernes cyklus, stærkt reducerede udbytter, nænsom vinifikation og lang lagring på træfade.

Der anvendes gamle tyske kloner til husets basis Spätburgunder, mens der i de store cuvéer indgår Spätburgunder fra Dijon kloner.

Weingut Rudolf Fürst er en af topproducenterne i Churfranken. Generelt får Fürst altid stor ros af vinanmeldere, bl.a. har Master of Wine Jancis Robinson i Financial Times kaldt Rudolf Fürst for en anerkendt Pinot Noir tryllekunstner i Tyskland … ikke kun med Spätburgunder, men også med den tidligere modnende Frühburgunder.

Bürgstadter Berg Spätburgunder 1G er lillesøster til GG vinene fra markern  Centgrafenberg og Hundsrück og kommer udelukkende fra de to marker, der jo begge ligger på Bürgstadter bjerget.

Vinen er lavet med delvis afstilkning … der anvendes 60% hele drueklaser, der er overført til store åbne kar af rustfri stål med maceration og gæring efterfulgt af lagring i 20 måneder i brugte barriques på 228 liter inden ufiltreret flaskning.

Allerede fra første fløjt er der Franken karakter … røget, kødfuld og grøn aroma med nelliker, friskhed, renhed, underskov og en stram tekstur, lidt mynte, godt med kirsebær, brombær og så er fadpræg, som virker større end normalt hos Fürst, for der er vanilje, kaffe og lakridskonfekt. Alt sidder sgu næsten perfekt.

I munden er der godt med lys kraft med stor tørhed, silkebløde tanniner og en frugt med hindbær, brombær og alt breder sig med stor magt i munden på den mest behagelige måde. Alt er rent og så klart, næsten berusende, krystalklar og præcis. Hvor er det bare pokkers godt … elsker den, så klart 96 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7